Et enkelt tip til frygtelige mødre (om at se sig selv langt værre end man er som mor)

Der er ingen børn der vokser eller har glæde af at vi som mødre (eller fædre) banker os selv hårdt i hovedet. Eller, som mig, kun kan se alt det dårlige jeg gør for/ved mine børn. Når jeg kommer til at råbe lidt for højt, sige ting jeg fortryder, har siddet lidt for længe ved computeren, er kommet til at sætte mine behov før deres (den sidste her er ironisk ment, det mener jeg faktisk godt man som forældre må). Alligevel så lider jeg ekstremt hårdt under fuldstændig urimelig selvkritik (tenderende til selv-mor-had). Så det er jeg begyndt at gøre noget effektivt og meget virkningsfuldt ved. Læs med her.

Jeg er så heldig og velsignet at jeg har en virkelig dejlig sej veninde, som tilfældigvis også er familierådgiver. Smilla Lynggaard. Hun ved godt jeg har det her problem. Det gør de fleste der er tæt på mig. En dag spurgte hun om hun måtte give mig en opgave i forhold til det her forvrængede spejlbillede jeg har af mig selv som mor. Og det måtte hun gerne. Den opgave har allerede gjort en ret stor forskel for mit selvbillede som mor.

En “mor-bog”

Hver aften skal jeg bruge et par minutter på at skrive et par linjer ned i bogen om hvad der har gjort mig til en god mor i dag. Og de dage jeg ikke føler jeg har noget at skrive, skal jeg bare læse de andre dage igen. Det lyder som en nem opgave, men når man har et forvrænget mor-selvbillede, så er det ikke vildt nemt.

I starten gik der flere dage hvor jeg ikke skrev, så jeg læste bare de 3 dage jeg havde skrevet om. Ikke så opløftende. Men så gik det op for mig hvor min barre for at noget skulle i bogen, den sad. Faktisk er det sådan at hvis bare jeg laver “1 fejl” den dag, så er dagen diskvalificeret, og jeg er ikke “værdig” til at skrive noget i bogen om aftenen. Alle de gode ting, alt det jeg har lavet 99,8% af tiden, det tæller pludselig absolut ingenting, fordi jeg har hævet stemmen eller fordi jeg har stoppet en konflikt på en anden måde end Jesper Juul eller Blackbird institute eller Nopa parenting eller attatchment parenting (osv osv osv) siger man skal gøre det. Alle de utallige løftede pegefingre jeg, som mor, møder hver eneste (fucking) dag på nettet, de er med mig rundt i mit forældrehood. Og når jeg i forvejen er en der gør meget anderledes end “normen”, så er det sgu lidt op ad bakke at få skrevet gode ting ned i den bog, når det er et marathon jeg skal løbe hver dag uden at få lov til at snuble en enkelt gang. Tilbage til start. Gid der var flere af dem der arbejdede med at løfte forældre (for både forældre og børns skyld) i stedet for at pege fingre.

Det gør ondt at skrive nu, det gjorde ondt at opdage og det gør ondt at se så tydeligt hvor lidt credit jeg giver mig selv for alt det jeg gør for mig selv, for mine børn og for vores familie. Jeg får næsten kvalme af det.

Så det er godt jeg har min bog, så jeg forhåbentligt kan begynde at vende det her billede (hurtigt og vedvarende!). Jeg får stadig ikke skrevet hver dag. Aftenen er tit det tidspunkt hvor al den dårlige samvitighed kommer, og hvor jeg sidder tilbage med de 1-5 gange jeg gjorde noget galt. Den 3 timer lange hyggelige morgen vi havde tæller ikke. Den gode aflevering i børneren tæller ikke. Den nye leg jeg har opfundet med Selinna den tæller ikke, den gode afhentning tæller ikke. At jeg henter min store pige senest kl 14:30 hver dag tæller ikke. At jeg har lavet sund aftensmad tæller ikke. Det eneste der tæller er at jeg måtte lade Emmalia lege alene i stuen en time mens jeg puttede Selinna i soveværelset, og jeg blev sur på Ems fordi hun larmede, og at jeg tillod mig at sidde med min mobiltelefon for at svare på en besked mens ungerne var der. Og så kan man jo ikke være en god mor, for så er man de forældre som de skriver om, alle dem der vil have mig til at købe forældrekurser. Ikke nærværende nok, ikke god nok, ikke i øjenhøjde nok, ikke anerkendende nok. Og der er bare så lang vej før noget jeg gør når ned på 2-3 linjer i min mor-bog.

Så. Det skal jeg naturligvis ændre.

