2018 / 2019, godt nytår og mit eneste nytårsforsæt

2019 bliver året hvor jeg springer ud

Det er ikke helt nemt at komme sådan ordentligt i gang med 2019, for meget af året er tilbragt i frustration, på en børneafdeling på Hillerød sygehus (vi er lige komet hjem igen i dag), eller med ondt i maven over ting der er ramlet. Bum, færdig lagkage. Men jeg vil i gang med året NU. Og 2019 bliver året hvor jeg springer ud.

Det hele er jo en rejse. Alt er en rejse et sted hen, og derfra og så videre. Og det er så dumt at sige at “nu” er man den rigtige sig selv, for alt det du var inden du blev “den rigtige version af dig”, er jo mindst lige så vigtig en del af rejsen, ellers var du jo ike hvor du er nu. Jeg siger ikke vi behøver at sende bolsjefarvede takke-kor afsted til vores fortid, jeg siger bare at vi aldrig er et facit.

Så. I år bliver året hvor jeg springer ud.

Jeg springer ud som mere spirituel, mere grøn, mere feminist, mere minimalist, mere business og mere mor. Hvis du er skuffet nu og tænker “ej, jeg var bare sikker på du i det mindste var biseksuel, og var klar til at fortælle om det nu”, så er året jo ikke slut, vel? Jeg kan nå at lave en masse rav i andedammen de næste 11 måneder.

Alt det jeg springer ud som, har jeg jo været hele tiden. Jeg har bare et nyt niveau af mod (og fuckoffness) som jeg er klar til at rulle ud til verden, jeg er klar til at presse mere på og jeg er klar til at sige mere fra. Og til.

Og som jeg skrev forleden dag (her, i mit eneste nytårsforsæt for 2019), så skal overskriften for 2019 være nye nære relationer, meget mere fysisk kram og ægte øjenkontakt. Vi skal ud og møde folk ude i den virkelige verden, så vi ikke sidder med 6.000 venner og aldrig har følt os mere ensomme i vores liv. Det kender jeg rigtig mange, inklusiv mig selv, som har brug for.

Så jeg starter lige lidt i dag.

Jeg er pissetræt af at de fleste af dem der bruger ordet “krænkelsesparat” om andre, det i virkeligheden er dem der opfører sig som mest krænkede. Og hysteriske. Jeg er også træt af dem der tager patent på “den rigtige måde at være familie på” (eller mor/far). Jeg er træt af folk der presser agendaer ned over hovedet på andre. Jeg er træt af råd jeg ikke har bedt om (den er jo ikke ny). Jeg er træt af at der er virkelig få mennesker der kan finde ud af at lytte. Jeg er træt af politikere der åbenbart lever i et helt andet luftlag end mennesker der er i kontakt med livet, både det indre og ydre. Jeg er træt af sexisme. Jeg er træt af at jeg er blevet bidt i mit pat. Og så er jeg træt af at være træt.

Til gengæld så elsker jeg at kvinder over hele verden rejser sig i større og større flokke. Jeg elsker at mænd rejser sig med dem, og forstår at det her aldrig har handlet om mænd mod kvinder. Jeg elsker fremmede mennesker der kan få mig til at grine. Jeg elsker feminister (m/k). Jeg elsker mennesker der er modige og står op for noget større end dem selv, selvom de er bange, og selvom de måske er alene. Jeg elsker også mennesker der står op for dem selv. Jeg har eksempelvis lige skrevet en klage til min (nu tidligere) bank (da jeg har skiftet). Ikke fordi jeg ville have dem til at ændre på noget andet end deres tone, blot fordi jeg var megatræt af at blive talt ned til. Min bankdame kunne ikke klemme et “tillykke” ud da jeg blev mor for anden gang (eller første gang for den sags skyld). Nåja, jeg elsker folk der behandler medmennesker ligeværdigt. Dem elsker jeg. Jeg elsker at der er så mange næstehjælpere og venligboere og andre der har fattet at vi allesammen er et folk. Jeg elsker det nye X-Factor på TV2 og jeg elsker at jeg har håb for fremtiden. The future is female, og vi er allesammen (m/k) midt i en kæmpe kæmpe forandring, nogen ved det, andre har ikke forstået det endnu, og så er der de gamle dinosaurusser der spræller på vej ned i afgrunden.

Det skal nok blive godt.

Godt nytår. Og jeg ved sgu ikke hvad jeg er. Kan jeg blive dig et svar skyldigt?

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

2018 / 2019, godt nytår og mit eneste nytårsforsæt