Leaving Michael Jackson og leaving Neverland - en personlig historie om et møde med en pædofil

Og så tyrede jeg hendes Askepot-karret ind i vores nye reol (som gik i stykker) …

Mine veninder har virkelig været krise-hotline for mig de seneste dage. Og nu hvor Ghita Nørby (måske) har lagt internettet ned, i hvert fald facebook og Instagram, så er der tid til lige at skrive lidt om hvad der foregår i vores krisehjem for tiden. For hold. Nu. Kæft. hvor er jeg prøvet.

“Frejamay, du er ikke en lortemor, du er bare en træt mor”. Sådan sagde min veninde Lone Powerprinsesse til mig, da hun ringede i går. Og den omformulering satte mig lidt fri. For jeg var virkelig ikke stolt af mig selv. Normalt er det ungerne jeg har lyst til at sætte til salg på Ebay, men lige i de her dage er det mig selv jeg har lyst til at forære væk, så mine børn kan få nogle af de der søde, rummelige, rare voksne, som kan rumme enhver situation og håndtere den med rolig stemme og i øjenhøjde. Sådan en mor er jeg bare ikke. Ikke hele tiden i hvert fald.

Så. Udover at vi har været sygdomsramte, og at min far er indlagt med blodprop i hjernen, og jeg er bagud med alt arbejde og tøjvask, så har jeg heller ikke rigtig sovet i et år. Jeg har ikke sovet i et år. Jeg har ikke sovet i et år. Indsæt selv bas og beat. Og som om det ikke var nok, og ja, det lyder måske lidt klage-offer-agtigt, men helt ærligt, sådan har jeg det også. Som om det ikke var nok så er Emmalia gået ind i sådan en “gad vide hvor mange tæsk min lillesøster egentlig kan holde til” – fase, og det var sådan en dag vi havde forleden dag, hvor jeg endte med at tyre, og splintre, hendes Askepot-karret i lidt mere end 12 stykker. Og ødelægge den nye flotte reol vi har fået i legehjørnet. Yes. SÅ awesome en mor er jeg.

Jeg synes ikke jeg laver andet end at beskytte Selinna mod en virkelig charmerende og skøn udgave af mini-hulken (som jeg elsker!) herhjemme for tiden. Og jeg ved godt alt det med at Emmalia reagerer på at der er kommet en lillesøster, og jeg har læst artiklen der siger at det svarer til at ens mands elskerinde er flyttet ind og nu skal man bo sammen og selvfølgelig kommer der en reaktion og og og. Jeg ved det hele. På trods af tidspres får jeg alligevel læst ret meget, som ironisk nok ender med ikke at løfte mig særlig meget som mor.

Det der fik mit bæger til at flyde over, var da Emmalia, efter at jeg på rummelig og pædagogisk vis omkring 15 gange i løbet af dagen havde afværget diverse halvfarlige situationer, kiggede på mig, satte sit ben op i luften og tyrede benet ind i ryggen på Selinna. Jeg havde ikke flere ord, ikke mere rummelighed tilbage, min krop tog bare nærmeste genstand, som var den skide karret, og så tyrede jeg den med al kraft over mod væggen, hvor den ramte reolen. Og Emmalia blev så forskrækket. Og jeg sagde ikke et ord, men gik ud i køkkenet og trøstede Selinna.

Da stormen havde lagt sig fandt vi hinanden igen og vi snakkede situationen igennem. Emmalia var ret hurtigt glad og i hopla igen (og elskede pludselig sin lillesøster), og jeg græd lidt videre. Emmalia spurgte om hun godt måtte fortælle Birthe ovre i børneren at jeg havde ødelagt hendes Askepot-karret, og jeg sagde at det måtte hun selvfølgelig gerne.

Så da jeg hentede Emmalia i går, kom Birthe hen til mig og fortalte at “MOR VAR BLEVET MEGET SUR OG HAVDE ØDELAGT ASKEPOT-KARRETEN FORDI JEG SPARKEDE SELINNA I RYGGEN”. Og her er det virkelig bare guld værd at have en god Birthe som man ved, godt ved at det her var en “nu er nok fandme bare nok” situation. Og Birthe grinede, og jeg stod 100% ved hvad Emmalia havde fortalt. Og da vi gik hjem snakkede Emmalia og jeg igen om at jeg var blevet meget meget vred og havde ødelagt hendes legetøj, og at man faktisk ikke må ødelægge hinandens legetøj, og jeg har lovet at købe en ny (brugt, ligesom den anden var) karret til Emmalia. Og i dag fortalte vi begge to far hvad der var sket, og jeg er stadig langt mere påvirket af det end hun er.

