Det her er min personlige fortælling om hvordan det føles at gennemgå en medicinsk abort. Jeg delte, for et par uger siden, dette indlæg, hvor jeg fortalte at jeg var gravid, og at jeg ikke ville gennemføre graviditeten. Nu står jeg (næsten) på den anden side af den medicinske abort, og fordi personlige fortællinger om medicinsk abort er en mangelvare på nettet, så vil jeg gerne dele min oplevelse, måske i håb om at flere finder modet til at gøre det samme. For tro det eller ej, der er stadig meget skam og tabu forbundet med at vælge en provokeret abort.
Det første jeg vil sige er at denne oplevelse har genoprettet min tro på menneskeheden, især menneskeheden på internettet. For første gang nogensinde i mit bloggerliv (jeg er fra 2007, så jeg er efterhånden en gammel rotte i det fag), har jeg delt et svært emne uden at modtage skyggen af hate. Jeg har 100% kun modtaget støtte, kærlighed, omsorg, forståelse, medfølelse og kærlighed. Til gengæld havde jeg ikke regnet med at jeg ville modtage over 50 personlige historier fra kvinder som selv enten stod i samme situation som mig, eller som havde stået i samme situation som mig på et tidspunkt i deres liv. Det vil jeg gerne lige sige et par ord om.
Det allermest rørende var at læse jeres personlige beretninger skrevet til mig i dyb fortrolighed. Af hjertet tak til hver eneste der fandt modet og tilliden til at dele dybt sårbare (og også meget svære) fortællinger om provokeret abort med mig. Tre af jer havde aldrig nogensinde fortalt om jeres medicinske abort til noget andet menneske før. Jeg får stadig ondt i hjertet når jeg tænker på at i har stået i så svær en situation helt alene. Jeg havde 10.000 mennesker der støttede mig. Jeg hører i øjeblikket en podcastserie om kvinders underliv, lavet af en læge og en sygeplejerske, og de er begge to vildt overraskede over hvor meget kvinder bider i sig og aldrig taler med nogen om (Østrogenial Podcast - hør den her). Jeg sidder lidt med samme oplevelse. Og derfor er det ekstra vigtigt for mig at skrive det her blogindlæg. Det må simpelthen ikke være sådan at kvinder stadig går igennem abort alene. Uanset hvad må du ALTID ALTID skrive til mig så du ikke er alene.
Det andet der gjorde indtryk på mig er hvor vidt forskellige oplevelserne med abort, både medicinsk og kirurgisk, er. Og hvor enormt meget kvinder forholder sig til for og imod og skal/skal ikke. Og hvor meget det her er et kvindeproblem (selvom man jo nu engang kun kan skabe en graviditet når man er 2). Ja, der findes sikkert et par kvinder derude der bruger abort som prævention, ligesom der findes mænd der tænder på at blive sparket i kuglerne med en stilet-hæl. Alt er derude. Men det uanset hvor afklaret man er (det vender jeg tilbage til lige om lidt), så er det her på ingen måde en nem situation at stå i. Og det er en sindssyg svær beslutning at tage.
En no brainer
Jeg var selv alle scenarier igennem selvom jeg var afklaret fra starten. Min situation var lidt en no-brainer af flere årsager jeg ikke ønsker at komme nærmere ind på offentligt, men jeg var alligevel nødt til at forholde mig til alle mulige scenarier for at være absolut sikker på at den beslutning jeg traf, den var den var den helt rigtige. Ikke kun for mig, men også for mine to børn, deres fremtid, min familie, økonomi og alle de andre overvejelser jeg allerede har beskrevet i det her indlæg.
Ingen kvinder elsker gynækologiske undersøgelser
Da først beslutningen om medicinsk abort var taget blev jeg enormt stresset. Alt havde lukket, det var nytår og jeg kunne nærmest ikke eksistere fordi jeg bare var i et vente-limbo. Jeg tænkte hele tiden på at jeg gerne ville i gang med processen, men der var lang tid til gynækologerne åbnede igen efter juleferien. Og tiden gik. Heldigvis havde jeg opdaget graviditeten ekstremt tidligt, så selv med en uges ventetid var det tidligt i graviditeten og jeg var sikker på at jeg kunne få en medicinsk abort og ikke skulle indlægges og have en kirurgisk (hvad er forskellen? Læs her).
Endelig blev det mandag og jeg havde fået en liste over gynækologer af min læge. I øvrigt vil jeg sige at min (mandlige, hvis det er vigtigt for nogen) læge har været en yderst kompetent fagperson i det her forløb. Hold kæft hvor er jeg glad for ham. Jeg er udelukkende blevet mødt med forståelse og omsorg, og føler simpelthen jeg er blevet taget så godt hånd om.
