Åh, de skrækkelige egoistiske selvvalgte solomødre

Selinnas første fødselsdag og et smut akut til lægen

Hvordan kan jeg skrive det her uden at ramme alle klicheerne? Det kan jeg muligvis ikke, men derfor vil jeg alligevel fortælle om Selinnas 1 års fødselsdag i dag, en dag med drama, akut lægebesøg, balloner og lykke i hele kroppen.

1 år er det siden at jeg sad med min lille baby i armene. Veerne var startet aftenen inden, og jeg turde ikke kalde mit fødeteam til mig, da jeg var bange for at det var falsk alarm (igen). Men heldigvis havde jeg en sej mama Christina doula med, som insisterede på lige at komme forbi klokken 22.30 den aften. Og hun var ikke i tvivl: det er NU!

Et halvt døgn senere lå jeg i min egen sofa, i min egen stue, omgivet af de dejligste mennesker, med min lille baby i armene, og med en storesøster der stoppede tiden et øjeblik og sagde “tak fordi i hjalp min lillesøster til verden”. Læs hele fødeberetningen her (hjemmefødsel efter kejsersnit).

Hver eneste dag det sidste år, hver eneste dag har jeg mærket den fødeoplevelse i min krop. Hver eneste dag har jeg følt og mærket hvor uendelig meget den fødeoplevelse har helet min krop. Ikke bare de svære følelser fra kejsersnittet og Emmalias start på livet. Nej. Jeg har fået helet alle de gamle historier jeg havde med mig om at min krop var defekt. Min misbrugte krop duede ikke.

Men det gjorde den. Og Selinna har, siden hun lå i min mave, vist mig vejen til nydelse, til healing, til forsoning, til tilgivelse og til indre ro, men i høj grad også til virkelig at lytte ind til hvad der er vigtigt for mig. Hun kommer med visdom, og jeg har det altid som om jeg kigger ind i nogle øjne der er meget klogere, og rummer en langt ældre sjæl end min egen. Hendes gennemslagskraft er også allerede nogen gange skræmmende. Ingen jeg kender kan sige så insisterende et “hej” som Selinna kan.

Dagen  i dag startede med at Emmalia gav Selinna de ømmeste kærlighedskrammere, og vi havde en skøn morgen. Vi sang sange og spiste kage til morgenmad og Emmalia pustede Selinnas lys ud 6 gange (jeg måtte tænde det igen og igen), og vi havde en fest.

Jeg afleverede Emmalis i børneren, og gik hjem igen. Jeg havde en travl dag foran mig med masser af forberedelse til festen senere. Jeg tjekkede lige min facebook da jeg kom hjem og skulle putte Selinna, og så havde to veninder (uafhængigt af hinanden) skrevet “RING TIL LÆGEN NU!”

Historien er den at jeg i går, mest i spøg, havde fortalt om en ret voldsom smerte jeg har fået i mit venstre lår. Det startede i går morges, og mit lår føles som om det er blevet til cement og er blevet slået med et baseballbat indefra. Det gør virkelig ondt. Så jeg havde skrevet noget med “ha ha smerte i lår, hvad er det nu vi heler det med, er det ingefær eller kokosolie” som en lille kommentar til alle de overflødige råd der florerer derude. Jeg anede ikke man kunne få en blodprop i benet.

Jeg ringede til min mor som gav mig samme besked. Lægen. NU. Det kan altså være en blodprop. Og så stod tiden pludselig stille. Jeg har lige haft to meget nære familiemedlemmer med blodpropper i hjernen. Jeg har lige måtte trække stikket en måned for at tage noget begyndende stress i opløbet. Og ja, jeg har været stresset. Sådan med susen i øret og det hele. Så jeg blev bange. Tænk hvis jeg ikke skulle se Selinna blive 2? Dagen i dag var i forvejen meget følelsesladet for mig, fordi hele min graviditet og hele fødselsoplevelsen var så smuk og hård en rejse ind i mig selv og hele min historie om mig selv. Så jeg er gået igennem virkelig mange minder i dag.

