En lille hilsen fra solomor til to med ungerne på Oslobåden

Solomor til to på minicruise med Oslobåden og DFDS Seaways

Velkommen til den mest forfærdelige og den mest vidunderlige tur sammen med mine to piger. Jeg glæder mig til at fortælle om hele turen, både det hårde, men også det smukke og vidunderlige.

Den første dag har jeg allerede skrevet om, den kan du læse om her. Det gik supernemt med ombordstigning, at finde kahytten og at være i badeland med begge piger. Det kunne have været rart ,ed et puslebord/babyområde i omklædningen, men udover det var det en virkelig god oplevelse i badeområdet ombord. Vi gik direkte i kahytten og skiftede til badetøj og morgenkåber da vi var kommet ombord på skibet, og så tøffede vi ellers ned og lagde os i boblebadet. Der er skabe til at lægge værdigenstande og tøj i nede i omklædningen. Selinna og Emmalia ELSKEDE det, og jeg nød at det var så nemt at have to små børn med i svømmeren.

Da pigerne sov nød jeg lidt alene tid. Jeg havde købt internet, som var virkelig skod og langsomt, men altså, jeg nåede at få loadet et par billeder og huje lidt over hvor nemt turen var på de sociale medier inden jeg gik til ro. Jeg tror jeg fik jinxet det hele lige der. Aldrig huje af at det går godt.

Jeg lagde mig til at sove cirka 22:30, og præcis kl. 23:45 startede den ene med at skrige. Nightterror. Så vågnede den anden. Så ville den store ikke sove i sin egen seng, men sammen med mig og Selinna. Sengene er til 1 person, og selvom vi er vant til at sove i samme seng, så er en voksen og to små børn stadig for meget til køjerne. Tænkte hurtigt. Så smed jeg to madrasser ned på gulvet og slog den ene sag op. Det hjalp. 10 minutter. Så græd den ene igen og så den anden. Jeg var totalt uforberedt på at det pludselig skulle gå fra totalt idyl til totalt krise, så da klokken ramte 5.15, og der endelig kom ro på igen, så kan jeg love dig for at ALLE (også den der skulle være voksen og ansvarlig og bevare hovedet koldt) havde råbt. Hold nu kæft hvor var jeg bare ødelagt til sidst. Og så fedt er det ikke at brøle af sin baby og sin store pige. Jeg overvejede om jeg skule kontakte de norske myndigheder (ikke en joke), så der stod nogen klar til at overtage pigerne når jeg landede i Oslo. Eller om jeg bare skulle kyle mig selv overbord og sætte ungerne i en kurv foran naboens dør inden og skrive “held og lykke” eller “glædelig jul” på.

Pigerne var naturligvis trætte, de var fuld af nye indtryk, de har ikke sovet med sådan en (ellers søvndyssende) motorlyd før, sengene og rummet og lyset var naturligvis anderledes, og båden har muligvis vugget lidt (jeg kunne ikke mærke det). Der er masser af grunde til kraftige reaktioner, jeg er bare lidt tyndslidt i forvejen efter nu knap 2 måneder med syge børn på skifte (og samme tid) og nærmest ingen søvn, så jeg røg i øv-fælden med begge ben og hovedet først. Til gengæld har jeg sagt undskyld og vi har krammet lige siden.

Nå. Efter at have tænkt “det var dælme også verdens dårligeste idé at tage alene med to små børn på Oslobåden”, så vendte det. Vi stod op og spiste morgenmad. Pigerne charmede sig igennem alle andre passagerer. Ems følte sig totalt hjemme på færgen og løb rundt og snakkede med folk mens jeg kunne nå at spise min morgenmad, i stedet for at indhalere den, sådan som jeg plejer. Personalet var så søde og børnebegejstrede, det var en sand fornøjelse.

Efter morgenmaden tog vi op på dækket og så solen stå op. Indsejlingen til Oslo er altid “breathtaking”, men denne morgen var helt særlig. Både himlen og havet var malet i lilla, og Emmalia legede “samling” med sine bamser og stolene på dækket. Jeg kunne mærke at det nok skulle blive en okay dag, på trods af at ingen af os havde fået ret meget søvn.

I Oslo mødtes vi med en gammel bekendt, som viste os lidt rundt. Emmalia havde lige lidt båd-kuller hun skulle igennem, og jeg endte med at bestikke hende med en legetøjskat, og så var der ingen sure miner resten af dagen. De bedste 199 kroner jeg har givet ud længe.

Udstilling nede ved havnen.

Oppakningen. Thule-vognen, Flyverdragten (min) fra The Dalset (læs min guide til flyverdragter her), min hue er fra Stine Goya.

Oslo var fantastisk, og det var så nemt at komme rundt med klapvogn og baby i slynge. Vi så julemarkedet og slottet og snakkede om hjemløse og folk der sad i soveposer, som Emmalia var meget optaget af. Vi købte lidt snacks og omkring kl. 14 gik vi tilbage til Oslobåden, boardede uden problemer, nedd i kahytten, badetøj på og så gik vi i vandland igen, med samme succes som dagen efter. Resten af dagen var en fest, de to piger er virkelig en fornøjelse at have med rundt og charmerer alle omkring sig.

