Selvom kriser er hårde kan de også være smukke

Den første solstråle. Den glemmer jeg aldrig. Jeg sad i bus 6A fra Emdrup og ind til København. Det var 4 uger siden han flyttede sine ting. Krise. Jeg havde ligget i fosterstilling alle 4 uger. Jeg havde grædt og grædt og grædt. Alting føltes så meningsløst. Livet uden ham. Selvom beslutningen var den helt rigtige, det vidste jeg godt. Mens jeg sad der i bussen, på vej et sted hen, ramte solstrålen mig på næsen. Jeg lukkede mine øjne, lod solen varme mit ansigt, og lige dér, der vidste jeg at en dag ville alt se lysere ud. Og det gjorde det også.

2019 og jeg skal lige lære hinanden at kende. Jeg ved ikke om det er fordi vi begge to er alfahanner eller hvad det er, men vi tager nogle ture i ringen. Og disse dage er vi i ringen igen. Derfor er jeg også lidt stille alle steder. Lidt. Når livet viser tænder, så er jeg efterhånden så god damn erfaren, at jeg ret godt ved hvor jeg skal gå hen, og hvad jeg skal gøre, for at få mig selv helt med igennem og ud på den anden side.

Livet, for mig, handler ikke om at vi skal være lykkelige det meste af tiden. For uanset hvor frelste og hellige og skyklappede vi er, så gælder livets vilkår for alle. Død, sygdom, smerte, svigt og hvad vi ellers kommer igennem. Ingen har trukket fripas, en af de ting vi alligevel alle har tilfælles. Når jeg er på sådan et, jeg kalder det udviklingsplateau, som jeg er lige nu, så handler det om at finde de fine åndehuller og gøre det her helvede så rart og hyggeligt, fordi jeg jo ikke ved hvor længe jeg skal være her. Dermed ikke sagt at jeg ikke arbejder for at komme videre, men jeg må godt bo her lidt, tage ved lære, hele nogle sår, acceptere at det ikke er alting der kan heles, ikke lige nu i hvert fald, være vred, være rasende, være ked af det og (sæt dig lige ned) være et offer. I min verden må man gerne være et offer når man er det. Hvis man er offer for overgreb, sygdom, trafikuheld, en overfusning, en fyring eller hvad der nu lige kan sætte os i offerrolle en øjeblik, så må man gerne være et offer. Det farlige kan være når man bliver hængende der uden at blive færdig med offerrollen, eller endnu værre; nægte at være i offerrollen lidt og bare skynde sig videre. Efter min mening. Den kan vi tage en anden dag.

Selvom jeg har haft mange udfordringer i mit liv, og især i 2019 stadig har det, så synes jeg ikke jeg lever et lorteliv. Jeg synes heller ikke jeg “putter glanspapir på lorten”. Jeg synes jeg tager tyrene ved hornene hver gang jeg har mulighed for det og jeg synes jeg er god til at få det bedste ud af situationen, selvom den kan være hård og træls gennem en længere periode.

Så mine 3 “go to” steder, når jeg er her i kriseland, det er:

  1. Humor. Jeg er simpelthen nødt til at kunne finde det sjove i situationen. Ikke at flygte fra den, men at kunne grine af den. Ellers bliver det simpelthen for tungt.
  2. Bryd stilheden. Det første jeg altid har gjort er at isolere mig når tingene er svære. Gøre som om det ikke findes, ikke involvere eller belemre nogen med mine “dårligdomme” eller mit “tunge liv”. Det har jeg gjort en stor del af mit liv og jeg har heldigvis lært at den taktik bare gør alt MEGET værre og langt mere ensomt. Når jeg derimod deler og åbner op, så åbner jeg også for kærlighed, omsorg, andres livserfaringer, og jeg lærer at jeg langt fra er alene og at vi er mange der ved hvordan det er når livet er svært.
  3. Ud i naturen. Selvom jeg har dage hvor jeg føler jeg ingen kræfter har, så skal jeg ud alligevel. Om det så bare er en tur ud på græs i bare tæer i 3 minutter. Eller et minut. Den dag. Naturen heler mig ikke, men den løfter og tømmer mit hoved for tanker. Derfor er jeg ude i timevis i de her dage, og jeg har det helt anderledes når jeg har været ude med ungerne og bygget sandslotte og plukket ramsløg.

