Del 4: Min fars hjælpsomme veninde – Den anden svindler og Birgits kontoudtog

Denne udgivelse er en del af en føljeton, læs del 1 her, del 2 her, del 3 her, del 4 her, del 5 her, del 6 her, del 7 her og del 8 her

Efter udgivelsen af denne blog-føljeton har jeg, i samarbejde med et fantastisk team, udgivet en podcast om historien i samarbejde med Ally Danmark, du finder sæson 1 “En farlig god veninde” her og sæson 2 “En farlig god mor” her. Har du ikke Ally appen eller prøvet Ally før, ha rjeg en rabatkode som giver dig 2 måneders gratis og uforpligtende prøveperiode på Ally, find rabatkoden lige her.

Min mor ringede forleden dag. Hun læser også med her, og har læst de 3 første dele af historien, ligesom jeg tænker du også har. Min mor kender jo godt historien, fordi jeg fortalte hende om hvad jeg stod i løbende, men hun mindede mig om noget, da vi snakkede sammen i forgårs. ”Det er så vildt at læse om det hele igen, for jeg kan jo godt huske alt det der skete, og at det var vildt. Men alligevel kunne der gå to dage hvor vi ikke lige snakkede, og når vi så snakkede igen, så var der sket så mange ting at du nærmest slet ikke kunne huske det hele. Sagen udviklede sig hele tiden så sindssygt hurtigt”.

Og tak mor for den reminder, for det er præcis årsagen til at det er enormt svært at skrive den her historie. Der er SÅ mange detaljer, SÅ mange mennesker, der skete SÅ mange ting hele tiden over en periode på halvandet år, og hele tiden viklet ind i hinanden. Jeg fandt hele tiden ud af mere, fandt hele tiden ud af mere af M’s (svindleren) historie. Flere og flere brikker faldt på plads. Så jeg forsøger både at få følelsen af forvirring, men også alle de opklarende detaljer med. Men nu tager jeg i hvert fald et afsnit mere, for der er mange detaljer du skal kende før vi kan bevæge os videre i historie. Og før det bliver endnu mere sindssygt. Og farligt.

Den anden svindler

Jeg havde jo oprettet fb-gruppen ”den store rotte”. Men det skulle heller ikke vise sig at være nemt at administrere sådan en gruppe, for når man spænder et stort net ud, så kommer der skidtfisk med ind. Problemet er bare at man ikke ved hvem de er. Ikke til at starte med i hvert fald.

Hurtigt fik jeg samlet materiale ind i gruppen fra gruppens medlemmer, men pludselig fik jeg beskeder fra en af gruppens medlemmer bagom, i messenger. Hun, Magda, mente der var en muldvarp i gruppen, og hun navngav muldvarpen. På det her tidspunkt var Magda den der var blevet svindlet for allermest. Men noget var mærkeligt. Og hende der blev udpeget som muldvarp, stillede kritiske spørgsmål til Magda, og det Magda angiveligt var blevet svindlet for. Magda havde lagt billeder ind i gruppen af et hus, som hun påstod var blevet hærget for 200.000 kroner. Men datoerne på billederne stemte ikke, og det der var ”hærget”, lignede mere noget byggeri der ikke var færdigt. Noget hang slet ikke sammen.

Desværre vidste jeg ikke hvad jeg gør i dag, så jeg endte med at smide den påståede muldvarp ud fra gruppen, og så lod jeg Magda blive. Alt gik stærkt. Men det skulle vise sig at være en kæmpestor fejltagelse. Det vender vi tilbage til længere nede.

I mellemtiden kom jeg i kontakt med Jens. Jens er sådan en der har repareret missiler på store krigsskibe og ved alt om maskiner og elektronisk udstyr. Jens har haft svindler-M boende på et tidspunkt, inden han vidste hvem hun var. Han lånte et værelse til hende, og mens han var på arbejde, gik hun ned og rodede i alle hans papirer, fandt CPR numre og breve og andre fortrolige oplysninger, som hun har brugt til alverdens ting. Det er helt normalt for hende at gennemrode andres ting. Hun har blandt andet oprettet endnu en konto i en anden lokal SuperBrugs, ligesom hun gjorde med søde demente Birgit, der endte med at skylde 62.000 kroner. Jens’ SuperBrugs konto blev også maxet ud til 62.000,- før han intetanende blev kontaktet af brugsuddeleren, der fortalte om den kæmpe gæld Jens overhovedet ikke kendte til. M oprettede mobil abonnement og købte en mobiltelefon i Jens’ navn.

