Del 2: Min fars hjælpsomme veninde - Afpresning og politi på speed-dial

Denne udgivelse er en del af en føljeton, læs del 1 her, del 2 her, del 3 her, del 4 her, del 5 her, del 6 her, del 7 her og del 8 her

Efter udgivelsen af denne blog-føljeton har jeg, i samarbejde med et fantastisk team, udgivet en podcast om historien i samarbejde med Ally Danmark, du finder sæson 1 “En farlig god veninde” her og sæson 2 “En farlig god mor” her. Har du ikke Ally appen eller prøvet Ally før, ha rjeg en rabatkode som giver dig 2 måneders gratis og uforpligtende prøveperiode på Ally, find rabatkoden lige her.

Del 2:

Det tog mig et par ugers intense samtaler med min far, før jeg fik ham til at forstå at damen skulle ud af min fars liv. Han mente han sagtens kunne passe på sig selv, og det kunne han sikkert også, men han var svag og hårdt medtaget af sin kol, og damen var en stor dame med kræfter. Både min far og jeg skulle bruge tid på at forstå at der var tale om en svindler, men det lykkes mig at få ham til at sige stop til deres kontakt, i hvert fald i begyndelsen …

Dette er historien om den dame der har svindlet, ikke bare min far, men mange MANGE andre mennesker. En historie jeg desværre er personligt involveret i, en historie som langt fra er slut og en historie som muligvis kommer til at gøre dig både vred og magtesløs. Og hvis du i forvejen har det lidt stramt med retssikkerheden for ofre i Danmark, så kommer denne historie ikke til at hjælpe dig i den rigtige retning. Velkommen til.

Damen blev ved med at skrive til min far, og til sidst blev min far og jeg enige om at jeg skulle overtage kontakten med hende. Hun havde stadig min fars bil, og ville ikke aflevere den til min far før han ”havde betalt de penge han skyldte hende”. Jeg spurgte hvad det var for nogle penge, og der var både noget med at hun havde sat nye helårsdæk på bilen, og havde skiftet ny gearkasse. Hun havde også fået bilen rengjort professionelt og det løb at sammen op i 10.000 kroner. Jeg bad hende også sende et billede af sit kørekort, da hjemmeplejen slet ikke mente hun havde kørekort, og derfor lå og kørte rundt i min fars bil uden kørekort.

Min far rystede på hovedet da jeg fortalte ham om ”udgifterne” til hans bil. For det første kørte hun i hans bil helt gratis. For det andet har min far aldrig godkendt købene, eller bedt om at få skiftet gear eller dæk ,og for det tredje havde damen flere gange sagt at hun ville købe bilen så snart hun havde fået pengene tilbage fra sin eksmand. Så hvis hun havde skiftet noget ud på bilen, så var det jo en investering i den bil hun ville købe alligevel.

Hun gav sig ikke, vi kommunikerede over mail.

Afpresning

Pludselig skiftede samtalen karaktér. Hun ville ikke udlevere bilen før der stod 10.000 kroner på hendes konto. Jeg ringede til politiet med det samme, især fordi hun afpressede på skrift, og dermed kunne jeg bevise hvad der foregik. Politiet kunne ikke gøre noget, da vi hverken vidste hvor hun eller bilen var henne, men jeg var i løbende kontakt med en kriminalbetjent, som bad mig ringe så snart jeg fandt ud af hvor bilen var.

Rødvin i tastaturet

I mellemtiden ringer min far en aften, fordi han er kommet til at spilde rødvin i tastaturet på sin nye bærbar computer. Han skal bruge ny skærm til sin stationære computer, for uden internettet er hans liv ingenting. Det er her min far sidder og følger med i sine børnebørns liv, og har et vindue ud til hele verden. Derfor spørger jeg på facebook om der er nogen i nærheden af Kollund der kan køre forbi med en gammel skærm, og det er der en skøn kvinde der kan.

