Rejsen hjem til mig

Opdragelse, grænser og grænsesætning

Opdragelse, grænser og grænsesætning

“Sætter du slet ingen grænser for dine børn?” Af en eller anden grund popper dette spørgsmål op med jævn mellemrum fra læsere, der undrer sig over om mine børn får lov til alt. Og jeg synes i det hele taget at hele snakken om “grænser” og “sunde grænser” det er en vigtig og spændende snak at have. Så lad os begynde at snakke om det.

“Dine børn får lov til meget”

Altså nu ved jeg jo ikke helt hvad der menes, for hvad er “meget” egentlig? Ja Emmalia løber rundt uden tøj på, hun spiser mad i sofaen og hun klatrer højt op i træer. Hun er også alene hjemme når jeg går i vaskekælderen og en enkelt gang når jeg har været i netto. Og inden du ringer til kommunen (og det bør du selvfølgelig gøre hvis du reelt er bekymret for mine piger), så opdrager jeg mine piger således at næsten alt sker på deres initiativ. Ikke deres vilkår, men deres initiativ. Jeg vil ikke begrænse mine børn, men jeg tror samtidig på at grænser og klare rammer er kærlighed.

Her er nogle af de grænser/regler vi har herhjemme:

  1. Man må ikke slå
  2. Man siger undskyld hvis man er kommet til at slå eller råbe eller sparke (mor siger altid undskyld hvis hun råber, mor sparker og slår ikke børn, men børn sparker og slår nogen gange mor)
  3. Man siger tak for mad og tak for gaven og tak når nogen gør noget med en kærlig hensigt, her praktiserer vi høflighed, fordi jeg tror på at det er en gave til børnene at andre folk godt kan lide dem, når de vokser op (det betyder ikke de skal være pleasere, men de må faktisk godt opføre sig ordentligt.)
  4. Man griner ikke af folk der er kede af det eller har slået sig
  5. Man hjælper hinanden
  6. Man er en god ven
  7. Man respekterer hinandens følelser
  8. Man skal lytte til hinanden
  9. Man spørger hvis der er noget man ikke forstår
  10. Man må gerne sige hinanden er dumme og generelt udtrykke hvordan man har det (også selvom man er vred og frustreret)
  11. Man kaster ikke med ting
  12. Man kaster ikke med mad
  13. Man må gerne gå til og fra bordet (jeg tror på det tager tid at lære sin “sulten-følelse” at kende, så hos os SKAL man ikke blive siddende.)

Så når jeg f.eks spørger Emmalia om hun vil med over i Netto (som ligger lige så langt væk som vaskekælderen), og hun siger at hun hellere vil se tegnefilm, så er det uretfærdigt hvis jeg siger “det skal du for du er for lille til at være alene hjemme”. For så skulle hun ikke have valget. Men fordi jeg spørger, og hun svarer, så snakker vi et par minutter om at mor går over i netto og at Emmalia er alene hjemme, og jeg tjekker og spiger “så hvor er mor henne?” og Emmalia siger “mor er i netto” og jeg siger “hvornår kommer mor igen” og Emmalia siger “om et øjeblik”. Og når jeg kommer hjem, så klapper vi og jubler over at Emmalia var alene hjemme et øjeblik. Hun mener så selv allerede at hun sagtens kan passe Selinna på 3 måneder imens jeg er i Netto, og det er jo så der man er den voksne og siger “ja skat, det er virkelig dejligt du vil hjælpe, men du er for lille til at passe Selinna, så hun skal med mig”. Er det så at “hun ikke har fået lov” eller er det at vi har haft en snak i øjenhøjde hvor hun er blevet set og hørt, selvom hun ikke fik det “på hendes måde”?

Så egentlig synes jeg vi har rigtig mange gode grænser herhjemme, og de ting jeg bestemmer, det er ting Emmalia er for lille til at forstå konsekvenserne af. Som f.eks hvorfor hun skal børste tænder, hvorfor hun skal spise sin vitaminpille, hvorfor hun skal i bad og hvorfor hun ikke selv må gå over vejen osv. Sunde klare grænser er ægte kærlighed til mine børn.