Jens er en af dem der kender M’s færden allermest. Han blev, ligesom jeg, voldsomt ramt på sin retfærdighedssans, da han begyndte at forstå omfanget af M’s svindel. Havde det ikke været for Jens og hans formidable researcher-evne, og ukuelighed ift at få M knaldet, så havde jeg nok ikke haft en historie at skrive i dag. Jens, naboerne og mit samarbejde, har gjort at vi altid vidste hvor hun var, hvem hun var sammen med, hvor hun var blevet set, og hvem vi skulle advare denne gang. Der kom hele tiden flere mænd til som blev svindlet, og vi ville stoppe hende.

Sideløbende med alt det her, var jeg i løbende dialog med politiet. Politiet har været umådeligt svære at få op i omdrejninger i den her sag. Da jeg ringede til dem første gang omkring min fars bil, lød svaret ”at han jo selv har givet hende nøglerne, så er der ikke så meget vi kan stille op”. Men altså, hvis du låner mit hus, så kan du jo ikke bare overtage det. Og hvis du låner mig dine nøgler til din campingvogn, så betyder det jo heller ikke at jeg nu har fået en campingvogn. Det er jo stadig din ejendom. Er spændt på om reglen holder hvis jeg låner en politibil, som jeg så ikke leverer tilbage. Jeg talte både med deres rådgivning og deres juridiske afdeling, som begge mente at der ikke var så meget at gøre. Det samme gjorde sig gældende med at M havde været inde og stille på min fars ilt-apparat. ”Døren var jo ikke låst”. Men hvis han havde været død af det, hvad så? Så var det hans egen skyld fordi døren ikke var låst, og hun var gået ind og havde stillet på ilten om natten? Jeg er omtrent lige så imponeret over deres svar, som jeg er imponeret over tidsler.

Da jeg modtog testamentet  (læs her) fik jeg kontakt til en dygtig politimand. Han lyttede (det oplevede jeg ikke de andre gjorde). Han syntes det lød meget mærkeligt at jeg havde fået de svar jeg havde fået, og han kunne godt forstå jeg var frustreret. Jeg kan huske jeg hentede min datter hos en legeaftale, da jeg talte med ham, og var nødt til at tage det opkald, så moderen til min datters veninde fik det hele med. Politimanden tog sagen meget alvorligt, både med min fars bil, med afpresning, med iltmaskinen og med det testamente jeg havde modtaget, og først der blev der oprettet en sag med eget journalnummer. Da vi lagde på stod min mors veninde måbende og var nødt til at spørge hvad i alverden det drejede sig om, og jeg måtte forklare det hele, både med M, med min far og ale det der var sket. Man tror simpelthen det er løgn. Selv jeg har svært ved at tro på det, både når jeg fortæller om sagen og når jeg skriver om sagen her.

Et billede fra min instagram, fra en af de første dage hvor vi boede i Julehusmandens hus, sammen med svindleren M. Engan her ligger bag huset. Så smuk udsigt.

Mobiltelefonen og muldvarpen

En dag var missil-Jens blevet træt af at betale for M’s telefon, fordi den jo stod i hans navn. Så han troppede op på hendes dørmåtte, og hamrede på døren indtil M åbnede. Efter mange forklaringer måtte hun overgive sig, og hun afleverede telefonen. Om aftenen ringede Jens til mig. Han havde nemlig fundet noget meget interessant på telefonen.

Det viste sig at den rigtige muldvarp i ”Den store rotte” gruppe, det var Magda. Hende der ”var blevet svindlet af M for 200.000 kroner”. Magda og M arbejder nemlig sammen, og Magda har sendt flere screenshots af min facebook profil til M. Magda røg ud af gruppen med det samme, og jeg skylder stadig en undskyldning til kvinden jeg fik smidt ud af gruppen på et forkert grundlag. Undskyld.

