Har du lavet et børnetestamente som sikrer dine børn når du ikke er her mere?

Kære mor, vi kan allesammen blive enige om hvad “det rigtige” er, ikke? Og så er der lige virkeligheden.

Egentlig ville jeg bare lige sige hej. Vi er temmelig lagt ned af sygdom herhjemme pt. Eller det vil sige pigerne er endelig ved at være raske igen (på nær pænt meget snot og hoste), men jeg er blevet ramt. Alligevel har jeg noget jeg gerne vil sige, så jeg gør det så kort jeg kan, for sengen kalder. Vi er enige om at rødvin hjælper på influenza ikke? Det tænkte jeg nok!

 

Morhood. Jeg er simpelthen nødt til at dele et gammelt indlæg jeg har skrevet, især en historie fra præst Preben Kok, fra hans bog ”Skæld ud på Gud”.

Jeg deler teksten, mest for mig selv, fordi vi alle sammen godt ved hvad ”det rigtige” er. Vi har læst bøgerne, vi har set udsendelserne, vi har fået tilsendt artiklerne. Mange gange. Alligevel har jeg ikke mindre end 3 gange den seneste uge fortalt denne historie til forældre der har slået sig selv i hovedet over forskellige ting. Deriblandt mig selv.

Vi er begyndt at have en del konflikter herhjemme. Emmalia er noget voldsom ved Selinna, og Selinna har også lært hvordan man går storesøster lidt på klingen. Jeg har råbt en del gange. Mest sådan ”HEY! Hvad sker der?” (det har jeg lige læst et sted på nettet er HELT forkert i endnu en artikel fra nogen der vil sælge mig et forældrekursus). Jeg har også været urimelig og håndteret konflikterne dårligt, men der er også (mange) gange hvor jeg håndterer dem okay.

I den forbindelse vil jeg dele Preben Koks historie. Den kommer her. Køb hans bog, den er klart på top 10 listen over bedste bøger jeg har læst i mit liv. Og du kan sagtens læse den selvom du ikke tror på gud.

” “For nogle år siden var der en krisepsykolog, der rejse en del rundt her i landet og holdt foredrag for intensivsygeplejersker om krisesituationer. Jeg var med i panelet ved et af møderne, hvor der sad 400 mennesker i salen, og en af dem spurgte ham: “Kan du ikke fortælle os, hvordan den rigtige krisesamtale skal føres?” Og så skrev psykologen 16 punkter op på tavlen.

Da han havde gjort det, sagde jeg til ham: “Ved du hvad, nu har du lige givet 400 mennesker dårlig samvittighed, for hvem kan leve op til det der?” Det endte faktisk med, at han viskede alle punkterne ud. Problemet er at vi faktisk godt kan forestille os det perfekte, vi kan faktisk give svar på, hvordan det perfekte burde være i forskellige sammenhænge. Og det er meget godt, indtil man så finder ud af, at det ikke kan udføres i virkeligheden.

Det skader ikke at skrive punkterne op. Men hvis man ikke får visket dem ud igen, så har man et problem. Der er mange mennesker, der mere eller mindre bevidst tror på, at det perfekte er, om ikke for dem selv, så for andre. Det er også grunden til, at en parterapeut kan finde på at sige til et ægtepar: “Nu skal i tale sammen om det.” For så ville det jo være perfekt. Men det er der bare ikke ret mange der kan, og de der giver rådet, kan som regel heller ikke selv tale med deres ægtefæller om alvorlige ting. Men det, at man ikke selv kan, betragter man som en fejl, som andre ikke skal lide under, og derved kommer man til at påføre andre nogle opgaver, som ingen kan løse, fordi løsningen er for perfekt. Det er nemmere at give det råd end at sige: “Når livet er alvorligt, kan man somme tider ikke så godt tale med sin ægtefælle om det. Men man kan leve sammen og hjælpe hinanden – og det er vigtigst.”

 

Vi skal lige huske at viske punkterne ud igen inden vi går. Det er simpelthen så vigtigt. Ellers er det ikke til at holde ud at være her. Jeg prøver at være den bedste mor jeg overhovedet kan for mine børn. Det betyder at jeg udvikler mig sammen med udviklingen, med de situationer der opstår, og så bliver jeg klogere, jeg snakker med nogen jeg ved lytter til mig (i stedet for at give mig “de rigtige svar” som jeg godt selv kender i forvejen, og så rejser jeg mig igen og prøver en gang til. Ig en gang til. Og en gang til. Og så siger jeg en masse undskyld.

Skål!

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

3 kommentarer

  • AnneMette

    Jeg tænker ofte på, hvordan mine forældre var/dage/gjorde. Ikke de ting, som jeg IKKE vil byde mine egne børn, men mere alle de situationer, hvor de heller ikke var perfekte. De har også råbt, grædt og gjort noget der var uhensigtsmæssigt. Jeg tænker, at det viser, at vi for fanden jo bare er mennesker. Så simple, at vi er komplicerede!
    Vi må altså gerne bare være os, med vores børn, og ikke en prototype af en mor eller far.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisbeth

    Det hjalp at læse ovenpå en dum eftermiddag med konfliktsøgende 4-årig, pjevset 1-årig – og alt for råbende mor her😣

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Har du lavet et børnetestamente som sikrer dine børn når du ikke er her mere?