Jeg har mange andre ting der virker, men det her er de 3 der fylder mest. Jeg prøver ikke at forherlige kriser, for det er rockerhårdt at være en der kæmper. Jeg fortæller bare hvad der virker for mig når jeg er der hvor det er svært at være.

Her er ting jeg ikke gør (længere):

  1. Ryger mig skæv eller drikker mig fuld. I gamle dage var det min strategi. At lindre. Og jeg havde masser af undskyldninger for hvorfor det var en god idé at give mig selv en “pause” fra det der gjorde ondt. I dag har jeg det helt omvendt. Min krop kan slet ikke have stimulanser af nogen arter, andet end mere kage end jeg plejer. For mig personligt virker det ikke at dulme med alkohol eller stoffer, tvært imod fucker det med min søvn og dagen efter er jeg bare endnu længere nede i et sort hul. Jeg kan kun tale for mig selv, jeg ved ikke hvad der virker for dig eller andre.
  2. Shopper amok. Det var også en strategi engang. Shopping. Jeg forsøgte at købe smerten væk. Men det var en “tis i bukserne” strategi, for når nyhedsværdien af tøjet var forsvundet, så var smerten der stadig. Og pludselig var pengene på kontoen væk, og de gav en helt ny mavepine jeg skulle forholde mig til.
  3. Prøver at klare det hele selv. Det holder i et par dage, og ikke nok med at det skruer op for ensomheden og forladtheden, så vokser oplevelsen af svigt, selvom andre jo ikke har haft en jordisk chance for at vide at jeg havde brug for hjælp. I dag rækker jeg ud. Nogen synes endda jeg rækker alt for meget ud, og glemmer at de selv har et ansvar for at sige nej tak. Jeg spørger på facebook, jeg ringer til veninder, jeg bruger mit private netværk og jeg har tillid til at dem der melder ind og siger “Jeg er her for dig”, de selv har afklaret med deres egen energikonto, om de har lyst til at lægge øre eller skulder til et par dage, eller om de hopper over denne gang. Jeg er nemlig også færdig med at tage overansvar.

Så midt i krisen, så er der gode ting. Jeg kan se at jeg har rykket mig helt vildt meget. Jeg føler ikke jeg er væltet eller nede, ikke på samme måde som jeg har gjort engang. Selvom jeg er uhyre bevidst om at jeg skal passe på mit helbred og min søvn lige nu, så har jeg puttet gode nærende og meget få aktiviteter ind i min kalender, som gør at jeg glæder mig til dagene, jeg kan overskue de ting jeg skal, jeg får set nogle mennesker, og vigtigst af alt: jeg har god kvalitetstid med mine to små børn.

Jeg så engang en TED-talk, “The danger of a single story” (her er den), den satte mange tanker i gang hos mig, for vi ved jo aldrig hvornår en historie er slut og hvornår den bare er ved at hoppe hen til næste kapitel. Det har gjort at jeg har sluppet ideen om at kriser er isolerede historier. Det er de aldrig. i hvert fald ikke i mit liv. Og det har i hvert fald givet mig lidt frihed og lidt mere råderum og bevægelse når jeg befinder mig i dem. Som eksempelvis i går hvor jeg havde en fantastisk dag, og i nat hvor jeg faldt i søvn med ungerne, vågnede klokken 2, drak noget vand og gik i seng igen. I dag er jeg træt, men humøret fejler ikke noget, jeg ved bare i dag er en energimæssig “pak dig ind i en ekstra dynejakke i dag”-dag, og det er okay.

Lidt sårbar, lidt smilende, lidt glad, lidt træt, glæder mig til at komme udenfor. For få dage siden havde jeg lyst til at give op og bare grave mig ned i et hul og blive der. Sige op som mor. Sende mine børn hen til en meget bedre mor end mig. Aldrig snakke med nogen igen. Og jeg tillod mig selv at have det sådan, fortælle det til mit private netværk, også selvom jeg ved at de måske dømmer mig og tænker at jeg er både svag og ustabil. Men det var den dag. I dag er en anden dag. Jeg er den samme som jeg var for få dage siden. Jeg er bare et nyt sted og solstrålen rammer min næse i dag og varmer mit ansigt.

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

#HVORERDERENVOKSEN Ses vi til demonstration på lørdag kl. 13? Kom med hvis du kender et barn eller en pædagog du holder af