Denne udgivelse er en del af en føljeton, læs del 1 her, del 2 her, del 3 her, del 4 her, del 5 her, del 6 her, del 7 her og del 8 her
Efter udgivelsen af denne blog-føljeton har jeg, i samarbejde med et fantastisk team, udgivet en podcast om historien i samarbejde med Ally Danmark, du finder sæson 1 “En farlig god veninde” her og sæson 2 “En farlig god mor” her. Har du ikke Ally appen eller prøvet Ally før, har jeg en rabatkode som giver dig 2 måneders gratis og uforpligtende prøveperiode på Ally, find rabatkoden lige her.
Hvordan afslutter jeg den her historie? Hvor skal jeg sætte et punktum henne? Den har været så vigtig for mig at fortælle, at dele, at få spredt ud, men hvad skal slutningen på historien være, især når historien, ude i virkeligheden, jo er alt andet end slut. Lad os starte med hvor historien er henne, lige præcis i dag.
Politiet
Politiet har været larmende tavse. Jeg har aldrig hørt fra dem igen, og på et tidspunkt holdt jeg op med at opdatere dem med mails og viden om præcis hvem M svindler nu, hvor hun bor, og hvilke nye ofre i sagen der er. Hvad nyttede det at sende mails ud i et ormehul, der ikke synes at have en modtager? På trods af at jeg muligvis er den der er mest opdateret på hvor hun er og hvad hun foretager sig.
Fællesskabet
Og hvorfor er jeg så det? Den der er mest opdateret? Det er jeg fordi jeg, på grund af denne sag, har fået helt nye unikke venskaber med virkelig hjertevarme mennesker, som alle har dedikeret større eller mindre dele af deres liv til at få stillet M til ansvar for sine handlinger. Folk har fået nok. Nok af at hun i årtier har kunnet fortsætte med at svindle mennesker for små og store beløb, nok af at hun kører rundt på vejene uden kørekort, og muligvis påvirket af stoffer, uden at nogen griber ind. Nok af at ingen gør noget. Så vi har et meget stærkt netværk af mennesker som melder ind hvor M bor, hvad hun laver, hvem hun er set med. Der er øjne alle steder, helt uden overvågningskameraer og tracking og chips og apps. Blot helt almindelige mennesker, som du og jeg, der tager et samfunds(over)ansvar, og hjælper hinanden indtil retssikkerheden på et eller andet tidspunkt (måske) vågner op fra sin dvale. Jeg er så glad for den lille familie jeg har fået, og hvis liv jeg følger lidt med i, udover at vi selvfølgelig opdaterer hinanden på M og M’s færden.
Retten
På et tidspunkt, for et år siden, snart halvandet, begyndte der at blive sendt indkaldelser til retten ud. Retten var sat efteråret sidste år, men under retssagen kom der nye brandtekniske beviser frem, og retten blev udskudt. Næste retsmøde var i foråret i år, men her dukkede M ikke op, hvorfor, det ved jeg ikke, og nyeste info er at retten er sat til en dag (som jeg kender) i oktober, hvor jeg personligt tager til Sønderborg og overværer retssagen. Jeg vil se hende i øjnene, jeg vil se hende lyve i et rum fyldt med faktabaserede mennesker, og jeg vil (forhåbentligt) se hende blive dømt. Hvad strafferammen er for de 8 forhold hun er tiltalt for, det ved jeg ikke, og jeg har svært ved at spørge, for jeg kan næsten ikke bære at hun får en bøde (som hun aldrig nogensinde kommer til at betale), eller bliver buret inde i 3 måneder, og så starter det hele forfra igen efter jul, og så er vi lige vidt.
Så sådan er virkeligheden. Man kan åbenbart, fuldstændig straffrit, vade ind i folks hjem, stjæle folks biler, afpresse, oprette lån i andre menneskers navne, slå andres hunde ihjel, snyde folk for penge, skrue på iltpatienters iltapparater, gå ind i folks hjem midt om natten og sprænge sit eget hjem i luften, uden skyggen af konsekvenser. To name a few. Og dertil kan vi så tilføje at de her mennesker altså ikke er Hr. og fru Strandvejen, men oftest er enlige, ensomme, syge mennesker som er dybt afhængige af det samfund som vores forfædre har bygget op på tillid og respekt for andre mennesker. Et memo M ikke lige har modtaget, eller i værste fald skider højt og helligt på.
