Velkommen til alle nye læsere - en opsummering af det hele til dig der er ny

Derfor valgte jeg at have en doula med under graviditet og fødsel

 

I sidste uge blev jeg interviewet til DR P4 om det at have en doula (fødselshjælper) med under min graviditet og min fødsel. Det er der kommet en fin artikel, et radioprogram og et facebook opslag ud af. Hvilket jeg synes er vigtigt, og jeg er rigtig glad for at medierne tager dette emne op. Læs artiklen her. Jeg har nogle kommentarer og tanker jeg gerne vil knytte til artiklen og emnet generelt.

Faktisk har jeg allerede skrevet om hvorfor alle gravide bør have en doula (det mener jeg stadig), det indlæg kan du med fordel læse lige her. Og samtidig er der alligevel behov for lidt mere blog over emnet, her efter jeg har født. For hvad har det egentlig givet mig at have Christina med som min doula?

#1 Det vigtigste, og noget både min jordemoder Sophia og Christina doula gjorde, det var hele tiden at følge mig tilbage til min helt egen power. Når jeg står i mit eget lys og mærker alle mine celler fuld af kraft, så kan jeg tage alle beslutninger i verden selv. Så kan jeg høre min egen stemme synge svarene til mig og jeg er aldrig i tvivl om hvad jeg skal.

#2 Christina skriver det faktisk på sin hjemmeside: fordi enhver fødsel og graviditet er unik. Og det er rigtigt, der er ikke to der er ens. Der er bare ikke tid eller plads til, som systemet og ressourcerne er strikket sammen i dag, at møde kvinder som om de er unikke. Derfor kan en dygtig doula være med til at skabe de rammer der gør at du som den unikke kvinde du er, bliver set og hørt og mødt, på en måde så du føler dig tryg og modtaget og æret.

#3 Jeg kan se på de læserbreve jeg får fra jer skønne læsere (især efter at have delt min fødeberetning – som du kan læse her), at jeg desværre langt fra er den eneste der har følt mig umyndiggjort i mit møde med sygehuset. Både Hvidovre og Hillerød. Det er en rigtig skidt oplevelse når det sker i forbindelse med min egen krop og mit eget barn. Derfor er det godt at have en doula med, en der lige kan trykke på pause.

En doula kan og skal ikke træffe beslutninger for mig eller for fag personalet, men hun kan gøre noget der er vigtigt, og det er at trykke på “pause” knappen et øjeblik, og skabe rum til at jeg som gravid får mulighed for lige at mærke efter om jeg er okay med eksempelvis at få de igangsættelsespiller (læs lidt om manglende evidens for igangsættelse her). Min doula har overhøjden og helikopterperspektivet. Noget jeg (eller far/medmor) umuligt kan have under en igangværende fødsel. Og det er der altså behov for.

Forleden dag talte jeg med en veninde om hendes graviditet. Hun skal føde om to måneder. Hun har flere gange været på besøg hos sin jordemoder, hvor en kollega er blevet hidkaldt for at mærke efter, og hvor kollega-jordemoderen ikke engang har hilst på min veninde, men bare er kommet ind og har følt på maven, hvorefter begge jordemødre har snakket henover hovedet på min veninde, som har følt sig fuldstændig ignoreret som individ. Helt ærligt, er det okay? Det tager præcis lige så lang tid at gå fra en dør og hen til en briks og sige “hej, jeg hedder Ulla”, som det gør at gå fra en dør og hen til en briks og sige ingenting.

#4 Smertelindring og lækkerhed. Jeg fik rebozo massage (re-hvaffornoget? læs her), fodbade, jeg fik stabiliseret min lænd, fik simpelthen en følelse af at være fødegudinde hver eneste gang Christina havde været på besøg hos mig. Klarede man sig fint uden i gamle dage? Jada! Kan man føde uden? klart, men når man, som mig, har fødselstraumer i bagagen, så hjælper det på både graviditeten og fødslen at jeg som kvinde bliver løftet og set og hørt og holdt. OG føler sig lækker.

#5 En jeg kunne ringe til når det hele blev svært. Jeg har ringet til barselsgangen grædende da gamle overgrebstraumer kom op. Jeg var gravid i uge 18. Jeg fik at vide at jeg lige måtte gemme det til min jordemodersamtale i uge 28. Helt ærligt? Det er simpelthen ikke i orden. Til gengæld kunne jeg til hver en tid ringe til doula Christina og græde i telefonen, sådan så min krop ikke blev udsat for unødigt stress. Er stress et problem for en gravid kvinde? Ja det er det (kilde1) (Kilde 2).

