Hvordan kunne du få et barn mere med en mand der har stalket dig?

Det er synd for dig betonlebbe – nåmen skal vi snakke lidt mere om mit hår?

Selvom jeg er dødtræt er jeg nødt til at skrive det her indlæg. Det er de mærkeligste ting der rammer os, giver os indsigter og (forhåbentligt) får os til at ændre vore egen adfærd, sige undskyld og tænke over hvad vi vil gøre næste gang. Denne gang er det mit hår. Ja. Du læste rigtigt. Mit hår. Jeg har åbenbart lavet en mini-Kardashian ved at klippe mit hår af.

Så da jeg forleden skrev indlægget om mit farvel til mit barselsgarn, så må jeg indrømme jeg ikke lige havde regnet med at det ville ende her.

For det var en vild beslutning, og jeg vidste at det ville kræve tilvænning, men jeg var 100% fast besluttet på at gøre det OG både owne og elske det, også selvom jeg ikke ville komme til at ligne den danske kurvede udgave af Cara Delevingne (hun er så lækker!). Så. Jeg gjorde det. Og jeg ELSKER DET! Det gør jeg virkelig, og samtidig har der været et stort indre opgør med en masse gamle ting i forbindelse med at jeg har klippet håret af.

For det første, allerede under min kort hår/skaldet research, faldt jeg over en masse artikler med “om nogen overhovedet gider kneppe en skaldet?” og om kvinder med kort hår overhovedet var lækre. Hvor er det interessant at vi skal måles og vejes i om vi er fuckable eller ej. Sådan noget bliver jeg provokeret af. Og samtidig er det på ingen måde mærkeligt, for der ligger millarder af dollars bagved at vi alle efterhånden er kodet til kun at synes at skønhed er en Victorias secret model med langt lækkert hår, en Barbie krop og en “innocent hot girl next door” attitude. Så det der med skaldede kvinder og kvinder med kort hår. Nej tak fra beautybranchen.

Nå. Men af røg håret og jeg har på intet tidspunkt fortrudt det, men DAMN, det er jo som at have fået en helt ny identitet. Mit lange og socialt accepterede hår, det var også et nemt sted at gemme mig. Jeg ved godt jeg er smuk med det hår, og jeg ved hvilken vinkel jeg skal kigge fra og hvordan jeg skal dreje hovedet for at være ekstra smuk. Jeg ved godt at det er der (folk tror) at det feminine sidder. I håret. Og at det samtidig er derfor vi er så vilde med langhårede mænd med muskler fordi det forener det feminine og det maskuline så smukt. Eller noget i den stil.

Vi ser det jo alle steder. Alle de smukke kvinder i bladene, i filmene, alle steder, de har smukt langt hår. Hår vi kan spejle os i, hår vi ved, at hvis vi får det hår, så er vi smukke, så kan mænd lide os og så kan vi se godt ud på jobbet. Så hvad sker der med os når vi klipper os selv væk fra den sociale skønhedsstandard?

Da jeg gik fra frisøren og hen til bilen, min første gåtur i offentligheden med mit nye hår, der vidste jeg slet ikke hvordan jeg skulle gå. Jeg følte mig SÅ enormt nøgen uden mit sikkerhedsnet, mit socialt accepterede blogger-hår. Jeg forsøgte at tage en selfie i bilen, men kunne slet ikke finde vinklen der fik håret til at se pænt nok ud. Og samtidig havde jeg den vildeste fuckoffness-følelse i kroppen. Meget mærkelig kontrast at sidde inde med.

Så skulle jeg i lufthavnen dagen efter. Masser af mennesker. Security. Jeg havde slet ikke nået at spejle mig nok i mit spejl, og kigge nok på mit ansigt endnu, til at jeg følte mig parat til at andre skulle kigge. Så jeg tog en hue på. I hvert fald noget af vejen. Nu var det sådan set også koldt. But still.

Og dagene gik og jeg fik spejlet mig, og jo mere jeg så mit hår, mit nye ansigt, jo mere forelskede jeg mig i det. Det kan måske bedst beskrives som et surprise-party. Man har lige en stund i chok, og man sal lige huske hvor man lagde sin vibrator henne så der ikke opstår pinlige situationer med ens onkel fra Brønderslev der kommer til at få et traume fordi han lige låner soveværelset til at tage et opkald. Men så slapper man langsomt af, og så kan man nyde. Og til sidst står man på bordet og skråler med på “vi er røde vi er hvide” som om der ikke var noget i morgen.

Jeg nåede lige at komme til nydelsens spæde start, da der begyndte at tikke kommentarer ind på mit hår. 98% af dem var søde og sjove og dejlige. En af mine venner skrev “jeg køber en majspibe og et håndboldhold” og jeg kender ham og ved at han har skrevet i kærlighed og jeg syntes faktisk det var sjovt. Så var der en der mente det var synd, og jeg spurgte hende hvem det var synd for. Et par stykker skrev at de bedre kunne lide mig med langt hår. Tjah, det er jo en smagssag. Og så kom mavepusteren. “Jeg synes du ligner en betonlebbe. Så vidt jeg ved er du ikke i den retning … endnu” og jeg spurgte hende om hun seriøst lige havde skrevet betonlebbe (for at give hende en chance for lige at skrive “LOL, det var bare for sjov” eller noget. Men hun svarede “ja altså, betonlebbe er det jeg tænker når jeg ser dit billede”.

