Minimalistisk livsstil, udsmidning og ALT det der kommer op undervejs (hold your breath)

Rejsen hjem til mig

Det var en tirsdag og jeg havde sommerfugle i maven, husker jeg. Jeg cyklede ind til byen langs Nørrebrogade, stillede cyklen og gik ind til det, der ville vise sig at være mit første rigtige møde med mig selv. 3 timer senere var jeg ikke et sekund i tvivl. Jeg er endelig kommet hjem.

Og sådan gik det til at jeg blev uddannet coach for 10 år siden. Min kæreste var lige flyttet ud af vores hjem, jeg havde opsagt mit fancy job i detailbranchen fordi det var meningsløst for mig at stå og sælge dyrt designertøj til sure mennesker, jeg var startet som nattevagt i en handicaphjælperordning. Og hvad så nu? Jeg overvejede om jeg ville ind til politiet eller måske militæret. Eller måske skulle jeg blive lærer. Måske skulle jeg have sådan en “rigtig uddannelse” som alle snakkede om. Men det der “coaching” det blev ved med at vende tilbage, og en tirsdag meldte jeg mig til introtime og der skete noget magisk.

For første gang i mit liv mødte jeg mennesker der var som mig. Der blev talt et sprog som ramte mig i hjertet. Jeg følte mig pludselig ikke alene og jeg oplevede et fællesskab som jeg aldrig har oplevet før. Jeg skulle være coach.

Men jeg havde ingen penge, og derfor startede jeg danmarks (måske) første indsamling på nettet. Det var den der gjorde min første blog kendt. Hende med indsamlingen. i løbet af 7 dage havde jeg skrabet 50.000 sammen, og så startede min rejse hjem til mig selv. Jeg begyndte på coachuddannelsen og jeg så mig aldrig tilbage.

Så hvorfor overhovedet fortælle om det her nu?

Jo. Jeg tror på at livet og livets rejse foregår i plateauer. Jeg tror vi er på et plateau, og så skal vi lære og udvikle og folde os ud der, og så falder vi ud over kanten når vi er færdige, og så skal vi kravle op på næste plateau. Sådan er mit liv i hvert fald bare, der er aldrig nogen der ringer på og siger “hej jeg er prinsen af selvudvikling, her er en million og en villa i Birkerød, og i denne kuffert er en håndfuld lykke. Tillykke med det”. Men jeg ved selvfølgelig ikke hvordan I andre oplever livet derude, det kan jo godt være han ringer på hos dig. Til gengæld har jeg ikke krise over det. Jeg ved at livet er let nogen gange (jeg kan bare ikke lige huske hvornår) og så ved jeg at det også er udfordrende. Men, der hvor det er udfordrende er det simpelthen også spændende, og jeg er vild med at leve et liv hvor jeg får alle hjørner og kanter med af de muligheder jeg finder når jeg hæver hovedet og ser mig omkring, i stedet for at fokusere på hvorfor det her sker for mig. Overordnet set. Om ikke andet så kan jeg ALTID fortælle en vanvittig historie fra mit eget liv, og det skal man ikke undervurdere.

Nå. Men nu er jeg her igen. På kanten af et plateau, på vej ud hvor jeg ikke kan bunde. Min barsel er slut (det betyder bare at jeg begynder at tage jobs ind i kalenderen igen, ikke at jeg afleverer mit 3 måneder gamle barn til nogen, relax!), og jeg er ved at finde ud af hvad jeg overhovedet vil bruge min kostbare tid på arbejdsmæssigt.

Der er sket så meget det sidste år, og den seneste måned kan jeg bare mærke at det endnu engang er tid til at vende hjem. F.eks har jeg lånt nogle krystaller af en gammel veninde, som driver ENAGI, og dem har jeg tænkt mig at fortælle om her på bloggen, fordi siden vi fik krystallerne hjem, har vi ikke haft en eneste mareridtsmus. Men det fortæller jeg om senere. Jeg har fortalt flere i min omgangskreds om krystallerne, og på en eller anden måde har jeg taget mig selv i gentage at “jeg er ellers ikke sådan en der tror på den slags”. Og forleden dag slog det mig at, det er jeg sguda. Hvad er det for noget mærkeligt noget at sige? Jeg tror da på krystaller.

Jeg tror det handler om at jeg har skabt mit eget liv, og for mig har tvivlen altid været en stærk medspiller på mit hold. For når man ikke går den slagne vej, og man bygger sit eget liv op fra bunden uden at følge nogen som helst skabelon, så ER tvivl bare ofte en medspiller. Og jeg er kendt som hende den lidt mærkelige. Og det ved jeg godt og det er okay. Alligevel havde noget i mig brug for trække en grænse ved krystallerne, fordi “haha, nej nej, nej… jeg tror ikke på det … nu må vi se, det skader jo ikke at prøve”. Men jeg ER en der tror på “den slags”. Alt hvad jeg arbejder med, selv bloggen, handler om energier. Når jeg teamcoacher hele Magasin i Odense, så handler det om at flytte energier eller sætter energier i bevægelse i en bestemt retning. Og det virker. Det samme gør det når jeg opdrager mine børn. Det handler, for mig, alt sammen om energier. Eller når jeg skriver et blogindlæg. Hvilke energier er det jeg ønsker du skal modtage når du har læst dette blogindlæg. Krystaller er også energier.

Så jeg er ved at genfinde mit ejerskab over mig selv. På et nyt pleateu. Og det føles godt.

Det er bare det der sker <3 Jeg er på vej hjem påny.

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Minimalistisk livsstil, udsmidning og ALT det der kommer op undervejs (hold your breath)