#Jegerutæt - Min egen historie med inkontinens

6 måneder som solomomboss til to, hvordan går det egentlig? Og hvad med hr. far?

Måske er det på tide med en lille opdatering på hvordan det går med livet her hos solomombossen og de to ninjafrøer. Jeg har fået en del spørgsmål med på vejen, og jeg vil forsøge at besvare de fleste af dem i dette indlæg. Send endeligt flere i min retning, det er gode spørgsmål, og det er dejligt at gå og tænke lidt over hvad jeg vil svare på dem. Sådan her går det, knap 6 måneder inde i mit mor-til-to-hood.

Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: når man er mor, er man ikke et sekund ældre end sit barn. Ja, du har en masse gode erfaringer med dig, ja du kunne forestille dig nogle ting om det at være mor, ja du er vokset op med 18 søskende og ved en del om bleskifte og konflikter, men at være mor i praksis, det ved du kun hvad er, når du er det. Så, da Selinna blev født d. 9 maj. 2018, der blev jeg også født som mor til to. Det har jeg ALDRIG prøvet før, og jeg skal love for at jeg fik mig noget af en ilddåb. Jeg husker så tydeligt da min verden brast sammen, og jeg kunne simpelthen ikke forestille mig at jeg nogensinde ville være tilstrækkelig og kunne give mine to piger et godt liv. Hvordan kan man dele sig i to og imødekomme begge pigers behov?

Det viser sig at det sagtens kan lade sig gøre at være solomomboss til to, og at mange ting er lettest hvis jeg har pigerne selv (altså ingen hjælp), så som putning. Et af de spørgsmål jeg ofte får er “hvordan putter du to piger på samme tid?” og mit kriterie for en succesfuld putning er at det er så afslappende som muligt for alle. I en lang periode betød det at Emmalia måtte falde i søvn på sofaen mens jeg stod i stuen og vuggede slyngevuggen. Når så Selinna sov, så bar jeg Emmalia ind i seng og derefter Selinna ind i seng, og så havde jeg lidt mor-tid. Nu hvor det er blevet mørkt og koldt og vintertid, så putter jeg Selinna inde i sengen og siger til Ems at jeg kommer om ind i stuen om lidt. Men Emmalia synes det er meget mere hyggeligt at putte sammen med os, så hun hopper ind i sengen, under dynen, og tager min hånd. Så ligger Selinna i midten med et bryst i munden, og jeg holder Emmalia i hånden og begge piger falder som regel i søvn på samme tid. Vupti.

Vi har været plaget af skoldkopper og meget høj feber (Selinna havde af uforklarlige årsager 40 grader i feber i flere dage i sidste uge), hoste og snot og sygdom i en måneds tid nu, og det er ved at stilne af. Men det betyder også bare at jeg er bagud med ALT. Her kan jeg godt mærke presset ved at være alene om to piger, for jeg har ikke lige en der kan overtage, og det har resulteret i at jeg, trods desperat brug for søvn, har måtte arbejde til langt ud på natten et par gange. Jeg begynder at være med igen, men det har godt nok været hårdere end jeg lige synes var særlig sjovt.

 

Ammer du stadig, og hvor længe har du tænkt dig at amme?

Jeg ammer stadig og jeg har ikke tænkt over hvor længe jeg vil amme. Jeg tænker, præcis som med Emmalia, at jeg ammer indtil det ikke giver mening længere, uanset om det er Selinna eller mig det ikke giver mening for. Det er nemt, hyggeligt og dejligt, og selvom Selinna ikke ligefrem er et barn der slår lejr ved brystet, så tæller de få minutters amning hver gang alligevel.

Hvordan går det med søvnen?

Blandet. Søvn om natten går helt enormt godt. Efter vi har fået bugt med de åndssvage mareridtsmus (læs her hvordan det ENDELIG lykkes os at slippe af med dem!), er de ikke kommet igen en eneste gang, og vi får som regel vores nattevsøvn. Jeg ammer 1-2 gange om natten, men jeg er knap nok vågen når det sker. Emmalia sover igennem og snakker lidt i søvne, og Selinna sover også rimeligt igennem når bare hun kan ligge og holde om et af mine bryster. Så er alt godt. Til gengæld er jeg ikke den store cheerleader når det kommer til vintertid, så lige nu starter min dag kl 3.40 og det er simpelthen bare ikke rimeligt. Så det er jeg ved at finde ud af hvordan jeg lige får lavet om, det er bare alt alt alt alt for tidligt.

Til gengæld sover hun så ikke ret meget om dagen, slyngevuggen virker ikke rigtigt i øjeblikket, men slyngen gør, og der sover hun 20 minutter til 45 minutter, og enkelte gange en time eller to med små opvågninger. Men jeg er stadig på bar bund med søvnen om dagen, så jeg må være et svar skyldigt.

Har du stadig barsel?

Nej, det har jeg ikke, min barsel sluttede 1. september, så derfor har jeg ærlig talt været lidt stresset over den måned med skoldkopper og sygdom, for jeg har jo faktisk nogen der venter på at jeg får ting lavet. Så selvom jeg burde ånde lettet op, så knokler jeg løs i alle aftentimer i øjeblikket for at indhente det tabte. Men jeg glæder mig til at kunne slænge mig på sofaen en aften snart, og se noget Netflix eller læse en af mine bøger færdig. AHH!

Den brudte symbiose, hvad med den?

