Et langt rant om overgreb, #metoo, Per, Joan, LAU og en unge der kan skrige NEJ så man kan høre det i Spanien

Far

Det er få principper jeg har på bloggen her, men et af dem er at jeg ikke skriver om min familie. Altså, familien udover mine børn og vores lille regnbuefamilie med deres far. Og det ville jeg heller ikke gøre med mindre jeg føler at historien er så vigtig at den kan fortælles uden at der er nogen der bliver hængt ud eller kede af det. Og det føler jeg godt jeg kan i dag. Denne særlige dag hvor mine to små piger har mødt min far for første gang nogensinde.  Tag godt imod en meget sårbar og meget personlig historie.

 

Åh familie. Det kan være så kompliceret. Så kompliceret … Flere har spurgt om ikke jeg vil dele min baggrund, fortælle lidt om min opvækst og måske dele lidt om hvorfor det her med min far har været svært. Og det vil jeg gerne, og jeg vil gerne gøre det nu, fordi en ny version af min historie er tilgængelig. Ligesom når der kommer en ny softwareopdatering. På den måde forandrer historien sig jo også igen og igen hver gang vi tager nye (ofte sårbare) skridt i retningen af forsoning eller forsøget på at finde mere fred.

 

Det er ingen hemmelighed at min barndom ikke har været let. Mine forældre blev skilt da jeg var 3 år gammel, og de har ikke talt sammen siden. Jeg blev mellemmand mellem min mor og far, og det har bragt mig i nogle helt umulige situationer lige siden jeg var lige så gammel som min store datter er i dag. 3 år gammel. Jeg fandt ud af at den bedste måde at håndtere mine forældres skilsmisse på, var ved selv at blive så usynlig som overhovedet mulig. I mit voksenliv er jeg flere gange kommet til at omtale mine forældres skilsmisse som ”da jeg blev skilt”, fordi det lille barn i mig havde følelsen af at blive skilt ad.

 

Det er mærkeligt at skrive om nu, for det er så længe siden og jeg har brugt så ufattelig mange timer og år hos en psykolog, for at lære at jeg gerne må have behov, jeg må gerne fylde, jeg må gerne være urimelig (okay den arbejder jeg stadig på) og seneste: jeg må gerne være vred.

 

Og guderne skal vide jeg har været vred. Der var engang hvor jeg var faldet ned fra en svævebane, hvor min ryg var slået skæv. Jeg har vel været 11 eller sådan noget. Jeg havde fået nogle øvelser fra en fysioterapeut som jeg skulle lave, og min mor insisterede (selvfølgelig) på at min far skulle se øvelserne, så jeg kunne lave dem når jeg var på weekend hos ham. Men min far nægtede at gå med ind i huset. Kompromisset blev at jeg skulle ligge ude på græsset foran huset og min fars bil og lave øvelserne i et spændingsfelt der kunne have startet 3. Verdenskrig hvis nogen havde tabt en gnist. Det var forfærdeligt. Og sådan nogle situationer har der bare været alt for mange af.

 

Men det var sådan fordi det var sådan, og efter en del opgør med både min mor og far, er det som om jeg har fundet en hylde til det hele, og jeg behøver det ikke mere. Jeg behøver ikke historien og den lille pige der blev skilt (ad) ligger trygt i min favn og hun ved jeg har hendes ryg. Så jeg er ikke vred mere. Eller såret.

 

Til gengæld kan jeg i dag se klart se en fordel (jeg nægter at bruge ordet ”gave”, undskyld coachkollegaer, men en gave var det fucking ikke!) i at jeg har den historie jeg har. For hvis ikke jeg havde været barn i det spændingsfelt, så tror jeg ikke jeg havde kæmpet så hårdt for at få tingene til at lykkes med pigernes far (læs historien her). Og hver eneste dag er jeg taknemmelig for at pigernes far og jeg har fundet en rytme hvor der er plads til os alle fire. Vi har skiftet statsforvaltningen ud med en terapeut (Katrine – find hende her), og cirka hver 3. Måned holder vi møde med terapeuten og snakker samvær og hvad der ellers lige kommer op, og det er bare så rart og SÅDAN en anderledes oplevelse end et møde i statsforvaltningen. Det sted er jo helvedes forgård!

