ER det virkelig så hårdt at være alene med to små børn?

Må man godt blive vred på sine læsere når man er blogger? (om at få råd man ikke har bedt om)

Måske er det bare min “ting”, ligesom når du ved at du ikke skal diskutere udlændigepolitik med din onkel Ove. Eller ligesom at du ved at du ikke skal snakke om homoseksualitet med Bente fra din mødregruppe. Eller ligesom at du på ingen måde skal nævne noget om at leve vegansk overfor Kirsten, din kærestes moster. Jeg hader at få råd jeg ikke har bedt om. Virkelig. Og denne omgang har jeg lært en nuance i det med råd (sådan bliver man jo klogere), som jeg gerne vil dele. Den kommer her.

“UNDSKYLD! Jeg havde ikke lige fanget at du ikke bad om råd!”. Sådan skrev en følger på instagram. Jeg kender hende fra den virkelige verden, og det var egentlig ikke så meget et irriterende råd hun kom med, som mange af de mange andre irriterende råd jeg har fået de seneste dage.

Her er et ikke-irriterende råd:

“Ej nu skriver jeg lige det her og så må du bruge det eller lade være, jeg kan se du skriver at din datter har præcis de her 4 symptomer. Da min datter var lige så gammel havde hun præcis de samme symptomer, og det vi fandt ud af var præcis det her. Jeg ved ikke om det på nogen måde hjælper dig, men jeg tænkte jeg lige ville sige det til dig i hvert fald”

Her er et irriterende råd:

“Har du overvejet at…” Næsten alle sætninger der starter sådan er irriterende råd. Og nåja, råd kan sagtens være pakket ind i spørgsmål (som ingen ønsker svar på, meningen var bare at snige et råd ind alligevel)

ALLE råd der involverer ingefær eller kokosolie.

“Nu er det vigtigt du husker at skabe gode putterutiner for dit barn, sådan at hun ved hvad du forventer af hende” – lad os lige gennemgå hvad der sker her. 1. Du har overhovedet ikke spurgt ind eller vist nogen former for interesse for om vi allerede kampdyrker putterutiner eller ej. 2. Du har ikke spurgt om adgang til at give råd. Det kan man gøre ved at sige højt at man godt ved man er på udebane (“jeg ved godt det ikke kommer mig ved, men jeg har tænkt på noget jeg lige ville dele med dig” eller “må jeg give dig et godt råd?” så har jeg muligheden for at sige “ellers tak, ikke lige nu, men jeg skal nok selv vende tilbage hvis jeg får brug for et godt råd”).

Nu kommer jeg lige med en helt absurd sammenligning, men følelsen er lidt den samme. For mig (FOR MIG!) svarer det lidt til de typer der synes det er helt fjong-filiongongong lige at klappe en kvinde på røven uden at spørge om lov først, for det er jo kærligt ment.

Her er et lille newsflash for you ladies and gents. Ikke alting der kommer med en venlig indpakning er noget du så er forpligtet til at skrive under på at du har modtaget, Du må ALTID gerne sige “nejtak” og return to sender. Uanset hvor velmenende det så er.

Det er både grænseoverskridende OG nedladende at antage, at en mor du ikke kender, hun ikke ved noget som helst om putterutiner. Eller som en med-søster-mør skrev til mig efter min rant om ikke-velkomne-råd på instagram-story i morges “jeg fik engang det råd at jeg skulle huske at bøvse min baby af og sikre at min baby var mæt”, helt ærligt, hvem ved sine fulde fem synes seriøst det er okay at skrive til en anden mor?

“Jamen folk mener det jo kærligt Frejamay”, ja, og det gjorde min svigermor også da hun kom med udklip om hvilke bidedimser man skulle købe til en hund og hvilke man ikke skulle. I disse moderne tider er det simpelthen mega arrogant at antage at en hvilken som helst mor eller far ikke allerede har læst diverse tråde på både netdoktor og min-mave.dk og babyunivers og “alt-om-baby-for-dårlige-mødre-der-ikke-fatter-google-endnu-dot-dk”.

