Baby we are back in business! Men det er samtidig et farvel ...

Velkommen til alle nye læsere – en opsummering af det hele til dig der er ny

Rigtig hjertelig velkommen til alle nye (og gamle) læsere,

Jeg er blevet spurgt et par gange om jeg ikke vil lave en opsummering af min alternative families historie, kort om mig og bloggen her, sådan så man som ny følger og læser har en chance for at følge med i det hele. Og det synes jeg bare er en super god idé.

Historien om bloggen.

Jeg startede med at blogge for 10 år siden. Oktober 2008 gik min blog fra privat til offentlig (jeg startede reelt et år før), og jeg skrev lidt om mode, lidt om livet og lidt af hvert. Den var ikke noget seriøst. En dag, efter lidt tid, fandt jeg ud af at man kunne se hvor mange der abonnerede på bloggen, og jeg troede faktisk kun det var min mor der læste med. 400 abonnenter var der dengang. I dag er vi ret mange flere, men det var ligesom startskuddet til at tage blogging lidt mere seriøst.

I dag er det nummer 4 blog jeg skriver på og der er 10-15.000 der tjekker ind hver måned. Hvilket er ret mange, når man tænker på at jeg ikke ligefrem har en typisk damebladsblog. Jeg bryder tabuer og jeg skriver om emner som de fleste andre går langt udenom. Det bliver man ikke altid så populær af (tværtimod nogengange), men man har en høj troværdighed sine læsere, og det er vigtigst for mig.

Da jeg startede min blog skrev jeg meget om de overgreb jeg har været igennem som barn og op i mit voksenliv. Det virkede terapeutisk at skrive mig igennem dem, og det var faktisk rigtig dejligt at dele så svære ting med verden, og opleve at jeg ikke blev stenet eller frosset ude, men derimod fandt sammen med ligesindede.

Blogging er mit liv, jeg kan ikke-ikke skrive. Selvfølgelig sorterer jeg meget i hvad jeg deler og hvad jeg ikke gør, og jeg har mine egne regler for hvordan jeg synes etisk blogging foregår, og dem efterlever jeg her på bloggen. Jeg gør mig også altid tanker om hvorfor jeg deler og hvad blogindlægget “skal kunne”.

Blogging kunne jeg skrive en hel roman om. Måske skulle jeg rent faktisk gøre det en dag.

Så hvem er Frejamay November?

Det er altid den svære del. At beskrive sig selv på få linjer, for alle mennesker er jo et helt univers i sig selv. Jeg skal gøre det så kort jeg kan. Jeg er en livsglad, modig og lidt småtosset kvinde, som for ganske få år siden opdagede at jeg er feminist. Jeg arbejder for synliggørelse af de vanvittige kønsstereotyper vi propper vores børn, drenge og piger og mænd og kvinder ned i, og s0m alt for mange mænd og kvinder tages til gidsler i. Jeg er solomor med big fat stort M (mere om den historie om lidt), jeg arbejder som foredragsholder, erhvervscoach og online ninja (jeg laver alt muligt) og arbejder som freelance journalist for et fagblad. Og så blogger jeg. As you might have noticed.

Det nye der så er kommet til er bæredygtighed. Jeg har egentlig altid købt meget second hand, men de seneste år er jeg blevet uhyggeligt bevidst om hvor meget magt vi som forbrugere har, hvor meget miljøet har brug for at vi bruger den magt hver eneste dag, og hvor vigtigt det er at vi som influencers tør gå forrest i den rejse. Derfor profilerer jeg mig nu også som bæredygtig blogger, og det kan af og til være svært, for vi tjener jo også penge på folks forbrug, men det nytter ikke noget. Hvis vi reelt skal ændre noget som helst, så er forandringen nødt til at starte hjemme i vores egen dagligstue. Jeg ELSKER mode, og tøj har, for mig, altid været en vigtig måde at skabe udtryk på, så jeg forsøger, sammen med bloggen og mine samarbejdspartnere, at skabe en bæredygtig måde fortsat at elske fashion på.

Historien om underboen og vores (nu) to børn

Måske skal jeg lige nævne at jeg i 2015 var til numerolog og skiftede navn fra Anne Deppe til Frejamay November. Du vil i de kommende links nemlig kunne læse en del om en “Anne”, og det er der en god forklaring på. Jeg skiftede først navn offentligt et år senere. Det kan du læse om her (DEL 1 og her DEL 2). Min datter Emmalia har også skiftet navn (læs her) og vores yngste datter Selinna har fået sit navn (læs her) ved hjælp af vores fantastiske numerolog Kristine Øjken.