 

Tilbage til min familie. Min mor og hendes mand flyttede til Nivå for godt 2 år siden, og bor nu tæt på os og deres snart 6 børnebørn. De er en kæmpe gave i vores liv, og min mor har altid været der for mig og troet på mig, især når ingen som helst andre gjorde det. Jeg har været ude i en masse rod, både noget butikstyveri og hashmisbrug, voldeligt forhold og ærlig talt så min fremtid ikke just spændende ud. Men jeg er kommet igennem det, og når jeg skriver om det her gamle liv, så føles det i dag som om jeg skriver om et helt andet liv end mit eget. Jeg har siddet på et iskoldt badeværelsesgulv og tømt jointskodder for at samle resterne til en ny joint, fordi der ikke var penge til mere hash. I dag kan jeg ikke engang identificere mig med at jeg har røget almindelige cigaretter engang.

 

Min far har jeg aldrig rigtig fortalt de her ting til. Heller ikke at jeg som barn var udsat for overgreb, at jeg er blevet voldtaget flere gange, har været ude i noget rod osv. Den slags taler man bare ikke om. Men i forbindelse med min coachuddannelse for snart 10 år siden, valgte jeg at rydde for alvor op i mine nære relationer, så jeg skrev et meget vredt brev til min far. 15 års teenagevrede komprimeret på 3 sider i word. Det var så hårdt, men jeg var nødt til at give nogle af de oplevelser jeg havde med min far tilbage til ham.

 

Efter brevet blev sendt havde vi ikke kontakt i et halvt års tid. Og så fik vi kontakt igen stille og roligt. Og vi blev hurtigt enige om at vi måske ikke kendte hinanden ret godt. Jeg sagde at der var nogle ting jeg gerne ville dele med ham om mit liv, men at det måske ikke var så rart at høre. Om det ville være okay. Det var okay. Og så fortalte jeg min far sandheden om mit liv, om mit mørke, om de kampe jeg har kæmpet alene. Og så kom den forældrereaktion jeg et eller andet sted måske altid havde manglet, men aldrig havde givet mine forældre muligheden for at give mig. Jeg sagde jo aldrig noget til dem.

 

Siden da har jeg haft et fint forhold til min far. Vi har snakket sammen i telefonen cirka hver anden uge de sidste 5-10 år, og indtil for 5 år siden besøgte jeg ham 2-3 gange årligt i Sønderjylland, hvor jeg selv kommer fra. Men de seneste 5 år er det blevet svært for min far, og han har altid aflyst. Da jeg blev mor kørte jeg hele vejen fra København til Sønderborg, og alligevel aflyste han da jeg var 40 minutter fra hans bopæl. Det var været så hårdt og frustrerende, og jeg har haft svært ved at acceptere at min egen far ikke har mødt mit barn.

 

Efter flere mislykkede forsøg, en mail til Mads og Monopolet om hvor mange gange man egentlig skal blive ved med at prøve, og utallige samtaler med mine venner og veninder, så har jeg sluppet tanken om at min far kommer til at møde mine børn.

 

Og alligevel vil den ikke slippe. For min familie holder jo aldrig op med at være min familie uanset hvad jeg beslutter. Og så blev jeg mor til en pige mere sidste år, og min fars helbred blev ikke bedre, så jeg besluttede mig tilbage i oktober sidste år for at gøre noget ved sagen.

 

Jeg spurgte en god veninde om hun ville med, og så bookede jeg en flybillet (tak til Alsie Express fordi I findes og har en rute til Sønderjylland) til hende, til mig og til mine to piger, og så fløj vi fra København til Sønderborg og lejede en bil og kørte ned til min far uanmeldt så han kunne møde pigerne. Min veninde blev i bilen.

