Minimalisme og oldtidsfund i min skuffe (OMG!)

Moderne minimalistisk livsstil – farvel smartphone og hello nærvær!

Det her havde jeg virkelig ikke set komme da jeg startede min rejse med minimalismen for godt en måned siden (begynd her hvis du er ny i den minimalistiske livsstil), jeg havde på ingen måde regnet med at mit moderne minimalistiske liv ville betyde et farvel til min smartphone. Som blogger, influent og moderne ung kvinde på farten, er jeg ret afhængig af min smartphone, og hele den verden af muligheder den åbner op for. Så hvad er der sket siden jeg alligevel har taget beslutningen om at sige farvel til smartphonen?

Well, jeg opdagede at jeg ikke bare er moderne mere, men at jeg er røget over i kategorien “digital junkie”, læs mit erkendelsesindlæg her. En digital junkie er en hvor smartphonen har taget styringen, og hvor du tjekker din telefon (alt for) mange gange dagligt, scroller rundt i de sociale medier, uden egentlig at skulle noget derinde. Eksempelvis. Og det er ikke så mærkeligt, for der sidder svimlend højtbetalt forskere og programmører bag de sociale medier og forker i hvordan de kan gøre dig mere afhængig af din smartphone og dine apps og dine sociale medier, så du bruger mere tid på dem. Du er ikke oppe imod selvkontrol, du er oppe imod en teknologi der er langt smartere end du og jeg. Og du og dine børn og dit liv taber til den virtuelle virkelighed. Øv bøv.

Så det har jeg besluttet mig for at gøre noget ved. Jeg vil ikke styres af en lille firkantet dims til vanvittig overpris. Nej tak. Derfor har jeg gjort noget helt skørt, og jeg har glædet mig hele ugen til at skrive dette blogindlæg og dele mit nye tiltag med dig.

Jeg har købt en pensionist telefon. Denne lille lækre sag fra Denver. Og lige siden jeg havde en Samsun klaptelefon, har jeg savnet at have en klaptelefon. Min nye telefon er rød, det er en klaptelefon, den kan ringe og sms’e og tage et par billeder, og så kan den ikke en dyt mere. Jeg har lige læst brugsanvisningen i går, og den danske del af brugsanvisningen kan være på 4 små sider i en lille bog på alverdens sprog. Thats it. Min nye telefon kan cirka lige så mange ting som en elpisker. Og prisen? Ja, den kostede 279 jyske dollars. Og nu kommer det helt skøre:

Sandheden er at jeg har glædet mig som et lillebitte barn til at få denne telefon hjem. Jeg bestilte den på nettet og den blev leveret ved min dør dagen efter. Det allermest langt ude er at da jeg købte min Iphone 7 plus til knap 10.000 kroner, var det lidt en tam oplevelse. Præcis ligesom de sidste par gange jeg har købt en Iphone etellerandet. Meget dyr telefon, ligner den gamle ret meget, kan det samme, men tager lidt bedre billeder. Og så kan du bare downloade hele din gamle telefon til den nye. Vupti. Glæden varer et par minutter.

Denne telefon har jeg vist til alle der har besøgt mig den sidste uge. HAR DU SET MIN NYEEEE TELEFON! Og med min ammehjerne er jeg kommet til at vise den flere gange til folk inden de er gået, fordi jeg simpelthen er så glad for den.

Men Frejamay, hvordan kommer det så til at fungere i praksis?

Jo, nu skal du bare høre, for det har jeg virkelig også forsøgt at finde ud af, og jeg har fundet en genial løsning. Det første du gør er at lokalisere de største problemer.

Her er mine:

  1. Jeg skal have telefonen med ind i soveværelset fordi jeg er nødt til at kunne se hvad klokken er når (ikke hvis) pigerne vågner om natten. For andre kan det være at de skal bruge et vækkeur, den slags bruger vi ikke herhjemme. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst er blevet vækket af et vækkeur. Men det er et problem det med klokken, for så ligger telefonen lige der, selvom den er på flightmode, og så er det alt for fristende lige at tjekke et eller andet.
  2. Jeg har altid telefonen med. Min store piges institution skal kunne få fat i mig, men det betyder også at jeg har facebook og instagram og min mailkonto og alle de andre apps med mig hele tiden. Og i stedet for at huske at kede mig (det er i kedsomheden kreativiteten vokser), så tager jeg altid min telefon frem og scroller. Og så har vi balladen.
  3. Jeg betaler med nærvær med mine børn. Jeg har pt. 4653 billeder af mine piger. Dem har jeg taget siden jeg fødte Selinna, for der tømte jeg kameraet. Så mange billeder er der INGEN der behøver af nogen. Alt i mit liv er blevet “instagramværdigt” og jeg er hele tiden opmærksom på om noget er “delbart” i stedet for bare at være sammen med mine piger og sige “fuck jer allesammen” til resten af verden. Og det skal jeg simpelthen have afkodet igen. Jeg gider ikke at ødelægge nærværet med mine børn fordi nogen fremmede mennesker skal se de boller jeg lige har bagt. No fucking way.
  4. Mine børn må godt vokse op uden at kende til hele den verden af teknologi. Emmalia ser kun tegnefilm på mine devices, så hun har ikke rigtig noget forhold til dem, andet end at mor stikker kameraet op i snotten på hende hvert andet minut. Så hun vokser på en måde allerede op og har et forhold til hvad der er likeable og hvad der ikke er, allerede inden hun er på de sociale medier. Læge Imran Rashid udtaler: “- Vi er nødt til at erkende, at ingen menneskelige relationer – selv ikke de, der betyder mest for os – kan overleve konkurrencen med den ubegrænsede og let tilgængelige dopamin, vores telefon tilbyder os.” Vi spiller altså fallit her. Det skal brydes.
  5. Jeg er arbejdsmæssigt afhængig af at kunne være på og bruge de redskaber som smartphonen tilbyder, så hvordan gør det det uden at den tager styringen?

 

For løsningen er ikke at smide smartphonen i skralderen. Jeg tror heller ikke det er godt for miljøet. For mig er løsningen at skille mig og min smartphone ad, sådan så den bliver degraderet til at blive et arbejdsredskab, sådan som den var ment til at være, og ikke autopiloten af mit liv. Nej tak til det.

Så her er hvad jeg har gjort allerede.

  1. Soveværelset. Jeg tog simpelthen en tur i Røde Kors i hørsholm for at se om ikke de havde et funky vækkeur, som jeg kunne stille i soveværelset, og dermed lade min iphone blive i stuen om natten. Og sørme om ikke der var et sjovt lille vækkeur, der både kan lyse i alle regnbuens farver og kan sige dyrelyde. Emmalia er helt vild med det. Det kostede en 50’er og der var batteri i det, så uret skulle bare stilles. Easy. Og billigt. Welcome back sleep.
  2. Jeg har købt pensionisttelefonen. 279 kroner kostede det mig. Og 29 kroner i fragt. Det vil sige at jeg nu kan tage på skovtur med mine piger, have telefonen med til nødstelefælde, men jeg slæber hverken kamera eller 8000 facebookvenner eller dopamin-junk-narko-fristelser med. Min Iphone er en computer nu. Ikke en telefon. Og det løser samtidig punkt 3 med at jeg ikke skal stikke en telefon/kamera op i snotten på mine unger hver gang de peger på en pind ude i skovbunden. Jeg har allerede været på små ture uden iphone (og pensionisttelefon), og det er bare så dejligt at den ikke skal med. Jeg er til stede på en anden måde, det må jeg bare erkende. Og så er det jo gerne sådan, at når man tvinger sig selv ind i en ny ramme, så opstår der muligheder man på ingen måde havde set komme dengang man stod og panikkede over “hvad dælen gør jeg så nu? Må jeg så ikke have en Iphone mere?” For hvad gør jeg nu med mit sim-kort? Skal det blive siddende i min Iphone? Skal jeg have et nyt nummer til den nye telefon? Eller til den gamle? Skal jeg så betale to gange abonnement? Jeg google lidt rundt, og så kom løsningen: DATASIMKORT! Yes madams! Jeg beholder mit telefonnummer og sætter i min pensionisttelefon, men der kan jeg jo ikke bruge al den data jeg betaler for, så nu har jeg bestilt et data-simkort til min Iphone, så jeg kan køre al data af over den. Bonus: man kan så ikke ringe eller sms’e fra Iphonen. Lige præcis hvad jeg behøver. Det vil så sige at jeg kan tage min iphone med hvis jeg f.eks skal til blogger-event og jeg ved jeg skal kunne tage billeder og uploade mens jeg er der, men jeg kan også vælge at tage til møde uden Iphone og bare have pensionisttelefonen med så børneren kan få fat i mig hvis der er noget. For mig er det simpelthen så stor en lettelse at jeg kan få det hele, bare… smartere og med rig mulighed for at lade telefonen være hjemme. Og de gange Iphonen skal bruges som redskab, jamen så tager jeg den bare med, ligesom når jeg har min computer med til møder hvor jeg skal fremvise et eller andet. Big fat JA TAK!
  3. Jeg har et ganske godt spejlreflekskamera som jeg købte på den blå avis. Det kommer jeg til at bruge og aktivt vælge at tage med hvis jeg kan mærke at jeg har lyst til at tage billeder på den tur vi skal på.Igen bliver det et bevidst valg og igen betyder det at Iphonen og dopamin-junkien bliver hjemme.
  4. Det at jeg tager action gør at mine børn lærer fra mine vaner. Så jeg tænker at dette punkt bevæger sig i takt med at jeg bevæger mig.
  5. Se punkt 2.