Så. Jeg er hende der blev gravid med min underbo i 2015. Måske har du læst eller hørt historien et sted. Jeg delte den på FB (læs opslaget her) og så gik det ellers viralt og nåede ud til en halv million mennesker+.  Kort fortalt mødte jeg ham ved et busstoppested, og efter en engangsting blev jeg (der troede jeg ikke kunne få børn) altså gravid. Det er det vildeste der er sket i mit liv (og der er ellers vilde historier nok at fortælle), og jeg sidder stadig og kigger på mine børn og tænker “wft skete der lige der” fuld af lykke og kærlighed over at jeg er blevet givet de her to tumlinger.

Nå. Men underboen og jeg blev ikke kærester og det kom til at køre så meget af sporet at vi endte i statsforvaltningen og jeg blev udsat for stalking. Læs om hele den svære del af rejsen i dette indlæg. Det var faktisk sådan at jeg opgav alt håb om nogensinde at kunne få et godt samarbejde op og køre med ham, for jeg følte mig beskudt og forfulgt, og så åbner man ikke lige porten ind til tilliden igen. Ems og jeg flyttede og fik hemmelig adresse. Først boede vi på venners sofaer i nogle måneder indtil vores nye lejlighed var klar.

Efter et års tid blev vi pålagt af statsforvaltningen at tage et skilsmissekursus, selvom vi ikke havde været et par. Vi bookede en privat parterapeut (Katrine, find hende her), og det er simpelthen det mest grænseoverskridende og det mest helende på samme tid. Jeg fik simpelthen angstanfald efter anden gang hos hende, og efter sessionen satte jeg mig ud i min bil, og jeg havde ingen idé om hvilken side af vejen det er man kører i. Jeg var så bange. Jeg blev sygemeldt med belastningsreaktion og jeg startede til individuelt terapi og gruppeterapi hos Dansk stalking center (læs mit indlæg om det her).

Vi havde 4 eller 5 sessioner hos hende (den tid kurset varer), og så besluttede vi os for at starte på en frisk. Vi stoppede med statsforvaltningen og fortsatte (og det gør vi stadig) hos Katrine. Og det er den bedste beslutning vi nogensind har taget. Jeg kan ikke finde blogindlægget lige nu, men jeg har skrevet et indlæg om at turde sige farvel til noget der var, for at turde at sige hej til en fremtid man ikke kender, og som man er nødt til at satse alt tillid på. Ærligt. Og ikke bare mig, men også min omgangskreds. For man sympati-hader jo gerne hinandens ekser og andre mennesker der har gjort vores kære ondt. Og for at en forandring skal kunne finde sted med succes, så er familie og venner også nødt til at omstille sig på at man nu prøver noget nyt. Jeg prøver lige at finde blogindlægget, for det var i al beskedenhed ret godt.

Langsomt begyndte vi at tage flere og flere skridt. Ems og jeg boede på hemmelig adresse (pga frygt for mere stalking), og da far skulle med os hjem første dag var det den første store streg i sandet. Nu ved han hvor vi bor. Jeg havde også holdt hemmeligt for ham at Ems var startet i institution (og for resten af verden i øvrigt), fordi jeg var bange for at han på en eller anden måde ville bruge det imod mig også. Så jeg var meget nervøs da jeg skulle fortælle ham om vuggestuen. Men det gik så fint.

Så vi har langsomt bygget tillid op igen, og selvom jeg af og til stadig har nogle gamle reaktioner på det der skete, så har vi værktøjer begge to til at arbejde med det. Og det er fantastisk. Vi er gået fra en kamp om rettigheder til et værdifuldt samarbejde hvor alt handler om at børnene og også os som forældre, vi skal have det godt allesammen. Og det er virkelig dejligt. Især når man selv er skilsmissebarn og ens forældre stadig ikke snakker sammen, efter 32 års krig.

Så.. Jeg genoptog arbejdet i mit firma og blev raskmeldt, jeg begyndte langsomt at skabe mig en hverdag igen og samvær gik bedre og bedre. Sidste år besluttede jeg mig for at gå i gang med fertilitetsbehandling, fordi Emmalia ikke skal være enebarn. Jeg har selv tre søskende, og det er uvurderligt at have vokset op med 3 andre børn og de ting man lærer om konflikter og relationer, som man ikke får andre steder. Så det kunne ikke være anderledes.

