Og så tyrede jeg hendes Askepot-karret ind i vores nye reol (som gik i stykker) ...

Hvad sker der efter Konmari? 10 ting jeg har lært fra Konmari metoden med Marie Kondo

Den sidste kasse blev båret ud af lejligheden i går. Jeg er simpelthen i mål (i denne omgang) med Konmari metoden med Marie Kondo. Da jeg læste bogen og læste at processen kun skulle vare kort tid, havde jeg allerede været i gang i flere måneder. Men så læste jeg at “kort tid” godt kunne være et halvt år. Det blev det også for mit vedkommende. I dag har jeg evalueret på hvad Konmari metoden har givet mig, her er mine 10 lessons learned:

 

  1. Jeg skal have fokus på hvad jeg gerne vil beholde, ikke hvad jeg gerne vil skille mig af med. Selvom det lyder som om det er det samme, så er det virkelig det stikmodsatte. Når dit fokus er på det du vi skille dig af med, så får du ikke trænet dit blik for hvad der betyder noget for dig og hvad du gerne vil beholde. Jeg kan tydeligt mærke når noget bringer glæde i mit hjem eller ej, fordi jeg er så øvet i at fokusere på hvad der er godt nok til at blive i mit hjem. Og det gælder ikke kun mit hjem. Jeg kan mærke en forskel i mine prioriteringer og hvad der er vigtigt for mig at bruge tid på, og samtidig hvad der virkelig ikke er vigtigt at bruge tid på. Det bringer mig til det næste punkt:
  2. Jeg skal kun leve med ting der “sparks joy” (giver glæde). Jeg troede virkelig jeg levede med ting der gjorde mig glad. Det gjorde jeg virkelig ikke. Efter at have gennemgået hele mit hjem efter Marie Kondo’s Konmari principper i bogen, må jeg bare konstatere at mit hjem var propfyldt med støj, gamle historier jeg holdt fast i, og ting jeg slet ikke aktivt havde forholdt mig til.
  3. Alle ting skal have et hjem i mit hjem, ellers bliver de kede af det. Jeg er vild med Marie Kondo’s måde at give alle ting et hjerte og et liv på. Bøger skal vækkes til live ved at man banker lidt på dem, alting skal have et hjem, ellers bliver tingene kede af det og utrygge. I Konmari-bogen beskriver Marie kondo, hvordan hun tømmer sin taske hver dag hun kommer hjem, lægger pungen, notesbøgerne og handskerne på plads det sted hvor de bor (og det er ikke i tasken!). Først tænkte jeg at det lød lidt åndssvagt og som spild af plads, når tingene jo bare kan blive i tasken. Men jeg havde besluttet mig for at afprøve og følge hendes principper inden jeg afviste dem, og nu lægger jeg mine ting på plads hvor de bor hver eneste dag. Det giver en ro i hjemmet at alting bor et sted. Og det giver mig ro at alle de ting jeg har omkring mig, de har deres eget hjem.
  4. Jeg skal ikke opbevare ting i stabler, for så bliver de nederste mast og kede af det. Det hænger lidt sammen med punktet foroven, men det er faktisk også en befrielse at jeg ikke skal fjerne stabler længere for at få fat i det der ligger nederst (ked af det og helt mast). Alt står på højkant, undtagen mine modeblade. Det er bare nemmere at komme til alt. 
  5. Mit nye hjem giver mig overskud til at være den mor jeg gerne vil være. Det her burde være punkt 1, vis altså punkterne var listet efter hvor vigtige de var. Det er de ikke. Rod og støj skamsluger mit overskud og dræner mig for al energi. Nu hvor spisebordet ikke er fyldt med hjemløse ting, så får vi klippet gækkebreve, får tegnet, spiser mere sammen, er i det hele taget mere sammen omkring bordet, som hele tiden har været tænkt som samlingspunkt for vores lille familie. Det er så dejligt at vi har fået åbnet op for en kreativ nerve sammen.
  6. Tingene fortæller selv hvor de gerne vil bo. Det lyder helt gak gak, det ved jeg godt, men det gør de altså. Efter at jeg har fået fjernet al støjen, alle de ting der ikke skabte glæde, så er det som om det bliver tydeligt hvor tingene skal være. Tag for eksempel mit klædeskab. Jeg har alt Selinnas tøj i bunden af mit klædeskab i en stor bred skuffe. Jeg har min egen “spa-afdeling” i den øverste skuffe (den der er nemmest at nå). Selvom det ville være dejligt hvis jeg havde tid og overskud til at gå i min spa-skuffe hver dag, så har jeg haft en irriterende fornemmelse omkring skabet. Forleden aften gik det op for mig hvad det handlede om, og jeg gik straks ind og gjorde noget ved det. De to skuffer skulle bytte plads. Der skal nok komme en tid til spa hver aften igen. Men lige nu er jeg i Selinnas skuffe 3-4-5-6-7 gange dagligt, og den er mest besværlig at komme i, derfor skulle de byttes rundt. Det føles SÅ godt! Jeg har også solgt min store gule lænestol i stuen. Efter Selinna kom til verden har stuen føltes crowded på en eller anden måde. Jeg besluttede at min elskede sol skulle videre, så vi havde luften og gulvpladsen. Siden den stol flyttede ud har vi danset, lavet “gymnastiksal”, tumlet og bygget huler som aldrig før i stuen. Bare fordi en stol flyttede hjemmefra. Tingene “hjælper” mig og jeg kan bedre høre og mærke dem når der ikke er støj der sluger al opmærksomheden.
