En lille skoldkop kom marcherende ...

En sennepsgul lorteuge og lidt om socialt bedrageri, og hvordan det føles at være anklaget for det

Jeg endte simpelthen med at smide den ud. Body’en. Og sengetøjet og bukserne har fået en ordentlig omgang Vanish (ikke reklame, jeg hører gerne om mere bæredygtige løsninger). Og resten af dagen har lejligheden lugtet lidt af lort, også selvom jeg har været ude med skraldet. Tror jeg. Ammehjerne. Må hellere tjekke om lidt.

Hvis du i dag klikkede dig ind på bloggen i håb om at finde et inspirerende indlæg om hvordan man er en overskudstype, så må jeg virkelig skuffe dig. Det er nok det eneste der ikke kommer til at stå noget som helst om. Til gengæld vil jeg tage dig med igennem en lorteuge, og så vil jeg sende en kærlig krammer ud til alle der tilnærmelsesvis kan følge mig i hvorfor jeg bare burde gå ind og lægge mig nu. Men du ved. Motherhood. No can do.

Det hele startede for et par uger siden. Digital post fra Udbetaling Danmark. Havde jeg været yngre og uden børn, så havde jeg nok drukket mig mod til. Jeg HADER digital post og har en eller anden e-boks angst efter alt for mange virkelig dårlige møder med systemet. Men jeg klikkede mig ind og tænkte “hvad nu” (og hvis der sidder coachtyper på linjen og har en holdning om tiltrækningens kraft og at det nok er mit eget underbevidste “hvad nu” der har tiltrukket det brev, så er ingen interesseret i at høre din holdning!)? Og der lå to breve fra udbetaling Danmark.

Det ene brev fortalte mig at jeg ikke var berettiget til at modtage “enlig forsørger bidrag” til Selinna, da jeg jo umuligt kunne være enlig forsørger når nu jeg havde fået et barn. Og ikke bare et barn, men et barn til med samme far. Ergo måtte vi være i et forhold og ergo måtte jeg altså være socialt bedrager. Afgørelse slut.

“øhhh nå!” tænkte jeg. Jamen så undværer jeg da bare det bidrag, selvom ganske få minutter på min blog og mine sociale medier havde givet Udbetaling Danmark svaret på alle deres spørgsmål.

Næste brev.

“Du skal tage stilling til nye oplysninger” da vi jo ikke mener du er enlig forsørger, og derfor skal du redegøre for ALT i dit liv. A L T. Og så vil vi vurdere om du skal betale bidrag tilbage igen.

Rasteplads-toilet-selfie

Årh, det er bare lige hvad man behøver midt i en tid med for lidt søvn som enlig mor. Men selvfølgelig. Jeg kan godt se det for mig. Jeg har sendt en ansøgning om bidraget (alt andet ville jo netop være mærkeligt), og så er der simpelthen slået revner i Commodore 64’erne inde ved Udbetaling Danmark. Nogen er besvimede. Nogen måtte hente kogende vand. Eller. Nej vent, forkert scenario.

Nå. Men jeg skyndte mig at redegøre for:

  • Hvem der vasker op i mit hjem
  • Hvem der gør rent
  • Hvem der vasker tøj
  • Hvem der handler ind
  • Hvem der betaler mine indkøb
  • Hvem der overnatter i min lejlighed
  • Hvad min relation til pigernes far er
  • Hvem der betaler mine regninger
  • Hvem der står på min lejekontrakt (finde min lejekontrakt, scanne ind, sende til digitalt, hvilket er en soduko i sig selv at løse)
  • Kontoudtog et år tilbage i tiden
  • Mails fra vores parterapeut, understrege MANGE gange at vi ikke er et par, men at vi bruger en dygtig terapeut i stedet for statsforvaltningen
  • links til min blog (jeg undlod at skrive, havde i lige gidet at google lidt først, ligesom alle andre offentlige instanser gør, så havde vi slet ikke det her problem!)
  • Samværsbeskrivelse (hvor foregår samværet, hvor længe, hvor ofte, hvordan)
  • Hvem betaler børnepenge, dokumentation

Jeg har sikkert glemt noget.

Og ja, jeg ved godt de skal tjekke. Jeg er bare så træt af alt det system og digitalisering. Jeg er så træt af at borgerne som udgangspunkt er skyldige indtil det modsatte er bevist. Jeg er så træt af at det jeg bruger mest tid på, det er sådan nogle åndssvage ting fordi hele vores system er bygget på frygt og menneskeforagt. Jeg er træt af at være træt og have nogle hårde dage hvor jeg reagerer lidt (meget) på min fortid med pigernes far, noget der vistnok bare først er plads til at reagere på nu, og så samtidig skal forsvare mig overfor en myndighed over at jeg ikke er i et forhold med manden.

Gid der var en Ulla. “Hej, jeg hedder Ulla, jeg kommer fra Udbetaling Danmark, jeg kommer bare forbi forbi vi undrer os over noget, og alt er sikkert i den skønneste orden, men kan du ikke fortælle lidt om de her ting. Her, lad mig vugge din baby imens du lige finder din lejekontrakt frem. Ja, det tænkte jeg nok. Du ser også for træt ud til at være i et forhold med ekstra hænder, undskyld forstyrrelsen. Her er en citronmåne på Udbetaling Danmarks regning, hav det dejligt, og tillykke med dit lille nye barn, hvor er hun bare dejlig”

Da jeg så ringede, 3 uger efter at have sendt mine “beviser” ind, og spurgte hvornår jeg ville høre noget, da det er ret ubehageligt at være anklaget for at bedrage systemet, så sagde den søde (for det var hun, hun kunne godt være en Ulla) sagsbehandler at “gud, der er ikke lige nogen der har kigget på din sag, det gør jeg i eftermiddag. Tak for det Ulla.