Der er mange flere grunde, men her er de vigtigste. Og så vil jeg tage et øjeblik til at svare på de 5 mest kritiske kommentarer der er i oceanet af nationen-læsere i DR’s kommentarspor under artiklen. Vi ved jo godt det er sådan, folk i Danmark har ytringspligt, men jeg ved også der sidder kvinder og ikke kender ret meget til doulas, som måske virkelig kunne have brug for en, så derfor:

#1 Doulas er kun for de rige

Nej. En doula koster mellem 6.000 og 15.000, og de fleste tilbyder ratebetalinger. Man kan spare op, og selv folk på SU tilvælger doulas. Det er et spørgsmål om prioritering, og så pressede fødegangene er i dag (kilde), så er der en god grund til at investere lidt i den oplevelse du helt sikkert husker resten af dit liv, og som kommer til at påvirke dig uanset om du vil det eller ej.

#2 I gamle dage …

Ja, der var rigtig meget der var anderledes i de gode gamle dage, det er rigtigt. Og sådan vil det altid være

#3 Nå, hvad så med fædrene?

Jamen det er faktisk rigtig smart med en doula, for hun kan lære de skønne fædre rebozo teknikker og lindrene teknikker, så manden kan være der for sin fødende kvinde. En doula er der ikke kun for den gravide, hun er der også for resten af familien. Hun kan komme med erfaringer og gode spørgsmål hvis man er i tvivl om de ældre søskende skal med til fødslen, hun kan støtte manden hvis han har tanker han ikke kan gå andre steder hen med, hun kan støtte parret i at støtte hinanden.

#4 Tænk at der skal eksperter til noget af det mest naturlige i hele verden, nu skal folk snart have eksperter til at trække vejret for dem.

Hø hø. Hø. Nej. En doula klarer jo på ingen måde en fødsel for en gravid kvinde. En doula skaber trygge rammer, ro, omsorg, støtte til hele familien og støtter den gravide og manden i de valg der er rigtige for dem. Der bliver foretaget alt alt alt for mange (unaturlige) indgreb i fødedanmark (kilde), og når man er følsom og sårbar i et sterilt system, og måske er førstegangsfødende og bliver mødt af en samlebåndskultur på fødegangen, så kan det være svært lige at stoppe op og trække vejret og få et overblik, især hvis man er bange. Her er en doula rigtig god til at bygge bro mellem den gravide/parret og sygehuset. Doulaen skal stadig ikke træffe beslutninger for nogen, men hun kan holde fast i rammerne og lige trykteste om den gravide er helt med på hvad det er der bliver aftalt, ofte henover hovedet på dem det i virkeligheden handler om.

#5 Tænk at det overhovedet er et marked (skrevet af en der går til crossfit og betaler for at hoppe rundt på trækasser og kaste med dæk, hvilket jeg tror man også sagtens kan gøre gratis)

Ja, tænk engang. Det er ikke anderledes end bryllupper som man investerer lidt ekstra i, sport man elsker som man investerer lidt ekstra i, folk der køber en kjole til 15.000 kroner fordi det er det de altid har ønsket sig. Her er altså nogle kvinder, inkl. mig selv, som synes at det der med at føde et barn det er ret så vigtigt, og at man/jeg gerne vil påvirke den oplevelse i en positiv retning og investere i at gøre det så dejligt og fantastisk for mig, min familie og mit ufødte barn som overhovedet muligt. Det er næsten mærkeligt at det ikke er blevet et marked tidligere. Men i takt med at man har skåret og skåret og skåret på fødeområdet, så er markedet for mere tryghed vokset, og alle der ved en lille smule om forretning, ved at det er en helt naturlig udvikling. Jeg håber på endnu flere doulas og endnu flere penge til fødegangene, så de skønne jordemødre der arbejder der, de kan få nogle (langt) bedre arbejdsvilkår.

Her er min dejlige doula Mama Christina, som også laver Doula TV, som du kan se her.  Ære være alle de kvinder og mænd der investerer i gode fødsler, og ære være alle de doulas der arbejder med gravides tryghed og velbefindende. Jeg ærer jer for jere arbejde og jeres indsats. Keep moving forward!

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

1 kommentar

  • Stine

    Den der med i dd gamle dage holder jo i øvrigt kun delvis som modargument.

    For engang har der været bedstemødre, landsbyens kvinder eller den slags fødselshjælpere med. Og ja ja. Jeg ved godt at der har været isolerede steder hvor enesrw hjælp var far. Men han har dog så i der mindste tit haft erfaringen fra at hjælpe dyrene.

    Personligt synes jeg der er fint med doula er. Jeg har ikke selv lyst til at have en med lige her on lidt til min 2 fødsel. Men jer har også en rigtig god førstegangsoplevelse bag mig og har kun søde jordemødre i mit team. Så alle tre vil jeg gerne føde med.
    Men har da både lært rebozzo af en doula (og er glad for far kan nu of sikkert også under fødslen) og haft en fødselsforberedelse samtale med en doula. Hvor hun stillede nogle gode spørgsmål. Så vi havde nået at sætte os ind i tingene inden i dag hvor jm spurgte om mange af de samme.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Velkommen til alle nye læsere - en opsummering af det hele til dig der er ny