Er det ikke svært at leve bæredygtigt med børn?

Bliv cool med din inkontinens – #UTÆTHELTENE – Vær en helt(inde) og hjælp en søster

I fredags var det meningen at vi skulle holde en inkontinens-fest en #jegerutæt fest, hvor jeg ville dele alle de skønne læserhistorier der kom ind fra alle jer. Men så skete der to ting. Den ene var at Selinna blev ramt af helvedesild, og jeg har måtte aflyse ALT i sidste uge, da jeg skulle have en meget ked-af-det-baby på brystet 24/7 (ja også om natten). Den anden ting der skete var at jeg kun fik ganske få mails, og det var fra kvinder med så stor skamfølelse, at de ikke ville nævnes, heller ikke anonymt, og det har jeg al ære og respekt for. Derfor har jeg besluttet at vi i stedet gør noget andet.

Vi opfinder #utætheltene. En inkontinens helt, altså en #utæthelt, er en der fortæller mindst 1 person om sin inkontinens, og på den måde er med til at bryde tabuet ude i det små. Og inden du panikker og tænker “DET gør jeg simpelthen ikke”, så husk at ALTING kan brydes ned i mindre dele.

 

  • hvis du ikke vil fortælle om det til en du kender face to face, så kan du skrive det på fb/instagram eller facebook/mail
  • hvis du ikke vil fortælle det til en du kender, så skriv det i en anonym kommentar på eksempelvis et blogindlæg (som dette, du kan bare skrive at din emailadresse er jeg@ersej.dk og at du hedder Bente)
  • hvis du ikke vil skrive det i en kommentar, så skriv det på en post-it og put den i en postkasse (på den måde får den også et hemmeligt liv og ingen ved hvem den information kommer til at forandre verden for). Du kan jo gemme sedlen under et postkort, hvis du vil

En tidligere veninde, hun arbejder med høreapparater, hun opfandt høreheltene, og deraf udspringer denne idé. I stedet for at det skal være så enormt svært at snakke med hinanden om det med inkontinens og alt for våde bukser, så skal vi finde et narrativ (jeg tror det er første gang i mit liv jeg har brugt det ord), altså en fortælling, hvor det ikke er så farligt at spørge hinanden om man egentlig godt ved at man kan få hjælp til at leve et liv uden at være bange for at gå ud. Ligesom jeg fandt ud af at jeg frygtede Lyngby Storcenter uden at have en lang cardigan over numsen, fordi jeg (langt om længe) måtte erkende at jeg lider af inkontinens.

Siden jeg skrev om inkontinens sidst, har jeg opdaget at jeg bruger humor rigtig meget når jeg snakker om det. Og det er godt, det er rigtig godt. Men det må bare ikke være den eneste måde vi snakker om det på, fordi det ikke kun er sjovt. Jeg er så heldig, at jeg har fået sponsoreret Contiform, som er en lille hvid dims du fører op i skeden, og som så hjælper med at holde på vandet (og den virker!). Selvom jeg bruger humor, selvom jeg virker cool med min inkontinens, selvom jeg tager dette emne op, så tog det mig knap en måned fra jeg havde hentet Contiform på posthuset, til at jeg lagde mig på sofaen og endelig fik sat den ordentligt på plads. Sidst jeg “rodede” rundt dernede var da jeg fødte mit barn hjemme på min sofa, og det er stadig superfølsomt dernede. Så Contiform og jeg stirrede på hinanden i en måneds tid, som to rivaler, før jeg besluttede mig for at hun skulle være min ven for livet, og jeg fik hende taget i brug. Nu hedder hun “Concita” og uden Concita, ingen ture i Lyngby Storcenter eller lange gå-ture med pigerne.

Men vi har brug for #utætheltene. Vi har brug for at tale med hinanden om det her, og det er faktisk kommet bag på mig hvor meget skam der ligger her. Jeg ved ikke om det er de her instagram-tider der gør det. Da jeg skulle føde hjemme var jeg også sikker på at hjemmefødsler kun var forbeholdt yogamødre der kunne føde børn mens de stod på hovedet i en eller anden zen-yogastilling, i fuld orgasme og uden skyggen af en smerte. Pop. Og “rigtige fødende” begynder jo ikke at lække bagefter. De bliver jo ikke utætte. Men virkeligheden siger bare noget helt andet. I en af mine mange research-søgen’er på nettet, er jeg faldet over en del læserbreve fra unge piger, 13 årige, 16årige, piger der holder igen med at grine (!!!!) fordi de er bange for at tisse i bukserne. Hvis ikke vi som mødre og fædre kan snakke om det her, hvordan i alverden skal vores unge piger så kunne tale om det?

 

Her er et par gode råd til at få en snak i gang om inkontinens.