Jeg blev SÅ ked af det. Og jeg er rimelig vant til både kritik og shitstorme og folk der skriver modbydelige ting, som f.eks at mine børn er “bolleaffald” og en enkelt læser der var dybt bekymret for mine grundlæggende evner som mor fordi jeg skiftede Emmalias navn fra Emma til Emmalia, og at jeg derfor umuligt kunne vide noget som helt om menneskers identitetsdannelse. Nå men hej hej. Jeg ved ikke hvorfor jeg blev så ramt. Måske fordi det alligevel er sårbart sådan at klippe al det sikre væk. Måske fordi jeg er i en stor forandringsproces lige nu. Minimalisme, digital detox, nybagt mor til to, mærker efter firma-wise hvad der skal ske fremadrettet, relationer i privatlivet der trænger til revision osv. Nåja og for lidt søvn. Og jeg synes egentlig også selv jeg har en okay humor, men det der, det kunne jeg bare ikke se det sjove i. Jeg kunne aldrig drømme om at gå hen til nogen og sige “hej du er grim, farvel”.

Hvor er det vildt at vi føler os så (i mangel af dansk ord) entitled til at kommentere løs på hinandens udseende. At vi pludselig vågner en morgen og opdager at vi er med i foreningen for uønskede livstils-kender-du-typen-coach-styling-konsultenttyper, og slet ikke kan fungere resten af dagen uden lige at have fortalt et andet menneske at det er grimt.

Nå, men jeg blev ret pissed. Så jeg screenshottede kommentaren og lagde den på facebook sammen med det her billede:

Og så blev vi ellers allesammen enige om at hun er en kæmpe idiot. Lige indtil i dag, da en facebook-ven gjorde mig opmærksom på at min tråd tenderede til voksenmobning.

Først blev jeg vred. Idiot. Hun har jo selv bedt om det. Og så gik jeg væk fra computeren og kunne mærke jeg var pisse irriteret over den kommentar. Så kom damen lige og ødelagde den gode stemning. Og så var jeg ved at bygge et forsvar op (i min hjerne). Og så sad jeg lidt sammen med mine to piger og mærkede efter. Og så kunne jeg mærke at jeg i virkeligheden bare stadig var rigtig ked af det og såret.

Jeg følte mig som en lille pige der havde gjort noget mega modigt for første gang i lang tid. Og jeg var så stolt. Og så tog jeg mit lys og min stolthed og mit mod og viste verden, og så kom der en hen og pissede på lyset og spyttede mig i hovedet og sagde “hold kæft hvor er du grim mand!” Og så stod jeg der. Betonlebben. Et ord ingen burde kaldes. Og så oprettede jeg min tråd på facebook efter at have blokeret hende.

Men det var forkert. Som en anden facebook-ven skrev. When they go low we go high. Og det er den energi jeg gerne vil arbejde i. Ikke udånder-energien. Ikke den hvor jeg står og pisser på en anden lille pige der bare kun har lært at gå rundt og pege på folk og sige “du er grim”. Det kommer ingen ud af som vindere.

Så. Jeg har slettet tråden og jeg har sagt undskyld. Jeg er stadig ked af kommentaren og jeg har ærlig talt haft lyst til at have hue på i dag. Normalt bliver jeg sgu ikke så nemt ramt, men den sidder der endnu. Jeg skal nok få den fjernet igen.

Og så blev jeg ked af det fordi jeg fik et par meget rørende beskeder på instagram fra andre der havde set de åndssvage negative kommentarer om mit hår. Flere skrev at det faktisk var på grund af sådanne kommentarer at de afholdt dem selv fra at være tro mod dem selv. De var så bange for at blive dømt. Og til jer (og mig) vil jeg sige:

(V)i vil blive dømt. Alle dømmer. Du dømmer. Jeg bliver dømt KONSTANCE for det jeg laver. Folk synes jeg er for meget, for tåkrummende, for ærlig, for pinlig, for tyk, for kvinde, for feministisk, for frelst, for loose, for nederen, for hjernelam bloggergås, for dårlig, for alt muligt crap. Første gang jeg fandt det store mod frem på internettet, var da jeg lavede Danmarks første indsamling på facebook så jeg kunne få min drømmeuddannelse som coach. Er du sindssyg jeg blev dømt. Og jeg skammede mig og jeg undskyldte og jeg kunnehave gravet mig ned. Men efter nogle dage skete der noget. Pludselig kom der kommentarer og mails ind jeg på ingen måde havde set komme. Jeg fik mails fra kræftramte der gerne ville lære hvordan man laver en indsamling. Jeg fik mails fra folk der syntes jeg var vildt inspirerende fordi jeg turde række ud efter mine drømme selvom jeg ingen penge havde. Jeg fik en besked fra en kvinde, der skrev “jeg har overført 7,43 ører til dig, det er alt hvad jeg har, men jeg vil så gerne støtte dig, for du har givet mig så meget gennem din blog”.