Om aftenen fik jeg digital post, og Udbetaling Danmark har trukket deres anklage tilbage og jeg er nu anerkendt enlig forsørger. Mit glædeshop kunne nemt forveksles med en snublen over en dørkarm. Eller en af Emmalias byggeklodser.

(undskyld blitzen unger!)

Og så kom skoldkopperne. Først det ene barn og så det andet barn. Og så endnu et brev på Digital Post. og jeg tænkte “hvad NU!?”, og denne gang var jeg ikke bange. Jeg var simpelthen for træt. “Du har fået ny post fra Lyngby kommune”. Nådada.

“Hej Frejamay, vi har regnet på dit tilskud til institution i 2016 igen for at sikre at du har betalt det du skulle og fået det du skulle. Og det har du. Farvel!” Det brev kunne jeg ærlig talt godt have undværet. Til en anden gang. Hvis nu i læser med her.

Så den sidste uge (10 dage) har jeg været alene med to skoldkopperamte piger. Selinna har haft 8 skoldkopper og Emmalia har haft 8000. Det har selvsagt været en okay hård uge, men trods den manglende søvn og det manglende overskud, så har vi hygget os, og jeg har nydt at have de små rollinger så meget i mine arme. Jeg er bagud med alt, men det er et vilkår når man vælger at få børn, og det accepterede jeg allerede inden jeg blev mor første gang, så det kommer der ikke et pip omkring. Jeg er bare glad for at jeg har kunnet holde om mine små skoldkopper, kramme dem, nusse dem og hygge med dem.

I dag er Emmalia taget hjem til sin far, første overnatning (igen, læs her hvorfor det ikke lykkedes første gang), og da de var taget afsted i morges, og havde vinket farvel til Selinna og mig, så ramte feberen mig, og mavepusteren. Jeg føler mig som en massiv træstamme, hvor man har lavet et indhug på begge sider af mig, så et enkelt pust vil vælte mig omkuld.

Det er en naturlig reaktion på at det har været rigtig hårdt den seneste måned. Det er nu kroppen reagerer. Det er nu jeg skal være træt og drikke en cola og trække vejret helt ned i maven og græde lidt og se sørgelige videoer på youtube. Inden jeg kaster mig over arbejdet igen om lidt. Og det er okay. For man skal reagere.

Så sådan har det været. Og i dag har jeg scrollet lidt på instagram, og så har jeg slået mig selv i hovedet fordi jeg ikke er “kommet videre med mit liv” og sidder her og bakser med digital post og ikke lige er ude og holde foredrag for 2.000 mennesker. Eller ikke lige coacher. Eller ikke lige har ramt 75.000 unikke besøgende på min blog.

Kender du det? Så kommer hammeren. Efter at have holdt sammen på alt ting lidt for længe, så er det også forkert man ikke bliver hyldet som en iværksætterstjerne med “6 figures monthly income – and hos I did it in only 6 minutes!”

BANG BANG

Så i dag.

Ingen inspiration.

Ingen ja-hat.

En cola og en dyne uden baby-sennep på. Og ud med skraldet. For min ammehjerne havde blot tænkt at jeg havde været ude med posen. I virkeligheden havde jeg det ikke. Og om lidt bliver der stille. Jeg skal sove.

P.S. Nåja, og så er min opvaskemaskine gået i stykker, så jeg er ved at vaske mig igennem hele molevitten i hånden. Carpe Diem, challenge your fear, hakuna matata.

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

7 kommentarer

  • Alexandra

    Åh hvor jeg forstår. Jeg har også en “hvad nu” eller “åh nej hvad har jeg nu gjort” når der er digital post. Og UDK er noget af det mest amatøragtige der findes. Min mor har alzheimer og har fået førtidspension. Og der er ALTID bøvl med udbetalingerne. Og de skriver breve som jeg – der selv tidligere har skrevet afgørelser – ikke forstår. Hvordan fanden regner de så med at en med alzheimer kan forstå dem.
    . Og jeg kender godt hammeren. Tror den bor i hånd. Pisse irriterende. God vind, god karma, god søvn og god vin i din retning. ♥️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rebecca

    Sollys virker crazy godt på baby-lort 🙈 havde ikke helt troet på det, hvis ikke jeg havde set det selv 😂 efter vask, så ud st tørre med det gule med solen, og voila, når det er tørt er det væk. Har også prøvet det med en body der var tør, her virkede det også, efter et par timer havde jeg en helt hvid body igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina

    Åh smukke Mor….. Kram og masser af go karna sender jeg din vej. Ufatteligt man skal ud i ekstremer. Kan følge dig så meget❤️ Rigtig go bedring til jer alle.😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Galdesæbe og solen, kan gøre underværker for den ikke så flaterende gule farve🙈 ellers plante farve hvis alt andet ikke virker
    God bedring og håber i får en god nat søvn

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisbeth

    Må du få en lang god lur… og en masse gode drømme

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En lille skoldkop kom marcherende ...