Hos mig bliver de her situationer hængende i lang tid, og jeg har faktisk rigtig svært ved at tilgive mig selv for at jeg mister kontrollen og bliver sådan en råbemor der tyrer legetøj igennem stuen. Og egentlig har jeg fred med at jeg råber (hæver stemmen), for jeg gør det kun i situationer hvor nogen bliver behandlet dårligt, som eksempelvis når Emmalia slår eller skubber eller kradser mig eller Selinna eller andre. Jeg udskammer ikke, kalder hende ikke grimme ting eller taler ned til hende. Men jeg kan godt råbe “SÅ STOPPER DU FANDME!” Jeg synes bare aldrig det er rart. Og hvem gør i øvrigt også det?

I børnehaven får Emmalia til gengæld stor ros for at hun er god til at sætte grænser og markere og sige tydeligt fra. Og det må jeg bare erkende at hun faktisk også lærer herhjemme. Jeg har ikke haft en eneste råbe-situation hvor vi ikke efterfølgende har samlet hinanden op bagefter og har snakket om situationen, hvad der skete, at man godt må være vred, men at man stadig ikke må slå/sparke.

Jeg ved det ikke. Jeg har altid sådan en dum frygt for at jeg går rundt og ødelægger mine børn. Jeg kan bare ikke være pædagog-Jonna med dem. Jeg er deres mor. Jeg skal lære dem andre ting i livet end mine piger skal lære i børnehaven. Det skal jeg bare huske at minde mig selv om engang i mellem. Og så skal jeg blive bedre til at snakke med mine veninder når de her ting sker, så jeg ike bruger dage og uger på at slå mig selv i hovedet. Det gavner jo hverken ungerne eller mig.

I virkeligheden handler det, for mig, bare om at jeg skal holde op med at læse artikler fra virksomheder som gerne vil sælge mig “sådan bliver du en god mor” – kurser. Eller “sådan lærer du at holde op med at skælde ud” kurser. Eller “sådan ødelægger råben dit barn” kurser. Og gid der dog var nuancer i “at råbe” når man udskammer forældre for at råbe. Nøj hvor er der stor forskel på hvordan man råber og hvad man råber. Jeg gør mig virkelig umage i mit mor-hood, det tror jeg langt de fleste gør, og så går det alligevel ind og rammer min dårlige samvittighed når jeg læser med hos familie-eksperter der taler til min frygt og min angst.

Og så sidder jeg der med Askepots karret-låge og en halv hest i hånden og tænker “nå ja, jeg skal også huske at rumme mine børns følelser mere, og være nærværende mere og jeg må heller ikke råbe, nej, jeg skal huske at mine børn ikke forstår konsekvenser før frontallapperne er helt udviklede når de er 25… gud hvor er du en forfærdelig mor!”

Så. Jeg skal lige have lidt hvid træmaling til reolen og så skal jeg en tur i Røde Kors i Hørsholm, hvor jeg så de havde karreten til 25 kroner. Ems, Selinna og jeg er allesammen hele igen. Og jeg føler ikke jeg forherliger at råbe eller tilskynder den adfærd hos nogen. Jeg fortæller bare det der er, uanset hvor rigtigt eller forkert det så end måtte være.

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

15 kommentarer

  • Heidi Sandal

    Åhh hvor jeg kender den følelse, af at være en dårlig mor. Jeg har i afmagt både præsteret at hive hovedet af min søns spidermantæppe/bamse og så har jeg taget hans pelle kanin som gidsel og truet med, at smide den ud af bilruden – under kørsel, Hvis han ikke øjeblikkelig fik spændt den sikkerhedssele fast igen som han i ren provokation havde løsnet op for. Det er selvfølgelig ikke okay men vi må huske, at vi også bare er mennesker og vi kan fejle. Så længe vi får snakket ud om det bagefter, så kan vi godt rette op på det igen. Knus fra mig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi Sandal

    Åhh hvor jeg kender den følelse, af at være en dårlig mor. Jeg har i afmagt både præsteret at hive hovedet af min søns spidermantæppe/bamse og så har jeg taget hans pelle kanin som gidsel og truet med, at smide den ud af bilruden – under kørsel, Hvis han ikke øjeblikkelig fik spændt den dikkerhedssele fast igen som han i ren provokation havde løsnet op for. Det er selvfølgelig ikke okay men vi må huske, at vi også bare er mennesker og vi kan fejle. Så længe vi får snakket ud om det bagefter, så kan vi godt rette op på det igen. Knus fra mig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine B.

