Derfor har Emmalia sådan et veludviklet sprog - 5 praktiske ting vi gør herhjemme

Nej (sgu), vi skal ikke neutralisere køn, men vi skal igang med det her. Nu. For dine børns skyld. Og mine.

Egentlig er det her blogindlæg en boganmeldelse. Eller. Det var i hvert fald meningen at det skulle være det. Måske ender det med at blive det. Men først må jeg lige afvæbne inden jeg skriver videre, for der er en tendens til, når jeg bringer det her emne op, som jeg har en hastigt stigende interesse i, så fægter folk med armene og siger “nej nej nej, gå væk, vi vil ikke være med til at neutralisere køn!” eller “jamen der ER forskel på drenge og piger / mænd og kvinder”. Jeg har aldrig nogensinde skrevet at jeg går ind for hverken kønsneutralitet, eller at jeg tror at drenge og piger er fuldstændig ens. Nej og nej. Men hvis vi ikke evner at tage en nuanceret debat om det her emne uden at vi skal afvæbne og forsvare ting vi slet ikke har sagt, så bliver det i hvert fald rigtig svært for alle at skabe den forandring som er tvingende nødvendig.

Hvorfor? Fordi alle børn skal have flere muligheder. Derfor.

Hvorfor ringer pædagogerne oftest til mor når barnet er syg?

Hvorfor kalder vi dem “de stille piger” og “de vilde drenge?”?

Hvorfor er det kun mandlige pædagoger der kan give drenge gode rollemodeller? (og hvilke stereotype manderoller er det i så fald?)

Hvorfor er det kun mandlige pædagoger der kan “sørge for at vi kommer mere udenfor med ungerne”?

Hvorfor er det kun kvindelige pædagoger der kan yde nærvær og omsorg og forståelse for (pigernes?) følelser?

Hvorfor er det bedre at være en drengepige end en tøsedreng?

Og hvorfor er alt der er forbundet med “pige” egentlig nederen? (tøsedreng, pigekast/kaster som en pige, pigepoint, pigelus, kedafdet/følelser = svag osv osv)

Forleden dag tog jeg mig selv i at give op da jeg skulle samle mit 3årige barns flyvemaskine-dims fra et Kinder-æg og tænkte at “det er nok bedre far gør det”. Ikke fordi jeg ikke kan finde ud af det, men fordi jeg blindt lever i illusionen om at det kun er mænd der kan det der tekniske, selv på Kinder-æg-niveau. Jeg glemmer at jeg både kan hacke (ikke meget, men lidt), kan bygge hjemmesider, kan finde ud af at gå i Silvan selv og kan håndtere en excentersliber helt uden brug af mine bryster. Ting man forbinder med “mand”. Da det gik op for mig at det simpelthen var for åndssvagt at jeg ikke troede på jeg kunne samle en flyver, fordi samfundet har lært mig at “kvinder og teknik LOL” så samlede jeg lortet, og læste videre i min nye bog “giv alle børn flere muligheder – om det normkritiske og ligestillingspædagogiske arbejde på  Martha hjemmet” skrevet af Helle Bøgelund Frederiksen. Den her:

Nu er jeg ikke pædagog, men jeg er mor, jeg er også kvinde og jeg har været pige engang. Jeg er også mor til piger, som skal ud i verden, og som allerede nu er viklet helt ind i Disneys Elsaficering af piger og “drengene må ikke være med” og “pigehygge”, selvom drengene hjertens gerne må gå i kjoler ovre i Emmalias børnehave. Det handler bare ikke (kun) om at drenge skal i kjoler og piger skal lære at lege med sværd og spise orme, det handler om at vi udfordrer kønsstereotyperne og vores egen tilgang til køn, ikke for at putte børn ned i nye kasser, men netop for at tage piger og drenge op ad de meget begrænsende kasser vi for længst har puttet dem ned i. Og som vi med lukkede øjne fortsætter med at proppe dem ned i.