Den skønne kvinde med skærmen, lad os bare kalde hende Sandra, hun kører derned, og så ringer hun til mig da hun står nede på parkeringspladsen, så vi er sikre på at hun banker på det rigtige sted. Da hun går hen mod min fars hus, siger hun ”jeg går forbi en sort VW Polo nu”, og jeg siger ”WHAT? Det er min fars bil! Så er den hjemme nu!”. Sandra afleverer skærmen til min far, som bliver lykkelig, jeg takker, og ringer direkte til min politi-livline og fortæller at bilen står på parkeringspladsen NU. Politiet har ikke lige tid til at køre derud der, men siger, at hvis jeg selv tager derned dagen efter, så har han mulighed for at stå stand-by hvis jeg får problemer med at få nøglerne udleveret fra svindler-damen.

Jeg drøner til Padborg med pigerne for at hente bilen dagen efter. Jeg har annonceret overfor damen at jeg kommer og at nøglen skal ligge i postkassen kl. 10, ellers tropper jeg op med politiet, og vi går ikke før nøglen er udleveret. Damen har muligvis erkendt at der ikke er nogen vej udenom at aflevere nøglerne, og kan slet ikke forstå hvorfor politiet skal involveres.

Min fars bil

Da jeg kommer derned hamrer mit hjerte. Jeg ved ikke hvad hun kan finde på (i hvert fald ikke på daværende tidspunkt), jeg siger hej til min far, får mine børn ind i hans lejlighed, har politiet på speeddial og går ud og tjekker postkassen. Nøglen ligger deri. Jeg tjekker parkeringspladsen, og bilen står der. Men bilen er fuldstændig smadret. Min far købte den for 40.000 for nogle år tilbage, og vi skal være heldige hvis vi kan få 10.000 for den efter damen har haft bilen. Der er store dybe ridser i kofangeren, der er pletter i loftet. Der er cigaretskodder overalt i bilen, som var en ikke-ryger bil, og bilen er så klam og ulækker.

Min far og jeg aftaler at jeg tager bilen med hjem til København og sørger for at få den rengjort og solgt. Jeg tager lige det værste, da jeg jo skal have pigerne med hjem i bilen, får min fars Falck-kort med, får pakket pigerne, og vender snuden mod Købehavn igen, efter en meget lang dag. Jeg ringer til min kontakt hos politiet og fortæller at jeg har bilen og nu tager den med hjem til Lyngby og sælger den der.

Sammenbrud.

Det har været en lang tur hjem, og nu er der kun en halv times kørsel tilbage. Det er nat, pigerne sover og jeg er møghamrende træt. Jeg kan se det snart er tid til at tanke, og jeg tager den næste afkørsel for at tanke. I samme øjeblik som jeg drejer af til afkørslen, lyser tom-tank lyset (den der fortæller at det snart er tid til at tanke), og af en eller anden grund dør hele bilen. Alt slukker, og jeg triller lige akkurat hen på tankstationen og kan ikke længere få liv i bilen. Fedt. Med to sovende børn i regnvejr.

Heldigvis havde jeg min fars Falck-kort med, så jeg ringer til Falck for at få hjælp. Falck er så venlige at oplyse mig om at abonnementet lige er blevet afmeldt. Min far skulle jo sælge bilen til svindlerdamen, og havde derfor ikke længere behov for sit Falck abonnement.

Hvis ikke det var fordi jeg har verdens bedste veninde, der lige kørte ud for at hente mig og pigerne midt om natten i regnvejr. Og hvis ikke lige det var fordi jeg har en anden dejlig veninde, som tilfældigvis arbejder hos Lej et Lig, som lige kunne sende en mekaniker ud og hente og fikse bilen, ja så ved jeg ærlig talt ikke hvad fanden jeg skulle have gjort for at løse den udfordring. Hvad skulle man gøre uden gode mennesker i livet? Og det er så det er så enormt ambivalent ved den her historie. Vi er jo afhængige af hinanden, vores relationer bygger vi på tillid, og det skal vi død og pine blive ved med at gøre, derfor er det også så vigtigt at få fortalt historien om hende her M, for det gode fællesskab og næstekærligheden, det SKAL leve.

Dokumentation

Da jeg havde sundet mig lidt efter min mareridtstur ned efter min fars bil, fik jeg flere mails om at min far skyldte damen penge. Jeg besluttede mig for at lave et regnskab, for at se hvem der egentlig skyldte hvem hvad. Med den viden jeg havde om damen fra hjemmeplejen, vidste jeg at hun snød folk for penge, så det lød mærkeligt at min far skulle skylde hende noget som helst. Men ret skal være ret, så min far sendte bankudskrifter og kommunikation mellem ham og damen, og det viste sig at det faktisk var hende der skyldte min far penge. Lidt over 5.000 kroner. Altså udover at hun havde smadret hans bil.