Mobiltelefonen blev et vigtig redskab i forhold til at følge med i hvor M befandt sig. Her kunne vi følge med i kvitteringer på når hun bestilte Flextrafik, og vi kunne se hvilke andre måder hun skaffede penge på, når hun ikke svindlede, og hun fik utallige henvendelser fra alle mulige forskellige mennesker. Der er ikke spalteplads nok til at gå i alle de detaljer her. En ting er sikkert, vi har helt sikkert begrænset hendes muligheder fordi vi fik fat i mobiltelefonen, og stadig har den. Den er stadig aktiv, og nu er politiet også begyndt at kontakte det nummer. Men det er meget nyt.

De løse ender

I takt med at jeg fik kontakt til flere og flere mennesker, var der flere ting der faldt på plads. Den dag dag M sendte mig de to kvitteringer på min fars bil, var det mest testamentet og kontakt til de pårørende og politiet der optog mig. Men vi er som sagt slet ikke færdige med de kvitteringer. Dem skal vi dykke ned i nu.

Den første kvittering var en håndskrevet kvittering med et stempel fra en automekaniker. Kvitteringen på gearkassen og udskiftning af gearkassen. Det første jeg gjorde, var at tjekke cvr-nummeret. Det fandtes, men det interessante var at virksomheden var ophørt nogle måneder inden kvitteringen var skrevet. Så der var i hvert fald noget der ikke stemte. Jeg ringede automekanikeren op og spurgte ind til kvitteringen. Jo, han kunne godt huske M havde været der, og regningen var betalt. Det undrede mig meget at M havde været i stand til at betale over 5000 kroner for gearkassen, og jeg skulle snart finde ud af at min undren var fuldstændig velbegrundet.  Men først gik jeg videre til den næste kvittering.

Den næste kvittering var fra Padborg dækcenter. Den løs på lidt over 2000 kroner for helårsdæk. Den så også ud som om den var betalt, men den hed ”kontantsalg”, og det har jeg aldrig hørt før, så jeg ringede selvfølgelig også til dem.

-       Padborg dækcenter, du snakker med Poul

-       Hej Poul, jeg hedder Frejamay, og jeg ringer fordi jeg sidder med en mærkelig faktura fra jer, som jeg har spørgsmål til

-       Ja?

-       Jeg har en faktura der hedder ”kontantsalg”, på 4 helårsdæk, og det ser ud som om den er betalt. Er den det?

-       Nårh den, nej, men hun har lige været her og er kørt ned for at hæve pengene til os.

-       Okay, er det en kvinde der hedder M der har hentet fakturaen?

-       Ja, M. Meget mærkelig dame …

(og så fortalte han ellers)

-       Ja, hun kom først i en VW Polo, en sort en (min fars bil), og fik nye dæk på, Det var en bil hun havde fået af en ven. Hun havde ikke betalt, fordi hendes bank havde lukket hendes kort ved en fejl, noget med et bankskifte, og så så vi ikke mere til hende før i morges hvor hun pludselig skulle bruge en faktura på dækkene. Det sjove var at hun kom i en hel anden bil. Den her gang kom hun i en brun Nissan til 200.000. Så fortalte hun at hun lige havde arvet nogle vinslotte i Frankrig, og at hun havde solgt den sorte VW Polo, fordi man jo ikke kan ligge og køre til Frankrig i sådan en gammel spand. Men hun skulle bruge en kvittering på helårsdækkene, og det ville jeg jo ikke give hende, for hun havde ikke betalt dækkene. Så sagde hun at hun ville køre i banken med det samme, hvis bare lige jeg kunne lave den her kontantfaktura. Så den lavede jeg og så kørte hun ned for at hæve

-       Okay … ja … Poul? Jeg tror aldrig du ser M igen. Jeg ringer fordi den sorte VW Polo er min fars bil. En bil hun har taget, og har afpresset min far 10.000 kroner før hun ville aflevere den igen. Så involverede jeg politiet, og så afleverede hun den, men ville stadig have penge for de dæk hun påstod hun havde købt og en gearkasse hun også påstår hun har købt. Og den nye bil hun kører i, den tilhører en anden mand hun er ved at svinde, han hedder HH. Og jeg kan forsikre dig om at der ikke er nogen vinslotte i Frankrig der venter på hende. Jeg tør og så godt garantere dig for at hun ikke kommer tilbage efter at ”have været i banken”. Du ser hende aldrig igen.