  7. Et hjem der er blevet “konmariet” åbner op for drømmene. Jeg skriver forfærdelig mange noter. Til alting. Især til kurser og uddannelser jeg går på. Jeg havde 17 notesbøger fra mine coachuddannelser. De er over 10 år gamle. Jeg har holdt stædigt fast i dem. Men bringer de glæde? Nej ikke mere. Det måtte jeg bare erkende at de ikke gjorde. Så jeg takkede dem for alt det de havde givet mig, og besluttede mig for at side dem ud. Det er vildt længe siden jeg har været på kursus sidst, og jeg har savnet at dykke ned i et emne. To dage efter jeg havde smidt mine gamle noter ud, fik jeg øje på et kursus jeg gerne ville på. Jeg har nu været i gang med det kursus i 14 dage og jeg er vild med det. Dagen efter jeg købte kurset, skrev en skøn kvinde jeg følger på facebook om ikke jeg ville med på hendes kursus. DET ville jeg gerne, og det kursus elsker jeg også. Jeg fortæller mere om begge kurser snart, men i dag er det Konmari det handler om. Det jeg prøver at sige er, at når vi beslutter at noget ikke længere skal med ind i vores fremtid, så bliver der plads til nyt.
  8. Jeg slipper illusionerne om hvem jeg er. Midt i al oprydningen gik det op for mig hvem det var jeg var ved at sige farvel til. Det var ikke mine ting. Det var alle illusionerne om hvem jeg skulle være. Alle fantasi-Frejamay’erne. Da jeg ryddede ud i mine bøger fandt jeg 8 bøger som handlede om “det indre sårede barn”. Jeg fik nærmest kvalme da jeg så det. Hold kæft hvor er det en gammel historie, det med at jeg er et indre såret barn. Den var sand engang, men nu har jeg mit indre barns ryg. De bøger skulle bare ud NU. Og alligevel. Mens jeg sad der og lagde dem i “smid ud” kassen, så blev jeg ramt af “men måske er det meget godt hvis lige jeg læser dem … hvis nu der er noget jeg mangler at lære” Heldigvis kom kvalmen mig til undsætning igen, og jeg har ikke set bøgerne siden. Det var mit endelige farvel til en fortid der skal blive hvor den hører til: i fortiden. Sådan så jeg kan koncentrere mig om at putte nye skønne ting ind i min og pigernes fremtid. 
  9. Jeg slipper ting der holder mig fast. I kølvandet på punkt 8, vil jeg dele en anden historie, der i princippet handler om det samme. I min oprydning dukkede Emmalias lillebitte hue frem. Den hun fik på på Hvidovre sygehus da hun blev født. Jeg lagde den straks over i “behold” bunken, men jeg havde glemt at spørge om “does it spark joy?”. Jeg tog den i mine hænder og mærkede efter om huen gav mig glæde, og til min store overraskelse gjorde den ikke. Slet ikke. Til gengæld blev jeg trist og ked af det og blev straks trukket tilbage til 6 dages helvede på barselsgangen for komplicerede fødsler. Og så tænkte jeg “ej, hvilken mor gør det mig til at jeg smider mit barns første fine hæklede hue ud?” og så stod jeg med huen i hånden og mærkede efter. Og besluttede mig for at slippe den. Farvel hue. Tak fordi du varmede min første babys lille hovede. Tak fordi du var med os i en svær tid. Nu er tiden inde til at sige farvel. Og så slap jeg den. Og fordi den er sluppet kan jeg mærke der er plads til mere glæde og de lyse historier fra den tid. Det er som om en kæde er sluppet. En kæde der har holdt lidt for godt fast. Det føles stadig godt når jeg skriver historien nu.
  10. Jeg tager aktive valg om hvad der skal med ind i min og pigernes fremtid. Jeg elsker stadig at genbrugsshoppe. Og jeg har haft en tendens til at køb lidt for mange ting med hjem, fordi det jo var genbrug, prisen var god eller “den er jo så fin”. Men nu hvor alt i mit hjem skal have en plads, så er det blevet utrolig nemt at sige “NØJ hvor er du godt nok fin, men ved du hvad, vi har ikke plads til dig hjemme hos os, vi har intet sted du kan bo, så du skal blive her i butikken og så skal du med en anden familie hjem”. De ting der er flyttet ind i vores hjem er aktive tilvalg og noget vi virkelig har ønsket os. som f.eks denne reol .

