Vores spæde start med HBB højtbegavede børn / gifted children

”Moar, jeg passer ikke ind”. Sådan sagde min 6årige datter til mig for ganske nyligt. Jeg fik et stik i hjertet, men det kom alligevel ikke som nogen særlig stor overraskelse, og jeg kender det fra mig selv, for jeg passer heller aldrig ind nogen steder, og har desværre fået det ind som en ligning der hedder ”jeg er forkert”. Så jeg skrev et opslag på min åbne facebook-profil (besøg den her), hvor jeg skrev om hvordan det er at have et barn, der ikke trives i skolen. I den forbindelse var der flere der spurgte om jeg havde overvejet at min datter er et højtbegavet barn (HBB) eller gifted child. Det har jeg aldrig overvejet, men det blev begyndelsen på en helt ny rejse, som jeg gerne vil dele med dig i dag.

Højtbegavede børn

Lad os lige starte med det label disse børn har fået. For her i Jantelovens hjemland, er det super upraktisk at kalde det ”højtbegavet barn”. Jeg husker en passage fra stand-up komiker Hannah Gadsby, som har autisme, og hun siger ” I’ve already got autism. I have what’s called high-functioning autism, which is a terrible name for what I have, because it gives the impression that I function highly. I do not.“. Jeg har kun danset med begrebet “højtbegavet barn” i ganske få uger, og jeg har allerede mødt de første hævede øjenbryn og ”nå nå nå, bevares, så dit barn er klogere ens os andre, og det skulle oven i købet være et problem?”. Men så simpelt er det desværre overhovedet ikke. Gid det var.

Hvad er et højtbegavet barn?

Det første der er vigtigt at sige, er at disse børn, der går under betegnelsen ”højt begavede”, de er vidt forskellige og deres ”høje begavelse” kan derfor komme til udtryk på vidt forskellige måder. Mange tror det er rainman-agtige børn der spiller skak eller hacker sig ind i Pentagon som 5-årige, og det billede er helt forkert.

Fælles for højtbegavede børn er at de har en intelligenskvotient over 130 og at de har det der hedder en asynkron udvikling, hvor de eksempelvis har et ordforråd som en 15årig, men socialt er udviklet som en 9årig. Derudover beskrives følgende fællestræk ifølge denne artikel på DR :

1. Meget lærenem

2. Meget selvkritisk

3. Udtalt retfærdighedssans

4. Særdeles god hukommelse

5. Voksent sprog i en tidlig alder

6. Stort abstraktionsniveau

7. Asynkron udvikling

Jeg kan genkende dem alle sammen hos min datter. Meget tidligt har Emmalia været ekstremt lærenem. Hun har haft et vildt ordforråd, allerede fra hun var helt lille og begyndte at tale, og det er kun blevet vildere derfra. Hun tager sproget til sig, bruger alle de ord hun hører voksne sige og det er noget vi ofte har talt om i familien, men kun som imponerende, ikke som noget der skulle være ”noget specielt” udover det.

Emmalia har altid haft en helt ekstremt god hukommelse, hun kan huske de vildeste detaljer fra ting og steder og situationer som jeg knap nok kan huske har fundet sted (og jeg har ellers også altid haft en ret sindssyg hukommelse).

Der var engang vi var på besøg hjemme hos nogen, de havde mange hylder med spil. Flere meter. Emmalia er lige knap 2 år gammel, og vi sidder 4 meter væk fra spilhylderne. Emmalia bliver ved med at sige ”Ramasjang, Ramasjang!” og peger mod spilhylden, og jeg fatter ikke hvad hun mener. Ikke før jeg, inde midt på en af hylderne, får øje på et lillebitte Ramasjang  logo, som Emmalia har spottet som noget af det første da vi kom ind.

Emmalia har altid haft et særligt indre univers, jeg ved hun opfatter verden anderledes end andre, og jeg fandt tidligt ud af at der altid er en eller anden logisk mening med de ting hun gjorde, som jeg opfattede som småtossede, og andre måske ville opfatte som uopdragent. Som dengang vi boede i Brede, og havde sort køkkengulv. Emmalia var 2 år gammel og havde hældt en 2kg pose med sukker ud på det sorte gulv. Jeg kom ud i køkkenet og spuirgte hvad hun lavede (uden at skælde ud, for jeg ved at der er en forklaring). ”Jeg salter vejen mor, sådan så du ikke falder og slår dig”. Det giver jo helt vildt god mening. Vi fik alligevel en snak om at det ikke er nødvendigt at salte køkkengulvet mere.