Skriv din egen lægeerklæring
Jeg ved også at hun i dag går rundt med gips, og selv modtager hjemmehjælp. Altså hjemmehjælp fra de mennesker som hun har stalket og forfulgt, kørt rundt efter, for at finde ud af hvor de sårbare borgere boede, hvorefter hun systematisk har snydt dem. Det ved hjemmehjælpen, det ved politiet, det ved jeg, og nu ved du det også. Men nu kommer de altså i hendes hjem, og skal hjælpe hende. Om hun fejler noget i virkeligheden det er der ingen der ved. Jeg snakkede med en af de gamle naboer dernede, som fortalte mig om gipsen og hjemmehjælpen, og hun slog en latter op og sagde ”ja, nu må vi se om hun overhovedet møder op i retten, hun kan jo skrive sin egen lægeerklæring, og det kan jo være man mener hendes helbred er for dårligt til at hun kan modtage en straf”. Vi grinte begge to. Hvad skal man ellers gøre? M befinder sig stadig i samme område. Kollund/Rinkenæs/Gråsten. Jeg har hendes nuværende adresse stående i mine noter, på bloggen her ved siden af mig. Jeg ved præcis hvor hun er.
Hvordan i alverden gør hun?
Et spørgsmål der virkelig har optaget mig, har været hvordan hun kommer i kontakt med alle de fremmede mennesker? Jeg er selv en person som kan snakke med alle, og som altid falder i snak med folk på gaden, uanset hvor i verden jeg er henne. Det er naturligt at hun kom i kontakt med min far, eftersom at de er naboer, men hvad med alle de andre? Jeg har fået lov at stille netop det spørgsmål til nogen af de mennesker hun har snydt og som har haft hende inde på livet, og de fortæller at hun bare er gået forbi deres hus, og er begyndt at snakke. På et tidspunkt har de inviteret på kaffe, eller også har hun spurgt om de giver en kop, og så har snakket fortsat, og pludselig har hun ”åbnet sig” og har fortalt at hun faktisk leder efter et værelse, et sted at bo, et job, en bil, anything hun nu lige står og mangler, og vupti, så er hun inde.
Jeg har mange eksempler på at hun pludselig er kommet til penge, er så er hun taget til Bakken og har spillet pengene op. Pludselig betalte hun også en gæld hos en fodterapeut, hvor hun kom valsende ind med ca 20.000 i kontanter. Jeg ved stadig ikke hvor lige præcis de penge stammer fra, men jeg ved med sikkerhed at de penge er langt borte nu. Brugt på at spille eller på negle eller skønhedsbehandlinger.
Min far
Den her del har intet med historien at gøre, og alligevel har den, for mig, alt med historien at gøre. Min far er jo mit bindeled til hele den her sag, M og alle møde mennesker jeg efterfølgende har lært at kende som følge af M’s svindlerier.
Efter min far havde fået M ud af sit liv, kom de andre naboer og hilste på. De blev venner med min far, og min far oplevede at have dejlige hjælpsomme, kærlige og omsorgsfulde naboer, modsat M der havde sat hans liv på spil.
Min far døde sidste år i november. Hans kol var svært fremskreden, og så blev han ramt af corona, indlagt, flyttet på intensiv, overlevede corona, men kol’en endte med at slå ham ihjel. Jeg var sammen med ham de sidste dage inden han døde på Aabenraa sygehus, og det sidste minde jeg har med min far, var da jeg skulle sige farvel til ham. Jeg havde brug for at komme hjem til København til mine børn, og så ville jeg tage derned igen. Min far havde ingen stemme mere, hans vejrtrækning tog alle kræfterne fra ham. Men hans øjne var stadig skarpe og han kunne nikke og ryste på hovedet. Jeg kiggede på ham, der bag min corona-dragt, jeg kørte mine hånder igennem hans hår og aede ham på kinden.
- Far, du er kraftedme en fighter
Han kiggede på mig, og så smilede han over hele hovedet, og smilede med øjnene, sådan som kun min far kan smile med øjnene. Og så sagde vi farvel, og jeg sagde at jeg kommer igen på tirsdag.
Tirsdag pakkede jeg bilen og gjorde klar til at tage af sted. Da jeg slukkede lysene i min lejlighed, ringede telefonen. Det var sygehuset der fortalte at min far netop var gået bort.
Og så græd jeg. Og jeg brød sammen, både af lettelse og af sorg. Jeg kørte til sønderjylland igen, havde mine sovende børn med i bilen. Jeg havde brug for at se ham. Jeg kom op den gang jeg havde efterladt ham på sidst. Far med de varme øjne. Jeg fik fat i aftenvagten, fortalte jeg var Jochens datter (min far var tysker), og jeg blev vist hen til stuen forenden af gangen. Jeg gik derhen, skulle bare have plastik handsker på. Åbnede døren. Gik ind. Og der lå min far så fint og fredfyldt. De havde åbnet et vindue, så sjælen kunne flyve ud, og de havde lagt den fineste gule rose i hans foldede hænder. Jeg glemmer aldrig det billede. Endelig havde hans krop fået fred.