Og så grinede vi lidt, for hvad skal man egentlig ellers gøre efter sådan en samtale, og så blev vi enige om at vi begge to ville ”advare videre rundt”, så hun ikke laver samme nummer med andre erhvervsdrivende. Men det er en helt umulig opgave, det ved både Poul og jeg nu.

Julehusmandens brudte bånd

Jeg havde efterhånden daglig kontakt med M’s naboer og Missil-Jens, men også med Julehusmandens børn. Julehusmanden ville ikke slippe M, han var i sorg efter at have mistet sin kone, og han var fuldstændig spindet ind i M’s historier og ”kærlighed”. Det var sørgerligt at være vidne til, og det endte med at børnene måtte lave en intervention mod deres far. De ville simpelthen have M ud af Julehusmandens hus, som børnene jo var de retmæssige ejere af. Så en dag troppede de op, med en anden mand der også var blevet svindlet, og de fik smidt M ud af huset, og fik forklaret Julehusmanden at hvis M blev set i huset igen, så ville de begge to ryge ud.

M havde nægtet at aflevere nøglen til den bil hun havde taget fra HH, så de gik i hendes taske, og her fandt de nye interessante ting. Det handicap-skilt M havde sat i forruden den dag hun havde hentet os med toget, den første gang jeg mødte hende, det var Julehusmandens afdøde kones handicapskilt. M har slet ikke ret til at køre med handicapskilt, men har gladelig optaget handicappladser og misbrugt en afdød kvindes skilt. De fandt også 4 kørekort i M’s pung. Den ene var den afdøde kones kørekort, og de 3 andre har vi aldrig fundet ud af hvem er, men jeg har deres fulde navne, hvis politiet en dag skulle være interesseret i den viden. Den eneste de ikke fandt et kørekort på, det var M, for hun har ikke kørekort.

M og Julehusmanden blev smidt ud af huset, og siden da har børnene stort set ikke haft kontakt med deres far. Og det er virkelig en vigtig pointe i denne vanvittige historie: hun stjæler ikke bare far sårbare udsatte ældre mennesker, hun splitter også familier ad, vender folk mod hinanden (som hun gjorde med os/min far og min fars nye naboer, og senere gør med mig og en overlæge på Odense Universitetshospital) og ødelægger relationer. Og jo, folk har selvfølgelig et ansvar og en vilje selv, men de er oppe mod en mesterløgner, en tyv, en bedrager, en svindler og et menneske med et fuldstændig fucked up etisk og moralsk kompas. Der må også være en eller anden grænse for hvad de her stakkels mennesker skal bære ansvaret for.

Efter jeg har mødt M, så vil du aldrig nogensinde mere høre mig sige ”ej men hvor dumme er folk” når de falder for en svindler. I forvejen har jeg egentlig haft ret stor forståelse for at man som langtidsensom kan falde for en smuk kvinde fra Rusland, der viser sig at være en svindler fra Nigeria, og højest sandsynligt en mand. Men folk som M, de er kaldhamrende dygtige. Og iskolde. Og alligevel, så har M behov for at opretholde en eller anden mærkelig form for balance i sit indre regnskab, for hun er blevet set sætte en blomst foran nogen af dem hun har svindlet, eller lægge et engle-postkort i deres postkasse, med at par Guds ord på. Om det så genopretter balancen i M’s indre univers, det må guderne vide.

