Bærdygtighedspolitiet - its not your job to police the word

7 ting der fuldstændig gav sig selv, helt af sig selv, da jeg blev mor (fuck “ekspertråd”)

“Forældre skal” og “forældre bør”. Jeg ville ønske der fandtes et “ekspert-filter” på internettet, hvor man kunne slå filteret til, og så blev alle der mener at have “sandheden” om mit forældrehood filtreret fra. Adios. Og mens programmørerne er i gang, kunne de så lave et om Trump og politik også?

Ved du hvad der gør mig usikker som forældre? Det er ikke mine børn. Det er folk der er bedrevidende, og i særdeleshed eksperter der udtaler sig på de sociale medier. De giver mig også dårlig samvittighed og de får mig til at tvivle på mine evner som mor. Og hvis du tænker “jamen du virker så sikker Frejamay”, så ja, en del af tiden. Men meget af tiden aner jeg ikke om det jeg gør er “rigtigt”. Jeg øver mig bare utrolig meget i at lytte til min egen indre stemme (den som Radio 24 7 værter ikke tror findes … vågn nu op!).

Ved du hvad der giver mig ro som forældre? Det giver mig ro når der er fri passage til min intuition og mit hjerte, for så er jeg slet ikke i tvivl om hvor jeg skal hen med mine unger. Det er bare så ufattelig svært at holde linjen fri for støj. Derfor vil jeg idag dele 7 ting der fuldstændig gav sig selv uden nogen som helst indblanding fra eksperter eller bøger (de er lige så slemme, jeg har læst nogle af dem).

  1. Amning. Jeg havde ingen som helst viden om at der var nogen der hed “fuldammer” og “langtidsammer”, jeg havde ikke gjort mig nogen som helst tanker om hvilken slags “ammer” jeg ville være. For mig var det mest naturlige i verden at amme mit barn, og da Emmalia var ankommet, var det mest naturlige i verden at blive ved indtil det ikke gav mening længere. Det varede ca 2,5 år. Det var sådan det blev.
  2. Samsovning. Eller. At sove sammen med sit barn. Jeg havde overhovedet ikke taget stilling eller tænkt over det. Nu boede jeg så i en 1 værelses lejlighed da jeg blev mor første gang, så det gav lidt sig selv at vi skulle sove i samme rum. Men da babyen var kommet ud, efter en hård omgang med akut kejsersnit, så gav det ingen som helst mening at hun skulle sove i den der plastikbøtte på hjul. Emmalia sov på mit bryst de første mange måneder, og det giver stadig ikke mening (for os) at skulle lukke døren ind til hende og lade hende sove alene. Med mindre selvfølgelig det var det hun ville, så ville det være a-okay.
  3. Hud mod hud. Der er masser af forskning der fortæller hvorfor hud mod hud er sundt. Hospitalerne praktiserer det også, og opfordrer til hud mod hud. Emmalia havde ikke tøj på den første måned. Nu er hun også født i juni. Men det gav ingen mening at putte tøj på hende. Hun havde en ble på, og så lå hun på mig eller var viklet ind i babydynen. Det kom helt af sig selv og føltes så rart og naturligt.
  4. Ro. Det tog mig enormt langt tid at komme ud af mit hjem første gang jeg blev mor. Jeg havde ikke lyst til andet end at blive i min baby bobbel og nyde den aura af nyfødtness og ny morhood. Anden gang jeg blev mor havde jeg det på samme måde. Jeg synes man, jeg, var enormt sensitiv for alverdens indtryk, lyde, lugte, lys, og havde det bedst med bare at blive i boblen. Samtidig kunne jeg mærke, især anden gang, når jeg ser og hører om mødre der er til events nærmest dagen efter de har født, et pres på mig selv. Et pres jeg selv lagde, fordi… nu er det jo anden gang. Du har jo prøvet det før. Heldigvis blev det blot ved tanker, og jeg blev hjemme i min bobbel. Jeg har stadig ikke lyst til at tage ret mange steder, andet end ud i naturen eller hjem til folk jeg kender rigtig godt. Mødre har det jo fuldstændig forskelligt omkring det her, og der er ikke noget rigtigt eller forkert, jeg er bare en hulemor, åbenbart, som gerne vil blive i babyboblen og nyde det hele uden alt for meget støj på linjen.
  5. Følg barnet. En af de oplevelser der har formet mig mest som mor, var dengang Emmalia begyndte at kravle, og begyndte at slå hovedet ind i stoleben og bordben. Det var kun sket ganske få gange, da jeg pludselig opdagede at jeg reagerede før hun gjorde. Så når hun slog sig, så kiggede hun på mig, jeg reagerede med “århhhskattererdukommetnogettilnurhhhh!” og så græd hun. Heldigvis tog jeg mig selv i det, og blev nysgerrig på hvilken reaktion hun ville komme med hvis jeg ventede med at reagere. Så det gjorde jeg. Og vupti. Hun græd stort set aldrig mere når hun slog sig. Selv den dag i dag rejser hun sig bare og løber videre. Det har jeg virkelig taget til mig, at der er mine reaktioner og der er hendes egne, og jeg er så vidt muligt nysgerrig på hvad der er Emmalia og hvad der er mit og at de sjældent er ens.
  6. “Børn skal dit og dat”. “Eksperter” kan også være folk i ens omgangskreds. Hold nu kæft hvor er der mange mennesker med holdninger til ens forældrehood. Der er så mange, at selvom jeg egentlig (når jeg har mit normale overskud) er i rimelig god kontakt med mig selv og min intuition, så får de her eksperttyper snigløbet mig alligevel. Det er altid sundt at spørge sig selv “hvorfor egentlig det?” bare for lige at tjekke med dig selv om det er en regel du har lavet, eller om det er en regel nogen har lavet for dig, som de har sneget ind i dit regelsæt uden at du har opdaget det. Det er sket for mig mange gange. “Du lader hende godt nok klatre højt op i træet!” øh ja? Hvad skulle jeg ellers gøre? Hive hende ned fordi JEG er bange? Det værste der kan ske er at hun slår sig, hun dør ikke af at falde ned fra et to meter højt træ og lande på en græsplæne. Jeg havde engang (bemærk datiden) en ven der blev vildt provokeret over at jeg småløber ind til mine børn når de græder om aftenen. “Børn skal også lige lære at vente lidt og det skader ikke at de græder lidt” ved du hvad Benny? Mine børn skal ikke ligge alene i mørket og “lige græde lidt” fordi en eller anden voksen synes det. Ved den første lyd løber jeg ind til mine børn så de ved de ikke er alene, så de ved de er passet på, så de ved at nogen hører dem. En baby kan simpelthen ikke tænke “nårh nej, mor skal lige sippe sin vin færdig, så kommer hun nok bagefter”. Jeg er glad for at jeg altid finder tilbage til mig selv når jeg er kommet til at være på afveje. Og så giver alting sig selv igen.
  7. BLW (baby led weaning) Jeg vidste ikke engang det hed noget. Der hvor børn ikke gider grød, men hvor de er super interesserede i at spise det jeg spiser. Sådan har det været med (nu) begge piger. Begge har sprunget grødfasen over og er hoppet direkte til agurk, avocado, banan, rugbrødsmadder, leverpostej, pizza (Selinna spiste hjemmelavet pizza i går og en leverpostejsmad, hun er 7 måneder). Eksperterne siger grød, men da jeg snakkede med min kickass sundhedsplejerske forleden dag, sagde hun at der altså er mange børn der springer grøden over, og er til BLW (som det så hedder åbenbart). Helt ærligt, så synes jeg selv babymos og babygrød er superklamt, yikes. Jeg gad ikke æde det. Så det passer mig fint at mine piger ikke gider det heller (selvom jeg har prøvet i flere måneder med dem begge to, fordi eksperter …)