Jeg sendte hende en mail og bad hende overføre pengene til min far.  Hun havde stadig ikke dokumenteret at hun rent faktisk havde kørekort, og jeg begyndte at få det rigtig skidt over at jeg, sammen med mine børn, havde kørt tværs over Danmark med hende ved rattet. Det var selvfølgelig inden jeg vidste alt det jeg ved i dag, men jeg skulle have fulgt min mavefornemmelse og have taget toget. Men sådan kan man nemt sidde og være bagklog i dag.

Mailen jeg fik retur var som ventet, trusler om at jeg ville høre fra hendes advokat. Klart. Og hun ville sende dokumentation på udgifterne senere på ugen. Jeg havde fået kendskab til at hun nok muligvis var i gang med at svindle den mand, lad os kalde ham Julehusmanden, hvis hus vi boede i da vi mødte damen første gang, og vi var nede for at hjælpe min far med at komme ordentlig på plads. Jeg havde virkelig mange tanker om hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg blande mig? Advare ham? Men samtidig var jeg selv noget mat i sokkerne efter min fars sygdomsperiode og flytning og at tømme hele hans hjem med rottereder osv, og man kan ikke redde alle. Jeg ville bare sikre mig at hun ikke længere kom i nærheden af min far, at hans bil blev solgt og at hun ikke kunne tømme hans konti eller misbruge hans kort eller lignende længere. Men skæbnen ville noget andet.

De 2 mails

Til min store overraskelse lå der den morgen 2 mails fra damen. Sendt med korte mellemrum. Jeg åbnede den seneste mail, og der lå ganske rigtigt to bilag. Det ene var en håndskrevet kvittering på en gearkasse fra en af de der håndskrevne kvitteringsblokke. Den anden var en regning fra Padborg dækcenter på 4 nye dæk. Og så lå der en mail mere. En mail som skød mit hjerte op i halsen, og som gjorde at jeg ikke længere var i tvivl om hvorvidt jeg skulle gøre noget, advare nogen eller ej. Det her var langt mere alvorligt end jeg først havde antaget. Langt mere alvorligt.

Da vi boede hos Julehusmanden, damens ven, var damen der i tid og utide. Hun fortalte historier om manden, og især om mandens afdøde kone, som hun beskrev som en rigtig heks. Hun fortalte historier om arv og hvordan manden var blevet afskåret fra at arve efter sin afdøde kone, hvordan børnene var nogle gribbe og modbydelige mennesker, og hvordan hun nu fik sin advokat til at hjælpe manden, så manden kunne beholde sit Julehus, og måske få sin store arv. Alt sammen noget jeg ikke havde tænkt så meget mere over. Hun snakkede jo bare. Julehusmanden var simpelthen så sød og rar, og stadig i sorg over at have mistet sin kone, og hvis den her ”søde dame” kunne hjælpe ham lidt, så var det jo bare fint. Damen og Julehusmanden tog over grænsen, plukkede jordbær på en tysk jordbærmark, og solgte jordbærerne ved vejsalg som ”friskplukkede danske jordbær” til overpriser. De lavede mange andre ting, og jeg tænkte bare at det på en måde var meget sødt hvis de havde deres lille jordbær-ting sammen.

Men da jeg sad og læste den anden mail, var der intet der var fint længere, og jeg kunne ikke sidde med den nye viden jeg, helt ufrivilligt, havde, uden at gå til politiet igen. Og der var også to nye mennesker jeg var nødt til at ringe til omgående. To mennesker jeg ikke anede hvem var, ikke før jeg sad med denne mail i min indbakke, pludselig med en viden jeg slet ikke skulle være i besiddelse af.

Og de to kvitteringer hun havde sendt på bilen? Dem er vi slet ikke færdige med.

Fortsættelsen må du vente med til jeg kan skrive om del 3, den kommer indenfor den næste uge. Jeg glæder mig til at dele rejsen