Til foredrag med Maj My om bæredygtigt familieliv

En ærlig update på det hele

3 minutter her og der. Det er det jeg har lige nu. Og as we speak ligger jeg med en baby på den ene arm og med Ems’ mås oppe ved mit øre inde i sengen, mens jeg er kilet ind mellem de to, med en computer på skødet, fordi det pt. er den enste måde jeg kan få skrevet bare lidt.

Selinna er i super seperationsangst-fase pt- Både dag og nat. Det vil sige at om dagen kan jeg nærmest ikke vende ryggen til hende, så vil hun op. Det er ikke en klage, det er blot en konstatering. Om aftenen betyder det derimod at efter hun er faldet i søvn, så går der mellem 3 – 7 minutter før hun vågner, og så skal jeg ind og ligge sammen med hende, og efter en time eller to på den måde, så giver jeg op og går ind og ligger sammen med hende. Det betyder så at den relativt korte alene-tid jeg havde om aftenen til at super-koncentrere mig om at få arbejdet og læst, den pt. er væk. Og dét er hårdt, for det bliver jeg faktisk en smule stresset af.

Jeg nyder mine dage med pigerne. Selinna har stadig de der sammentrækninger/kramper (læs her), men det er som om det er blevt lidt mindre end sidste uge. I dag havde vi besøg af vores sundhedsplejerske, og efter to x indlæggelser, læge og sundhedsplejerske, så har jeg virkelig et gennemtjekket barn, der absolut bare ikke fejler noget som helst. Og jeg har faktisk rimelig ro på det punkt.

Søskendemæssigt går det også bare enormt godt. Emmalia er virkelig en god (og sjov) storesøster, og selvom hun selvfølgelig af og til reagerer, så vil jeg sige det er langt mindre end jeg havde forventet. Til gengæld har hun reageret en del på mig den seneste tid, men også det er ved at blive lidt bedre. Jeg er også blevet bedre til at være en “dum mor”, sådan en der sætter grænser og konsekvenser op for mit barn, og egentlig sagtens kan leve med at mit barn bliver sur på mig over at være blevet afvist.

Men pt. er jeg sgu noget slidt, det må jeg bare erkende. Efter nogle måneder med on/off sygdom (mest on), indlæggelser, jul og nytår, et år der på alle planer startede møg-kaotisk og en krop der begynder at sige lidt fra, så kunne jeg egentlig godt bruge en måned eller to på Bali eller et eller andet. Jeg har to gavekort liggende til noget virkelig lækker massage, jeg har en åben invitation til Marienlyst Strandhotel, jeg har en masse selvforkælelse der ligger og venter, men så længe min datter stadig ikke er tryg ved at blive passet, så vil jeg alligevel ikke kunne nyde at ligge og få massage, så jeg må vente til tiden er rigtig.

Hvad med søvn? Well, om dagen er søvnen lidt la-la. Vi har afleveret den slyngevugge vi har lånt, og Selinna sover skiftevis i min slynge eller i sengen. Men jeg skal helst ligge der sammen med hende. Om natten går det godt med søvnen og hun tager næsten hele natten uden at vågne, nå blot jeg ligger sammen med hende, så er alt godt.

Så skete der det i sidste (eller forrige?) uge at Selinna bed hul på min ene brystvorte. Avs. Det gjorde næsten mere ondt end selve fødslen, og jeg nåede slet ikke at reagere/markere, for jeg var så chokeret over at se blod løbe ned ad brystet. Det er en super intim situation at blive bidt i, og jeg græd af smerte (det sker ellers meget sjældent). Det gjorde at jeg har besluttet mig for at stoppe amningen. Jeg kan mærke at jeg ikke slapper af mere eller nyder amningen, og derfor er det på tide at stoppe. Og der er mange der har spurgt hvad jeg sådan helt lavpraktisk gør, og det vil jeg fortælle her.

Selinna er allerede begyndt at spise mad. Hun sprang let og elegant grøden over, og spiser nu rugbrød med postej, kogt broccoli, banan, avocado, pommes frites (jeg har virkelig ikke behov for din holdning til det, jeg ved godt at de er lavet af søde sælunger fyldt med arsenik), kiks, boller, smør og alt mulig andet. Så jeg sørger for at “proppe” hende med mad ca. hver anden time, og kun når hun virkelig kalder på tryghed/amning (gerne i forbindelse med lur), så giver jeg hende lidt bryst. Jeg ammer allerede ca 60% mindre end jeg gjorde i sidste uge, og det bliver mindre og mindre for hver dag der går. Egentlig var min plan at stoppe brat, men jeg kunne mærke at sorgen over at den (måske) sidste amning, den skulle slutte på så øv en måde, den var større end smerten efter biddet. Derfor trapper jeg lidt langsommere, men stadig målrettet ned.

Så min lunte er kort for tiden. Jeg er sådan helt fed up af nederen mennesker, folk der spilder min tid og irriterende typer. Jeg magter det ikke. Hvilket jo på en måde er meget godt. Jeg gider heller ikke når Emmalia går i pyller-mode, og jeg gider slet ikke telefonsælgere. Jeg mangler min overhøjde, og jeg er ved at finde fred med at jeg ikke lige er speedy-Gonzales og at folk lige må vente en dag eller to på at jeg svarer på min mail. Jeg gider hverken have stress eller halse rundt efter at nå ting lige nu, så jeg forsøger at lande i alt det her 2019 og prøver at have mig selv med så godt som muligt, og så hel og så lidt laset og flapset som muligt. I dag har jeg været til brunch med nogle dejlige damer, og jeg havde en pæn kjole på fordi jeg VILLE have en pæn kjole på når nu jeg skulle ud. Det gik godt.

Nåja, og så er jeg, oven i alt det her, i fuld gang med at rydde op efter Konmari-metoden (læs her), og kan snart se en ende på det. Jeg tror den oprydningsproces og det zen det giver at forholde sig til om ALT hvad man har i sit liv, det giver glæde, det har givet mit en form for livline i en meget svær tid. Man kan altid dykke ned i praktik og rydde en skuffe op eller folde alle sine trusser i små firkanter. På en eller anden måde skaber den ydre oprydning også noget ro indeni.

Jeg tror 2019 bliver et pløjeår, hvor det hele bliver pløjet igennem en sidste gang, inden der kan sås nyt, som kan vokse sig stort. Jeg har en følelse af at jeg gør mig sjæleligt klar til meget store forandringer, naturligvis med alt hvad det indebærer af larm og tornadoer og nye veje og klarhed.

Hvordan har din start på 2019 været indtil videre?

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

1 kommentar

  • Rose

    “Et pløjeår” – hvor er det fint!
    Jeg har ikke helt følt mig som mig selv i det nye år. Måske er det fordi, jeg lige skal finde mig til rette på mit nye job. Måske skal der ske niget helt andet. Jeg overvejer at tage en rejse væk i nogle uger (helt alene! 🤩🤩🤩🤷😅), for det tror jeg, kan sætte nogle ting på plads!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Til foredrag med Maj My om bæredygtigt familieliv