Selinnas ben og min fremtid, hvad skal der ske nu?

Om børn og mareridt og ingen (som i INGEN) søvn

Børn og mareridt. Det er derfor der er lidt stille på bloggen pt. Jeg får ingen søvn i øjeblikket, hverken om dagen eller om natten, fordi Emmalia er plaget af mareridtsmus, og Selinna ikke kan sove om dagen uden at jeg vugger hende. Det er ikke noget nyt, det er bare blevet meget intenst den seneste uge, og min desperation er vokset.

For lidt over et år siden begyndte Ems at drømme at der kom små mus og bed hende i tæerne om natten. Måske er det halvandet år siden faktisk, jeg husker det ikke præcist. Flere af mine skønne læsere har spurgt om jeg har skrevet om det tidlgere. Det har jeg, men kun i flæng, så nu kommer der et helt indlæg om de mus.

Emmalia har haft night-terror, så det er ikke det. Det har jeg i øvrigt skrevet om her. Det her er en mellemting mellem night-terror og mareridt og “natte-angst”. Jeg har fået et hav af gode råd, og jeg har prøvet næsten alt. Men indtil nu er der ikke noget der har virket (pånær et lille fremskridt i nat, det vender jeg lige tilbage til):

Muse/monster-spray: Ideen er supergod og sød, og vi har prøvet den i forskellige variationer, men den har ingen effekt. Selvom Ems er vågen, er hun så plaget af frygt at frygten vinder over al fornuft og rationale.

Olier: Vi har prøvet helende olier, homoøpatiske olier, lavendelolie, men det havde alt sammen samme effekt: ingen overhovedet.

Tegne/male: Vi har prøvet at tegne og male musene, vi har prøvet at skabe en historie om musene, rive tegningen af musene i stykker, snakke om hvordan de ser ud. Men der er bare langt fra dag til nat og Emmalia kan slet ikke genfinde linket (heller ikke med min hjælp) til hverken tegninger eller snakke når hun er i frygt om natten.

Personificering af mus: Vi har forsøgt at gøre musene ufarlige ved at kalde dem Frederik eller Bob. Vi har snakket om hvad de mon vil og om man kunne blive gode venner med dem. Emmalia har ingen problemer med at tage den slags snakke om dagen, men igen er der meget langt fra nat til dag og til at genfinde de her snakke når hun bliver ramt af frygt om natten.

Hvad har vi mere prøvet?

Jeg giver hende strømper på fødderne, det hjælpe lidt, for så kan musene ikke komme til. I nat spurgte hun selv efter strømper, men var stadig bange. Hun får af og til også hue på og strømper på hænderne.

Jeg har simpelthen overvejet om jeg skal svøbe hende, jeg har lige købt et stort svøb, så det må vi prøve i aften.

I går kom en skøn kvinde forbi med en lille pose krystaller. Helena, som har ENAGI (find dem her). Hun bad mig lægge dem under Emmalias hovedpude. Jeg har altid haft det lidt mærkeligt med krystaller og olier, men efter min graviditet og veninders erfaringer, må jeg bare sige jeg er åben overfor den verden også. Og så skete det her i nat:

Emmalia vågnede klokken 23.30, fuldstændig fyldt med frygt igen. Jeg havde lagt krystallerne under hendes hovedpude da jeg gik i seng nogle timer tidligere, så jeg tog hende bare i mine arme og sagde “har du set at du har fået magiske sten skat?” Emmalias krop skiftede tilstand lidt og hun kiggede spørgende op på mig. Jeg tog posen med krystaller og gav hende dem uden at sige noget. Hun tog dem ind til sig og holdt dem fast udenpå hjertet (uden at jeg havde givet hende nogen som helst instruktioner af nogen art), og lagde sig ind til mig igen.

Normalt er det fuldstændig udelukket at Ems kan blive i sengen efter sådan en opvågning. Hun skal ind i stuen og vil ikke ind i soveværelset. Men i nat var det både okay at blive siddende ved mig OG at have dynen omkring sig. Det kan hun normalt heller ikke, da der i hendes verden kan være mus i dynerne.

Jeg kunne mærke mit desperate behov for søvn, så jeg spurgte om hun ville være okay med at ligge og se tegnefilm med ørebøffer i, med krystallerne på hjertet og ved siden af mig, så jeg kunne holde hendes fødder? Det var okay. Og sådan blev det.

Resten af natten vågnede hun en gang i timen, og fik vækket Selinna hver gang, så jeg har igen i nat ikke sovet mere end 10-20 minutter sammenhængende ad gangen, men jeg er lettet over at krystallerne har gjort et eller andet der virkede.