Målrettet begyndte jeg at søge informationer om donor og fertilitetsbehandling og hvordan gør man og etik og alt mellem himmel og jord. Læs om den rejse her. Da jeg havde været i gang i noget tid, besluttede jeg mig for at skrive til Emmalias far, og fortælle hvad jeg havde gang i, sådan så han ikke fik nyheden fra internettet først. han skulle høre det fra mig. og så skete det her (læs hele historien i det indlæg jeg lige har linket til, den er det værd):

“Efter en lang og dyb snak måtte jeg simpelthen afbryde ham og sige: “Sidder vi to og snakker om at du skal være donor til det næste barn?”

“ja!”

“Jamen, det er søndag i dag og det er i OVERMORGEN jeg skal på klinikken til undersøgelsen. Altså. Det synes jeg da du skal bruge noget tid på at tænke over?”

“Jamen det skal jeg ikke. Jeg er klar!”

“Jamen…nå…nå!”

“Er det ikke vildt dumt ikke at gøre det? Vi har været SÅ meget igennem, vi har alt det værste bag os, vi kender hinandens grimmeste sider, vi er skidedygtige til at være forældre for Emmalia på den måde vi nu engang har en familieform. Vi har et barn der virkelig trives og ser både mor og far, vi kan være sammen alle tre uden problemer. De bliver helsøskende og du slipper for at bo med en mand, og jeg får to dejlige unger, og en mor til mine børn, som jeg godt kan holde ud og være sammen med, og er den bedste mor, og jeg er en pretty god far?””

Og sådan blev det så til at Emmalias far blev donor til Selinna. Så begge piger har samme far, og hver dag er jeg stadig lykkelig over den beslutning, også når der er bump på vejen. Det var simpelthen den bedste beslutning for os allesammen, og det går rigtig godt (han står faktisk og gynger slyngevuggen så jeg kan få lov til at skrive det her indlæg færdigt).

Så er der jo alt det med graviditeterne. Første graviditet startede med en plan om hjemmefødsel og endte i akut kejsersnit. Sikken en rejse. Det har jeg skrevet en helt masse om, men selve fødselsberetningen fra Ems’ fødsel, den kan du læse her). Derfor ville jeg så gerne føde ved hjemmefødsel her anden gang, men fandt ud af at det må man ikke i Danmark, fordi der er risiko for at arret springer op.

Efter et rigtig kedeligt møde med Hillerød sygehus besluttede jeg mig for at fyre dem og finde på noget andet i stedet. Læs alt om den historie her. Der gik ikke lang tid, så havde jeg fået stablet et FANTASTISK privat fødeteam på benene (læs om fødeteamet her). Min anden graviditet gik fra at være et levende mareridt til at blive alle mine drømme der blev opfyldt. Det har været så ubeskrivelig og fantastisk en rejse at føde hjemme, selvom det gik imod anbefalingerne. Og jeg er som mor, som kvinde og som gravid blevet helet og styrket på så mange niveauer at jeg slet ikke kan beskrive det med ord endnu. Hvis du vil læse om min helt igennem magiske og smukke hjemmefødsel (og se billederne fra verdens sejeste dokumentar fotograf som vi havde med), så skal du læse her.

Ja. Og nu er vi her. Midt i 2018, og jeg elsker mit blogunivers og alle der har lyst til at følge vores rejse, og dig der er ny her på rejsen. Du skal vide at jeg er ærlig, at jeg kan have nogle kontroversielle holdninger og at jeg skriver præcis hvad der passer mig. Når det så er sagt så lytter jeg altid til historier og holdninger fra mine læsere, og folk der kommer med konstruktiv kritik. Vi kan alle blive klogere. Til gengæld bliver jeg jævnt irriteret når man går efter min person eller taler grimt til mig (også selvom det er pakket ind i passiv-agressiv sødme, det er næsten det værste). Jeg har ikke skrevet under på en kontrakt hvor der står at fordi jeg er offentligt deler dele af mit og vores liv, så har man fripas til at opføre sig som et røvhul herinde. Så. Jeg har et tæt forhold til min blokér-knap, og det har jeg både for min egen skyld men i særdeleshed også for mine læseres skyld. Her hos mig skal der være rart at være, og det er ikke rart hvis folk kommer og opfører sig dårligt.

Hvor livet bringer mig hen herfra, det aner jeg ikke, men jeg er spændt på hver eneste dag, og på de venskaber og muligheder min blog åbner op for.

 

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Baby we are back in business! Men det er samtidig et farvel ...