Brød ud af børnehaven

Da Emmalia lige var 3 år gammel, og jeg en dag skulle hente hende i børnehaven, blev jeg mødt af en pædagog med en meget alvorlig mine, som trak mig til side. ”Du må altså tage en snak med din datter om at det ikke er i orden at bryde ud af børnehaven!”. Emmalia og hendes veninde havde leget, og så var venindes hue fløjet op over det 2,5 meter høje hegn. Som den gode ven Emmalia er, havde hun lige regnet ud hvordan hun kunne komme over hegnet og hente venindes hue. Emmalia skubbede et fodboldmål hen til en afsats, kravlede op på målet, videre op på afsatsen, over hegnet, ned efter huen, og tilbage igen.

Selvfølgelig er det ikke hensigtsmæssigt at børn kravler ud af børnehaven, og det måtte ikke ske igen, men jeg var lige dele forskrækket og lige dele imponeret over hende. Derfor tog jeg den kommende weekend Emmalia med over i den lukkede børnehave, og bad hende vise mig hvordan hun havde gjort. Jeg tror faktisk jeg filmede det. Jeg roste Emmalia for sin indsats, og så tog vi en snak om at det må hun kun gøre igen når hun og jeg er sammen på legepladsen, når børnehaven er lukket og der ikke er andre børn. Det er aldrig sket igen siden.

Jeg har et hav af de her historier, men jeg har aldrig troet at det ”betød noget” eller at det ”hed noget”. Ikke før nu, hvor jeg har en datter der ikke trives i sin skole. Hun går i verdens bedste skole, og vi elsker den, Emmalia gør også, men det er nu det med den asynkrone udvikling virkelig bliver tydelig. Emmalia har som sådan ikke udfordringer med det sociale, men hun har altid enten leget opad eller nedad. Enten passer hun på små børn eller også leger hun med de store børn.

Min mor havde engang Emmalia med på stranden, og sender så en video af min dengang 4årige datter, som har fundet en gruppe unge mennesker midt i 20erne (som i øvrigt vistnok ikke engang talte dansk), og Emmalia løb hen og havde spurgt om hun måtte være med til at spille bold. Det måtte hun gerne. Så stod det her lille barn og havde en fest med 7 voksne ude i vandet. Hun har alle dage været et meget socialt og opsøgende menneske. Men hun tager verden enormt meget ind, og hun kan ikke være på så længe ad gangen. Det betyder at vi mange mange gange har måtte forlade familiefødselsdage inden maden blev serveret, fordi Emmalia simpelthen var socialt og indtryksmæssigt overstimuleret allerede inden festen var begyndt.

Diagnose-gætterier

Når man fortæller om at ens barn er i mistrivsel, starter et spændende, og også ret irriterende diagnose gætteri. Folk gætter løs, som om man i stedet har sagt ”ej, prøv at gæt hvad jeg fandt i Silvan forleden dag?”. Har hun ADHD? Er det mon autisme? Det lyder meget som Asbergers? Alt sammen en gætteleg jeg egentlig ikke har brug for i mit liv. Eller Emmalias. Men når folk forsigtigt, og med respekt for vores situation fortæller om deres egen rejse, og slutter af med at skrive ”jeg ved ikke om du kan bruge mine erfaringer til noget, men jeg har flere gange tænkt at Emmalia virker som et højtbegavet barn, når du har delt noget, måske er det værd at undersøge”, så er det, for mig i hvert fald, en anden situation end gætterier. Please lad være med at gæt medmindre du deler noget af dig selv også, og helst i en privat besked. Man er simpelthen i så sårbar en situation når ens barn ikke trives.

Nyttige links og gode grupper

Jo mere jeg læser om højtbegavede børn og gifted children, jo mere kan jeg genkende min datter i det. Og jo mere kan jeg faktisk også genkende mig selv. Det sted jeg ubetinget har hørt allerbedst om, er foreningen Gifted Children . Alle jeg har talt med anbefaler denne forening. Jeg har booket en tid til screening/samtale, og glæder mig til at blive klogere på vores situation.

