Tema: Om at have et højt begavet barn der mistrives i skolen

Klokken er 9:30 og jeg henter min datter fra skolen. I dag har hun klaret en time, og det er planen lige nu, for at få vendt skuden. De sidste 14 dage er hun blevet ringet hjem hver dag, og jeg har hentet et ulykkeligt barn, der mere ligner jaget vildt, end en lille skolepige på 7 år. I dag vil jeg fortælle lidt om hvordan det er at have et højt begavet barn som mistrives i skolen.

Sikken et lettere arrogant luksusproblem, hva?

En af de ting jeg meget hurtigt har lært, det er at jeg aldrig må sige at jeg har et højt begavet barn, uden også at pille det fuldstændig fra hinanden i samme sætning. Ellers kan folk simpelthen ikke kapere det, især ikke i et land hvor man stadig ikke helt skal tro man er noget. Det foregår nogenlunde sådan her: ”min datter har det svært i skolen, hun er højt begavet MEN DET LYDER MEGET MERE FANCY END DET ER” efterfulgt af et par ”beviser” på at det altså langt fra er nogen VIP-fest at have et barn der er højt begavet.

Det folk hører er typisk: ”jeg har et barn der er meget klogere, og meget bedre end dit barn, og derfor har hun det lidt svært ved at gå i skole med sådan nogle undermålerbørn, som dit barn nødvendigvis må være”. Og så kan jeg jo ikke rigtigt tillade mig at stå der og synes jeg har et problem med mistrivsel, når jeg render rundt med den selverklærede nye Einstein derhjemme. Det eneste problem er, at det overhovedet ikke har noget som helst med virkeligheden at gøre. Let me tell you why,

Tegn på høj begavelse

Min datter på 7 år har altid været anderledes. Ingen børnebøger virkede på hende, ingen forældrebøgers beskrivelser passede på Emmalia. Det gælder alt fra lure til madvaner til ”metoder”. Intet virkede, og hun har altid været enormt meget sin egen. Jeg fandt heldigvis meget hurtigt ud af at jeg var “on my own” her, og selv måtte opfinde den dybe tallerken med mit barn. Noget der både er krævende, og som med garanti gør at du får en masse mor-politi på nakken, fordi man skal endelig ikke træde ved siden af den sytrådssmalle sti for hvornår man er en god nok mor i Danmark (og på instagram).

Min datter har altid haft en skræmmende god hukommelse. Hun kan huske ALT. Tøj hun havde på da det og det skete, hvem der præcist sagde hvad, alle detaljer fra oplevelser da hun var 1,5 år. Det er ikke kun mig, men alle i vores omgangskreds der har bemærket hendes sindssyge hukommelse og sans for detaljer. Men jeg har aldrig tænkt at det ”var noget”. Det var jo bare Emmalia.

Udover hukommelse har hun haft et vildt ordforråd altid, men det forbandt jeg med at jeg jo er alenemor, og snakker enormt meget med mine børn om alt muligt hver dag. Så det var nok derfor. Emmalia har også altid haft en meget voksen og abstrakt humor, og har tidligt interesseret sig for eksistentielle spørgsmål om liv og død.  

Da hun var 3 år havde hun fundet ud af hvordan man klatrer over det 3 meter høje hegn i børnehaven, fordi venindens hue var røget over. Noget med at skubbe et fodboldmål hen til en afsats, for så at kravle op på afsatsen, hen til en anden afsats, over hegnet, hente huen og tilbage igen. Jeg har uendeligt mange historier hvor hun har gjort vanvittige ting, men ALTID har haft en fuldstændig forståelig og logisk forklaring, når jeg har spurgt hende hvorfor.

Og så er der retfærdighedssansen. Hun har en retfærdighedssans, og derfor også et ret stort omsorgsgen overfor folk hun kender, men også overfor fremmede. Emmalia har altid hjulpet dem der havde det svært i børnehaven, og spotter hvis nogen holdes udenfor eller ikke følger reglerne lynhurtigt. Det er ikke altid en fordel at være så bevidst. Det er en udbredt misforståelse at højt begavede børn er socialt handicappede, faktisk er de ofte “overkvalificerede”, fordi de ser det hele, men ikke lige har en pyt-knap eller et filteringssystem, og derfor kan det være megasvært at være i, og i særdeleshed navigere i.

Sideløbende med de her ”gode ting”, har det aldrig fungeret ret godt med institutionslivet. Lige siden hun var baby, og vi havde meldt os til noget APA-træning på Østerbro, vidste jeg at det der med at gå til noget hold-halløj, det bare ikke gik. Alle babyer lå helt stille og pludrede hos deres mødre. Min baby var kravlet ind i midten af den store madras på gulvet, og lå og skreg høje lyde.