 

Og der stod jeg. Og ringede på nede i Padborg. Og bankede på. Og jeg vidste min far var hjemme. Men han åbnede ikke. Hans bil stod der, han var online på nettet, men han lukkede ikke op. Og noget inde i mig gik i stykker. Selinna var blot få måneder gammel, og hun lå og sov i mine arme, og Emmalia vidste ikke helt hvad vi skulle, men fandt en kantsten hun kunne gå på line på. Og tiden gik og døren forblev lukket.

 

Til sidst puttede jeg den medbragte gave i min fars postkasse, og vi kørte tilbage til lufthavnen. Aldrig har jeg følt mig så tom indeni. Himlen passerede, pigerne sov, min veninde vidste at der bare skulle være stille lige nu. Ingen skulle sige noget. Og så fløj vi hjem igen.

 

Et par dage senere skrev min far at han var virkelig ked af at han ikke åbnede døren, og jeg skrev at jeg lige havde brug for lidt tid inden jeg vendte tilbage. Og det var okay. Og da jeg vendte tilbage kunne jeg mærke jeg hverken var vred eller skuffet. Jeg var bare godt gammeldags ked af det. Ked af at mine børn ikke får mødt deres Opa, ked af at jeg ikke får ham at se, ked af at min far føles så forfærdelig langt væk.

 

Jeg har for længe siden sluttet fred med at min far er en anden far, end det billede jeg havde af, hvad en far skal være. Det gav mig så ubeskrivelig meget ro da jeg hev ham ned fra det glansbillede jeg havde sømmet ham fast på, og satte ham på den ”far-hylde” der altid har været hans. Jeg tror jeg satte både ham og mig selv fri lige der. Men den far vil jeg bare stadig gerne se.

 

Så da min lillebror ringede og fortalte at min far blev indlagt med en blodprop i hjernen i mandags, så var der slet ingen tvivl. NU. Nu tager jeg pigerne med til Sønderjylland og så skal min far altså møde dem. Vi ved fandme aldrig hvor kort eller lang tid vi har igen.

 

Efter at have snakket med personalet på sygehuset, fik jeg endelig fat i min far i onsdags. Han talte lidt sløret, men var ellers den far jeg kender. Jeg samlede lidt mod til mig, og fortalte ham at pigerne og jeg kommer og besøger ham på lørdag på Sønderborg sygehus. Der blev stille i telefonen. Min fars stemme blev lille. Han spurgte om ikke godt vi kunne vente med at besøge ham til han havde fået det lidt bedre, for han har det ikke så godt med sig selv for tiden. Og jeg fik tårer i øjnene, men bevarede min beslutsomhed i stemmen og sagde: ” far, det ved jeg godt. Jeg ved godt du ikke har det så godt med dig selv. Men du er min far, og jeg er ligeglad. Jeg er ligeglad med hvordan du ser ud, jeg er ligeglad med at du ligger i sengen. Min far ligger på sygehuset, og så skal man have besøg. Så nu kommer jeg med pigerne og så møder du dem, og de glæder sig til at se dig, og du skal ikke købe noget eller sørge for noget, du skal bare ligge og slappe af og så kommer vi og giver dig et kram og vi bliver ikke så længe. Men det må simpelthen stoppe nu, der er gået 5 år. Du er min far uanset hvad og jeg vil besøge dig. Punktum”

 

Og så sagde han nogle tænke-ja’er og tænke mmm-mmm’er, og “ja, okay. Ja. Du har nok ret … måske er det også på tide jeg kommer videre. Hvornår regner du så med at I er her?”

 

Og så snakkede vi om det, og da vi havde snakket om det spurgte han om ikke vi ville tage nogle aviser med, for det var faktisk lidt kedeligt at ligge der på sygehuset.

 

Fredag aften ringede han igen, og jeg var sikker på han ville aflyse. Helt sikker. Men min far aflyste ikke. Han spurgte om jeg ville tage en computer med så jeg kunne hjælpe ham med nogle småting. Og jeg tror ikke der er noget i verden jeg hellere ville end det.

 

Så da jeg vågnede i dag, og jeg vidste at i dag er dagen, hvor min far og mine to smukke børn skal møde hinanden, så bredte der sig en lykke indeni, og selvom jeg er træt og pænt udkørt for tiden, så blev klokken hurtigt 12, og vi fandt vejen til Sønderborg sygehus.