Jeg havde håbet at mit simkort var kommet igår, men det gjorde det ikke, så jeg har ikke nået at teste det hele endnu. Jeg kommer nok til at taste alle mine kontakter ind, ligesom man gjorde i gamle dage, men det giver mig også mulighed for endelig at få sorteret lidt ud i dem. Og hvad så hvis jeg mister min telefon og alle numre er væk? Jamen i dag er der jo ingen mennesker man ike kan finde på google, så det går altså virkelig nok. Jeg har fået stjålet 1 telefon hele mit liv. Jeg overlever. Jeg vil i hvert fald ikke betale med nærvær, empati og kedsomhed/kreativitet længere. Og alle de andre ting vi gladeligt betaler med for at være “på”. Jeg gider ikke være på-på mere. Jeg vil være sammen med dem jeg elsker og være mere ude i fællesskaber på den anden side af internettet. Herude i virkeligheden.

Hvis du mangler en øjenåbner, så lyt til Thomas Skovs podcastserie om at være digital junkie. Du kan høre den gratis lige her. Jeg tog et par mavepustere undervejs, og det er derfor jeg går så målrettet til værks for at ændre det her hurtigt. Så jeg kan komme i gang med at skabe nye sunde vaner, hvor jeg får det bedste fra teknologien og samtidig det bedste fra min familie, mine medmennesker og de mennesker jeg møder på min vej.

Jeg glæder mig så meget til at opdatere dig med hvordan det så går når alt det jeg har skrevet her skal testes i virkeligheden. Nu kommer simkortet forhåbentligt i morgen eller om få dage, og så skal jeg ud og flashe min nye sexede pensionist telefon.

Jeg gad godt at hun fik et navn. Hvad ville være et godt navn til klaptelefonen?

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

10 kommentarer

  • Mia

    Hvilket teleselskab har du brugt? Er glad for CBB, men de tilbyder desværre ikke to SIM-kort på samme abonnement.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mille

    TAK!
    Du har lavet ALT reseacharbejde for mig og har svar på alle mine spørgsmål. Du har simpelthen lavet den fineste opskrift jeg kan følge

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det inspirerende at læse om dine tiltag. Jeg glæder mig til at høre om det virker for dig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Jeg har tænkt på samme løsning, jeg vil bare viderestille iPhonen til knaptelefonen – smart!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • P.S. Din telefon skal da hedde Red (lige som Red i Orange is the new Black)😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sejt FrejaMay! Tillykke med den lille røde ❤️

    Jeg har valgt en lidt anden løsning der dog i praksis på mange måder minder om din: Jeg har en Iphone, men har slået Safari fra og har kun enkelte app’s på den som mobilepay, Spotify og podcast app’en. Dvs. at den i store træk fungerer som en gammeldags mobiltelefon, fordi jeg fx ikke kan surfe på nettet eller være på sociale medier. Men samtidig har jeg bibeholdt de funktioner, som giver mig værdi og hverdagsglæde.
    KH Maria

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linda

    Yrsa. Eller Edith.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Minimalisme og oldtidsfund i min skuffe (OMG!)