Forleden dag tog Emmalia min bog, fordi den ligner hendes klistermærkebog, hvor hun sætter klistermærker i når hun har børstet tænder.

  • moar, er det min klistermærkebog?
  • nej skat, det er min mor-bog
  • hvad er det?
  • det er fordi jeg nogen gange synes jeg er en dårlig mor og så skriver jeg i den bog når jeg synes jeg er en god mor
  • men du er da en god mor, moar
  • tak skat
  • det synes jeg du er!

og så græd jeg. For i sidste ende er det jo helst der “dommen skal falde”, hvis der skal falde sådan en. Men jeg vil nu alligevel gerne ændre mit mor-selvbillede, for sådan som det er nu, det er simpelthen for hårdt.

Og nu vi er ved Smilla (ikke reklame!), så har hun skrevet en ny bog. Jeg har allerede anmeldt Smillas bog “slut fred med dit viljestærke barn – og dig selv” her, nu har Smilla skrevet en ny bog, og allerede titlen gør at jeg skal læse den bog ASAP: “En vellykket familie er sjældent særlig køn”, den kan forudbestilles lige her lige nu, bogen udkommer d. 21. marts, og der er særlig rabat til de 200 første der bestiller bogen. Her er lidt mere info:

“En vellykket familie- er sjældent særlig køn vender op og ned på ideen om familien… du bliver styrket i at finde din egen kerne som forælder, og samtidig bliver du klædt på til at deale med de situationer, som opstår i en helt almindelig familie.. Emner som: hverdagsliv, pytknappen, vrede, tristhed, konflikter og meget andet. Gennem bogen får du luget ud i alle andres stemmer og holdninger til dit forældreskab og derigennem finder du din egen stemme.”

Så … dette blogindlæg er vist svaret på om jeg skal læse den bog eller ej. Jeg trænger gevaldigt til at få luget ud. I dag skal der stå i min mor-bog:

“Lod baby se youtube i 20 minutter så jeg kunne ligge stille med lukkede øjne mens jeg holdt om hende. Storesøster sov hos far, og havde jeg ikke slugt en helvedes masse kameler og fundet en nærmest umulig viljestyrke, så havde vi ikke det gode samarbejde om pigerne som vi har i dag. Og så var der slet ingen baby at kramme i morges!”

Andre end mig med forvrængede mor-selvbilleder, eller tager jeg den her alene?

 

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

5 kommentarer

  • Julie

    kære Frejamay
    Hvor er du sej! Jeg synes det er fantastisk at følge dig og din forunderlige måde at berøre essentielle emner i livet som forælder. Du gør det med en ærlighed som jeg har brug for.
    Jeg har det som du, hver ting jeg gør “forkert” ift mine børn på 2 og 3 år bliver samlet sammen og jeg husker mig selv på dagen igennem at jeg skal sige undskyld til mine børn for den og den episode. Og forleden aften kom jeg med endnu en undskyldning til min søn fordi jeg havde skældt ham ud tidligere den dag.
    Vores samtale:

    Mig: Du ved jeg elsker dig selvom jeg kommer til at skælde dig ud.
    Søn: jeg kan godt lide dig selvom du skælder ud. Kan du godt lide at skælde ud?
    Mig: Nej, men nogle gange kommer jeg til det alligevel.
    Søn: Ja, men andre gange gør du jo ikke, mor!

    Øj, prøv lige at være klog. Han har jo ret. Ud af de 12-14 timer vi har været sammen den dag vælger jeg at undskylde for de 5 minutter der var dårligst. I stedet for at sige tak for en dejlig dag og jeg elsker dig skat. Jeg er så taknemmelig for at have mine børn til at vise mig vejen. Og man kan let komme ud på sidespor, men det er sgu også okay. Sådan er mennesker og sådan er livet.
    Tak fordi du skriver om dit liv som mor, det hjælper mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Belinda

    Her har vi valgt at kalde det forældredepression og der er enighed om at det er en forbigående tilstand, der gerne er vasket væk næste morgen. Den største udfordring synes jeg er at det er som en altopslugende kraft, der er ufatteligt selvforstærkende. Så når man først har fået en dårlig forældrefølelse/oplevelse ind så er brillerne indstillet på kun at se mere af det samme.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tanja Rask Holm

    Du er IKKE alene, jeg er helt klart på samme hold! Og andre ser noget helt andet end jeg gør inforhold til mine moderlige egenskaber.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej øjenåbner. Mine gode handlinger diskes også af de enkelte fejltrin. Jeg skal have en morbog. Hvis jeg tør. Aner ikke hvad jeg skal skrive.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tiimo: En børnevenlig personlig assistent til børn (og voksne) med ekstra behov for struktur og overskud i hverdagen