Her er den: Opskriften på den ultimative (børnevenlige) Unicorndrink

En anbefaling af et bæredygtigt Livø, et sted hvor man kan mærke sig selv

Dette indlæg burde i virkeligheden være delt op i to. Et indlæg om Livø og Livø feriecenter (og i særdeleshed den mest fantastiske værtsfamilie) og så et indlæg om at mærke efter og turde laver planer om, også selvom det er besværligt. Nu skriver jeg om begge dele i et indlæg, og hvem ved? Måske går det alligevel op i en højere enhed til sidst?

Det er ingen hemmelighed at jeg har været rimelig godt og grundigt kørt i bund efter at være blevet mor til to. Det tager tid at lande i så stor en forandring, og alt er nyt (igen). Jeg hører ikke til den der “det er MAAAAAJET lettere med nummer 2” del af befolkningen. Jeg synes det har været langt hårdere denne gang end første gang. Og samtidig er det hele så magisk fordi min store pige har fået en lillesøster som hun (og jeg) elsker overalt på jorden.

Derfor var det vidunderskønt da Ulla fra Livø feriecenter inviterede mig og min lille familie en uge til Livø for at slappe af. Det sagde jeg ja tak til og jeg har glædet mig helt vildt til at besøge både øen og Ulla.

Rasteplads-toilet-selfie

Turen derop gik faktisk okay. Det er en 4 timers køretur plus færge fra Rønbjerg, men det var kun den sidste time af køreturen der var træls. Pigerne skreg på skift og nogen gange i kor den sidste time, men vi klarede den, og allerede på færgen, når fastlandet slipper og man ikke aner om der er mere mobildækning, kunne jeg mærke roen.

Vi ankom til en nærmest royal modtagelse. Amanda, Ullas datter var mødt op for at byde os velkommen med lidt godt at drikke, og der var live-musik. Musikken var dog ikke (udelukkende) for os, men for de gæster der kommer for at deltage på SFOF’s årlige sommerlejr på Livø. Men det behøver vi jo ikke fortælle til nogen, så nu siger vi bare det var for os.

Vi ankom til Nonnebo, det smukkeste dejlige hus, og faktisk var der bare god energi og glade dage på Livø allerede nede i havnen. En familiær stemning, kærlighed, ø-hygge. Der manglede bare et bål og en ophævelse af åben-ild-forbuddet (tørke i DK), så er jeg sikker på vi alle havde siddet i rundkreds og sunget lejrbålssange.

Livø er en lillebitte ø, omkreds på ca. 10 km, som har været beboet siden stenalderen. Den har både været fængsel og åndssvageanstalt (det hed det altså) og landbrugsø. Det sidste er den stadig, og der bliver udforsket i nye retninger. Siden 2012 har Livø Avlsgaard deltaget i et projekt hvor de afprøver dyrkning af glutenfrie afgrøder under danske dyrkningsforhold. Afgrøderne er hirse, amarant, boghvede, lupin, quinoa, ærter, hestebønner og havre. Ikke dårligt, vel? I det hele taget er ordet “bæredygtighed” noget Livø vægter højt. Og det kan ses, mærkes og smages når man er derovre.

Der er en lille købmand på hovedgaden (den eneste asfalterede gade der er), og det er på en måde hjertet i Livø. Der er hjertevarme, der er mad lavet med hjertet, der er hygge, fællesskab og “sidder der nogen her?” snakke med fremmede åbentsindede mennesker rundt om træbænkene. Overfor købmanden er en naturlegeplads, der kan ungerne bo i en uge hvis de får lov, den er så fin.

Der er en ånd på øen man simpelthen ikke kan undgå at mærke, og Jesper og Ulla (og Amanda og dem fra deres team som jeg nåede at møde), de lever den ånd. Der er absolut ingen tvivl om at de elsker mennesker, de elsker at give en hjertevarm og kærlig oplevelse og de er vellidte og elskede af folk der kommer på øen. Det tog ikke ret mange minutter før det billede var tydeligt for enhver (mig).