Jeg startede fra en ende af og mødte kun bookede kalendere og skæve telefontider. Ring på torsdag, ring på tirsdag mellem 10-12, vi har ingen tider i denne uge, jamen har du ikke en præcis dato for sidste dags blødning fra sidste menstruation. Så mange forskellige spørgsmål og mere eller mindre venlige sekretærer i røret. Lige indtil jeg fik fat i Annelise og Lars Grønlund i Helsingør. Allerede da jeg hørte stemmen i den anden ende, en rolig og blid og virkelig imødekommende stemme, fandt jeg ro. Jeg fik en tid et par dage senere, og nu kunne jeg slappe lidt af igen.
De fleste af os har haft en lettere traumatiserende oplevelse med en gynækolog, simpelthen fordi mange gynækologer (åbenbart) bare ikke rigtig har forstået alt det der har med kvindeliv, og især underliv at gøre. Jeg var engang til gynækolog hvor der var en ung mandlig gynækologistuderende med. Jeg blev ikke spurgt eller informeret før jeg lå der med benene i bøjlerne uden mulighed for at sige fra. Jeg er helt med på at de studerende selvfølgelig skal have mulighed for at lære og uddanne sig, men måske man lige kunne blive hørt. Jeg har seksuelle overgreb i bagagen, det er i forvejen en sindssygt stressende oplevelse for mig at skal ligge på sådan et leje. Og selvom man ikke har været igennem overgreb kan det være sindssygt grænseoverskridende at ligge der. Igen kan jeg anbefale den podcastserie fra lægen og sygeplejersken (Østrogenial - hør den her), de har virkelig forstået hvor svær den her undersøgelse kan være for kvinder og hvor alfa omega et ord som ”tryghed” det er under den gynækologiske undersøgelse. Og så har vi slet ikke talt om hårde, kolde og spidse instrumenter og frygten for at lugte, se mærkelig ud, at der er noget helt galt osv.
Men sådan var det ikke her hos Annelise og Lars Grønlund. Det var en totalt tryg oplevelse fra start til slut, og jeg har virkelig fundet min gynækolog for resten af livet, jeg skal aldrig andre steder hen. Professionelt, hjertevarmt og trygt. Top forståelse for min situation og jeg græd nærmest af lettelse da jeg gik derfra.
Jeg fik en pille da jeg var hos min gynækolog, og 4 piller med som jeg skulle tage om aftenen, ved at placere alle 4 piller højt oppe i skeden. Samtidig fik jeg smertestillende piller og havde selv smertestillende til at supplere med derhjemme. Jeg fik en guide med og vidste præcis hvad der skulle ske hvornår. Jeg måtte ikke være alene den første dag, så min mor sov hos os.
Så kom smerterne
Om aftenen fik jeg det rigtig skidt. Kramper i maven og megakvalme og så begyndte de kraftige menstruationssmerter at komme. Men det var det værste. Blødningen tog til og jeg havde indkøbt bleer fra apoteket. Men ikke på noget tidspunkt har det været en voldsom blødning eller en ”ulækker” oplevelse. Det har været som en kraftig menstruation der varer noget længere tid end den plejer. Jeg bløder stadig, men kun lidt, og nu er det snart 3 uger siden processen blev sat i gang. Jeg er træt og har været meget træt og energiforladt og så valgte jeg at tilsidesætte min vægttabsrejse lige nu og bare dulme med sukker og flødeboller osv. i et par dage. Det var nu nemt at komme tilbage på rette spor, og det var dejligt at spise 8 flødeboller fra Irma på en enkelt dag.
Man skal altid huske at leve, og nogen situationer kræver 8 flødeboller, og rigtig mange gør faktisk ikke. Jeg gik på vægten i sidste uge og jul + nytår + graviditet har kun givet mig i alt 1 ekstra kilo. Jeg har holdt fokus på kalorier hele tiden, på nær i de få dage omkring selve aborten. Aktivt og bevidst valg.
Her kommer et par læserspørgsmål jeg har lovet at svare på:
· Hej, hvad sker der med babyen, skal du selv føde den?
o Der er ikke tale om en baby, men om et embryo. Der er tale om en mikroskopisk hammerhaj der vejer 0,6 gram og er 0,4cm stor. Embryoet går i opløsning og bliver udskillet sammen med blodet. Så ingen fødsel eller baby finder sted. Det er noget andet når man er 12 uger henne, og det kan jeg af gode grunde desværre ikke svare på, da jeg ikke har prøvet det.
· Hvornår tænker du at pigerne skal vide det, hvis de skal vide det?
o Det tænker jeg slet ikke på, faktisk. Der er mange ting i og om mit liv de skal vide når tiden er rigtigt, men pigerne (2 år og 5 år) er alt for små til at forstå min beslutning og sætte sig ind i hvad en abort er og hvorfor jeg valgte at få en. Den snak tænker jeg vi måske tager når de er teenagere og selv begynder at vise interesse for sex, og vi alligevel skal have nogle snakke om prævention og samtykke og så videre.