    For nylig var min eksmand sammen med sine bedste venner, sådan en flok, som har kendt hinanden siden gymnasiet.
    Og der blev snakket om koner som smed ostemadder i lamperne og lavede huller i dørene i raseri og jeg blev så usigeligt glad, fordi jeg troede, jeg var den eneste, som kunne miste kontrollen og sparke til døre og kaste med ting.

    Jeg hader, hader, HADER når jeg mister kontrollen sådan, jeg får det fysisk dårligt når jeg bliver vred på den måde, og har også dårlig samvittighed i dagevis.
    Men helt ærligt: hvis alternativt var, at jeg slog et af mine børn eller sprængte en sikring på øverste etage og blev indlagt på den lukkede, så vælger jeg lidt smadrede ting hist og pist…

    Når det så er sagt, så har jeg ikke haft en eneste eksplosion, ej heller så meget som råbt siden min eksmand flyttede ud for 2½ måned siden.
    Det siger mig (og det vidste jeg godt i forvejen) at råberi/kasteri/umulige unger som oftest handler om en mor uden overskud.
    For vores piger har sjovt nok også været de rene englebasser, der er simpelthen en lineær sammenhæng mellem mit overskud og deres opførsel.

    Jeg snyder så også fordi mine ENDELIG er så store, at de (for det meste) sover. Og ellers har jeg 6-8 nætter om måneden hvor de ikke sover her og hvor jeg så rent faktisk får rigtig menneskesøvn. Hvilket er altafgørende for at man kan overleve som (enlig) mor. Man burde give en medalje og en hushjælp til alle med børn under 5…

    Du er ikke alene siger jeg bare <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • wow hvor du bare rammer mig igen og igen med dine ord og fortællinger. Så levende, frit og ægte. Og jeg husker som var det i går at sidde med mine 2 drenge i samme alder engang, som dine piger er nu ca, med lignende jalousi dramaer. Det var så intenst og svært at rumme – samtidig med at mangle søvn. Jeg havde sgu også smadret en askepot-karret, hvis der havde ligget en i nærheden dengang. Så tak for din rå ærlighed. Jeg tror du sætter mange kvinder og mødre fri – ved at dele som du gør. Det skal du være stolt af.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • LB

    TAK for det her indlæg. Jeg er græsenke på 6. uge med tvillingedrenge på 4 år. Og lad mig sige det sådan, at en stor del af vores ejendele efterhånden har været kastet gennem luften…Jeg er opvokset som fredeligt enebarn med fredelige forældre og kan nogle gange slet ikke genkende dén råbende voksne jeg udvikler mig til. Indimellem er det som om alt man laver er at rydde og op skælde ud 🤯

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Am

    Man forstår ikke hvad det vil sige, at være fyldt op, som forældre, før man selv er det. Jeg har engang råbt, midt om natten, i mørke, af min datter på 1,5-2 år, at hun skulle sove. Fordi. Jeg var træt. Når man har udsat sine egne behov i så lang tid, været rummelig, forstående og forstået om mødt barnet med kærlighed, og alligevel ikke får bare et nip af udsigten til bedring af situationen tilbage, så er der altså ikke langt til kanten.
    Det er anbefalet at man går væk og tager en pause. Men hvis det eneste man har er dårlig samvittighed, stress og drømme om søvn, så ER der bare ikke noget mere at give af…heller ikke til børnene.
    Vi har de ressourcer vi har. Hvordan kan vi fordele dem bedst muligt? Hvor kan bi hente flere fra? Hvem/hvad kan hjælpe os med det?