Men som udgangspunkt synes jeg Emmalia (og Selinna) skal have mulighed for at folde sig ud som de mennesker de nu engang er uden at jeg bestemmer “bare fordi”. Eksempelvis det der med at være alene hjemme. Det startede for et år siden med at hun ville blive i bilen. Jeg kunne mærke irritationen, fordi jeg jo selvfølgelig syntes hun skulle med ind og hente den pakke ved kioskmanden. Men da jeg havde tænkt mig om en ekstra gang, så spurgte jeg hende om hun var sikker på hun gerne ville blive siddende, og at mor jo er væk i et øjeblik for at hente en pakke. Og det ville hun gerne. Det endte med at vare 4 minutter, og mit hjerte sad i halsen og jeg tænkte “det her fortæller jeg ALDRIG til nogen, for så tager de mine børn fra mig!”. Men jeg gjorde det, og da jeg kom tilbage sad Emmalia stolt og sagde “jeg har siddet så fint mor” og jeg havde tårer i øjnene af stolthed. Og så har vi gjort det en del gange når jeg bare lige skulle hente noget, og er begyndt at gøre det hjemme når jeg skulle i vaskekælderen og i sidste uge gik jeg i Netto og hentede is til os mens Emmalia så Gurli Gris. Så det er bygget langsomt op og vi arbejder hele tiden med at snakke om situationerne, finde ud af hvordan vi hver især har det med det og så vidt muligt efterkomme vores begges ønsker, selvfølgelig med tryghed og sikkerhed først.

Det der har været svært for mig, har været at være “militær-mor”. F.eks gider jeg ikke et cirkus når vi har sagt godnat. Det er så vigtigt for mig at jeg har mine alene-timer om aftenen, ellers kan jeg ikke være den mor jeg ønsker at være. Men det kræver at jeg er fuldstændig knivskarp på hvad jeg vil være med til og hvad jeg ikke vil være med til, sådan så Emmalia har let ved at forstå reglerne omkring putning. Hvis hun begynder at fjolle og være træt-plat, så siger jeg, at jeg ikke gider det og så må vi sige godnat nu, så hun kan få afløb, og så må hun kalde når hun er klar til det sidste godnatnysser. Det accepterer hun. Så jeg har ikke et barn der kalder 15 gange, for det gider jeg simpelthen ikke, og det er Emmalia ikke et sekund i tvivl om.

Så på den måde er jeg måske en “hård mor” nogen gange. Jeg gider heller ikke sige tingene mange gange. Jeg har forståelse for at det tager lidt tid før Emmalia forstår hvad jeg siger og før hun reagerer, og hvis hun er optaget af noget andet skal jeg “arbejde mig ind på hende” før jeg kan mærke at vi har kontakt, og så kan jeg “levere mit budskab” til hende. Men når det så er sagt, så gider jeg ikke gentage mig selv hele tiden.

F.eks gider jeg ikke at have legetøj over det hele når vi lige har ryddet op. Det har vi både haft nogle snakke og nogle konflikter omkring, med det resultalt at Emmalia lige spørger inden hun tømmer en kasse ud på gulvet. “Mor, må jeg godt tømme kassen ud på gulvet” og så kan jeg sige “ja det er helt okay skat” (hvilket sker oftest) eller jeg kan sige “nej skat, for du skal i seng om 10 minutter go jeg gider ikke rydde det op igen”, og så er det faktisk også okay med Emmalia.

Jeg ved ikke om det lyder lidt frelst når jeg skriver det sådan her, men vi har, i hvert fald det seneste år, arbejdet enormt meget konflikter og grænser, og jeg synes faktisk vi er ret gode til det lige i øjeblikket. Jeg øver mig helt vildt meget, og mest af alt øver jeg mig i at skabe plads til mig selv i det, sådan så der både er plads til mig når jeg er den rummelige overskudsagtige mor, men også når jeg er den kortluntede nej-hjelms-mor. For uanset hvad, så må jeg bare erkende at jeg ikke er 360-24/7 happy mom.

Heldigvis har jeg en datter som er helt eminent til at udtrykke følelser, og vi har konflikter flere gange dagligt. Men de er ikke så hårde og opslidende, især ikke efter at jeg har accepteret at konflikter er med til at udvikle os alle, og at det er helt i orden at både hun og jeg bliver sure og råber ad hinanden engang i mellem. Vi siger begge to undskyld, vi samler op og vi krammer hver eneste gang. Og faktisk er Emmalia den der er allerbedst til at sige “moar, skal vi ikke være gode venner igen” og så krammer vi. Og jeg fortæller hende hvad jeg blev sur over og hun fortæller hvad hun blev sur over.

Eksempel. I morges skulle Emmalia have børstet tænder. Og det GAD HUN BARE IKKE! og jeg havde en morgen hvor jeg ikke gad cirkusset, så jeg fortalte hende hvad der kom til at ske nu. “Emmalia, nu henter jeg tandbørsten, og så børster jeg dine tænder. Jeg synes heller ikke det er sjovt når det skal være med skrig og skrål, men du skal have børstet dine tænder, og hvis du ikke vil hjælpe til, så bliver det sådan her”. Og så blev hun skidesur, og jeg hentede tandbørsten og børstede hendes tænder. Da jeg havde skyllet tandbørsten sagde hun “mor, sig undskyld fordi du råbede af mig!” og jeg sagde “Emmalia, jeg råbte faktisk ikke af dig, men jeg sagde på en bestemt måde at jeg ville børste dine tænder, fordi jeg ikke gad at du løber væk og skriger, når du godt ved at tænderne skal børstes hver dag” og Emmalia svarede “men mor, du skal sige undskyld” og jeg spurgte “skal jeg sige undskyld fordi det føltes som om jeg råbte af dig” og hun sagde “ja” og jeg krammede hende og sagde at jeg var ked af at det føltes som om jeg råbte. Og at jeg synes det er svært nogen gange når Emmalia ikke vil have børstet sine tænder, og jeg er nødt til at være den sure mor. Og så krammede hun mig og sagde “det skal du ikke være ked af mor”. Og så sluttede den situation.