· Er det din første medicinske abort?
o Ja, det er min første abort i det hele taget og jeg håber også det bliver den sidste. Man kan desværre stadig blive gravid selvom man beskytter sig, så ingen kan vide sig helt sikre, desværre.
· Hvordan har du det fysisk og psykisk?
o Det er simpelthen så dejligt at mange har spurgt til det her. Især mine veninder har været SÅ på, og jeg har følt mig så omsluttet af massiv støtte og kærlighed. Det er guld værd. Sidder du og læser det her og står i samme situation som jeg gjorde, så lov mig du giver dine nærmeste en chance for at være der for dig.
o Jeg har det godt. Jeg er helt enormt lettet. Jeg er så afklaret og selvom jeg er træt, udkørt og kan mærke det har været en hård omgang. Jeg havde så også lige 3 eksamener, 3 dage i træk oveni den medicinske abort, så jeg lå vandret i næsten en uge bagefter og er stadig ikke helt på toppen. Min krop arbejder stadig, jeg slår ud i ansigtet og jeg har hormoner i kroppen. Min krop var jo gravid og gjorde alt det en gravid krop skal gøre, og den graviditet skal ud af kroppen igen, og det tager lidt tid, kan jeg mærke. Men jeg er lettet, virkelig. Jeg er slet ikke i tvivl om at det var den helt rigtige beslutning for mig og min familie.
· Skal du have flere børn på et tidspunkt?
o Det har jeg ikke taget stilling til endnu. Hvis jeg ikke får flere børn vil jeg være mere end lykkelig over at jeg har fået mine to guldklumper, hvis jeg skal have flere børn, så kommer det nok når tiden er rigtig.
Det er helt enormt rart og befriende at tale om det her emne, og jeg vil virkelig gerne gøre en stor indsats for at aftabuisere emnet abort. Især fordi jeg har fundet ud af hvor mange der går og skammer sig og ikke har delt deres oplevelse med nogen. Jeg kan af gode grunde ikke videre give de historier jeg har fået fortalt i fortrolighed, jeg kan bare understrege at der findes virkelig mange årsager til at man, kvinder, par vælger at få en abort, og at det (næsten, der vil altid være undtagelser) er en beslutning der tages ud fra virkelig grundige overvejelser.
Vi er virkelig heldige at vi bor i et land hvor der bliver taget så meget hånd om kvinder der vælger at få en abort, både med samtaler før og efter, sikker abort og et sundhedssystem der støtter og hjælper kvinden. Jeg er dybt taknemmelig for at jeg ikke var tvunget til at få et barn eller at jeg skulle sætte mit liv på spil i en mørk kælder et eller andet sted. Dybt taknemmelig. Jeg har altid været fortaler for fri abort, dog uden selv at have fået en. Det er noget helt andet pludselig at have stået i situationen. Nu har jeg selv stået der, jeg har læst så mange beretninger, så mange forskellige årsager og beslutningsgrundlag, desperate situationer … og frygtelige situationer (både fra Danmark og fra danske kvinder i udlandet hvor der ikke er de samme muligheder som her), jeg priser mig lykkelig for at vi har muligheden i Danmark. Ingen ønsker en abort. Ingen. Det tør jeg godt smide hovedet på bloggen (ikke en stavefejl) over. Jeg er så lettet, mit liv er så lettet, min fremtid er så lettet.
Af hjertet tak til alle der har fulgt denne rejse, der har støttet, mine veninder der har ringet og skrevet hver eneste dag mens det stod på, alle der har delt hjerteskærende, rørende, sårbare og ærlige historier med mig, min mor der satte sit liv på stand-by og bare stod til rådighed. Hun vidste godt det her var en særlig situation og at jeg havde brug for støtte. Det er jeg dig evigt taknemmelig for, mor.
Det her er ikke et let emne, men det behøver ikke være tabubelagt og skamfuldt. Jeg håber at min historie kan være med til at kaste en lille smule lys over hvordan det kan opleves at være i en situation hvor man skal vælge, eller overvejer at vælge en medicinsk abort.
Tak fordi du læste med.
Hvad skal jeg gøre hvis jeg overvejer at få en abort?
Du skal kontakte din læge, han eller hun kan hjælpe dig videre og sende en henvisning til en gynækolog. Det er gratis.
Er du i tvivl, kan du få en støttesamtale, det kan du blandt andet få hos mødrehjælpen - læs her. De kan også hjælpe hvis i som par er uenige.
Der findes noget der hedder abortlinjen som gerne vil rådgive dig, vær dog opmærksom på at de ikke er neutrale i deres rådgivning, da Abortlinien drives af Retten til Liv som er imod abort og ønsker at det ulovliggøres af kvinder i Danmark har mulighed for fri abort. Jeg vil ikke anbefale denne service.
Sex og Samfund har til gengæld gode råd, som jeg klart kan tilslutte mig. Læs her
På sundhedsstyrelsens hjemmeside kan du læse mere om mulighederne for at få en uvildig støttesamtale - lige her.
