Velkommen tilbage til oldtiden! En digital junkie detoxer

Minimalisme og rejsen væk fra konstante afbrydelser og informationsstrømme

Velkommen til næste niveau af rejsen med minimalismen og rejsen ind til noget nyt, som jeg ikke helt har defineret endnu. Jeg tænkte på at komme med en lille opdatering på hvad der sker, for der sker rigtig meget, og tiden er inde til at reflektere lidt “højt” og sætte nogle ord på en ret vild proces.

Så. Jeg har købt en Oller-telefon der intet kan. Læs om en digital junkie der detoxer her (mig) og hvorfor. Det er næsten den mest irriterende telefon jeg har haft i mit liv. Samtidig med at det nærmest er helt magisk det den gør ved mit liv. Nu har jeg brugt telefonen i knap to uger og jeg er blevet en del klogere:

Det tager et år at skrive “hej, kan jeg ringe til dig kl. 12?” og don’t get me started on smileys! Jeg skriver ingen smileys længere, kun hvis det er folk jeg ikke kender, som f.eks den mor til den pige Ems har en legeaftale med fra børneren, som skriver mange smileys. Men det er da også underligt. At jeg føler behov for at besvare hendes smileys med besværlige smileys.

Min telefon kan indeholde cirka 24 sms’er, så er hukommelsen fuld og jeg skal slette. Den havde jeg ikke lige set komme. Og vi snakker ikke lange sms’er, nej, helt korte sms’er der fylder. “DIN HUKOMMELSE ER FULD!”, jeg var ved at græde første gang jeg fik notifikationen fra min Oller-telefon, og bagefter var jeg flad af grin over hvor vildt det var, at der er så mange følelser i det der telefoni. Tingene har udviklet sig.

Men hold nu op hvor er det vildt hvilken fysisk og psykisk effekt blot to ugers digital detox har på min hjerne og min krop. Jeg føler impelthen der er en tåge der er lettet fra min hjerne, og jeg føler markant mindre stress, travlhed og “skynd-mig-følelse” i kroppen. Vi lever jo i dag en tid hvor der ikke sorteres i hvad der egentlig er relevant, fordi vi så nemt kan dele (ALT) information i stride strømme. Jeg får nogen gange stress af alle de links der, i absolut bedste mening, sendes til mig på

  • mail
  • imessage
  • sms
  • messenger
  • tags på instagram
  • tags på facebook
  • pins på pinterest

som jeg liiiiiige skal læse. Og jeg er selv super slem til det. Læs lige det her, læs lige det her, læs lige det her, du SKAL læse det her, det er lige dig! Jeg har studeret min egen informations-junkie-adfærd i et stykke tid nu, og jeg føler mig hverken mere mættet eller klogere når jeg har læst mig igennem 14 artikler og 4 blogindlæg og 5 youtube-videoer om et eller andet emne. Tvært i mod. I hver artikel eller link indholder 5 nye links og 3 andre videoer og nye links og nye videoer, og pludselig er der gået 6 timer og den tid kommer aldrig igen.

Jeg synes ikke de sociale medier er skidt. Stort set alle mine venner og veninder er mennesker jeg på en eller anden måde har mødt på de sociale medier. De sociale medier kan alt muligt inspirerende og fantastisk. Men jeg har slået mig selv i hovedet længere end jeg vil være ved over mit forbrug. Nu har jeg tal på (dem deler jeg snart). Jeg har tal på hvor mange gange i døgnet jeg tager min telefon op og hvor meget skærmtid jeg har på telefonen. Sort på hvidt. Ikke fornemmelser eller “jeg tager ikke min telefon op mere end 20 gange dagligt, det gør jeg altså ikke”. Nej. Jeg ved præcis hvor mange gange der er tale om nu, og tallet er ærlig talt skræmmende. Det er tid væk fra mine børn og væk fra mig selv og mit nærvær. Tid jeg aldrig kan få igen og tid jeg ikke bliver “mæt” af.

Men jeg har også erkendt at det ikke er mig og min viljestyrke det her handler om. Det er langt større end det. Der sidder tusindevis af højtbetalte hjerneforskere og designere og programmører, som får penge for at få lige netop mig til at sidde så længe som overhovedet muligt med den åndssvage dims i hånden. Væk fra virkligheden. Jeg har tabt det løb for mange år siden. Derfor handler det ikke om viljestyrke. Det handler om at forstå gamet og det handler om at sætte rammer op for mig selv som virker. Og det er det jeg er i gang med nu.