Jeg har været blind overfor det så længe, men langsomt er jeg begyndt at se det over det hele, og det er denne rejse der har ført mig til ovennævnte bog, som jeg med stor interesse har læst, og med stor glæde kan anbefale dig også at læse hvis du er det mindste interesseret i at skabe flere muligheder for alle børn (og voksne i fremtiden).

Bogen handler om hvordan man kan være nysgerrig på køn og arbejde med køn og normkritik, stereotyper og hvorfor det her emne vækker enormt mange og enormt stærke følelser hos mennesker. Hvorfor det er så nemt at føle sig ramt. Hvorfor det er så vigtigt at have et rum hvor det er okay at tale om de her emner, også når vi føler vores grænser bliver overskredet i arbejdet med normkritik og ligestilling. Bogen er absolut relevant for os forældre også.

Forleden dag postede jeg det her billede på facebook. Jeg følger med stor glæde Everyday Sexism Project Danmark på facebook, de er med til at holde mine øjne åbne overfor hvor meget stereotypt bullshit vi allesammen blindt er vidner til hver eneste dag. Her er billedet:

Det er altid spændende at se hvem der svarer på sådan et opslag, og jeg øver mig i at lade mig udfordre, i stedet for at gætte på forhånd hvem der svarer og hvem der føler sig stødte. Den første kommentar var fra en mand der skrev at han valgte ikke at føle sig krænket og at han i øvrigt ikke ejer en grill.

Ingen skrev noget om at føle sig krænkede, men det er svært at have en dialog og skabe udvikling her hvis ikke vi kan komme ud over “nå, så er h*n krænket igen, hvem henter en tudekiks?”. Billedet ovenfor er blot et lillebitte billede af det store billede. Hvorfor har apoteket overhovedet et behov for at slæbe en grill ind i butikken for at sælge “mandeprodukter”? Hvis vi ikke begynder at snakke om de her ting, og blive bevidste om dem, så ændrer samfundet sig aldrig.

Og hvorfor er det et problem? Jo det er det fordi vi stadig ikke er ligestillede. Kvinder tjener ikke det samme som mænd i ens stillinger (kilde). Mænd dominerer komplet statistikkerne for kriminalitet i Danmark (kilde) Og det lyder jo alligevel ikke rigtigt som om det har noget med mig og dig og dine børn at gøre, vel? Men det er det der er problemet.

Hver gang jeg debatterer det her så møder jeg blindheden. “Jamen min dreng snakker bare ikke så meget om følelser” eller “min pige er bare ikke til vilde lege ude i skoven” eller “det er totalt tilfældigt at Emma har valgt at være prinsesse og Karl har valgt at være Spiderman”. ALT forskning siger det stikmodsatte (kilder kommer i bunden af indlægget, og jeg vil virkelig opfordre dig til at dykke ned i emnerne). Hvis ikke vi tør kigge os selv i spejlet og se om ikke vi er med til at stereotype vores unger (måske er vi ikke, men måske er vi faktisk), så bidrager vi til fastlåstheden, til rigtig kedelige statistikker når det kommer til partnervold, overgreb og voldtægter og mord, løngaps og troen på vores muligheder i livet. Vi er med til at holde fast i et samfund og en samfundskultur hvor der bare findes første og andenrangsborgere og hvor børn ikke bare er børn, men hvor drenge og piger er drenge og piger med vidt forskellige forventninger til hvad det hver især indebærer.

Vores adfærd (eller mangel på nysgerrighed på vores adfærd) den har konsekvenser. Og det er her bogen kommer ind i billedet igen. “Giv alle børn flere muligheder” beskriver rigtig fint kompleksiteten, og samtidig vigtigheden af dette arbejde med normkritik og ligestillingsarbejdet. Det handler ikke om at Robin Hood skal komme til den hvide mand og fratage ham privilegier og give til de onde mødre. Det handler om troen på at der er plads nok til alle, og at der skal være lige muligheder for alle, uanset hvad man har mellem benene og hvilket køn man identificerer sig med.