Jeg har også fåret anbefalet Birgitte Arnvig, som driver siden Højtbegavedebørn.dk

Ole Kyed, som er psykolog og har specialiseret sig i de intelligente børn / højtbegavede børn, har skrevet bogen “intelligente børn” (reklamelink) , som jeg læser lige nu, og er halvvejs igennem. Jeg kan genkende alt hvad han skriver, og kan virkelig anbefale bogen. Der er både cases, teoretisk viden, udviklingsforståelse og en masse anden værdifuld viden.

Psykoterapeut og lærer Paula Prober har udgivet denne bog om gifted børn og voksne: Rainforrest child (reklamelink). Den står på min læseliste nu, og indtil da vil jeg læse på hendes blog om gifted children og teens her.

Hos Clever Consulting og Rikke Christensen er der også fokus på højtbegavede børn / gifted children. Også her har jeg fået god viden, især som ”begynder” indenfor det her felt, hvor alting virker forvirrende og den her nye verden virker meget stor.

Der er sikkert mange andre gode steder, men det er her jeg er startet og har følt mig mødt.

Ræk ud ræk ud ræk ud.

Det er ufatteligt ensomt at stå med et barn der ikke trives. Derfor besluttede jeg mig meget tidligt for at være åben om denne proces, ligesom jeg tidligere har været med mange andre sårbare processer. De fleste omkring mig er holdt op med primitive råd som ”måske skal du bare lære at sætte grænser” eller ”din datter får godt nok også vide rammer”, så det gør det selvfølgelig også noget nemmere at række ud, når man ikke skal lytte til erfaringsløse menneskers nyttesløse analyser af din situation.

Derfor har jeg været så heldig at snakke med en anden mor far Emmalias skole, som også har højtbegavede børn /gifted children tæt inde på livet, jeg har snakket med to andre forældre, og hver eneste gang jeg snakker med disse forældre, falder mine skuldre lidt og håbet vokset. Der er også en vej for os. Også selvom jeg samtidig hører at PPR og skolerne simpelthen ikke er klædt på, uddannede til at håndtere den her store gruppe børn.

Som den ene mor sagde til mig ”en af gaverne er at man får helt nye og værdifulde relationer, man har nogle helt andre snakke med de her forældre, og man når langt ud over ligegyldig smalltalk, fordi alle bare er i samme båd”. Det er helt klart en gave jeg allerede mærker værdien af, alene på den uge der er gået siden jeg offentligt rakte ud og bad om hjælp.

Et spor tilbage til min egen skoletid

” … og så er det jo arveligt” sagde en mor til mig, efterfulgt af en kunstpause og et glimt i øjet. Og jeg svarede ”ja det har jeg læst, og jo mere jeg læser, jo mere kan jeg sgu også se mig selv og mine kæmpestore udfordringer i min egen folkeskoletid”. Der er ingen tvivl om at jeg har kæmpet med de samme udfordringer, og stadig kæmper med nogle af de udfordringer der følger med at være højtbegavet barn. Øv hvor ville jeg ønske det hed noget andet, for det er alt andet end kun en gave at være “højtbegavet”.

En af mine mest fasttømrede historier om mig selv, vi kan kalde det en gave jeg fik fra min folkeskoletid, det er at jeg er dum/uintelligent. For det var det jeg lærte i min skoletid. Det har jeg, i min voksentid, fundet ud af set ikke er rigtigt, tværtimod, men de gamle historier vi har med om os selv, de er ofte temmelig sejlivede og svære at slippe af med. Så denne rejse med høj begavelse, den er ved at ændre nogle helt grundlæggende fortællinger jeg har om mig selv. Så i takt med at jeg skal i gang med at forstå mit barn på ny, så jeg kan hjælpe hende og støtte hende i at få en bedre skolegang end jeg selv fik, så skal jeg også forstå mig selv på ny, og omskrive en snart 40 år gammel bullshitfortælling om mig selv. Good luck with that.

Det er noget af en rejse vi har bevæget os ud på, og jeg har tænkt mig at dele alle aspekter af den. Måske har du lyst til at læse med på vejen.

Har du lyst til at dele din egen rejse med os, så send den evt. til mig på mail eller den den i kommentarfeltet (du er altid velkommen til at være anonym). Det hjælper mig helt enormt meget at spejle mig i andre historier, og jeg er helt ny i den verden her, og mange har været i den længe, og med flere børn end mig. Del endeligt!