Digital Junkie detoxer: jeg har opgivet min Ollertelefon

It’s not your job to police the world

Jeg har en challenge, som jeg tror vi allesammen med fordel kunne prøve i en uge. Jeg tænker at prøve den selv, og måske har du lyst til (eller ved du trænger til) at være med. Yes? Skal vi prøve.

Øvelsen hedder “knyt sylten”. Og det er ikke ment så harskt som det måske lyder, men prøv engang, næste gang der er nogen der bare gerne vil dele noget fra deres liv og IKKE spørger efter din mening eller dit råd, prøv bare at være stille og se hvad der sker. Og når du så får lyst til at sige noget, så prøv at være mere stille og se hvad der sker i stilheden. Og så kunne vi eksempelvis allesammen mødes herinde i kommentarfeltet og dele hvilke erfaringer vi har gjort os.

Mange omkring mig oplever store forandringer i denne tid. Verden oplever store forandringer. Jeg oplever store forandringer, og nej, ikke kun mit hår (som stadig er kilde til enormt mange kommentarer), men på alle mulige planer i mit liv. Og kender du ikke det der med at der bare er en, der lytter? Jeg har i perioder en psykolog som jeg bruger til bare at blive lyttet til, for herude i virkeligheden har vi så travlt med at skulle fixe hinanden, at vi helt har glemt at lytte. Oplever jeg. Alt for tit.

Jeg øver mig i øjeblikket rigtig meget med Emmalia. Jeg skal ikke fixe noget og jeg skal ikke lære hende noget. Når hun deler oplevelser (uanset om de kun er sket i hendes fantasi eller i virkeligheden), så øver jeg mig i bare at knytte sylten og lytte. Og måske spørge

  • hvordan havde du det med det?
  • hvordan har du det når du tænker på det nu?
  • hvad gjorde du så skat?
  • Tak fordi du fortæller mig det
  • vil du have et kram?
  • (Stilhed, og det er klat her de mest spændende fortællinger kommer fra Ems, fordi der er rum til dem)

Jeg tænker på det hver eneste gang jeg er på facebook og forvilder mig ind i en af de grupper jeg endnu ikke har fået meldt mig ud af. Fixer-trangen. Behovet for at komme med råd eller meninger. Uhøfligt bare at plapre løs med råd uden lige at have spurgt om vedkommende mangler et råd. Måske ville han eller hun bare lige dele noget uden at noget var i stykker eller skulle repareres med ingefær. Altid ingefær.

I en gruppe for forældre, var der en mor der skulle væk fra sin baby for første gang, og selvom hun var ked af det over det, så havde hun besluttet at tage afsted. Hun spurgte så helt specifikt ind til råd til hvordan denne første adskillelse kunne foregå så blidt som muligt for mor og baby. Der kom 150 svar. Cirka halvdelen af svarene lød på “jeg var ALDIG taget afsted!”. HVEM er det man tænker sådan en kommentar gavner, når man sætter sig ned og skriver den? It is not your job to police the world. Hvorfor er det at vi allesammen simpelthen ikke kan styre os selv, når nogen fortæller et eller andet, at vi lige skal komme med et råd. Eller en mening. “Du ligner en betonlebbe”, som jeg fik kastet i hovedet, uden på noget som helst tidspunkt at have spurgt om hvad andre synes om mit hår. Det var simpelthen umuligt for vedkommende at knytte sylten lige der.

Nogen gange føler jeg mig talt ned til når jeg får råd, især fordi det simpelthen er så dumme råd. Og i lang tid slog jeg det hen med “det er jo i en god mening”. Men jeg synes faktisk det er arrogant og nedladende at antage at andre ikke selv kan finde ud af at bruge google, eller måske ikke ved hvordan man spørger om råd selv.

Forleden dag spurgte jeg om hjælp til noget helt specifikt. Og jeg fik det jeg bad om, og det var simpelthen så rart. Jeg er sådan en dygtig kvinde, der helt selv kan åbne munden når jeg har behov for hjælp udefra. Især når det kommer til mit morhood. Og min business. Og… ej, jeg er faktisk generelt ret dygtig til selv at spørge hvis jeg har brug for råd eller hjælp eller meninger.

Så derfor øvelsen.

Og så vil jeg gerne spørge (helt seriøst), hvordan vil du helst have at vide at jeg ikke har bedt om din mening/dit råd? Jeg har nemlig tænkt mig at begynde at gøre mere tydeligt opmærksom på at “ups, det var ikke det jeg bad om” og “ups, ingen spurgte dig hvad du mente, så nej tak til din holdning”. Så (og nu spørger jeg), hvordan har du bedst erfaring med at sige nej tak til råd?

Jeg gider nemlig ikke nikke og smile til dem mere når jeg i virkeligheden synes det er pisseirriterende 🙂

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

1 kommentar

  • Helen

    Så fint skrevet…
    Jeg kommer til at tænke på min 21 årig datter…hun siger direkte, “jeg har bare brug for at du lytter nu” BUM, direkte og kærligt over for især hende selv…og jeg knytter sylten 😍🤐🤐

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Digital Junkie detoxer: jeg har opgivet min Ollertelefon