Så.  Bogen. Jeg kan virkelig anbefale den. Den er let læst (jeg har ammehjerne pt og læste den på 2 dage), og den åbner verden lidt op og hjælper godt i gang med noget ingen har svaret på, men som alle forhåbentligt har en interesse i at arbejde med. Vi kan alle blive enige om at man fra politisk side skal gøre en markant større indsats på området, men bogen hjælper med at vi tager problemstillingen helt hjem til os selv, for hjemme hos os selv er altid et rigtig godt sted at starte. Lad os tage nogle snakke med vores børn, lad os finde ud af hvilke historier ungerne allerede lever i og om de er rigtige de historier. Lad os udfordre fortællinger om hvad drenge og piger er og kan og åbne verden op for alle børn. Det fortjener de.

********************************

********************************

Bogen kan kun købes via Martha hjemmet. Send en mail til Helle på frederiksen@os.dk, og så kan du mobile paye og bogen ryger afsted til dig.

********************************

********************************

 

Inspiration, forskning og kilder:

Her har jeg fundet kæmpe inspiration og her finder du noget af forskningen på området:

Dr. Michael Kimmel, som har lavet to meget inspirerende TED-talks og i øvrigt er spændende at følge.

Jackson Katz. pd.D, super inspirerende at følge, han har også lavet en TED talk, hvor han blandt andet dykker ned i hvordan vores sprog omkring køn er med til at påvirke ligestilling negativt. Se den her.

Cecilie Nørgaard, som jeg først for nyligt er begyndt at følge. Jeg vil vildt gerne høre nogle oplæg med hende.

Martha hjemmet, og deres arbejde.

Everyday sexism project danmark og deres arbejde, følg dem både på instagram og facebook.

En feminists bekendelser, Sarah, er superskarp og tager mange relevante emner op indenfor netop dette område.

Dokumentaren “The mask you live in” Den handler om mænd og giftig maskulin kultur, og hvad vi kan gøre for at give drenge og mænd langt flere muligheder i livet

Dokumentaren “Miss reprensentation” som er produceret af samme team som ovennævnte dokumentar, og som handler om hvordan mediernes fremstilling af kvinder er med til at give kvinder færre muligheder i livet, og degradere kvinder til at være objekter.

Tankevækkende eksperimenter om køn, som det her

Og dette norske eksperiment:

 

Og til sidst vil jeg kærligt opfordre til nysgerrighed. I bogen skriver Helle om at “give en ekstra mil”. Du kan selv læse mere om begrebet i bogen, men kort fortalt, så handler det om at vi skal gøre os ekstra umage her, for det er ikke et nemt område at lave udvikling indenfor.

Min kærlige opfordring går på at du begynder at tage del i debatterne. I stedet for at den lukkede urokkelige tilgang a la “fuck altså, må vi nu ikke lave jokes om patter på universiteterne længere“, så prøv at være nysgerrig på hvad der kunne ligge til grund for at ledelsen tager sådan en beslutning. Og når du bliver udfordret på din egen holdning, så fjern dig fra computeren et øjeblik og kig dig i spejlet og mærk efter hvor din holdning egentlig kommer fra og om du er glad for den.

Jeg kan fortælle at jeg har været sådan en der svinede både feminister og andres kærester til hvis de var for snerpede. Jeg ville være “en af drengene”, så det var jeg i mange år. Jeg var så meget “en af drengene” at jeg til sidst mistede min identitet og blev til “Bjarnes kæreste”. Jeg havde ikke engang min egen identitet længere. Jeg kaldte kvinder for kællinger, og “kællinger” der tillod sig at stille krav til verden/mænd/omgivelserne, de skulle bare “fucking dø” (mener jeg at udtrykket var, ret præcist). Og homoer var bare fucking klamme. Og “homo” var et skældsord i mit liv dengang. Og meget andet jeg ikke er stolt af.