 

Og der gik jeg, med Selinna i slyngen og Emmalia i hånden, og der sad han med ryggen til, min gamle far som jeg ikke har set i 5 år. Og hans øjne strålede og han vidste slet ikke hvad han skulle sige, og jeg var bare så glad, og jeg havde lyst til at øjeblikket skulle vare for evigt.

 

Jeg fandt en kørestol og vi tullede alle fire ned i opholdsstuen hvor vi sad og snakkede i to timer og min far nød at være sammen med mine børn, og Emmalia hoppede jo bare lige ind i mandens hjerte, som hun jo gør. Og Selinna kravlede hen og rejste sig op ad min fars kørestol, og min far smilede og grinede og kiggede med stor kærlighed på pigerne. Og da jeg senere sad og kiggede billederne igennem slog det mig at mine piger har min fars øjne. Venlige rare øjne.

 

Åh hvor kan jeg ikke beskrive hvor vidunderligt det var at hente vand til ham, lytte til ham, fortælle ham lidt om hjerneskade og aftale med ham at vi kommer igen i morgen inden vi vender snuden mod København. I dag har min gamle far mødt mine to piger. I dag er en helt særlig dag jeg aldrig nogensinde vil glemme. Noget stort i mig helede, og alt mulig blev så ligegyldigt, at jeg slet ikke kan huske hvad der havde været. Og den tur jeg troede havde været forgæves, den blev pludselig vigtig, for der var en masse gamle ting der kom op og blev bearbejdet, som jo bare slet ikke fyldte noget som helst nu.

 

Vi var bare sammen og hyggede os.

 

Tak for denne dag. Bare tak <3

(efter mange overvejelser deler jeg mine to yndlingsbilleder fra i dag, fordi de betyder hele verden for mig. Især fordi det jo faktisk er helt vildt hvor meget Ems ligner sin Opa)

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

35 kommentarer

  • Tårene løber ned ad kinderne på mig. Sikke en forløsning! Hvor er jeg glad på dine vegne. Og hvor er det vildt som Emmalia ligner morfar!

    Jeg mistede min far da jeg var 22, efter utallige perioder med brudt kontakt og et meget kompliceret forhold. Mine to børn har derfor aldrig mødt ham. Så din historie rammer lige midt i hjertet. TAK fordi du deler sådan en sårbar og dejlig historie.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det her indlæg gør mig så uendeligt glad, på jer alle fires vegne (:

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Leila

    Hvor er det smukt ❤️ Kærlighed og børn er noget af det største vi har. Det er aå sejt at du ikke giver op, trods de udfordringer der har været. En oplevelse i alle vil gemme og huske på med et smil på læben. Jeg ville ønske at min far havde mødt min søn ❤️ Det er så vigtigt at få det bedste ud af den tid vi har sammen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Leila

    Hvor er det smukt ❤️ Kærlighed og børn er noget af det største vi har. Det er aå sejt at du ikke giver op, trods de udfordringer der har været. En oplevelse i alle vil gemme og huske på med et smil på læben. Jeg ville ønske at min far havde mødt min søn ❤️ Det er så vigtigt at få det bedste ud af den tid vi har sammen

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie

    Er helt rørt over dette helt fantastiske skriv❤❤❤ Tak for at dele din historie og hvor er jeg glad over det lykkes for jer at besøge din far. For nej man ved aldrig hvor længe de er her. Tak fordi du er så fantastisk – elsker at følge dig, din familie og budskaber❤❤❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lindamei