Den dag gik det op for mig at hvis 1 ting jeg gjorde kunne afstedkomme så massivt forskellige reaktioner fra så mange mennesker, så kunne det umuligt have noget med mig at gøre. Det har intet med mig at gøre. Og nu mens jeg skriver, så har hendes betonlebbe-kommentar jo heller ikke noget med mig at gøre. Jeg tror, det jeg reagerede på, var at jeg faktisk kender hende og vi deler nogle af de samme sår og ar i livet, og det kom fuldstændig bag på mig at sådan en kommentar kunne komme fra hende.

Du vil blive dømt. Du dømmer selv (om du er bevidst eller ej, du dømmer!). Men det du skal have med i din ligning, det er at du afholder dig selv fra alt det fantastiske der kommer EFTER dommene. Forbindelsen til ligesindede, folk der finder ind til dig fordi du står ved den du virkelig er, mails og invitationer fra kanter du aldrig i din vildeste fantasi kunne forestille dig.

Jeg endte med at skrabe knap 50.000 sammen på 7 dage. Ja jeg blev dømt, men jeg fik også min største drøm til at gå i opfyldelse og det ændrede mit liv for altid. Hele verden må kalde mig for betonlebbe hvis jeg får lov til at opfylde mine højeste drømme. Det kan jeg sagtens leve med. Det her er jo bare en side i kalenderen. Om to dage er det hele glemt. Det samme gælder i øvrigt shitstorme, hvis du nogensinde havner i en, så kan jeg berolige dig med at de går over og at ingen husker hvem du er og hvad du sagde. Folk er alt for optagede af noget nyt de kan blive forargede over. Som f.eks hvis en eller anden mor-blogger klipper alt sit hår af. You know 🙂

Så. Lad os endelig fortsætte snakken om mit hår, hvis vi stadig har behov for det.

Hav en god (hår)dag.

P.S Og jeg er slet ikke færdig med at fortælle om hvor nice det er at jeg står op og så sidder mig hår allerede, jeg behøver ikke engang køre en hånd igennem det. Meget mere om håret senere.

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

4 kommentarer

  • Rose

    💕
    Jeg har af flere omgange (måske 4?) været helt korthåret. Nogle gange har jeg selv klippet det, andre gange har det været hos en frisør. Jeg har haft langt hår med sidecut, jeg har haft pandehår, dreadlocks, glat hår, krøllet hår. Og alle synes noget, og ytrer det ofte og ikke særlig nuanceret. “Det er klamt”, “det er grimt”, “det er maskulint”, “du ser pænere ud med…”
    JA! OG HVAD SÅ?! Nogle gange laver man mad, der ikke smager godt. Eller tager underligt tøj på, eller bruger et ord forkert. For at prøve det. For at danne erfaringer. Det må man godt, hjertens gerne, for det er dét, vi kan, når vi er i live 💕

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Merete

    Hvor er det ærgerligt, at man på de sociale medeier bare kan kaste om sig med ord uden at tænke på modtageren. Og kan sørme godt forstå du blev ramt!

    Betonlebbe er virkelig et underlidt ord, og gad vide hvor det egentlig kommer fra; altså beton og lebbe.. måske en lebbe lavet af beton, eller beton som er lesbisk?

    Men altså – beton bliver jo brugt til støbe fundamenter under bygniger med, og til at bygge andre rimelig stærke og solide ting i. Så.. et solidt og stærkt fundament. Det er jo ikke så skidt.

    En lebbe – det er i min verden en der ved hvor hun står. Hun er ikke bare lesbisk eller homoseksuel, men en lebbe! Sådan en som er stolt af det, og bare slynger det ud, og viser det til hele verden. Lebbe er indbegrebet af, at være ligeglad med hvad omgivelserne tænker – igen i min verden 😉 Det har sådan en bring-it-on attitude over sig.

    Så de to ord tilsammen kan jo også betyde noget ganske andet, end den gængse opfattelse. Et stærkt og solidt fundament, og en bevidsthed om sig selv og sine egne valg – og at stå ved dem.

    Nå, det var lige lidt ordspil. Jeg håber du forstår mit ordkløveri 🙂

    Jeg synes du er stærk og modig! Og du er et forbillede for utrolig mange mennesker, som kan se sig selv i dig og din ærlighed. Det er guld værd! Og det får rigtig mange mennesker til ikke at føle sig så ensomme og anderledes.

    Tak for det! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Du vinder simpelthen internettet med den kommentar, kæmpe kæmpe kæmpe tak for at få mig til at smile over hele mit betonlebbehoved <3 <3 <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susanne

    L Å V E ❤️❤️❤️
    Dejligt skriv 💪👍💕

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvordan kunne du få et barn mere med en mand der har stalket dig?