Men jeg er nødt til at sende kærlighed til hende jeg var dengang, hende der levede i alt det frygt. For det var frygt. Jeg var bange for at jeg ville blive forladt hvis jeg ikke messede med på de der holdninger til verden og mænd og kvinder. Jeg har stået og grinet af en plørefuld kammerat der satte sig bag rattet, fordi jeg var dødsensangst for at være lyseslukkeren der bad om bilnøglen og dermed ville blive den der nederen type er ødelagde alt det sjove. Og mænd græder ikke der hvor jeg kommer fra. Mænd “mander sig op”. Og piger er nogle narrefisser hvis de ikke gider give fyre blowjobs bag hækken til halbal. Og piger er ludere uden at de overhovedet har været i seng med nogen. Det var jeg. Jeg var “luder” inden jeg overhovedet havde haft nogen former for seksuel debut. Men sådan var det bare. Og det findes over det hele, her 25 år senere. Og der sker ikke en dyt ved det hvis ikke vi begynder at stille spørgsmålstegn ved den måde vi stereotyper drenge og piger.

Så det synes jeg vi skal gøre sammen. I kærlighed. Jeg håber du har lyst til at være med. Jeg starter hos mig selv:

Hej, jeg hedder frejamay og jeg har negativt stereotypet en mand fra min datters børnehave i dag. Han er forretningsmand og han er altid meget velklædt og travl. Han har engang afleveret sit barn til mig derovre, fordi han troede jeg var pædagog. I morges sad jeg og ammede Selinna, og Emmalia sad ved siden af mig. Han kom helt kærligt hen og interesseret hen til mig og spurgte hvor mange år der var i mellem mine børn. Han blev stående og han var oprigtig og nysgerrig. Da vi havde snakket lidt tog han afsted. Og ved du hvad jeg gjorde? Jeg genfortalte historien til en veninde og sagde følgende “så han har nok været på et eller andet lederkursus hvor han er blevet udfordret på at udvide sine relationer, og så var jeg den første han lige fik øje på”.

Shame on me. Det her arbejde går alle veje. Og jeg har lyst til at snakke med ham og jeg har lyst til at sige undskyld, fordi jeg ikke kunne skænke ham den tanke, at han måske bare var en far der var oprigtigt interesseret og derfor spurgte. Jeg valgte at stereotype ham. Og det var ikke fair. Han er den første forældre jeg har snakket med længe, hvor det ikke er mig der har taget kontakt. Og så outer jeg ham på grund af hans køn og hans nypudsede sko.

Shame on me!

Det her foregår alle vegne. Vil du være med?

Nu trykker jeg “udgiv” selvom jeg er bange og selvom jeg føler jeg egentlig bør have mig en ph.D. i det her emne før jeg kan tillade mig at udtale mig om det. Jeg øver mig, men hvis ikke jeg starter et sted, så kommer jeg aldrig i gang.

Lad os hylde mangfoldigheden i stedet for at udslette køn eller putte piger og drenge i kasser der begrænser dem resten af livet.

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

5 kommentarer

  • Smørblomst

    Du er fantastisk! Klog og velformuleret. Præcis nok. Ikke for meget og ikke for lidt. Tak 🙏🙏🙏

    Jeg er der med dig. Men alligevel for vattet til at skrive under mit eget navn.
    Kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Mega spændende emne! Jeg er opmærksom – men hold op hvor er det bare indgroet 😬 Da jeg fik mit første barn, en søn, var jeg meget opmærksom på ikke at putte ham i den stereotype drengekasse – og jeg hyldede, når han legede med din dukke osv…
    Da jeg så fik en datter, var det pludselig ikke så nemt 🙈 Af en eller anden grund, så tog det mig længere tid, at købe ridderborg og sværd til hende, end det havde gjort til min søn… Til gengæld har jeg ikke haft svært ved at putte hende i storebrors aflagte tøj – havde det været omvendt er jeg ikke sikker på, han havde arvet lige så meget lyserødt. Og jeg undrer mig over mig selv, over mine indgroede mønstre osv. Jeg prøver! Og jeg vil prøve endnu mere. For jeg vil gerne være med til at bryde det. Tak fordi du rejser emnet!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Selv tak <3 Det ER bare megasvært, og vi er bare nødt til at holde hinanden lidt i hånden her og pakke pegefingeren væk <3 Tak fordi du er med <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Derfor har Emmalia sådan et veludviklet sprog - 5 praktiske ting vi gør herhjemme