Denne udgivelse er en del af en føljeton, læs del 1 her, del 2 her, del 3 her, del 4 her, del 5 her, del 6 her, del 7 her og del 8 her

Efter udgivelsen af denne blog-føljeton har jeg, i samarbejde med et fantastisk team, udgivet en podcast om historien i samarbejde med Ally Danmark, du finder sæson 1 “En farlig god veninde” her og sæson 2 “En farlig god mor” her. Har du ikke Ally appen eller prøvet Ally før, ha rjeg en rabatkode som giver dig 2 måneders gratis og uforpligtende prøveperiode på Ally, find rabatkoden lige her.

”Storm over Ramasjang” hed det show jeg skulle ind og anmelde på Østre gasværk. Som blogger kommer man af og til ud på betalte samarbejder, og med til sjove og spændende events, og jeg var inviteret i teateret sammen med mine børn. Selinna på (dengang) 3 var for lille, så vi havde inviteret Emmalias kusine med i teateret. Forestillingen skulle starte kl. 16.30. Klokken 16.19 fisker jeg min telefon op fra tasken for at sætte den på lydløs. Det har været stille fra svindleren noget tid, og jeg har ikke fået så mange updates fra Sønderjylland de seneste uger. Men den besked der lå på min telefon nu, den sendte mit hjerte op i halsen med raketfart.

Har du set det?

4 ord og et billede, det var det eneste der stod i beskeden. Og nej, jeg havde overhovedet ikke set noget som helst, for jeg sad jo der og skulle se Ramasjang med to meget forventningsfulde unge damer. Og jeg skulle ikke bare se showet, jeg skulle anmelde det, så det krævede lige lidt ekstra opmærksomhed. En opmærksomhed der lige nu var alle andre steder end i salen. For den brand der var på billedet, det var min fars ældreboliger, og flammerne stod ud, og jeg vidste ikke hvilken eller hvilke lejligheder der var ild i. Min far ville ikke kunne evakuere sig selv pga iltmaskinen, og røgforgiftning ville være det allersidste han havde brug for lige nu, næst efter en ildebrand.

Panik!

Mit hjerte hamrede, og tiden var knap. Jeg ringede til min far. Intet svar. Jeg ringede til en anden nabo. Intet svar. Jeg skrev til hende der havde sendt mig beskeden om hun vidste om min far var kommet ud. Intet svar. Mit hjerte hamrede næsten igennem brystet på mig. Jeg ringede til en tredje nabo, og hun svarede. Hun var i chok, og vidste heller ikke hvor min far var, men hun beholdt mig i røret, mens hun gik over på plejehjemmet lige ved siden af ældreboligerne, og pludselig sagde hun ”det er din datter! Det er din datter i telefonen!”.

Levende

Min far var i live. Jeg talte kort med ham og sagde jeg ville ringe efter forestillingen. Jeg talte også kort med naboen igen, som forsikrede mig om at alle var nået ud i live. Den eneste der var kommet til skade var M. Svindleren, og det var hendes lejlighed der var eksploderet.

Jeg har ikke rettigheder til at vise billederne, men jeg vil kraftigt opfordre dig til at se billederne her.

Det var en voldsom eksplosionsbrand, og M’s lejlighed brændte til grunden. Birgit, hende der er dement og var blevet svindlet for (mindst) 62.000,-, hendes lejlighed var simpelthen smeltet, og det var ikke muligt for hende at flytte derind igen. Men alle var i live. Thank god!

Jeg gjorde mit bedste for at nyde forestillingen, som i øvrigt var virkelig god, og mine to dejlige piger havde en fest med sange og farver og grin og klapsalver. Jeg kæmpede med at være til stede, men jeg vidste også at jeg intet kunne stille op derfra hvor jeg var, og nu var vi ligesom her og på en opgave, så jeg overgav mig til showet og havde en god oplevelse (læs evt anmeldelsen her) .

Da forestillingen var forbi var det imidlertid en anden stemning jeg havde indeni kroppen. Jeg var rasende, vred. Hvorfor fanden er der ingen der stopper hende, hun er jo livsfarlig! Hvorfor helvede kan hun få lov til at blive ved med at svindle folk, og nu også sætte andres liv på spil, uden at det har skyggen af konsekvenser for hende? Hvad fanden skal der til før nogen burer hende inde? Skal nogen dø? Og vil det i så fald være nok? Man kan åbenbart stille på folks iltapparater om natten uden at det koster nogen former for straf, for ”døren var jo ikke låst!”. Man kan åbenbart oprette konto for flere hundredetusinde kroner i andres navne og skambruge pengene uden at det har nogen former for konsekvenser? Man kan slå andres kæledyr ihjel uden at skulle betale med straf, oprette mobilabonnementer, stjæle fra foreninger, ikke betale utallige firmaer, alt fra hundepensioner, til elbiler, til dækcenter, gardinforretninger, fodterapi, frisører og neglesaloner, uden at nogen kommer efter hende. Hun kan køre (børn) rundt i bil uden kørekort i årevis uden at nogen gider tage sig af det. Og nu kan hun sætte ild til ældreboliger uden at der sker en fucking skid ved det, og risikere, blandt andet, min fars liv. Hvor helvede er vores retssikkerhed henne, hva’? Hvem passer på de ældre og sårbare? Dem uden netværk, dem der kæmper med demens? Dem der er ensomme og falder for en kvinde der siger hun vil åbne verden for dem, mens hun ripper dem for alt hvad de ejer? … Hva?