Aftenen nærmede sig og jeg begyndte at blive nervøs. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at spise andet end snacks til aftensmad, men alene på restaurant med baby og 3årig, det lød heller ikke som verdens mest geniale idé, tænkte jeg.

Men altså. Man lærer jo ikke noget ved at gå rundt og være bange for at det går galt. Tænk nu hvis det ikke gør. Så vi fandt Little Italy pizzaria, fandt et bord og fik den skønneste børbebegejstrede tjener i verden. Han lavede hight-five med Emmalia og spurgte hende om alt muligt hver gang han kom forbi. Hun nød det, jeg nød det og han så også ud til at nyde det. Det endte med at blive en kæmpe succes. Selinna og jeg sad sammen, Emmalia fik spist 4 skorper pizza og jeg nød (yes!) resten af (hele) pizzaen og et meget velfortjent glas vin. Emmalia løb ud på gangene, og vi har hele tiden haft en aftale om at hun ikke må køre med elevator eller gå op og ned af trapper alene. Så da hun havde været væk i 10 minutter og jeg lige nåede at blive lidt nervøs, så drønede hun forbi og vinkede.

Jeg fik simpelthen både spist og nydt min mad (men glemte madfoto, dårlig blogger!), gav tjeneren ekstra drikkepenge og så gik jeg ud for at finde Emmalia, som stod udenfor diskoteket og ventede. “Moar, skal vi ikke gå derind hvor lysene blinker?” og det skulle vi. Emmalia fløj op på dansegulvet og gav et par one-woman-shows. Efterhånden kom flere børnefamilier til, og en far og to piger dansede. Jeg blev sendt væk fra dansegulvet, og Emmalia gik ind og tog den her far i hånden og den ene pige, og så dansede hun med dem.

Jeg var ved at tude af lykke flere gange, det var simpelthen så dejligt at nyde turen med pigerne, især efter vores rædselsnat. Og det der ene glas vin gjorde en stor forskel for mig, jeg slappede lidt mere af.

Omkring klokken 19 gik vi i kahytten og jeg forberedte mig mentalt på ingen søvn at få igen. Jeg købte lidt internet og havde snacks med. En halv time senere sov pigerne. Jeg havde lagt madrasserne ned på gulvet igen og jeg lå imellem dem, ammede Selinna og holdt Emmalia i hånden imens. Og så snorksov de.

Jeg tror jeg vågnede 3-4 gange den nat, men kun af angst for at en af dem skulle vågne og vække den anden. Det gjorde de bare ikke. Til gengæld sov de til klokken 7.21. Det er ALDRIG sket før. Nogensinde med de to. Min dag starter som regel 5.11 eller 5.13 med den mindste.

Vi stod op, spiste morgenmad, Emmalia var totalt hjemme, og til vores store glæde var tjeneren fra aftenen inden på arbejde i morgenmadsrestauranten og kunne huske Emmalia. De to havde en fest. En anden tjener fandt papir og farver frem til Ems, og jeg fik al tid i verden til at nyde morgenmaden og solopgangen. Ingen opvask, ingen arbejde, ingen rengøring, bare pigerne, havet, god morgenmad og alletiders service.

Da vi skulle tjekke ud var der heller ikke nogen problemer. Lige bortset fra at Emmalia havde fået den geniale idé at hun ville lave en kikkert, hvilken (fandt jeg ud af) involverede at tømme to toiletruller for papir. “Se mor, en kikkert!”

Vi hoppede fra Oslobåden over i et S-tog med al bagage og hinanden, og turen gik bare så fint. Selinna i slyngen, Emmalia i vognen og kufferten i vognen.

Det endte med at være en helt fantastisk tur, og den rædselsfulde nat er (næsten) glemt igen. Men jeg var godt nok klar til at fyre mig selv som mor lige der. Til gengæld skal jeg øve mig i også at tage ejerskabet over resten af turen. Alt det der gik helt fantastisk. Det bliver min opgave.

Tusind tak for gavekortet (du ved hvem du er) og tak til DFDS Seaways for at gøre oplevelsen rart for en solomomboss til to. Det var så nemt og ligetil at rejse alene med to små børn. Det kan klart anbefales. Det er begrænset hvor “væk” børnene kan blive på en færge, så jeg var ikke nervøs de tre gange jeg ikke lige kunne finde Ems. Hun havde en plan og hun holdt vores aftale om ikke at skifte etage og ikke gå med fremmede.

Der er i øvrigt mange der har spurgt om det gyngede meget. Altså jeg mærkede det faktisk kun en time eller to på hjemvejen om morgenen, men ellers overhovedet ikke. Men det afhænger i høj grad af vejret. Jeg har været ombord på Oslobåden i stormvejr, det kan man selvfølgelig mærke. Jeg er selv ret søstærk, så den tur havde jeg for mig selv, der var ikke et øje på gangene. Men alle de andre gange jeg har været afsted har der ikke været noget.

Så, mine varmeste anbefalinger til en lille getaway. Og jeg vil KLART opgradere til en udvendig kahyt så du har havudsigt. Jeg har kun en enkelt gang rejst i indvendig kahyt, hvis man har unger med eller planlægger at bruge en del tid i kahytten, så er havudsigt et absolut must!

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En lille hilsen fra solomor til to med ungerne på Oslobåden