Når Emmalia sover i nat giver jeg hende krystallerne under hovedpuden igen, og så må vi se om det kan lykkes at bygge videre på den succes vi havde i nat. For den sidste uge har virkelig været et mareridt. Jeg har sovet fra ca 22-00.30 hver nat, og så har jeg været oppe resten af natten med Emmalia. Og når Ems falder i søvn ca kl 5, så vågner Selinna (som på minuttet), og dagen er i gang.

Kan du så ikke sove om dagen? Jo, I wish. Men Selinna er bare stadig der hvor hun ikke kan sove i slyngevuggen uden at den vugger. Så mens jeg sidder her og skriver dette indlæg, har jeg en snor rundt om mit ben, som jeg sidder og hiver i hvert andet minut, så slyngevuggen holdes kørende. Ellers vågner hun. Og jeg har brug for at hendes søvn virker, for hun er ret nem at få til at sove igen om natten, og jeg tror det er fordi jeg kæmper ret meget med at hun har en sund søvn. Hvis ikke jeg vugger slyngevuggen, så sover hun 10-20 minutter ad gangen og dagen bliver et mareridt. Hvis vi nu kan holde mareridtene til om natten, så er det i det mindste et godt sted at starte.

Så jeg er dødtræt pt. Jeg kan ikke køre bil, det ville være totalt uforsvarligt med så lidt søvn, og vi har nogle helt rolige dage hvor Ems leger og hvor Selinna og jeg leger med når vi kan. Jeg prøver at genopbygge vores (meget) faste rutiner her efter ferien, da det giver Emmalia tryghed, og jeg arbejder med at være lidt mindre sur og lidt mere tålmodig.

De seneste dage har jeg bare grædt. Ikke fordi jeg egentlig er specielt ked af noget, jeg græder bare af udmattelse og træthed. Selvom jeg ingen søvn får pt, så er der en masse ting der lykkes, og jeg har gode tider med mine piger, hvilket føles helt mirakel-agtigt, når jeg tænker på hvor håbløst det hele så ud bare for halvanden måned siden. Og så spiser jeg utilgiveligt meget vaniljeis i øjeblikket. Når pigerne sover. Så jeg ikke skal dele. For sådan en mor er jeg også (indsæt djævle latter)

Jeg fik en del spørgsmål til sengehimlen da jeg postede billedet på instagram. Sengehimlen er fra Numero74, den findes her. Lyskæden er fra Jollyroom, jeg købte en der kan tilsluttes stikkontakt, og med en lang ledning indbygget i kæden, så lyskæden kan komme højt op.

Så det er lige en lille status pt. herfra. I stedet for gode råd, vil du så ikke fortælle mig om dine mareridt du havde som barn og hvad dine forældre gjorde (godt) for at hjælpe dig?

Tak <3

 

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

6 kommentarer

  • Julie

    Jeg bliver bare nødt til at sige at du er FUCKING awesome at du stadig står på begge ben og jeg håber virkelig du snart får noget mere søvn 😘😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Har Emmalia mon nogensinde mødt en rigtig levende mus? Det er jo en metode, der er ret brugt fx ved voldsom fobi over for hunde, edderkopper osv., altså eksponering. Måske kan det hjælpe? Ellers hypnose – men det ved jeg slet ikke, om man kan med børn?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Ved godt, du ikke beder om råd, men har I prøvet tankefeltterapi. Jeg har abnorm araknofobi, og det terapien hjalp godt på det. Det er nogle år siden, og angsten begynder at komme igen. Så jeg tror, jeg skal afsted snart. Der er en god terapeut i Herlev ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Da vi var børn var min søster enormt bange for at blive stukket af myg om natten. Efter lang tid uden søvn fandt vores forældre på at hænge en dusk persille op ved hendes seng. De forklarede at myg ikke kunne fordrage lugten af persille og ikke ville nærme sig det. Det virkede 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • vibeke

    hej måske skal du droppe at snakke om de ting der er galt bare trøst hende med mindre hun selv snakker om det børn reagerer på forskellige måder.hun har brug for din trykhed og varme.jeg pas på dig selv

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mor

    Årh stakkels Jer.
    Det lyder til, at Ems frygt er meget voldsom.
    Har du overvejet en form for børnepsykolog til hende?
    Jeg har hørt så mange fantastiske fortællinger om, at det var lige præcis det der skulle til 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Selinnas ben og min fremtid, hvad skal der ske nu?