Jeg synes også jeg kan mærke tydligere om jeg skal sige ja eller nej til aftaler, events eller invitationer. Jeg er blevet mere realistisk når det kommer til om jeg tror jeg vil hygge mig eller ej. Og det er rart.

Det har været en vild proces at være igennem Konmari med Marie Kondo, men det har simpelthen også været så lærerigt at dejligt. Hvad har du lært af din rejse med Konmari?

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

2 kommentarer

  • Christina

    Jeg gik også i gang med mit hjem, i forlængelse af at jeg blev skilt.
    Jeg startede ved årsskiftet fordi jeg kunne mærke en meget stærk trang til, at der skulle ske noget! Jeg vidste bare ikke, da jeg gik i gang, at det blev begyndelsen til den helt store oprydning i mit liv. Alt blev gennemgået og hold nu op nogle indre processer det satte i gang. Jeg har været alt fra ked af det, følt at jeg kunne klare hele verden til at være rigtig vred. Her et par måneder siden er jeg knap færdig, men jeg kan stå i stuen med et fjoget smil på læben og tænke “det her er MIT hjem”

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Merete

    Har du nogensinde fortrudt noget du har smidt ud? Jeg er ret inspireret af tankegangen, men er lidt bundet af den der “hvad hvis jeg nu får brug for det?” eller hvis jeg nu smider noget ud jeg fortryder.
    Og så lige et andet spørgsmål – hvor det fine telt/gardin/forhæng i lege-hjørnet fra? (ja hvad er det egentlig) 😄
    Vh Merete

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Og så tyrede jeg hendes Askepot-karret ind i vores nye reol (som gik i stykker) ...