At forlade et giftigt forhold – at slå op med instagram
Her til morgen læste jeg et opslag på instagram, som vækkede noget i mig, og som jeg følte jeg kunne genkende mig selv i. Forfatteren, en inspirerende kvinde jeg har fulgt med stor glæde (@slaidinfull hvis du vil nå at se hende inden hun er væk) med en følgerskare på 125.000 følgere, hun stopper fuldstændig på instagram. Hun beskriver sit ”break-up” med instagram som at gøre det forbi med et usundt forhold, hvor hun ikke længere kan tale frit, sprede sine vinger ud og flyve, og hun vil ikke censureres længere, derfor flytter hun til platforme hun selv ejer. Og det ramte mig lige i hjertet. Here is why.
17 år Niller! Så mange år har jeg skrevet, blogget, været online, været ”på”, og været en folk kan have en mening om. Jeg skrev mit første blogindlæg i 2007, noget om en blå fjer. Det har været den vildeste rejse, det har åbnet mange døre, givet mig et bredt netværk, givet mig nye venskaber, givet mig taletid i medierne, udviklet mig og har været helt enormt lærerigt. Men det har også en mørkere side. Jeg har haft stalkere, hvoraf jeg måtte politianmelde en af dem, jeg er blevet god til at censurere mig selv, klip en hæl og hak en tå, og der er efterhånden utrolig mange blogindlæg jeg har valgt ikke at skrive, fordi jeg ikke orkede endnu en shitstorm, bare fordi jeg gør ting (børneopdragelse, leve livet, andet) på en anden måde end mange andre.
Årsagen til at jeg blogger er primært for mig selv. Jeg manglede nogen der skrev om overgreb og voldtægt, det var der ikke noget af da jeg startede på nettet, så derfor gjorde jeg det. Jeg manglede nogen der skrev om at være i et voldeligt forhold, det var der ikke nogen der gjorde, så derfor gjorde jeg det. Jeg manglede nogen at spejle mig i da jeg blev gravid efter et one-night-stand med min underbo, derfor gjorde jeg det. Jeg manglede nogen at spejle mig i da jeg skulle have en abort, og de eneste historier jeg kunne finde var de nedslående stereotype og stigmatiserende historier om ”tøjter”, så derfor gav jeg det en stemme. Og så videre. Det er det jeg gør. Det er det jeg er god til og det jeg elsker. Men jeg er naturligvis godt klar over at det ikke er det samme som at skrive om en neglelak eller om Gannis nye modeshow. Eller en helt ny revolutionerende teknologi indenfor pletfjerning.
Når jeg er på instagram har jeg følelsen af at jeg skal pakke mig selv ned i en damebladsversion. Klip og hak. Endelig ikke mene noget for meget. Endelig ikke mene noget for skarpt, passe på alle de sarte mennesker der ikke udlever deres drømme, ikke ved hvordan et altopslugende mørke føles, ikke kan se indad når følelsen af provokation vokser i dem. Screenshots af mine stories deles i giftige mor-foraer og på reddit/og lign., som jeg ikke selv læser eller gider læse, men det resulterer ofte i at morpoliti-typer lige synes de skal svinge ind i min indbakke og fortælle mig noget så fuldstændig ligegyldigt som deres holdning til noget jeg har skrevet. Og hvis det ikke er de her erfaringsløse mennesker i min indbakke, så er det instagrams retningslinjer der gør at jeg har skulle kæmpe for at beholde mine amme-billeder eller mine andre billeder hvor jeg har vist min krop under vægttab mv.
Alt dette føles som forsøg på censur. Og det kan man jo vælge at hæve sig over, men som Annika Aakjær engang skrev (jeg tror det er den her, den er bag betalingsmur), så føles det mere som Tinnitus. En tone der bliver ved med at replicere sig selv inde i hjernen, selvom tonen faktisk er “overstået”, og det er hjernen der bliver ved med at gentage lyden. Så selvom jeg helt gerne vil erklære at “Jeg bare har groet mig noget tykkere hud”, så er det kun den halve sandhed. Det har jeg, og jeg har lært utrolig meget om kommunikation og grænsesætning (still learning), men jeg har også fået en hyletone og en selvcensur som jeg har tænkt mig at skille mig af med igen.
Og inden du får ”jamen det er jo sundt at tænke over hvad man skriver” galt i halsen, så lad mig komme dig i forkøbet. Det ER sundt at tænke over hvad man skriver. Tænke over om det man laver er sexistisk, diskriminerende, om du kan holde til at møde dine ord igen til en eventuel jobsamtale, og hvordan det må føles for din mor, eller dine børn, at læse den tekst du sidder og skriver på nu. Det burde alle gøre meget mere. Men det er ikke sundt at lade være med at dele en holdning, fordi du ikke orker voldtægtstrusler, eller fordi du egentlig har andet at bruge din tid på end at parere 7 indignerede forsmåede mødre i din indbakke, som åbenbart har så lidt indhold i deres liv, at de hellere vil bøvle rundt i dit.
Så nej, jeg er ikke der hvor jeg forlader instagram (endnu), men jeg er der hvor jeg kommer til at bruge mere og mere tid på mine egne platforme. Denne blog, og min elskede hjemmeskoleside Morskolen.dk. Jeg kommer i 2024 også til at starte et nyt medie, og det glæder jeg mig røv-meget til at dele. Men jeg vil danse der hvor det er mig der sætter reglerne og rammerne, hvor der er lidt længere til min indbakke, end en dm på instagram. Jeg har voldsavnet at blogge, men studiet har taget meget af min læse/skrivetid. i 2024 er bloggen min prioritering, og @slaidinfull’s opslag var præcis hvad jeg havde brug for, for at få øje på hvorfor jeg savner at være her på bloggen.
Jeg er dybt taknemmelig for mit ”online liv”, og jeg elsker at dele for det er i høj grad den jeg er, og det vil jeg blive ved med. Men jeg vil gøre det på en selvkærlig måde som giver mening for mig, og i højere grad på en platform jeg ejer. Denne nye balance vil stå øverst på min prioriteringsliste for 2024.
Kh.
Frejamay