”Karl Johan er bare sådan en mild baby”

”Alva-Oliva er bare sådan en mild lille sjæl”

”Knud er så mild og glad en lille dreng”

Og så lå min baby der i midten og var hverken mild eller pludrende, men lidt mere He-MAN agtig med dinosauruslignende lyde. Det var første og sidste gang jeg var med til APA.  Jeg magtede ikke at være hende med den larmende baby der ikke ”hørte efter”. Og sådan var det selvfølgelig også i både vuggestuen, børnehaven og den nye børnehave. Hun ville ikke sige farvel om morgenen. Jeg har været til endeløse møder fordi ”hun siger godt nok meget kraftigt NEJ når der er noget hun ikke vil” (en egenskab jeg ellers er ret stolt af hos hende). Og det der med at følge reglerne, og bare passe ind, det virkede bare ikke. Glem at sove lure. Det gjorde hun aldrig derhjemme og hun kom aldrig til det i børnehaven.

Heldigvis har vi været meget heldige, og vi har haft enkelte pædagoger der så hende, og som mødte hende og hvor der pludselig ikke var problemer med hende. Men det har været enormt personafhængigt, og vi har måtte skifte institution når en bestemt person stoppede, fordi de andre bare ikke kunne se Emmalia. Vi endte dog i en virkelig god børnehave med højt til loftet, hvor Emmalia for første gang trivedes rigtigt, og havde det rigtig godt. Der går lillesøster nu, og de har virkelig formået at møde mit barn med det krøllede indre univers på så fin en måde.

Klip til nu

I dag er hun 7 år, hun kan læse (ret godt) og regne (ret godt), er fagligt med i skolen og elsker at lære nyt. Der var bare lige den lille detalje at Emmalia ikke viste det i skolen (i begyndelsen), så skolen vidste slet ikke hun kunne hverken regne, læse og skrive. Det fandt vi ud af ved et tilfælde … at hun gemte sig. Højt begavede børn er ofte meget bevidste om at de er anderledes, og laver derfor krumspring for ikke at stikke ud.

Skolerammen fungerer bare ikke for hende. Når trygheden ikke er der, så er der bare ikke ret meget at gøre, og vi har derfor i dag en datter som lige nu er i skole 1 time dagligt. Bare for at give hende nogle succesoplevelser i en periode, indtil vi finder ud af hvad der skal ske nu.

Gode råd er gratis

Og det vælter ind med gode råd. Og intentionerne er de bedste, det er de virkelig. Nu er det bare sådan at jeg selv er en supernørd, så jeg kender til ALLE skoler på Sjælland der optager højt begavede børn. Emmalia er testet højt begavet på Gifted Children institute, som er et forskningscenter på Sjælland der forsker i høj begavelse. Men hun har (selvfølgelig) ikke den klassiske høje begavelse. Nej. Hun har en særlig profil der (blandt andet) scorer ekstremt højt på det der hedder visual processing, hvor hun faktisk ligger 20% over den danske befolkning. Det vil blandt andet sige at hun har en kæmpestor indre forestillingsevne, er sindssygt god til at tænkte abstrakt og ræsonnerer virkelig godt. Det vil også sige at hun er bange for ting hun forestiller sig, fordi hun har en vild forestillingsevne, og det sætter sig af og til som noget angstlignende. Hvor hun andre gange er mega modig og bare kaster sig ud i ting. Men hendes alder er imod hende, og der er flere ting ved hendes profil hun først får glæde af om et par år, når hendes hjerne er mere udviklet.

Et lidt spøjst eksempel på hvordan det her fungerer i praksis. Emmalia kan godt lide at se Harry Potter,og har set alle filmene. Jeg havde mine betænkeligheder, men vi har set dem sammen, hvert sekund, og vi har snakket os igennem hendes 2 millioner spørgsmål undervejs. Hun er hverken bange for dementors, for 3-hovedede hunde, for Voldemort eller for de store klamme snot-trolde, eller kæmpe-edderkopperne i skoven. Til gengæld synes hun Vaiana er lidt uhyggelig, du ved, specielt den store krabbe Tamatoa. Hun synes også ravnene i den ene episode af Anders And til Disney Sjov de er mega uhyggelige, og hun gemmer sig under dynen. Ikke umiddelbart logisk, men når men kender lidt mere til Emmalias indre univers, så giver det bare enormt god mening at hendes frygt ser sådan ud. Og så nytter det ikke noget at forklare hende at ”det jo bare er en tegnefilm”, ligesom det heller ikke nytter noget at forklare en person med araknofobi at sige ”den er jo meget mere bange for dig end du er for den”.