Og nej, helt ærligt, jeg siger overhovedet ikke at vi ikke skal hjælpe hinanden. Men jeg vil vove at påstå, at når en hvilken som helst mor/gravid skriver om noget nederen på internettet, så er det i 95% af tilfældene bare fordi hun har brug for luft og nogen der lytter eller sender hjerter. Ikke fordi hun har brug for “ask-Alex” i Bolettha (hun har været til numerolog, ligesom mig) fra Vojens-versionen.

Så jeg blev sgu sur i morges. Jeg synes det at give uopfordrede dårlige råd, det er at tale ned til andre mennesker. Og jeg synes der er nuancer.

I en samtale med sin mor/søster/veninde, er man altid fri til at spørge “vil du gerne have råd eller vil du helst bare have at jeg lytter lige nu?” Og det må man i øvrigt gerne spørge ALLE om inden man kaster om sig med guldkorn. Lidt ligesom på en restaurant. “Vil du gerne have lakridspulver på din bøf, eller vil du egentlig helst være fri?”

Det er SÅ rart at få det man har bestilt. “Jeg vil gerne haver min softice UDEN persille, tak” og jeg vil bare gerne have mine hjerter uden råd. Til gengæld ELSKER jeg alle de megaseje memes og sjove billeder og historier jeg har fået fra mine læsere. Og homegirls der fortæller at de ved hvordan det er og at jeg ikke er alene.

Og jeg er ikke sur mere, hvis du er en af dem der kom til at skrive et råd selvom jeg havde skrevet det ikke var det jeg havde brug for. Jeg har bare et juleønske om at vi allesammen (også mig!) bliver bedre til at spørge om den gave vi helt uopfordret er ved at stoppe i favnen på damen der har tabt sine arme, om den er ønsket, eller om hun hellere bare vil have en gigant stor julekrammer og en million dollars. Det var bare det.

Men Frejamay, du kan jo bare sige tak og så lade det være ved det. Det er jo ligemeget. Og her må jeg bare sige at nej, det er det ikke. Ligesom jeg ikke synes vi skal finde os i dårlig adfærd fra andre mennesker, så synes jeg heller ikke vi skal finde os i dårlige råd. For det fortsætter jo bare hvis ikke vi siger nej tak. “What you allow will continue” har jeg lært, og man kan jo sagtens sige nej tak på en pæn eller sjov måde. “Tak, det er sødt af dig, men lige nu har jeg mere brug for at du bare lytter til mig end at du giver mig råd”, vil de fleste ikke kunne forstå det?

For når vi har læst/modtaget rådet, så har vi modtaget nedgraderingen, og antagelsen om at vi ikke kan finde ud af at lege Spørgejørgen med hvad hulen der er galt med vores unger selv. Og så hænger vi alligevel på den. Og så har jeg efterhånden lært at det ikke er ligemeget, at vi ikke-ikke kan kommunikere. Og at selv de små ting som vi går og finder os i og tager ind, de sætter sig som et lille sandkorn i øjet og bliver ved med at irritere. Vi må godt sige pænt nej tak. Også til råd vi ikke har bedt om.

“GUD hvor er du nærtagende”, og ja, det kan jeg sagtens leve med at du eventuelt går og synes. Jeg ved at alle elsker mig, der er bare nogen der er længere tid om at opdage det end andre. (frit oversat efter Byron Katie)

Gode dyr er rådne, eller hvad man siger,

hav det dejligt!

 

P.S Og ja, det er nok håret der gør at Pæne Lis er fyret og Mørkets fyrstinde har overtaget verdensherredømmets kontroltårn.