    Nemt at sige at du ikke skal være ked af at råbe grænserne ud. Du elsker dine børn uanset, og det ved de godt. Det er faktisk ok at blive sur på dem man elsker, også selvom de kun er små i størrelsen. Det er jo en anden slags surhed end overfor voksne.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Asli

    Forleden dag sparkede jeg til vores badeværelsesskammel, så den fløj gennem lokalet og smadrede ind i bruseren, fordi jeg også var færdig med at rumme min 3-åriges drama. Jeg elsker hende højere end noget som helst andet, men scheisse hvor det trækker tænder ud, at alt er drama på level 1000. Bagefter dunker jeg mig selv i hovedet, for hun var jo bare træt og kunne ikke overskue situationen. Det var jeg også, men jeg synes, jeg burde være bedre til at tage det lidt ovenfra og ned. “Man må ikke råbe!” råbte hun efterfølgende af mig. *Dyb indånding* “Nej, det har du ret i, skat. Skal vi så få trukket de bukser op?” Vi gør det så godt, vi kan ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Alle kender vidst den side. Spørgsmålet er nok nærmere om de tør fortælle åbent om det, om de tør lukke folk ind i det lidt forbudte univers det er – ifølge div. Eksperter – at man af og til taber både tålmodighed og besindelse .
    Helt ærligt, hvilket menneske ville vi være, hvis vi aldrig reagerede på eller med vores følelser?!?

    Ja, jeg råber sgu også af mine drenge af og til. De er 9 og 11 år, og tror mig, de ved liiige hvilke knapper de skal trykke på og de ved nøjagtigt hvordan de omdanner ren familieidyl til noget der minder om en krigszone for fuld udblæsning.
    I de situationer der siger jeg også fra og det er med store bogstaver, hvis ik det fiser ind 1.2 eller 3. Gang.. ☺️

    Men jo du har da ret, man får lidt dårlig samvittighed bagefter, men husker man bare lige at samle op på episoden så tror jeg faktisk det er meget sundt. Ungerne flækker ikke i 117 stykker første gang nogen i den virkelige verden enten r kritiserer dem eller taler med hård tone til dem. De har under kærlige forhold prøvet det før og ryster nok hendelsen af sig, måske gir’ de igen af samme skuffe..

    Så alt i alt så tror jeg ik det er så top skadeligt at man som forældre råber “NU er det fandme nok – STOP! –

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Kæmpe kram og highfive❤️ Jeg har to drenge på ca samme alder. Storebror er også nået ind i fasen med at se hvad ham lillebror kan holde til. Fuck og pik og lort, jeg forsøger at ruuuumme og forebygge, men ja, nok er bare NOK nogengange 🤦‍♀️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • MKS

    Hej, tak for din deling 👍🙏❤️ jeg tænker den artikel rammer de fleste forældre med mere end 1 barn. Og ja det er så vildt med alle de kurser du beskriver om forældreskab… Tak❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Jeg tuder altid lidt når jeg læser dine opslag vedr børnene, fordi du rammer bare så meget min virkelighed 🙄 men vi gør jo bare vores bedste. Husk at ingen er en bedre mor lige præcis dig til dine børn ♥️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Kære Frejamay. Du er en dejlig, skøn og fantastisk mor. ❤️ Det mærker man tydeligt, og helt ærligt, ikke? Jeg har selv børn på helt samme alder som dine, og jeg mener virkelig, at vi heller ikke skal finde os i alting. Vi bliver sovset meget ind i det der med, at vi altid skal være 100 % rummelige og forstående og empatiske, men (for helvede) det er jo ikke i orden at sparke sin søster, og selvfølgelig mister du tålmodigheden til sidst. Du er jo et menneske 😘 Du samler op bagefter og sørger for at få snakket situationen igennem. Det er det vigtigste, og dine piger tvivler ikke på mors kærlighed. 😊
    P.S. Manglende søvn er tortur, og du (og jeg) skal virkelig klappe os selv på skulderen over, at vi stadig står op ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susanne

    Jeg elsker din fortælle måde
    Jeg elsker DIG
    Jeg elsker dine 2 dejligste piger og
    Jeg elsker din reflektion/ærlighed 😍

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva.B.

    Du er bare SÅ smuk og sej… udkørt og træt….. rummelig og rolig…temperaments fuld og nået din grænse oå alle søvnløse plan. …sød mor og en fantastisk blog forfatter!!!
    Du har min dybe respekt for din ærlighed 🙏masser af knus til dig og dine piger❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Leaving Michael Jackson og leaving Neverland - en personlig historie om et møde med en pædofil