Min far har altid været lidt af en eneboer og en enmandshær. De sidste mange år havde han levet et mere og mere isoleret liv, og endte med at bo med rotter efter mange års hoarding og uopdagede blodpropper i hjernen. Jeg nåede at få ham flyttet og give ham en værdig og smuk afslutning på sit liv. Han nåede at få et naboskab og have venner.
Jeg tog ned til min fars naboer, jeg græd lidt, de fortalte så søde ting om min far. Den ene havde et crush på min far. Jeg blev inviteret på te og kage. Det var så dejligt at have et lille fællesskab at mindes min far i.
Missil-jens hjalp mig, de hjalp mig alle sammen med at få tømt min fars hjem. Jeg fik hjælp fra fremmede der kun kendte mig gennem facebook. Jeg hav min fars mad og ting væk til nogen i området der ikke havde ret meget selv. Det var så smuk en afslutning på rejsen, og jeg glæder mig hver eneste dag over at min fars liv ikke blev afsluttet på grund af M, men at han tvært imod nåede at leve videre efter hende, og fik fred på den anden side af alle hendes løgne, bedrag og den splittelse hun havde nået at skabe, også i min fars liv.
Så det er her vi lander historien i dag. Det her bliver den sidste del for nu. Jeg kan fortælle at det ikke bliver det sidste du har hørt til denne historie. Det sidste punktum er ikke sat endnu. Jeg kan også fortælle at jeg er kommet i kontakt med et skønt menneske, som vil hjælpe mig med at producere historien så historien kan nå bredere ud, og i et andet format end det skrevne. Jeg ved ikke om det er dig der har en finger med i spillet deroppe far? I så fald tak.
Tusind tak til et sindssygt stærkt naboskab, fællesskab og samarbejde med alle de involverede i Padborg/Gråsten/Kollund. Tusind tak til hver og en der har liket, kommenteret og delt historien. Tak til alle de hjemmehjælpere der har skrevet til mig fra området. Tak til jer der kendte min far, og som har fortalt mig at i kom i hans hjem som hjælpere, og at han har en særlig plads i jeres hjerter, i har ingen idé om hvad det gør ved mig at vide at han faktisk har haft så mange dejlige mennesker i sit liv her til slut. Det havde han brug for. Det fortjente han.
Af hjertet tak til alle der har hjulpet mig. Hentet computerskærm til min far. Har båret og pakket køkken og papkasser ned. Har hjulpet mig med netværk og forbindelser, trailer, biler og kontakter. Tak til L fra Esbjergs Politi, fordi du var den eneste der lyttede og fik sat sagen i gang. Tak til alle der har vist mig tillid og har delt jeres svære historier, skam og tårer med mig.
Vores land, de fællesskaber vi kommer i, åbner os op i, finder modet til at være sårbare i, de er bygget på tillid. Mange låser stadig ikke deres døre, bagdøre, har nøgler liggende hos venner eller under urtepotten ved siden af havelågen. Vi låser ikke lige cyklen inden vi går i Netto ( I hvert fald i store dele af jylland stadig) og vi har som udgangspunkt tillid og tiltro til andre mennesker, også når vi møder dem første gang. Det må vi aldrig give slip på, heller ikke selvom der findes M’er derude der er parat til at misbruge den tillid på det groveste, endda sætte andres liv på spil. Vi må være stærkere end det, vi må vise hinanden at fællesskabet er stærkest, også selvom der er brodne kar, og nok altid vil være det. Jeg har i hvert fald tænkt mig fortsat at møde både mennesker og verden med åbne arme, også selvom jeg nok kommer til at slå mig på andre igen. Men hellere det end at leve i mistro og frarøve mig selv muligheden for at opleve hvad nærende og kærlige fællesskaber kan gøre ved mit hjerte, mit liv og min fremtid. Mennesker vokser her, i fællesskaberne. Min fars liv manglede den læring, desværre, men han nåede at opleve det inden han døde, på trods af mødet med M. Det fik hun heldigvis ikke ødelagt. Så min far endte med at åbne sit eget hjerte op, noget jeg aldrig troede ville ske.
Historien er ikke slut endnu, og jeg slipper ingenting før retfærdigheden har sejret, men det her er sidste del i denne omgang, jeg tror alle har brug for at trække vejret lidt nu.
Tak fordi du læste med.