Når andre overtager din historie

Noget af det der er dejligt ved at dele historier som min, det er al den opbakning jeg får, især fra forældre til andre børn der mistrives i skolen. Det kan både være pga høj begavelse, autisme, skoleværing, adhd eller lign. At tale med nogen der virkelig forstår hvad jeg står i lige nu, det er guld værd. Det fjerner alenefølelsen, de kommer med gode råd jeg kan bruge, fordi de selv har stået der, selv har gået vejen, og de mener det når de siger ”du ringer bare, du siger bare til hvis der er det mindste jeg kan gøre”, for nogen gange er det virkelig det mindste man har brug for hjælp til. Og ofte er det bare nogen der lytter til den frustration og smerte man som forældre sidder med. Især system-metal-træthed og håbløsheden.

Men der er desværre også dem der trækker deres egen historie ned over hovedet på dig. Nu er det jo ikke alle detaljer jeg hverken kan eller vil dele offentligt, da det drejer sig om mit barn og vores egen personlige historie. Så når jeg siger ”det er ikke en mulighed for os”, og folk så bare bliver ved med at ”jamen du må da forstå” og ”det giver jo ingen mening hvis du ikke gør sådan og sådan” eller ”du SKAL have fat i ham eller hende”, så kunne det være så fedt hvis folk havde tillid til at jeg ved hvad jeg laver, at jeg har de rette fagpersoner på, at jeg går den vej der er rigtig for os. Der er ingen andre end mig der kender vores situation, vores resultater, vores økonomi, vores muligheder osv. Selvfølgelig kender jeg ikke ALT, eller alle svar, men jeg har styr på fundamentet, og jeg er ret trænet i at række ud når jeg har brug for det. Det der med at blive kørt over af andres historier, det er superhårdt, og det har jeg desværre allerede oplevet et par gange. Emmalia er ikke ligesom dit barn. Jeg er ikke ligesom dig. Vores historie er ikke ens. Men hvis vi kan lytte til hinanden, og hjælpe hinanden, og høre efter når der ikke er behov for flere råd, så er vi allerede nået et godt stykke. Men altså, langt de fleste skriver til mig med empati og rene intentioner, og det er helt fantastisk at opleve.

Hvorfor overhovedet dele når det handler om dit barn?

Ja hvorfor overhovedet ”udlevere hende”? Det er der en meget stor og simpel grund til, og det er at jeg nægter at stå i det her alene, både for min skyld og for mine børns skyld. Og da jeg ikke har særlig mange i mit nære netværk der står i samme udfordring som os, så er jeg nødt til at række ud. Og den bedste måde jeg kender til det på, det er ved at dele vores egen historie. Erfaringen har vist mig, at når jeg deler det der er, så ærligt jeg kan, så åbner folks hjerter sig for mig, og andre deler deres historier med mig. Og pludselig er vi virkelig mange der står i det samme, og det skal man simpelthen ikke underkende vigtigheden af. Især ikke når man skal have lavet børnefaglige undersøgelser, PPR kommer på banen, og jeg ikke aner om vi ender i hjemmeskoling, skoleskift eller hvad der skal ske herfra. Alle muligheder er åbne. Her er det guld værd at se og mærke at vi er mange MANGE der står i det samme, og som alle sammen på et tidspunkt har følt os som totalt fiaskoer som forældre, fordi ”hvorfor kan mit barn ikke bare passe ind?”. Du er ret meget “on your own”, også i et system der ikke overholder deres oplysnings og vejledningspligt, så når du allierere dig med andre forældre der kender paragrafferne, så står du simpelthen bare stærkere i din egen historie. Guld værd! Og det kan faktisk havde en ret afgørende betydning for hvor din historie ender henne, at du har et solidt netværk af mennesker, og andres viden at trække på. Derfor kan jeg lige indskyde at et medlemsskab hos gifted children foreningen er hver øre værd. Læs mere her. (Bemærk at gifted children foreningen og gifted children institute er to forskellige ting).

Nemt at føle sig som fiasko forældre!

Men det er vi ikke. Vi er møghamrende gode og dedikerede forældre, som alle sammen vil gå til verdens ende og tilbage igen for vores fantastiske børn. Vi ved at der ikke er noget ”galt” med vores børn. Vores børn sender bare på andre frekvenser, nogen vores verden har desperat brug for, men som ingen har indrettet verden efter at gøre plads til. Så det må vi selv gøre. Forældrene. Indtil der kommer politisk vilje, og praktiske løsninger på banen. Og det er der ikke ret meget af lige nu. Det kommer, det går bare ekstremt langsomt.

