At slutte fred med (ødelæggende) perfektionisme og tegne en fucking grim hest
Perfektionisme 💔
Jeg er blevet spurgt om jeg vil dele opskriften på den her læringsproces med at slippe ud af altødelæggende perfektionisme, som mange højtbegavede børn kæmper med, og som har strukket sig over flere år. Hos os har det været et vedvarende fokus i vores hjemmeskole, og noget som vi har arbejdet ret målrettet med. Og vi er kommet rigtig langt (læs teksten på billedet herunder). I dette indlæg deler jeg mine dyrtkøbte erfaringer.
Ja, en hjemmeskolelærer kan også lave slåfejl. Fuck perfektionismen.
Emmalia har pga. sin giftedness været voldsomt præget af perfektionisme, og frygten for overhovedet at starte på noget (i særdeleshed tegning), fordi hun ved at det aldrig bliver ligeså perfekt som inde i hendes hoved. Det har gjort at vi nærmest ikke kunne arbejde med noget som helst kreativt dengang vi startede hjemmeskolen, og det har været en kæmpe begrænsende faktor i hjemmeskolen. Så hvad har vi gjort for at afmontere perfektionismen og erstatte den med selvkærlighed, rummelighed, nysgerrighed og forståelse for processer og at ting tager tid at lære?
1. Vi har erkendt at det er svært. Det er faktisk en stor del af det, at acceptere at der ikke er noget "bare" over det.
2. Vi har begge to haft et ønske om at skabe en forandring, så Emmalia kan blive fri til at tegne uden at dømme sig selv ude inden hun overhovedet er begyndt.
3. Vi har fjernet alt pres
4. Gamechangeren. Gennem Lakserytterens tegneunivers fik jeg en god idé. Hvad nu hvis MÅLET var at det blev grimt? At det slet ikke måtte blive pænt og flot? Jeg opfandt tegnekonkurrencer med tegninger og emner, hvor vi skulle tegne ting så grimt som overhovedet muligt. En is, en klam grim is. En cowboy, den grimmeste cowboy vi nogensinde havde set. En fucking grim hest. Det blev dåseåbneren ind til noget progression. Pludselig handlede det ikke om det perfekte billede, men derimod om at koble humor og glæde på det at tegne. Det kan man både sige noget smart om ift. NLP og læringsprocesser, men det lader vi andre kloge om at gøre.
5. Vi så youtube videoen Austins Butterfly, som er en fantastisk video om positiv og praktisk feedback i børnehøjde. Den gjorde klart en forskel for forståelsen af at det at lære at tegne er en process.
6. Giv slip giv slip giv slip. Bedst som jeg tror jeg har nailet et eller andet, så kan det pludselig føles som om vi er tilbage til start. Jeg har været frustreret (ej, ikke gå tilbage, ikke gå tilbage), har skældt ud (undskyld skat), har presset på (nu var vi jo lige nået så langt skat) og har været opgivende. Men efter 3 år i den her proces må jeg bare sige at den her læringsrejse aldrig er lineær. Hvis du tegner en rigtig stor og flot krusedulle på et papir, så har du cirka den læringssti man følger når man arbejder med internaliseret perfektionisme i så voldsom grad som den her. Og det er okay. Så starter man bare fra punkt 1 igen og pludselig sker det her.
7. Ud af det blå (føles det som om) kom Emmalia og viste mig tegningen fra billederne her. Hun har i meget lang tid kun farvelagt coloring pages/kopitegninger, og jeg har sluppet helt at ville “rykke hende” i en retning. Det kræver virkelig megen “given slip” på et bestemt resultalt, men det at fjerne presset er bare så altafgørende. Hun skal nok flytte sig når hun selv er klar, og jeg tror præcis det at jeg har fjernet presset er årsagen til det “resultat” vi står i nu.
Det vigtigste var at hun stadig fandt glæde ved det at tegne, at hun forbandt det at være kreativ og udtrykke sig med noget rart og godt, ikke noget pres eller frustration. Eleven kommer når læreren er klar (læs mere om den tilgang her.
Så, jeg har ikke et stort rungende facit, men det her er de erfaringer og tilgange der har fået os dertil hvor vi er i dag, og i morgen ved vi ikke hvilken dag vi vågner op til, og det er okay.
Del meget gerne dine egne erfaringer i en kommentar herunder, så vi kan gøre hinanden klogere,
Tak fordi du læste med,
Kærlig hilsen
Frejamay
