Når man kommer til at gå ind i politik selvom man er alt for dum til den slags

Følelsen sidder der stadig, selvom det efterhånden er 20 år siden vi havde politik på skemaet i folkeskolen. Følelsen af at de allesammen snakkede russisk, og jeg sad der og vidste ikke om jeg nogensinde ville kunne gennemskue hvem jeg skulle stemme på. Jeg var simpelthen bare for dum og uintelligent til at røre politik med en ildtang. Og sådan blev det så. Jeg har næsten aldrig stemt, for jeg tænkte det var bedre for alle at jeg lod være frem for at sætte mit kryds helt forkert. Den historie lever stadig. Alligevel har jeg i dag kontaktet 5 lokalpolitikere, skrevet et læserbrev til lokalpressen, talt med et par andre forældre i kommunen, talt med en pædagog i kommunen og klokken...

Har du husket at putte glimmer på dit barns pædagog i dag?

Man skal sige når man ser noget der virkelig virker godt. Og selvom jeg ikke har verdens bedste erfaringer med dagpleje/institutionslivet, så er jeg simpelthen nødt til at hylde min datters pædagog(er), og fortælle hvorfor de er gode for os. Pædagogerne i Emmalias vuggestue er pressede, ligesom de er alle mulige andre steder. Om morgenen er der af og til (ofte) 1 pædagog til 8-9-10 børn indtil den næste kommer 45 minutter senere. Det er helt grotesk, både for pædagoger og for ungerne. Jeg er så i den heldige situation at jeg simpelthen bare tjekker mig selv ind i vuggestuen, og bliver hængende indtil jeg føler det er forsvarligt at aflevere mit barn. Det kan nogle måske opfatte som vildt...

Kære mig, en hyldest jeg er nødt til at skrive

  Kære mig, I dag vil jeg hylde dig. Ikke fordi jeg egentlig har lyst, men fordi jeg er nødt til det. Du har brugt de sidste dage på at google alle mulige ting om at være en dårlig mor, en ikke-nærværende mor, sammenlignet dig selv  med mødre der slår eller er onde mod deres børn, fordi din lunte i en periode har været kortere end den plejer. Prøv at hør her. Hver eneste dag gør du det allerbedste du kan. Hver eneste dag. Men når du insisterer på kun at samle alle minusserne i din store mor-karaktérbog, så ender du med karaktérmord. Du slår dig ihjel. Du er kommet til at bilde dig selv ind, at hvis du samler...

Jeg er sgu ikke feminist! Føj! – og så det lange HURAAAAAA

I folkeskolen lukkede min hjerne totalt ned når snakken faldt på noget politisk. Jeg følte mig simpelthen for dum og uintelligent til overhovedet at have en holdning til emnet. Og ærlig talt: jeg havde ikke en eneste holdning til et eneste politisk emne. Jeg vidste ikke engang hvordan man fik en holdning til noget. Hvor sidder de henne? Hvordan får man dem? På samme måde har jeg det når det kommer til feminisme. Langt størstedelen af mit liv har jeg altid lukket for interessen og før ørene, når nogen har nævnt ordet “feminist”. For feminisme har jo intet som helst med mig at gøre! Og de der feminister er jo sådan nogle langpattede hysteriske kvinder, der insisterer på at gå uden...

Sådan her springer man ud som reality-stjerne

“Jeg følger kun dit liv fordi der er så meget sindssygt drama – her er et godt råd, selvom du jo aldrig gider høre på noget som helst fornuftigt – få styr på dit eget kaos først” Sådan skrev en læser til mig i sidste uge i forbindelse med Emmalias navneskifte. Jeg kunne mærke at kommentaren ramte et eller andet, men det var ikke vrede eller skam eller noget. Den ramte bare ind i en gammel snak jeg havde med en veninde og hendes mand, som skal afsluttes nu. Vi boede hjemme hos min veninde og hendes mand da vi forlod lejligheden i Hellerup. Om aftenen, når ungerne var lagt i seng, sad vi ved køkkenbordet og havde de der...
Older posts