Min mor kunne godt høre jeg var bange og kørte med det samme. Hun ankom en halv time senere, jeg fik vækket Selinna, og vi kørte til lægen.

De 5 minutter vi ventede på at komme ind til lægen varede et år. Tik. Tak. Tik. Tak. “Freja-Mæyj?” Og så gik vi alle ind til lægen. Jeg fortalte hende om mine smerter, og hun kunne også godt se jeg var bange. Hun stillede nogle opklarende spørgsmål og målte mine ben for at se om de var hævede. Og så kiggede hun på mig.

“Freja, du har ikke skyggen af en blodprop og jeg er overhovedet ikke bekymret. Du er sund og rask og det eneste der er galt med dit ben er at du på en eller anden måde har fået forstrukket en muskel, men tag du bare hjem og hold din datters fødselsdag med ro i maven, der er ikke noget at komme efter”

Og så græd jeg lidt igen. Fuck altså en forskrækkelse og en dramatisk måde at starte dagen på alligevel.

Resten af dagen kunne jeg mærke lettelsen, og da gæsterne kom sænkede roen sig og Selinna og Emmalia og de andre børn havde en fest. Jeg hyggede mig simpelthen sådan, fik snakket med alle, havde nået alle forberedelserne alligevel, nød bare at sidde og se på min familie og på alle de små børn vi har. Alle hyggede sig og Selinna gik vitterligt rundt fra festen startede kl. 14.30 til hun faldt omkuld her klokken 19.30. Jeg har lavet en lille film. Selinna fik en moppe i børnestørrelse i gave, og hun er allerede vild med den, se her:

 

Det har bare været sådan en vidunderlig dag, og fuglene sang her til aften da solen gik ned. Jeg elsker at holde fødselsdag for mine piger, jeg elsker at se dem omgivet af dejlige mennesker og se at der er mange mennesker i deres liv som holder af dem.

Vi tog et øjebliks snakke-pause, og så satte jeg denne sang på, fordi jeg havde lyst til at give den til Selinna. Det er en magisk sang, og den satte lidt stemningen for dagen:

 

Dagen har været præcis som livet er, fyldt med det hele. Fyldt op. Og for at det ikke skal være løgn, så er mit toilet stoppet nu. Da de sidste gæster gik kunne toilettet ikke mere, så der er ringet efter forstærkning, men det ser ikke lige ud til at blive i aften, så det bliver naboen eller tissetræet nede i haven.

Klokken er 21.40, jeg har stadig fest i hjertet. Nu vil jeg sætte musik på og danse lidt alene, i trusser og sokker og med glimmer på øjnene. Det første år er bare magisk, den første fødselsdag er noget ganske særligt.

Tak til alle der, online og IRL har været med til at fejre Selinnas første fødselsdag. Denne helt særlige dag <3

 

 

Lille barn, jeg har noget at sige
Jeg har gjort noget
forregnet mig en del
Der er meget jeg vil gøre endnu
men det meste, må du redde selv
Her er din jord, dit hav, dit liv
elsk det som jeg elsker dig
Her er dit træ, din blomst, dit siv
Lad det leve længere end jeg, en jeg
Som en stor og urolig fugl,
vil jeg løfte mig over bjerg og by
sige farvel til det hele en dag
og se ned på dig
med stolthed og det nye
Her er din jord, dit hav, dit liv
elsk det som jeg elsker dig
Her er dit træ, din blomst, dit siv
Lad det leve længere end jeg
Når du oplever verden
og ser al den kraft og saft du får
så gi igen hvad du formår
Åhh åhh åhh åhh
mhh mhh mhh
Her er din jord, dit hav, dit liv
elsk det som jeg elsker dig
Her er dit træ, din blomst, dit siv
Lad det

 

 

 

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Åh, de skrækkelige egoistiske selvvalgte solomødre