Det er ikke en følelse der er svær at genkalde sig. Jeg var så gal at jeg endte med at sende en (måske lidt ukonstruktiv) sviner til politiet. Jeg fik naturligvis aldrig svar, og har faktisk ikke været i kontakt med dem siden. Min mail kommer her

Overlægen på Odense Universitetshospital

Vi vidste jo alle sammen godt at intet sted er for grænseoverskridende for M at stjæle, lyve og anskaffe sig andre folks personlige ejendele eller personlige oplysninger. Hun havde overlevet branden, men havde fået brandskader, da hun befandt sig i lejligheden da den eksploderede (mere om det senere). Jeg kan simpelthen ikke huske hvordan, men jeg fandt hurtigt ud af at hun var blevet overflyttet til Odense Universitetshospital. Jeg talte kort med Missil-Jens og med den ene nabo, og vi blev enige om at jeg hellere måtte ringe til sygehuset og advare dem om ikke at have CPR-numre liggende fremme. Hvis M skulle være på sygehuset i flere dage, havde hun alle muligheder i verden for at få helt nye friske ofre for sine svindelnumre. Men M var desværre hurtigere end jeg var.

Da jeg ringede til receptionen, lykkes det mig at finde ud af hvilken afdeling M lå på. Jeg ringede derop og fik fat i en sygeplejerske. Jeg fortalte kort hvorfor jeg ringede, og sygeplejersken bad mig tale med overlægen, så hun hentede ham. Jeg fortalte ham det samme, som jeg lige havde fortalt sygeplejersken, men han afbrød mig og sagde ”Vi må ikke udlevere nogen informationer”. Jeg sagde at jeg ikke var interesseret i nogen som helst former for informationer, jeg ville blot advare ham og afdelingen om at der ligger en svindler, som er dygtig til at misbruge fremmede menneskers cpr-numre, og at de bare skal sikre sig de informationer, og folks punge og kort ikke ligger fremme. Han fortalte at M allerede havde advaret om at den her ”slags vanvittige opkald fra folk der var efter hende” ville forekomme, og så smækkede han på.

Altså, jeg forstår ham jo godt. Når man ikke kender historien, og en fremmed mærkelig kvinde ringer og siger en masse om en svindler, hvad skal han så egentlig stille op? Det interessante ved den her historie er hvor snu M er. Hun er hele tiden, HELE TIDEN på forkant med ALT. Jeg har aldrig nogensinde mødt et menneske der kan lyve så hurtigt som hun kan, og som kan ”groome” (i mangel af bedre ord) alle omkring sig, og ”lægge i ovnen” til ale de nye historier hun ved hun får brug for at fortælle din senere. Og tro mig, selvom jeg VED alle de her ting jeg har skrevet om i 5 dele nu, selvom jeg VED hvordan hun fungerer, selvom jeg VED hun er en svindler, så vil jeg garantere dig for at jeg stadig vil kunne sidde overfor hende og blive helt i tvivl om hvad virkeligheden egentlig er. Selv med den viden jeg har i dag. Det er for vildt.

Vejrudsigten og vinden

Min far var endelig kommet tilbage til sit eget hjem, og der var faldet ro over situationen. Jeg ringede og snakkede med ham, og det var rart at høre hans rolige stemme. Jeg havde mest af alt lyst til at være dernede hos ham. Det gav mig ro at vide at M var på hospitalet i Odense, så kunne hun i hvert fald ikke skade eller sætte ild til nogen de kommende dage.

- Far er du okay?

- Ja … men jeg er virkelig glad for at M ikke er her mere, tror du hun kommer tilbage til den lejlighed?

- Nej, den er helt brændt ned, og jeg tvivler på at kommunen giver hende en ny herude, efter det der er sket i dag.

- Ja … ved du hvad jeg har tænkt på i dag?

- Nej?

- Hvis vinden havde blæst den her vej, så havde ilden brændt min lejlighed ned også … og jeg var ikke nået ud

- Det har jeg også tænkt på far. Vi må simpelthen takke vejrguderne for at vinden var som den var i dag.

- Ja, det må vi. Nu vil jeg i seng, godnat

- Godnat far

Det her er en af de mange gange jeg har været bange under hele den her katastrofehistorie. Første gang var dengang jeg fandt ud af hun gik ind og stillede på min fars ilt om natten. Anden gang var da jeg fandt ud af hun ikke havde kørekort, og jeg havde sat mine børn (og mig selv) ind i hendes bil, og havde kørt tværs gennem Danmark, og på motorvej med hende. Men det var begge to situationer som allerede var sket. Den her gang blev jeg bange mens det skete, og jeg blev bange fordi jeg simpelthen ikke vidste om min far overlevede, og naboerne overlevede. Det gjorde de heldigvis, men jeg glemmer aldrig følelsen af at stå der i uvidenhed. Jeg takker guderne for at ingen kom noget til.

Hvad var det der brændte? Og hvad sagde vidnerne til branden? Hvad så naboerne? Er historien så slut nu? Nej det er den desværre ikke. Og ikke nok med at historien går videre, der er også helt nyt i sagen, som pludselig har taget en ret vild drejning. Men det må du vente med at læse om til i næste uge