Nå men hvorfor skriver du så overhovedet det her indlæg, hvis du har så godt styr på det hele?

Det gør jeg fordi jeg oplever rigtig mange forældre tvivle fuldstændig unødvendigt på sig selv. Inklusiv mig selv. Jeg har en rettesnor herhjemme. Når jeg begynder at bilde mig selv ind at jeg skal have læst alle Jesper Juuls bøger inden jeg kan blive en “god nok forældre” igen, så ved jeg at det er på tide at finde hjem til mig selv. Eller ringe til min veninde Smilla først (som også rådgiver familier, og som har arbejdet sammen med Jesper Juul i mange år), og jeg ved hun vil sige at jeg skal lytte til min egen stemme. Intet ondt om Jesper Juul, i øvrigt, jeg behøver bare ikke tage online kurser eller læse flere bøger om forældrehood, og det ved jeg godt når jeg tror på mig selv. Og det gør jeg i dag. Yay!

Gid vi bakkede nybagte forældre mere op i at lytte til deres egne stemmer. Gid vi støttede familier mere. Gid vi troede mere på at de fleste forældre har en ret stor værktøjskasse med sig hjemmefra, de skal bare have tid til at opdage den. Og det kommer de altså ikke til hvis vi hele tiden står på spring for at ØSE ud at al vores egen viden.

Jeg prøver selv at være superbevidst om det her. Jeg har tre relativt nybagte familier omkring mig. Jeg holder min kæft. Jeg har tænkt “uha, måske skule jeg lige nævne … ” og så har jeg ladet være, og ved du hvad? De lever allesammen endnu og de har det endda godt, helt uden mine råd eller bekymringer. Er det ikke vildt? Jo mere jeg tier stille, jo bedre bliver jeg til lige at tie stille. Og jo mere jeg tier endnu mere stille, jo mere blomstrer de her nybagte forældre, fordi de får trænet deres helt egen forældremuskel. Det er jeg ret stor fan af.

Så, min store viden om stilhed er hermed givet videre 😀

Rigtig glædelig jul!

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

3 kommentarer

  • Maj

    Genialt skrevet! Det burde ALLE læse inden man får børn og også efter man har fået børn… Jeg elsker dit meget sigende udtryk: Forældremuskel. Rigtig glædelig jul og godt nytår til jer 🎅🏻🎁🎄

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Freja

    Endnu et virkeligt ærligt og dejligt skriv, der rammer noget i mig, keep them comming 💪🏻😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nynne

    Og børn er bare SÅ forskellige, så hvem er klogere på dem, end deres forældre? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bærdygtighedspolitiet - its not your job to police the word