Im still standing…

eller… actually Im not. Jeg ligger ned. Men jeg er stadig ved rimeligt mod selvom min fysiske tilstand er noget ingen ville gide se en film omkring. Det ville være halvanden times langtrukken helvede hvor man var nødt til at sætte en massemorder, en vulkan i udbrud, en zombie-invasion og noget live-stream af Brad og Angelinas forhold ind for overhovedet at gøre det en lille smule interessant. Jeg er nu i uge 12 (13+0), og er allerede pænt træt af at være træt, udkørt og kaste alting op. I går lå jeg helt stille i flere timer (efter Emmalia var puttet) for at undgå at kaste en børnepizza op. Så fedt er det heller ikke at bruge livet på den...

Jeg er ikke død endnu

Det er godt nok længe siden der har været så stille på bloggen så længe uden at jeg lige har “announced” det først. Men altså, alting har jo sine grunde. Også det her. Og så vil jeg lige pippe og sige hej, og fortælle at jeg lever endnu, lige nu overlever jeg bare mere end ret meget andet. Den invaliderende graviditetskvalme har ramt mig endnu engang. Selvom jeg godt kan huske at de 9 måneder jeg var gravid med Emma var hæslige, så havde jeg faktisk glemt hvor hæsligt det er at være lagt ned på grund af gravid-kvalme. Og inden du farer til tasterne for at belære mig om at graviditet ingenlunde er en sygdom, så “hold your horses”,...

The cirkle of life, maarhhhtibenyaaalagadistiabba, wenyaaaaaah!

Så kom den. Kvalmen og den inkluderede opkast. I går startede jeg ellers dagen med en lækker øko-banan og lidt øko-havregryn og følte mig helt spelt-agtig fordi jeg virkelig gjorde et ærligt forsøg på at spise sundt selvom min tilstand skriger på at få lagt cola (ikke light) som drop, og sat på et stativ jeg kan tage med mig overalt. Ti minutter efter indtagelse af sund morgenmad og alle mine vitaminpiller, stod Emma og hev mig i øret mens jeg kastede det hele op (og mere til (?)) ud på toilettet. Og så kom rysteturene. Det lykkes mig at komme til to møder alligevel, hvor jeg indtog Cola og gik helt kontrolleret og langsomt for ikke at vække det...

Crash boom bang

Mit ego hader det. Hader hader hader det.  For hvem vil ikke helst være den der er sjov og glad og ovenpå? Min sjæl og min livserfaring ved at livet er præcis som det skal være når det også er sådan her. Og min graviditets-app siger det er helt normalt. Jeg tror bare jeg ville synes det var meget sjovere hvis jeg sprang, glad og gravid, ud af sengen og tog til hot yoga og var helt Instagram-filter-agtig. Det er jeg bare ikke. I dag er bare en dag. Altså en enkelt dag ud af rigtig mange dage. Ud af 12.700 dage i dag, for at være helt præcis (der er en app der regner den slags ud). I dag...

En solomors største redning

Hvis det ikke havde været for dem, så ved jeg simpelthen ikke hvordan jeg ville have klaret mig igennem denne weekend. Natten til lørdag vågnede jeg med akut kvalme og vidste at jeg havde maks 1 minut til at finde en pose eller et toilet. Alle cellerne huskede tilbage på 9 måneders invaliderende gravidkvalme og opkast. “Efter 3 måneder er det heldigvis slut” sagde de. Men det var det ikke. “De fleste er ovre det når er er gået 6 måneder” men nej. Alle 9 måneder med opkast og kvalme. Så det var ikke ligefrem gensynets glæde da jeg sad i mine forældres sofa og brækkede mig i en plasticpose. Hele lørdag var jeg totalt lammet af feber. Vi er...
Older posts