Skal børn med til begravelsen, eller skal børnene passes eller blive hjemme? Det er et spørgsmål jeg af og til støder på i forskellige grupper, og da jeg havde mine egne børn på (dengang) 3 og 6 med til min fars begravelse, og til hver en tid vil tage mine børn med til begravelse igen, vil jeg gerne dele min erfaring og mine tanker om børn, begravelse og børn og døden.

Min egen barndom og døden

Jeg kommer fra en familie hvor vi altid har snakket meget åbent om døden. Jeg kender mine forældres tanker om døden, jeg ved hvordan de gerne vil herfra og vi forholder os løbende til døden. Da jeg var barn vidste jeg præcis hvordan min morfar ville herfra. Han havde gemt en 100 år gammel snaps, som først skulle drikkes til hans begravelse, og han havde en aftale med min kusine, som aldrig drikker snaps, om at hun ville drikke den gamle snaps til hans begravelse. Han havde også fundet en blind præst, som både sagde ”fanden” og ”sgu”, og det var lige præcis den præst der skulle begrave ham.

Faktisk holdt vi min morfars begravelse mens han stadig levede. Det var på en sommerhustur hvor hele familien var samlet, og vi kom til at snakke om min morfars begravelse. Min morfar havde sin bedste ven Vagn med, og i løbet af aftenen opstod ideen om at lave en morfar-dukke af noget retro-træningstøj og hovedet af en badminton-ketcher, som blev placeret i en lænestol. På skift holdt vi taler, og morfar og Vagn sad ved bordet som et dommerpanel og skreg af grin og blev rørte, og det var på alle måder en fuldstændig magisk og fantastisk aften. Både fordi vi fik sagt ting til morfar vi normalt aldrig ville sige i kraft af den tossede begravelses-ramme der opstod, og fordi morfar og Vagn havde tårer trillende ned ad kinderne og flød i seng klokken 4 om morgenen efter ”begravelsen”.

Da morfar så rigtigt døde, var det enormt sorgfyldt, men samtidig med at der var plads til sorgen, så var der også plads til at grine og mærke hvor meget han var til stede i ånden den dag. Vi havde alle sammen ”den falske begravelse” i baghovederne, og da vi skålede i den 100 år gamle snaps tror jeg alle tænkte tilbage på øve-begravelsen, og så morfar for os, ham der sad med sin bedste ven Vagn og trillede tårer og grinede med hver fiber i kroppen. Det minde glemmer jeg aldrig, og jeg bliver stadig helt varm om hjertet når jeg tænker på det.

Børn og døden

Jeg er lige kommet hjem fra en praktikoplevelse i en kirke på Fyn. Her fik jeg mulighed for at tale med en præst om døden, og vi talte om at jo mere vi forholder os til døden, jo mere forholder vi os også til livet. Jeg er selv meget bevidst om at ingen af os kender til slutdatoen for livet på jorden, og at det derfor er vigtigt at vi gør os umage i livet, arbejder med vores eget ansvar, at vi tilgiver, men også slipper og kommer videre, sætter os selv og andre fri. Jeg kan mærke at samtaler med gode præster kalder på mig, og det er klart det jeg skal bruge mere tid på. Præsten fortalte også at hun oplever større behov fra mennesker for sjælesamtaler, for vi lever i en tid hvor vi ikke rigtigt er sammen på samme måde som før, og hvor nærværet, sammenholdet og fællesskabet er på prøve.

Mine egne børn og jeg har også altid snakket om døden. Lige fra vi oplevede den første døde regnorm, fugl og kat, til for 2 år siden da min far døde. Jeg oplever mine børn som meget naturligt nysgerrige på døden, og vi har derfor altid talt om døden i børnehøjde. Hvad sker der med kroppen når man dør? Hvad sker der med sjælen? Er der liv efter døden? Kan man komme tilbage på jorden igen? Jeg mener at vi skal møde børns tanker, spørgsmål og undren om døden med samme omsorg og taknemmelighed, som når de spørger om alle mulige andre ting, og ikke undgå at tale om døden, eller forsøge at tale om noget andet i stedet. Døden er vigtig at tale om, også for børn i alle aldre.

Mine børn og min fars død

Da min far døde for 2 år siden ville jeg hen og se ham. Han lå så fint på stuen på sygehuset, og jeg havde tilbragt mange timer på sygehuset i dagene op til, men jeg var der ikke da han døde, hvilket jeg stadig er ked af. Men personalet på sygehuset havde foldet hans fine hænder og lagt en smuk gul rose mellem hans hænder, og han lå der, så fint og så fredfyldt, helt klart bare en krop hvor sjælen var draget videre. Jeg ville se ham først inden jeg besluttede mig for om mine børn skulle se ham, men da jeg så hvor smuk hans krop var, da den lå der, så var det en no-brainer for mig at mine børn også skulle sige farvel til hans krop inden han blev lagt i kisten.

Dagen efter forberedte jeg begge mine børn på hvad de skulle se. At Opa var død (min far var tysk, derfor Opa), og at hans krop lå tilbage i sengen, men at sjælen var draget videre. Jeg fortalte dem at det var et meget smukt syn, men selvom mine børn var 3 og 6 år gamle, så fik de stadig lov til helt selv at bestemme om de ville med ind og se Opas døde krop eller ej. Begge børn valgte at de gerne ville med ind, og det fik de lov til.