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

13 kommentarer

  • Thanks a bunch for sharing this with all folks you really realize what you are talking approximately!
    Bookmarked. Kindly also visit my website =). We may have a hyperlink alternate arrangement among us

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Haha, enig – gode råd, man ikke har bedt om, er absolut ikke altid velkomne – opdragelse fra andre voksne er decideret øretæveindbydende 😀

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kæmpe like til emnet her – og genialt skrevet <3 PS Forleden blev jeg belært om min cyklus af en læser. Ja, hun mente at vide noget om min (MIN!) menstruation på baggrund af nærmest intet. But how?!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susanne

    Kan ikke være mere enig i at “de små irriterende korn, sætter sig”. Det er møj- irriterende, siger en”gammel kone” på 63 ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mariejo

    Ved ikke hvad af jeg får flest røde prikker af. At få uopfordret “gode” råd eller at prøve at få udtrykt min irritation uden bare at sige: Sig mig, hold it, stop. Ellers tak til dit råd. Det har jeg ikke bestilt. Som i slet ikke. Og oven i det, så jaa, note to self. Gør det sikkert selv, men øvet mig i at lade være for hvordan kan jeg tro at jeg ved bedre end dem omkring deres liv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nu ved jeg godt, at du ikke har bedt om det her råd, men ved du godt at det nogle gange hjælper at tælle til 10?

    Ej – nu skriver jeg lige det her, som du kan bruge eller lade være. Men nogle gange hjælper det faktisk med kolde afvaskninger eller en gåtur i skoven, hvis man er helt oppe i det røde felt.

    Vil bare lige høre om du har overvejet det?

    Det er gaz … 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • nu spørger jeg bare. But why? Altså hvorfor skal jeg/man tælle til ti eller gå ud i skoven?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Elsker det her indlæg. Tak det vil jeg tage med mig. NEJ tak til pisse dårlige råd 😎😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Åhhh kan huske da jeg skulle have mit første barn, der var det som om at jeg blev talt ned til af alle omkring “gode råd”, især min mor hvor jeg følte mig som 3 år igen på den nederen måde. Fet eksempel kunne være: Et godt råd er at tjekke om badevandet har den rigtige temperatur når du bader hende første gang. Det skal være 37 grader og du kan tjekke det ved at dyppe albuen i vandet og hvis det føles koldt så er vandet for koldt og hvis det føles for varmt er det for varmt! Og det blev bare ved i dén dur. Havde samme følelse som dig, at det var som om jeg blev gjort dummere end jeg egentlig var. Jeg tænkte bare stop – jeg er 32 år, uddannet sygeplejerske og arbejder på barselsgangen!!!
    Og når mit kolikbarn skriger i døgndrift på 8 uge i træk, ikke har sovet i ja, 8 uger medmindre det indebar hårtørre på højeste niveau og en selvsvingende slyngevugge – i en taxa på vej på neonatal til indlæggelse, så har jeg nok overvejet om “det kunne være den lille havde luft i maven……………………” og den lader vi lige stå. Ahhh så kom jeg af med min gylle også. Tak for lån af kommentarfeltet til dette Frejamay 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Åhhh kan huske da jeg skulle have mit første barn, der var det som om at jeg blev talt ned til af alle omkring “gode råd”, især min mor hvor jeg følte mig som 3 år igen på den nederen måde. Fet eksempel kunne være: Et godt råd er at tjekke om badevandet har den rigtige temperatur når du bader hende første gang. Det skal være 37 grader og du kan tjekke det ved at dyppe albuen i vandet og hvis det føles koldt så er vandet for koldt og hvis det føles for varmt er det for varmt! Og det blev bare ved i dén dur. Havde samme følelse som dig, at det var som om jeg blev gjort dummere end jeg egentlig var. Jeg tænkte bare stop – jeg er 32 år, uddannet sygeplejerske og arbejder på barselsgangen!!!
    Og når mit kolikbarn skriger i døgndrift på 8 uge i træk, ikke har sovet i ja, 8 uger medmindre det indebar hårtørre på højeste niveau og en selvsvingende slyngevugge – i en taxa på vej på neonatal til indlæggelse, så har jeg nok overvejet om “det kunne være den lille havde luft i maven……………………” og den lader vi lige stå. Ahhh så kom jeg af med mig gylle også. Tak for lån af kommentarfeltet til dette Frejamay 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Freja

    👆🏻 Pisse sejt skriv 💪🏻 Du har så evigt ret 😘 -og her kommer hjerterne ❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

ER det virkelig så hårdt at være alene med to små børn?