(Reklame: Tøj modtaget i gave fra Småfolk)

De sidste 14 dage har mit nærvær med mine børn været helt anderledes. Jeg har taget markant færre billeder af mine børn, selvom jeg mange gange har tænkt “øj det ville være et godt billede” eller “hvor er min Iphone?”, men de fleste gange er det faktisk lykkes mig at lade være og bare nyde oplevelsen og være i den med pigerne. Og det har været fantastisk. Jeg føler langt mere nærvær, langt større mæthed i samværet med mine piger og det er sjovere at være sammen med dem, fordi jeg er der med hele mig. Min hjerne er ikke låst fast i et facebook-skabt FOMO (fear of missing out – frygt for at gå glip af noget) tankefængsel.

Jeg tjekker stadig de sociale medier for meget. Det kan jeg mærke. Men jeg kan (heldigvis) samtidig mærke skuffelsen over at der ikke “er sket mere” siden jeg tjekkede sidst. Og så er jeg begyndt at tackle mig selv når jeg får lyst til at gribe ud efter telefonen. Så jeg siger højt, enten til mig selv eller til pigerne “mor kan ikke lige komme nu skat, for mor skal lige se et billede af en flyvende ko på Anders Hemmingsens instagram”. Det er jo simpelthen bare for dumt, men det hjælper at italesætte det. Og hurtigere end jeg kan nå at sige “ko” igen, får jeg lagt smartphonen ned eller lukket computeren, og så er jeg med igen. Men det kræver øvelse og beslutning og viden om at hver gang jeg klikker på det blå ikon, så rejser der sig en hær af designere og programmører, hjerneforskere og pengeliderlige virksomheder, der er røvligeglade med mit liv, men som med julelys i øjnene sælger mine data videre til højestbydende. Og de gør bare det de skal, og jeg har selv valgt at være med på den. Det er bare godt lige at minde os selv om.

For hvor mange af os er i virkeligheden stoppet op siden dengang facebook var en sjov ny dille til at det er blevet ramme alvor? Er du? Jeg er et par gange, men ikke sådan rigtigt. Ikke som nu. Og igen, jeg siger ikke det er skidt, og jeg er overvejende glad for de sociale medier, jeg skal bare personligt lære at bruge dem, så de ikke bruger mig, og jeg dermed betaler med, ikke bare data, men med empati, kærlighed og nærvær.

Det hele handler om kliks, og derfor er det svært at få nuancerne med. Er det en verden jeg har lyst til at være en del af? Ikke rigtigt nej. Jeg elsker alle nuancerne nemlig.

Så. Det er det der sker lige nu. Det er drøn spændende og hårdt og befriende. Og det vigtigste er at jeg har opdaget at alle mine “begrænsninger”, som at købe en Oller telefon og kun købe bæredygtigt fra nu af og leve minimalistisk og spise mere plantebaseret og arbejde for klimaet, de i virkeligheden har åbnet en helt ny verden fuld af muligheder og dejlige mennesker. Det er simpelthen så fedt, og jeg vil så gerne have dig med på denne rejse. Hvis du vil. Jeg har ingen konklusion på en rejse jeg stadig er midt i. Jeg tror det er farligt at lave en nu. Så jeg deler bare hvad der sker og håber du kan bruge noget af det.

Rigtig god dag 🙂

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

2 kommentarer

  • Am

    Er der en konklusion på sådan en proces? Jeg tænker, at den vil være et levende emne, resten af livet. Ellers blev man jo ikke klogere. Og dét bør vi alle blive bedre til at blive. Ligesom med mor-skabet, venskaber og familie-skaber.

    Jeg er selv bevidst om nogle af de samme emner som du, pt. Men jeg kan mærke en forskel i at være bevidst. Så tager jeg aktive til- og fravalg.

    Det næste bliver måske dyrevelfærd? Dét ville jeg synes, fortjener nogle tanker og et par skriv. Miljø og minimalisme kunne snildt komme ind dér!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Velkommen tilbage til oldtiden! En digital junkie detoxer