    Tak for et fantastisk smukt indlæg <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Dejligt <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Tak for en inspirerende tekst. Du kender helt sikkert Will I ever be good enough, og at læse det her fik mig til at tænke på den, med det dér om, at når ens mor (eller far) har nok i sig selv, så skal man være sin egen kærlige mor/far og støtte sig selv i sine egne, gode behov. Ikke vilde, urimelige behov, men helt ok almindelige behov. Fx om at ses på en god måde, selvom ens forælder ikke orker det. For hvis man står fast, stille og roligt, så skal det nok gå godt. Og det gjorde du. Og du viste dine børn at man kan gøre noget andet, du brød din fars mønster af afvisning med rummelighed. Og det får du lige en High five herfra for. Jeg ved nemlig hvor svært det er, for jeg er ved at tage mod til at gøre det samme.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Rørende og vigtig historie! Du deler sådanne fine ting. Tak for det! Jeg vil gerne tilføje til min kommentar, at Statsforvaltningen ikke er helvedes forgård for alle. Statsforvaltningen har været en kompetent rådgiver og beslutningstager i min svære familiære situation. Nu bliver den snart nedlagt, og familiehusene kommer istedet, men selvom det uanset navn er en tung spiller at få med ind i en sårbar situation, kan de altså være en kæmpestor hjælp. Der er så mange negative oplevelser med statsforvaltningen, men min sag er tung og kompleks, og den har de håndteret på en måde, som har været ordentlig, grundig og professionel.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hvor er det dejligt at du har haft en god oplevelse i statsforvaltningen. Godt der er nogen der har det <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Freja

    Det er SÅ befriende at læse med. Du er bare dig. Tak for det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Edith Nørvald

    Så smukt at læse om din proces – godt at du ikke gav op <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henriette

    Du er et smukt menneske!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lotte

    Kære Frejamay

    Hvor er det fint – fint – fint! Og rørende.

    Så sårbart og så stærkt.

    Alt det bedste til dig og din familie.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, hvor er det bare rørende! Sidder her med tårer i øjnene, og syne, at du er megasej! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Og det her er hvorfor jeg aldrig kan slå hånden af mine forældre selvom alle eksperter siger man bør og det er det bedste. For jeg ved når de en dag ikke er her mere vil det følge mig resten af livet. Så vil jeg hellere beholde dem, med de fejl og mangler og urimeligheder der er og leve med det. Tak for at dele så fin en fortælling.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak <3 Ja, det er virkelig ikke altid let det med familie. Jeg har haft brudt i perioder og jeg har i perioder ikke vidst om vi ville tage kontakt igen, men vi har altid fundet hinanden. Familien er virkelig det største udviklingspunkt der findes

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vibeke

    Hej, Rigtig god bedring med din far. Hvor dejligt for alle parter I fik hilst på hinanden.
    Jeg forstillede mig, at vi skulle se et billede, af en meget gammel mand, fordi du et par gange omtaler ham som din “gamle far” Jeg ser ham nemlig ikke som gammel på fotoet, men måske fordi, jeg selv ikke er nogen vårhare længere;)Endnu engang rigtig god bedring med din far.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Åh altså, Frejamay. Nu sidder jeg her med tårerne trillende ned af kinderne. Min historie med min far er en ganske anden, men den er ligeså kompliceret. Jeg har ikke haft kontakt til ham i 10 år og i januar blev jeg og mine søskende ringet op og fik at vide at vores far lå på sygehuset og var døende. Vi nåede ud til ham og var der en time inden han døde. Vi nåede aldrig at høre hans stemme igen, da han ikke kunne tale mere pga. kræften og det hele var simpelhen så frygteligt og trist. Jeg er fyldt med fortrydelse over ikke at have set ham så længe og det er rigtig hårdt st bearbejde tabet af en mand, man essentielt ikke kendte mere. Så jeg bliver simpelhen så glad over at læse dit indlæg – jeg er så glad for at du har fået set din far og at han har set dine piger. Det gør mig varm om hjertet og jeg ønsker jer al kærlighed og lys i verden! Tak fordi du delte – jeg ved hvor svært det kan være! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Åh hvor er det en smuk og vigtig historie, tak fordi du deler den, og hvor var det godt at I trods alt nåede at sige farvel <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Wauw!
    Jeg er så glad og rørt på dine børns, din fars og mest af alt dine vegne.
    Hvis der er noget, som er en gave, så er det dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et langt rant om overgreb, #metoo, Per, Joan, LAU og en unge der kan skrige NEJ så man kan høre det i Spanien