Birgits kontoudtog

Et par dage senere ringede Signe nabo. Hun boede tæt på min far, og hun hjalp alle, også Birgit, den demente dame, som også var blevet svindlet af M. De var faldet over noget mærkeligt, og Signe ville høre om hun kunne sende mig nogle papirer, og om jeg lige ville kigge på dem. Hun skulle bare lige have en til at hjælpe med at scanne papirerne ind. Så der gik en dags tid, så modtog jeg papirerne med posten. Det var en kopi af Birgits kontoudtog. Her kunne man se at Birgits posteringer pludselig ændrede sig markant. Og det der var meget bemærkelsesværdigt var, at de mærkelige posteringer var foretaget mens Birgit havde været indlagt på sygehuset.

Der var foretaget kontanthævninger, hævning på tankstation, betaling for benzin (Birgit havde ingen bil), kontanthævninger igen. Kontanthævninger på Sjælland, og et særligt sted i Nordsjælland, hvor vi ved at M’s datter bor med sin mand og børn. Og så var der en mærkelig udgift. Der var en betaling hos en automekaniker den samme dag som min fars gearkasse var blevet betalt. Samme beløb. Og så hang det hele pludselig sammen. M havde brugt Birgits dankort til at betale for den gearkasse der nu sad i min fars bil, og som M opkrævede mig penge for.

Og sådan var der SÅ mange ting der hang sammen. Andres kort der var blevet brugt til at betale for ting, som M så krævede penge for, selvom hun aldrig selv havde betalt en krone. Smart. Kriminelt. Dybt forkasteligt.

Produktionsselskabet og dokumentaren

I en periode over et par måneder gik min tid med at samle beviser, interviewe nye personer der var blevet svindlet, skille skidt fra kanel, så den anden svindler ud af mit space, og der faldt en mærkelig form for ro på. Politiet var aktive i sagen, vidste vi nu, og jeg fik kontakt til et produktionsselskab der gerne ville lave en dokumentar om sagen.

Vi havde et møde, det gik godt, og vi begyndte faktisk at filme. Der blev sendt en video journalist ned til Kollund, og der blev lavet en pilot som vistnok blev vist for en af broadcasterne, som var interesserede. Men så kom lockdown, og ingen turde filme. Ingen af os ville risikere at smitte de sårbare ældre, især ikke min far og min ars nabo Signe, som begge led af lungesygdomme. Og sp er der bare ikke rigtig sket mere i sagen siden. Så når i spørger om pressen er interesseret, så har de faktisk været det, og det kan jo være at historien nu får så meget opmærksomhed (tak fordi i deler den, bliv endelig ved med det <3 ) at tiden er inde til at gøre noget ved det.

Langsomt faldt der en smule ro på, M var presset fra alle sider og jeg tror hun holdt lav profil i en periode. Hun må have tænkt på at skulle finde en vej ud eller videre, det forestiller jeg mig i hvert fald. Og det skal jeg love for at hun gjorde. Den idé hun fik kostede næsten min far og naboerne livet, og den får du i næste del.

Næste del udkommer om ganske få dage

P.S. En personlig note

Det er en svær proces at dele denne rejse. Samtidig med at det er enormt helende, og dine reaktioner på min historier bekræfter mig jo i hvor vanvittigt det hele varn. nogen man virkelig godt kan komme i tvivl om, når man lever med en svindler så tæt på over nogle år. Selvom historien er spændende, så er det samtidig ægte levet liv. Jeg laver research i alle mine noter og mine fb og instagram opslag, og der kommer også en masse historier op som jeg ikke deler i den her føljeton, fordi der simpelthen ikke er tid nok til at fortælle ALT hvad M har gjort. Jeg må i hvert blogindlæg beslutte hvad der er vigtigt for historien og hvad der er vigtigt for budskaberne. Jeg får også minder frem omkring min far, og jeg kan mærke jeg savner ham meget i de her dage. Ville ønske han også havde muligheden for at læse gennemskrivningen af historien, og læse reaktionerne fra alle jer skønne mennesker der følger med.

Så egentlig bare tak fordi du læser med, deler, og reagerer med omsorg for at historien er min, og at det er rigtige mennesker det her er gået ud over. Det betyder helt vildt meget og det gør at jeg selvfølgelig har lyst til at fortælle resten. Og så kan jeg lige afsløre at der, mens jeg har skrevet de her 4 dele, er sket nyt i sagen i gen. Det deler jeg naturligvis også.