Ja. Den brudte symbiose, hvad med den? Det var absolut det mest hårde ved at blive mor til to, det var at jeg ikke kan være der for Emmalia lige så meget og lige så nærværende som jeg plejer. Det er stadig noget der kradser, men jeg synes egentlig vi har fået skabt en ny trekløver hvor der er plads til os alle tre. Jeg får krammet Emmalia rigtig meget, vi har mange snakke, vi er “fælles” om Selinna, eller i hvert fald hjælper Emmalia meget til, så det føles ikke så “i stykker” som det gjord i starten. Jeg kan godt savne mere tid med Emmalia, og af og til også bare at tage på en lille tur med hende, men jeg ved det kommer, og når det gør, vil det have været ventetiden værd.

Får du Selinna passet nogen gange?

Nej det gør jeg ikke. Det er sket en enkelt gang, og jeg har stadig ondt i hjertet over det, og Selinna er stadig ramt af det. En søndag for nogle uger siden skulle jeg på arbejde. Aftalen var at det var nogle få timer. Det endte med at være 7 timer. ALT for længe, men jeg kunne ikke gå midt i det hele, så jeg kørte max af hvad jeg måtte hele vejen hjem og tog Selinna i mine arme og græd. Og hun stoppede med at græde. Jeg har stadig ondt i hjertet når jeg skriver det her.

I onsdags var det så meningen hun skulle passes i de to timer jeg skulle i “parterapi” med pigernes far. Et møde hvor vi sætter rammerne for vores nye forældrehood, samværsplan, forventninger til aftaler, pigernes udvikling og alt hvad der ellers trænger til en gennemgang. Men da dagen kom, kunne jeg mærke det var helt forkert at efterlade hende igen. Min mor var hos os og havde overnattet, og hver gang min mor holdt Selinna i armene kunne jeg se Selinna reagere og straks søge efter mig. Jeg kunne ikke bære at jeg skulle være væk fra hende igen, så i sidste øjeblik besluttede jeg at tage hende med til mødet, og det gik bare så godt. Selinna er på mange måder en nem baby, virkelig nem og glad og græder næsten ikke, men lige nu er der ikke andre steder der fungerer end mors arme, og sådan er det.

 

Hvordan går det med pigernes far og hvor meget ser han dem?

Det går godt med pigernes far. Han har haft nogle ting i sit liv som gør at samværet med pigerne har ændret sig, og vi har været lidt i en “planlægning fra uge til uge” situation, som jeg personligt fungerer utrolig dårligt med, derfor var det godt og tiltrængt med et møde med parterapeuten, for jeg har brug for at kunne planlægge langt ud i fremtiden, og det kan jeg nu, for nu har vi styr på samværet.

Jeg vil ikke male et mere rosenrødt billede end det er. Det er SKIDESVÆRT nogen gange, det er det. Vi er jo ikke et par, vi kender ikke hinanden vildt godt, og selv folk i parforhold har svært ved det, så ja, selvfølgelig er det svært. Der skal sluges kameler, klippes en tå og grædes over nogle hakkede løg, men vi får det til at fungere fordi vi har besluttet at det er den eneste vej der findes for os. To make things work. Så, jeg tror vi råber ned i en pude begge to en gang i mellem, men vi har et godt set-up, vi har stadig vores flamingo-alarm (læs her hvad hulan det er for noget), og det vigtigste er pigerne, at de har det godt, og at vi får skabt en ramme hvor der er plads til os alle. Det føler jeg vi er lykkes med, og samtidig har vi begge ting vi hver især skal arbejde med på sidelinjen for at vi også rykker os fremad.

Emmalia er begyndt at overnatte hos sin far 1 gang hver 14. dag, og det går rigtig godt, det er stadig nyt, men det går godt. Indtil nu har de kun set hinanden i weekenderne, men fra næste uge ses de også en hverdag og så 3 ud af 4 weekender om måneden. Jeg har haft brug for også at kunne lave noget med pigerne en weekend, da der indtil nu har været samvær hver eneste weekend, så det var rart at få en ramme på plads omkring weekenderne som tilgodeser os alle.

Så ja, her går det godt. Med alt hvad de indebærer. Frustrationer, glæde, boblen over af lykke, hav lyst til at hoppe ud fra en bro, broccolimos på alle overflader i køkkenet, snot, kram, konflikter og en bil der snart skal repareres. Og sådan. Jeg ELSKER mit liv, det er rockerhårdt nogen gange, og det kunne også være dejligt at have en at flirte med, men lige nu er der ikke tid til andet end morhood og business. Det er en af de rigtig gode ting ved at være solomomboss til to. Man bliver knivskarp til prioritering af tid og relationer. Der er simpelthen ikke tid til ting og aftaler der ikke nærer. Bum. Men se dem lige:

Lykken er i alle de små stunder. De små blik, hver eneste morgen når pigerne vågner og får øje på hinanen. Emmalia der siger “jeg elsker dig Selinna”. I dag sagde hun “mor jeg ønsker mig ikke en ny mor til jul, jeg er tilfreds med dig”, på alle måder en god nyhed. I det hele taget siger Emmalia vanvittigt sjove ting for tiden. Jeg prøver at få skrevet dem alle ned i en bog jeg har til formålet, men jeg kan simpelthen ikke nå dem alle.

Lykken er lige her hvor jeg bor <3

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

#Jegerutæt - Min egen historie med inkontinens