Jeg har aldrig fortrudt at mine børn kom med ind og se deres Opa ligge død i hospitalssengen. Vi sad derinde længe, de fik lov til at mærke hans krop, ae hans hånd, sige farvel, synge en sang og det var en meget fin og rørende oplevelse for mig at være i rum med både min far og mine børn, samlet i døden. Mine børn har ikke oplevet min far så meget, da vi boede langt fra hinanden, men de fik det her smukke farvel, og her, to år senere taler vi stadig om dengang vi var inde og se Opa og sige farvel til ham. Begge børn husker det som en smuk og fin oplevelse, og det var så enormt naturligt at børnene var med derinde og opleve min fars døde krop. Helt instinktivt sænkede de stemmerne lidt og stilheden fik lov til at brede sig, uden at vi hverken behøvede at græde eller sænke hovederne.

Begravelse i børnehøjde

Da min far så skulle bisættes, foregik det på hospitalets kapel. En af mine dejlige læsere havde foreslået at vi tog tuscher med, så kunne mine børn få lov til at male på kisten, og sende Opa afsted med børnetegninger og kærlighed. Det er jeg simpelthen så glad for at jeg gjorde. Pigerne fik tiden under bisættelsen til at gå med at tegne på kisten, og da jeg så hvad mine børn havde tegnet var jeg slet ikke i tvivl om at deres sorg blev bearbejdet i tegningerne.

Jeg har ingen argumenter imod at børn deltager i begravelsen, jeg synes børn skal have lov til at sige farvel på deres helt egen måde, og jeg synes de skal have lov til at opleve deres voksne græde og være kede af det, på den måde bliver der også plads til barnets sorg, og det bliver lettere selv at sorgbearbejde, når man har set dem man holder af græde og kramme og holde om hinanden.

Den eneste gang jeg selv har set min far græde, var da min Oma (min fars mor) døde. Min far og onkel, min bror og jeg var samlet i kapellet, og både min onkel og min far græd. Det rørte mig dybt og ændrede fuldstændigt mit billede af hvem min far var, fordi jeg som barn lærte at min far også kunne græde, at min far også havde følelser og at Oma også havde betydet helt enormt meget for ham, ligesom hun havde for mig. Det var så vigtigt for lille fortids-mig at opleve min fars tårer, og selvom begravelsen var meget svær at komme igennem, fordi min Oma var en af mine primære voksne (nok i virkeligheden mere end min far var), så var den så vigtigt at være med til. Den begravelse står stadig som et af de hårdeste, men også et af de mest rørende oplevelser i mit liv. Mit farvel til min Oma, og den dag jeg så min far græde.

”We can do hard things” siger Glennon Doyle, forfatter til bogen “untamed”, som jeg elsker. Og vi kan gøre svære ting, vi skal også gøre svære ting, og jeg synes det er hensynsbetændelse af afskære børn fra døden, bisættelsen og sorgen. Døden er noget vi alle sammen skal igennem og kommer til at opleve mange gange i vores liv, og jo mere åbne vi tør være om det rum, jo bedre kan vi også hjælpe hinanden igennem den sorgproces som venter efter døden.

Når alt det her er sagt, så er det blot min holdning og min måde at håndtere døden på. Jeg sidder med tårer ned ad mine kinder, fordi jeg kommer tæt på min far og min Oma igen mens jeg skriver. Samtidig mærker jeg både taknemmeligheden og glæden over at jeg fik sagt farvel til dem begge, og at mine børn fik sagt farvel til min far, deres Opa.

Snak om døden

Lige i øjeblikket er begge mine børn optagede af at vi alle skal dø en dag og at de ikke vil have jeg dør. Jeg fortæller dem at jeg ingen planer har om at dø i laaaaaang tid, men at det er rigtigt at ingen ved hvornår vi skal herfra, og derfor er det ekstra vigtigt at vi husker at leve hver eneste dag. Livet er langt, men det er også kort, og det er vigtigt at vi fylder de mennesker, de oplevelser og de glæder ind i livet som beriger vores liv, udvider vores horisont og skubber os fremad. Det er vigtigt vi er modige, tager frygten i hånden og hopper derud hvor vi bliver bange, kun for at opdage at livet er mere og større og rigere end vi turde drømme om, når vi lever i overensstemmelse med vores værdier, og værdsætter de mennesker vi har med på livsrejsen.

Jeg er også bange for at miste mine børn, og jeg mærker næsten dagligt en dødsangst hilse på. Jeg er så enormt taknemmelig for at livet har givet mig to børn, og at jeg har fået lov til at være mor for mine to piger. Og selvom jeg i hverdagslivet nogle gange har lyst til at sælge begge børn på den blå avis, så er min dybe kærlighed til dem begge to, og til det smukke lys de begge to er dybt forankret i mit hjerte og i alle mine celler. Og så tænker jeg på, at hvis jeg døde i morgen, så ved jeg at jeg har givet dem begge to alt hvad jeg havde i mig, med alle de fejl og mangler jeg kommer med, og at verden er fuld af gode mennesker som nok skal hjælpe dem videre i livet herfra. Og så krammer jeg dem og er taknemmelig for at vi fik lov at få en dag mere sammen. Forhåbentligt er der mange dage tilbage, men vi ved det ikke.

Hvad med dig? Hvad er dit forhold til døden? Og har du lyst til at dele din egen oplevelse som barn til en begravelse, eller med dine egne børn og begravelse og død?

Hvis du har lyst til at høre mere, så har Smilla Lynggaard og jeg lavet en episode om ”når mor og far er i sorg” i Helle for Familien podcast, den kan du lytte til, helt gratis, lige her: