Et langt rant om overgreb, #metoo, Per, Joan, LAU og en unge der kan skrige NEJ så man kan høre det i Spanien

I morgen skal jeg til møde i Emmalias børnehave. Forældremøde. Børnehaven har allerede annonceret den store overskrift (og har gentaget den 4-5 gange den sidste måned): “T E M P E R A M E N T!” Og hver eneste gang jeg er blevet gjort opmærksom på at det er det ord de har skrevet “med store fede bogstaver”, så har jeg stille og roligt svaret at “ja, jeg kender godt min datter”. Og hvad har Emmalias temperament nu med det hele at gøre? Jo nu skal du bare høre.

Efter at mit blogindlæg om Per Brændgaard og Joan Ørting gik viralt i sidste uge, og stadig bliver delt flittigt kan jeg se, så har jeg modtaget et hav af beskeder fra (primært) kvinder. Kvinder der har beskrevet krænkende og grænseoverskridende adfærd fra Per Brændgaard, men endnu flere beskeder fra kvinder der har oplevet krænkende og grænseoverskridende adfærd fra Joan Ørting. Rigtig, rigtig mange beskeder. SÅ mange at jeg stadig ikke helt ved hvordan jeg skal omsætte al den nye viden til noget gavnligt endnu, men det må vise sig. Det er helt vildt skræmmende at hun får lov at køre den uddannelse videre. Jeg er faktisk rystet over at læse hvad folk, fuldstændig uafhængigt af hinanden, fortæller mig om oplevelser de har haft med Joan på hendes uddannelse.

For et par dage siden kom nyheden så om seksuelle overgreb, krænkelser og voldtægter indenfor ledelsen af Liberal Alliances Ungdom, og Rasmus Brygger, tidligere formand for LAU, der har sat sig for at samle vidnesbyrdene fra de 7 kvinder, og opfordre dem til at gå til politiet. Rasmus Brygger viser virkelig vejen for hvordan ALLE (m/k) bør agere i de her sager, og alligevel bliver jeg en smule trist til mode over at vi først kan tage de her vidnesbyrd seriøse, når en mand stiller sig sammen med ofrene og siger dem højt.

Det er mig en kæmpe gåde at nogen som helst, især kvinder, stadig kan sige at “Metoo er gået for vidt”. Især hvis du er mor til piger. Det her foregår OVERALT. Hvis du ikke tror det her sker for dine søstre, dine døtre, dine kollegaer eller veninder, så er det simpelthen fordi du ikke taler og lytter nok til kvinderne i dit liv. Metoo er stadig kun startet, og vi vil se flere og flere kvinder der står sammen, finder modet og outer de mænd der tror det stadig er okay at behandle kvinder som stykker kød.

I disse dage ser jeg dokumentaren om R. Kelly, en klam pædofil, som flere af os kender som verdensstjerne. Han har i årtier systematisk udnyttet, groomet, voldtaget og udnyttet mindreårige sorte piger. Han gør det vistnok stadig, men fordi “vi alle kan lide ham, for han er sådan en fin fyr og han synger spirituelle sange”, så kan vi simpelthen ikke tro på hvad de her kvinder og piger, i massevis, fortæller.

Hvad skal der egentlig til for at vi kan tro på et voldtægtsoffer?

Og har du egentlig snakket med dine piger derhjemme om hvad de skal gøre hvis de bliver bange i en situation? Eller hvis nogen har forgrebet sig på dem?

Jeg læste engang en historie om en familie, hvor de havde et kodeord. Hvis datteren nogensinde befandt sig i en situation hvor hun blev utryg eller bange, så skulle hun sende en sms til sin mor/far hvor der bare stod “X” og så ville forældrene straks ringe op og “Lave en scene”, og straks hente datteren. Og aftalen var at datteren aldrig var forpligtet til at fortælle hvad der var sket og forældrene måtte ikke skælde ud. En slags “freepas” ud af en utryg situation eller mulig fare.

Det er simpelthen så vigtigt vi snakker om de her ting og har en plan og selv har gjort os tanker om hvordan vi vil reagere.

De her emner fylder næsten hele min krop for tiden. Jeg er vred. Vred over at vi har så lidt tillid til de her ofre. Vred over at man simpelthen ikke har mandat til at blive troet på når man har været udsat for en seksuel krænkende forbrydelse. Selvom Per Brændgaard er dømt står der stadig masser af mennesker klar til at forklare hvorfor “søde Per Brændgaard” aldrig nogensinde kunne finde på at voldtage nogen.

ALLE de mænd der har voldtaget mig, de har nogen der synes de er søde. Ham pædofilen der forgreb sig på mig, han så sød ud, han gik med sin ven og sin veninde og grinede da jeg så dem første gang. De så søde ud. Der er sikkert heller ingen der har tænkt om ham at han kunne finde på at forgribe sig på 6 årige piger. Og da hans venner opdagede hvad han lavede med mig, så grinede de af scenariet og sagde “kan du ikke finde en på din egen alder”. Pæredansk mand slut tyverne, start 30’erne, der lignede noget fra en Tommy Seebach video. Pænt smil, klam personlighed.

Så når jeg nu skal til samtale i børneren i morgen, med min ældste datter på 3,5 der har et “voldsomt temperament” (sådan beskriver jeg det ikke, her hedder det viljestærk), så må jeg sige at jeg er glad for at have en datter der ikke finder sig i noget som helst pis allerede. Hun er klar og tydelig og højtråbende og du kan ikke få hende til noget som helst hun ikke har lyst til. Og jeg siger ikke at hun dermed er fritaget for at skulle opleve overgreb i sit liv, men hun er fritaget for at have en mor der har lyst til at dysse hende ned, lave hende om eller på nogen måde hæver et øjenbryn når hun skriger nej til noget.

Heldigvis er en af pædagogerne så vågne at hun godt fangede min holdning da jeg for 5. gang gentog “ja, jeg kender godt Emmalia”, Så hun sagde “ja … til gengæld er Emmalia jo ikke et barn er kommer til at bære rundt på noget. Hun får virkelig sagt til og fra i situationerne” og jeg måtte forklare at jeg har brugt 36 år på at lære det Emmalia kan, så det har jeg ikke i sinde på nogen måde at tage fra hende. Til gengæld er jeg også ved at være ret god til at sige “fuck af” til krænkende typer. Også i deres åbne ansigt og i køen i netto. Og jeg gør det gerne.

Så, jeg går lidt rundt om mig selv herhjemme for tiden. Sygdomsramt, men også ramt i mit moderhjerte og i min søstersolidaritet. Det her skal fanderme have en ende. At vi behandler piger og kvinder (og mænd, for der findes også mænd der er udsat for overgreb, oftest af andre mænd, og de er ramt af et endnu større tabu end kvinder er, for de bliver ikke bare ikke-troet, de bliver også hånet og latterliggjort) så sølle. Så her er et par ting du kan gøre i dag, uanset dit overskud:

LIKE når du ser en kvinde eller mand støtte kvinder og mænd udsat for overgreb

Kommentér hvis du kan mærke du bliver ramt. Jeg tager altid gerne en diskussion på de sociale medier, ikke for at omvende den (ofte) idiot der skriver “hun kunne jo bare lære at tage en rullekrave på så var det aldrig sket” (se et kunstprojekt om kvinders påklædning da de blev voldtaget her), men fordi der er tusindvis af ofre der læser med, og de bliver styrket hver gang de læser en stemme sige idioterne imod. Jeg ved det, for de var sådan jeg selv fik modet til at speake op. Fordi der var nogen der blev ved med at skrive og argumentere. Vi får ikke “omvendt” klaphatten (m/k), men vi får sat sprog på nogle af de følelser som ofrene endnu ikke har ord for endnu.

Følg everyday sexism project Danmarks arbejde her. Hvis du er klar til at få øjnene endnu mere op for hvor meget sexisme og victimblaming (at give ofrene skylden for den forbrydelse de har været udsat for), så er det her et rigtig godt sted at følge med, de gør et kæmpe stykke arbejde!

Skriv! Hvis du har en stemme du kan lide at bruge, en platform hvor du bliver hørt, så brug din stemme til at italesætte det her emne, der er brug for det mere end nogensinde før.

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

4 kommentarer

  • Anonym

    Hvor er jeg glad for at du tilføjer en parantes om mænd der udsættes for overgreb – af børn som udsættes for seksuelle overgreb er 1/3 faktisk drenge.. Jeg ved godt at mange af ovenstående sager drejer sig om voksne (Joan Ørting, Per Brændgaard, metoo osv), men jeg lever selv med en mand der har senfølger efter et overgreb i hans barndom.. og selvom jeg synes det er vanvittigt vigtigt at lære min datter at sige fra – så er jeg mindst lige så bevidst om at lære min søn at sige fra og allervigtigst at have tillid nok til at fortælle voksne (helst mig, men man ved jo aldrig), hvis nogen har gjort grænseoverskridende ting ved ham..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Åh tak for din kommentar. For ja, der er mange mænd og drenge der lever med senfølger og det er et endnu større tabu (desværre), især fordi mange helt fejlagtigt tror at det så er rart for en mand/dreng. Not in a million years. Jeg håber han får hjælp og støtte, ellers skriv, jeg kan anbefale en god psykolog.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Tak for din søde kommentar – han har fået hjælp gennem en fantastisk frivillig organisation som han nu hjælper med at hjælpe andre mænd – ved at holde offentlige oplæg og fortælle om organisationens arbejde og sin egen historie, så endnu flere kommer til at kende til dem og kan få hjælp ❤️ Derudover har han faktisk medvirket i et radio program på P4, samt en artikel på DR.dk – og netop blevet interviewet til en podcast om emnet.. Han er på et nogenlunde godt sted med det nu, og jeg er så stolt over det arbejde han laver ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • <3 <3 <3 <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kære mor, vi kan allesammen blive enige om hvad "det rigtige" er, ikke? Og så er der lige virkeligheden.