Lyt til forældrene

Forleden dag læste jeg vores borgmester i Lyngby skrive en kommentar til en debet på fb. Hun skrev (frit efter hukommelse) ”at vi i kommunen måske ikke er gode nok til rent faktisk at lytte til forældrene i de her sager”. Og det tror jeg er et enormt vigtigt sted at starte. LYT TIL FORÆLDRENE. Lige nu står jeg overfor en børnefaglig undersøgelse der skal kigge på om jeg overhovedet har mor-evner. Det ved jeg at jeg har, og jeg er slet ikke i tvivl om at jeg gør det rigtig godt som mor, især som alene-mor. Men det er skideubehageligt at skulle ”testes” og vendes og drejes, især når det faktisk ikke er hjemme hos mig mit barn har det svært, men derimod i skolen. Alle de forældre jeg har talt med det sidste halve år, som alle er forældre til højt begavede børn, de er endt med at finde løsninger selv. Så er den ene forældre, typisk moderen, droppet ud af arbejdsmarkedet, hjemmeskoler, så er de flyttet til den anden ende af landet for at prøve på en nystartet skole for højt begavede børn. Og alle siger det samme: du er nødt til selv at lave en eller anden løsning. ALLE deres børn er begyndt at have det meget bedre, efter de har taget sagen i egen hånd. Jeg ved allerede nu at jeg kommer til at gøre det samme, og derfor er jeg allerede nu begyndt at undersøge hvilke muligheder jeg har. Hvilken uddannelse jeg evt kan skifte til, som foregår digitalt, så jeg har mulighed for at læse mens jeg hjemmeskoler et par år. Muligvis farvel til mit drømmestudie. Muligvis ikke. Det vil den næste tid vise.

Ekstrem mangel på faglighed

Det næste er at der simpelthen ikke er ret mange fagpersoner der ved noget om høj begavelse. Desværre heller ikke indenfor PPR. Jeg har indtil nu ikke mødt en eneste fagperson der har med mit barn at gøre, som ved noget om højt begavede børn. Det er virkelig skræmmende at sidde i systemer som egentlig skal hjælpe, og som ingen ekspertise har på området. Man ville jo heller aldrig sætte Brio-tog designere til at bygge en en bro til Tyskland, fordi en bro ikke bare er en bro. Du skal vide noget om ægte hav, vindforhold, hvad saltvand gør ved materialer, maxbelastninger, vægtfordeling, beton og alt mulig andet. Det samme gælder højt begavede børn. Hvis du ikke ved noget om højt begavede børn, så ved du eksempelvis ikke at de fleste højt begavede børn har alle hyperintensiteter. De mærker mere, føler mere, tænker mere, sanser mere end alle andre børn. Reagerer mere. Men det minder om ADHD, det ER bare ikke (nødvendigvis) ADHD. Og hvis du ikke er uddannet i at spotte den forskel, så kommer du højest sandsynligt til at fejldiagnosticere ret mange børn. Det her er ikke et individuelt problem, det her er et samfundsproblem, der kun bliver større jo længere vi venter. Men indtil vi har fundet løsninger der giver gode trivselsresultater, så må vi være glade og taknemmelige for alle de badass forældre på ekstremt overarbejde, der laver Storm P løsninger, indtil de kan tilbyde deres børn noget der minder om muligheden for et godt skoleliv i trivsel.

Så derfor deler jeg. Vi er så langt fra mål, også selvom enkelte politikere begynder at pippe om det her problem. Jeg deler fordi du som mor eller far ikke må føle dig alene, for det er du overhovedet ikke. Jeg skriver fordi jeg vil fortælle Danmark at der ikke er en skid luksus over at have et barn med en busy brain, eller en høj begavelse … som kun beskriver en lille brøkdel af hvad det egentlig er for en udfordring man som forældre står med. Jeg skriver fordi der ikke er meget opbakning at hente udenfor vores egne små netværk. ”Hold da op en priviligeret problemstilling hva?”

Not so much … Jeg har verdens mest fantastiske lille kloge datter. Hun stortrives i livet. Hun elsker at lære. Hun kaster sig ud i udfordringer, hu møder venner alle steder, hun er nysgerrig, ekstremt kreativ, omsorgsfuld og fuld af glæde. Hun ser verden på sin egen unikke måde, hun filtrerer verden helt anderledes end andre jeg har mødt, og hun giver mig glæde og nye ting at tænke over hver eneste dag. hun undrer sig over de mest spændende ting og jeg elsker hver eneste dag med Emmalia. Tænk hvis der var et sted til hende. Indtil der er det, så påtager jeg mig ansvaret for at være den der viser hende at hun hører mindst lige så meget til her som alle andre. Og det gør jeg med glæde.

Så endelig. Del din historie med mig, med os andre. Send en mail, skriv en kommentar, del mit blogindlæg hvis ikke du lige har dine egne ord endnu. Jeg er langt fra færdig med at skrive om det her evne. Jeg er selv på en rejse i alt det her, og de næste skridt er ikke klare og tydelige for mig endnu, men der er heldigvis muligheder og mange veje at gå.

Wish us hope!