It's not your job to police the world

#Jegerutæt – Min egen historie med inkontinens

For ganske nyligt skrev jeg om livet som solomomboss til to som utæt (læs her), altså at jeg lider af inkontinens. Responsen var overvældende, og jeg har fået søde beskeder og rigtig mange skønne kommentarer med på vejen. Det er virkelig dejligt at høre fra andre med samme udfordring. Og vi er langt flere. Det anslås at cirka en halv million danskere lider af inkontinens. Det er alligevel flere end der lige umiddelbart kan være i en sportshal. Så. Du er ikke alene. Jeg er ikke alene. Jeg luftede også at der findes en løsning, og den vil jeg fortælle om i dag. Og hvordan det er gået. Her er vidunderet:

Som jeg nævnte i sidste indlæg om emnet, så havde jeg en eller anden blokade over at skulle have “sådan en dims op”. Jeg har virkelig været i undersøge-mode omkring det, og der er et eller andet med følelsen af at være “i stykker”. Toede jeg. Men så fandt jeg ud af at det mere handlede om at jeg simpelthen bare ikke er “ung og spændstig” længere. Der lå noget samfundsforventning i mig (det gør der nok stadig lidt), noget med at jeg stadig er under 40 og burde alt muligt. Burde være mere fit, burde være mere … mmm… stram. Dernede. Burde være mindre utæt. Nu er jeg så der hvor denne her “dims” skal sidde der, og hvad gør det så mig til?

Den har jeg rodet en del med, og til sidst besluttede jeg mig for at gruble videre mens jeg fik afprøvet Contiform Vaginal pessaret. Og så startede et helt nyt eventyr der fik mig til at glemme alt om identitetskrise i mit underliv. Hvilken størrelse skal man vælge? Hvordan skal den sidde? Hvordan får man den ud igen? Gør den ondt? Hvad er den lavet af? Skal jeg kunne mærke den når jeg går?

Jeg sværger, jeg ville ønske jeg havde filmet det. Har du prøvet at tage lange stramme støvler på mens du var gravid? Altså, der hvor man laver flodhesten og lægger sig på sengen med benene i vejret og hiver til? (Og ikke aner hvordan man kommer op igen?) Først troede jeg bare jeg kunne sætte pessaret op på tampon-måden. Men efter fødslen af Selinna er der ligesom sket en forandring den vej, så jeg har … hvad skal man sige … afprøvet nogle forskellige positioner, og har fundet ud at at flodhesten er den der fungerer bedst for mig. Det er jo ikke sikkert alle har det på samme måde.

Og nu virker det! Jeg kan godt mærke den, ligesom jeg kan mærke en tampon, men den er fin at have i, og nu kommer de allerbedste! Jeg kan nyse uden at skulle skifte bukser bagefter! Først nu hvor jeg har en løsning, kan jeg mærke at det at være utæt har gjort at jeg faktisk havde mindre lyst til at tage ud. I dag har jeg været til møde i Lyngby, og bagefter gik jeg en tur i Magasin og kiggede på alle de nye efterårskollektioner. Og eftersom jeg jo ikke må købe noget der ikke er bæredygtigt (egen regel med mig selv), så skulle jeg alligevel ikke prøve noget, så jeg slentrede bare rundt og nød de smukke designs med Selinna i slyngen. Jeg nyste 6 gange mens jeg var i Magasin i dag, og ikke en dråbe kom ud. Så nu kan jeg komme med i anonyme utættere, og så kan jeg få en nål, fordi jeg nu har været tæt i 7 dage!

Og helt ærligt, hvem gider at være SÅ lækker (med sit nye hår) og samtidig SÅ utæt:

Ikke mig i hvert fald, derfor vil jeg virkelig anbefale et besøg hos Carepartner, for at få hamstret en utætsløsning hjem i en fart. Lige om lidt skal vi allesammen til en masse julefrokoster og fester og jul og nytår, der gider man godt have kjole og bukser uden tis i, i hvert fald indtil den del af aftenen hvor alle andre går også småtisser. Meningen er jo at du og jeg skal føle os trygge og tørre og tætte, og jeg kan mærke en overraskende forskel efter at have fået hjælp til mit drypperi (det er en underdrivelse, når jeg nyser er det ikke kun dryp, men sjatter, og jeg skal skifte bukser hver gang). Jeg behøver ikke længere tænke på om jeg burde have taget et bind med (jeg nyder stadig tiden uden nemlig), eller endnu værre, at jeg burde have taget skiftetøj med i tilfælde af at jeg kommer til at nyse lidt for kraftigt.

Nu siger jeg det bare på godt jysk. Hold kæft hvor er jeg glad for at der findes hjælp. Og hvor er jeg glad for at vi i fællesskab sætter fokus på det her. Jeg må faktisk indrømme at jeg blev overrasket over at så mange kommenterede på mine opslag på instagram og facebook. Det havde jeg ike regnet med, men med åbenhed kommer vi bare længst, og det er simpelthen for ærgerligt at bruge tid på at skamme sig over det her, både fordi vi er så mange i samme båd og fordi der er en løsning på problemet.

Hjælp med at bryde tabuet, del din historie eller oplevelser under hashtagget #jeg er utæt og #carepartner på instagram, så kommer jeg ind og liker og hepper på dig <3

 

 

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

1 kommentar

  • Helle Gerbild

    Kære Frejamay – stor cadeau til dig for at bryde et stort tabu. Det er så hjælpsomt for kvinder, at høre at de ikke er alene om at have problemer med utæthed for urin, og der er hjælp at få, hvis man har problemet. I mit arbejde som fysioterapeut møder jeg mange kvinder, der oplever at støtte til korrekt træning af bækkenbunden kan afhjælpe eller lindre urininkontinens. Kvinder, der har problemer med at holde på vandet, kan hos egen læge bede om en henvisning til en specialiseret ‘bækkenbunds’-fysioterapeut, og kvinden vælger selv hvilken fysioterapeut, som hun vil konsultere. De bedste hilsner Helle Gerbild

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

It's not your job to police the world