  1. Køb en dims her. Pak den ud. Læg den på bordet og spørg om der er nogen i huset der kan gætte hvad det er. Den der vinder får mandelgaven. Nogen gange er svære snakke lettere at tage hvis der er en “dims” eller en genstand. Derfor er det altid en god ide at have noget med. Det er blandt andet derfor at forældre køber kondomer når de skal have “den der” snak med deres unger. De har luret den med dimsen.
  2. Start med en joke. “Ej og så tissede jeg af grin Maria” og så kunstpausen … “og ved det hvad? Det er faktisk ved at være lidt et problem for mig. Ja det der med at tisse af grin. For jeg gør det også når jeg nyser, og det er svært for mig at sige ja til sociale arrangementer, fordi jeg simpelthen er blevet bange for at jeg ikke kan holde på vandet. Og det er svært for mig at sige højt, fordi jeg er bange for at jeg er den eneste. Og jeg kan læse på Frejamays blog at jeg bare er en ud af næsten en million, men det er som om det tal blot er et tal på internettet, og ikke gælder herude hvor vi er rigtige mennesker, og hvor 28 årige bare ikke går og drypper. Men det gør jeg. Hvad tænker du om det jeg siger?”
  3. Send dette link til den du gerne vil tale med, her er både lidt humor, linket til dimsen der rent faktisk kan hjælpe, og forhåbentligt kommer der kommentarer under indlægget, så vi kan se vi ikke er alene.

Jeg må simpelthen erkende, at da jeg startede med at skrive om det her emne, så følte jeg det var piece of cake at snakke om inkontinens. Mig der normalt ikke er bange for andet end digital post og mug på maden. Men efterhånden som jeg har kigget indad, gik det op for mig at min egen inkontinens allerede har haft en personlig konsekvens, nemlig at jeg flere gange har valgt ikke at tage afsted, fordi jeg simpelthen var bange for at jeg ikke kunne holde på vandet, som i mit tilfælde simpelthen bare ikke er dryp, men en lille kop vand. Nok til at jeg ikke kan beholde mine bukser på.

Det er vigtigt for mig at understrege at jeg har den dybeste respekt for dig der endnu ikke er klar til at række ud og tale om det, eller måske aldrig ønsker det. Men til lige netop dig vil jeg sige, anskaf dig Contiform, det kan du gøre i dyb stilhed, ingen behøver at vide noget, og du er stadig en #utætheltinde, fordi du valgte at være din egen helt i stedet for at fortsætte med at lide i stilhed.

Tak til alle der har valgt at være med på denne rejse igennem inkontinens. Det har i hvert fald været en personlig øjenåbner for mig, og det har været dejligt at se, i form af likes, feedback, kommentarer, både far jordemødre, doulas, et par enkelte læger og masser af kvinder, at jeg og du langt fra er alene. Jeg håber at du vil bruge disse fire blogindlæg til at være #utætheltinde hvis du får mistanke om at en du kender lider i stilhed. Det fortjener ingen.

Her kan du læse eller genlæse min egen rejse:

  1. Starten på min egen rejse mod erkendelse af at jeg er utæt
  2. Min egen personlige historie med #jegerutæt
  3. 7 1/2 (aflivning af) myter om inkontinens

Du kan med fordel hoppe ind forbi Carepartner, som er min samarbejdspartner på dette blogtema om inkontinens. Jeg synes det er fantastisk at de sætter fokus på et kæmpe tabu for mange kvinder (og mænd og børn!), og de arbejder på at skabe nemme løsninger som passer ind i en moderne tid for os moderne kvinder. Jeg er taknememlig for at der findes virksomheder som Carepartner der arbejder for at øge min livskvalitet som solomomboss, således at jeg kan gå ud uden at skulle have skiftebukser med i min i forvejen tætpakkede håndtaske, og uden at jeg skal dække min ellers pæne rumpette med lange trøjer, i tilfælde af at uheldet skulle være ude. Den tid er forbi.

Men selvom mit tema slutter her, så slutter vi ikke med at hjælpe hinanden med at bryde dette tabu. Så hver eneste gang du ser en der åbner op om inkontinens, så smid en kommentar, et hjerte eller et like. Vis at du bakker en søster op derude. Hvis du kan så del din egen historie. Hvis du ikke er der, så skriv privat til hende. Det kræver mod og sårbarhed at dele noget man blev mobbet med i skolen. “Anette tisser i bukserne!” Det bedste vi kan gøre, hvis ikke selv vi vil stå frem og dele, det er at vise at “hey søster, jeg har din ryg, du er ikke alene” til dem der er fanebærere på at bryde tabuet. Det er ægte sisterhood, og tiden er inde.

#jegerutæt

#utætheltinde

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

2 kommentarer

  • Anna

    Jeg døjer ikke selv med inkontinens, men min lillebror gjorde i mange år, fra bærnehaven og langt op i folkeskolen. Han sov med ble i mange år, og tissede tit i bukserne. I dag er han en ung mand, der husker at gå på toilettet lidt oftere end andre. Jeg ved ikke, om det er hele løsningen for ham, men jeg ved, at han hsr det godt, og ikke er generet af det. Der er en løsning ✨

    Jeg havde en pissesej kollega engang. Hun fortalte i frokostpausen, at hun kom til at tisde i bukserne i weekenden, fordi hun grinede. Jeg oplevede kun, at folk så på hende med kærlige øjne, og hvor er det rart, at vi tør at tale om det, eer er svært.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vi holdt for nyligt fest. Jeg var lidt snaldret og havde lavet en quiz, jeg selv kom til at tisse i bukserne af grin af. Kunne ikke slippe væk, da jeg var quizmaster. Ingen opdagede det, men jeg skammede mig så meget og skyndte mig at skifte bukser. PINLIGT!! Kh Bente, 39 år, mor til to

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Er det ikke svært at leve bæredygtigt med børn?