Så nej, vi har ikke løst det med tandbørstningen endnu, selvom vi har prøvet med tandbørstesange og alt muligt, men vi kom hele ud af situationen begge to og med respekt for hinanden. Selvom vi havde en konflikt.

Jeg har ikke svaret for andre end os selv, og det her er ikke en opfordring eller en løftet pegefinger til nogen som helst. Det her er blot svaret på hvad vi gør hjemme hos os lige nu. Og for en god ordens skyld synes jeg ikke bare man skal lade 3årige være alene hjemme. Men, som en af pædagogerne i min datters børnehave sagde: “børn vokser af at man viser dem tillid, og man skal vise det i handlinger og med alt kropssprog”. Og der er man nødt til at prøve sig frem. Jeg ville aldrig have ladet Emmalia sidde i bilen mens jeg hentede pakken hvis ikke hun selv havde vist initiativ til det. Aldrig. Men nu gjorde hun det, og i stedet for at beslutte at hun er for lille, så udforsker vi det sammen i situationer hvor der er minimal chance for at noget kan gå galt. Og så kan man bygge langsomt videre.

Min tilgang til mine børn tager udgangspunkt i Marte Meo metoden, som jeg har skrevet om tidligere, blandt andet her. Et af principperne i metoden er at følge barnets initiativ. Det betyder ikke at barnet skal bestemme eller at alt skal gå efter barnets hovede, men det betyder at du som mor eller far (eller pædagog) ser efter de initiativer barnet tager, og så forsøger du at følge dem og se hvor det bærer jer hen. Emmalia blev blefri 100% på eget initiativ. Jeg har intet gjort for at “pottetræne” hende. Ved at arbejde med barnets initiativ på denne måde, behøver man faktisk ikke læse bøger om opdragelse eller google hvornår børn skal smide bleen osv. Barnet fortæller det hele selv hvis bare man lytter.

I hvert fald er jeg ikke barnets boss, så det er ikke mig der bestemmer hvad de skal med deres liv. Jeg holder dem i live og sørger for de ikke går ud foran et tog. Jeg holder dem hygiejniske og sørger for at de får et bad, men de må gerne løbe i bare tæer i sneen hvis de vil, så lærer de jo at det er koldt. Jeg sørger for at de får næring og ellers er min vigtigste opgave at klæde dem på til at tackle livet og leve det liv de drømmer om, og som kommer indefra deres egne hjerter. Hvad det så måtte være, det blander jeg mig ikke i.

Og igen, jeg praktiserer det ikke i alle situationer. Som eksemplet med tandbørstningen i morges, der tog jeg en beslutning, og der var absolut intet initiativ fra Emmalias side, men sådan blev det i morges. Og det er okay. I morgen er der måske overskud til at finde en sjovere vej for os begge to, men det afhænger altsammen af søvn og mad og morgen og Selinna og humør og energi og overskud og hvad der ellers spiller ind på vores adfærd.

Giver det mening?

Så jeg håber at vi kan have en respektfuld snak om emnet. Og hvis det eneste du er efterladt med er at jeg har ladet en 2årig sidde i bilen alene i 4 minutter, så er jeg ked af at du har spildt din tid med at læse med her. Og nummeret til Lyngby kommunes socialforvaltning finder du på borger.dk.

Hvis du derimod synes det er interessant og har uddybende spørgsmål, eller hvis du gerne vil dele eksempler på hvordan du gør hjemme hos dig, så vil jeg vildt gerne læse om din tilgang og dine eksempler.

Jeg glæder mig, for emnet er virkelig spændende.

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

6 kommentarer

  • Pernille Blaabjerg

    Kan ikke være mere enig.. i mit arbejde som socialpædagog er mit mantra netop at det handler ikke om at lære at blive verdensmester men at lærer og mestre verden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Udover min mor, er du den sejeste kvinde jeg kender. Punktum. 🤗

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Hold da op, hvor har du fat i den lange ende:-) Fed indstilling til børneopdragelse.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak <3 Jeg kan personligt godt føle mig fortabt når jeg læser bøger om børneopdragelse, så det er rart at tro mere på sin egen (min egen) tilgang til at skabe glade børn

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Rejsen hjem til mig