Så hvorfor tog vi hjem?

Det har intet med Livø at gøre at vi tog hjem (og det skriver jeg ikke fordi indlægget er sponsoreret, men fordi det er rigtigt). Jeg følte mig simpelthen fanget som en lus mellem to (børne) negle. Begge piger reagerede ret kraftigt på køreturen, så den første dag med var fyldt med konflikter med Emmalia, og Selinna ville kun hænge på mig. Hun ville ikke i slyngen eller i barnevognen. Når den ene græd, så startede den anden også, eller også afløste de nærmest hinanden. Når jeg endelig havde fået Selinna til at sove i slyngevuggen, og ville være lidt sammen med Emmalia, så vågnede Selinna igen eller Emmalia var sur over et eller andet. Jeg var fuldstændig ødelagt, og når man så ikke er i vante rammer (også selvom rammerne er virkelig skønne), så er det bare ikke til at holde ud.

Så nu sad jeg på Livø, det her pragtfulde sted med de her pragtfule mennesker, og jeg kom næsten ikke andre steder end inde i huset, fordi jeg skulle stå og vugge Selinna hele tiden. De to første aftener græd jeg om aftenen, for dagene havde bare været så hårde. Og folk ville mig så gerne, også dem fra SFOF lejren. Virkelig søde og åbensindede mennesker. Men jeg kendte ikke nogen nok til bare at lade Emmalia daffe med nogen til aktiviteter (som vi også blev inviterede til), og i mit hovede blev jeg bare denne her stakkels enlige mod med de to grædende børn … og det kunne jeg ikke holde til. Så er det ikke længere ferie og nydelse, men meget hårdt arbejde. Og det var jo aldrig meningen med det hele.

Så da Ulla kom og spurgte om jeg egentlig var okay, så brød jeg grædende sammen og fortalte helt ærligt at det var jeg ikke. Og jeg var så ked af ikke at kunne nyde alt det her smukke. Øen, maden, menneskerne, naturen, udsigten, den vidunderlige ro der er på Livø.

Men måske var det i virkeligheden netop fordi man kan mærke sig selv at det blev som det blev. At rammerne og omgivelserne gjorde at jeg ikke behøvede at lade som om, men at der virkelig bare var plads til at jeg måtte være lige præcis mig. At jeg ikke bare tonsede henover mine følelser og fortsatte med en insisteren på at få det til at lykkes. Jeg kunne tydeligt og dybt mærke at jeg simpelthen bare gerne ville hjem. Hjem med pigerne, hjem i min egen lille trygge hule, og så komme tilbage igen så snart pigerne er lidt større eller jeg har lidt familie eller en veninde med til at hjælpe lidt til. For jeg er helt sikkert ikke færdig med Livø!

En ting er at være alene-mor til to i hverdagen. Det begynder jeg faktisk at have okay godt styr på, så meget at jeg rent faktisk nyder det. En anden ting er at være alene mor til to et helt nyt sted, med to piger der virkelig (og forståeligt, for det var en lang og hård køretur) reagerede på hver deres måde.

Man må prøve sig frem i livet, og så må man lære hver eneste dag. Og det gjorde vi. Jeg har fået et nyt yndlingssted i danmark, og jeg glæder mig til at vende tilbage igen med pigerne. Jeg glæder mig til at spise den kartoffelmad jeg fik den ene dag, til at se Ullas fræse rundt på sin cykel med krudt i måsen og masser af mel på forklædet og til at gå en tur ned til vandet og bade og se solen gå ned.

Jeg kan virkelig anbefale en tur til Livø. måske især hvis du trænger til at mærke dig selv lidt igen. Det gjorde jeg, og jeg fik hvad jeg kom efter. Jeg er stadig efterladt i en eftertænksom tilstand, ikke trist, ikke bedrøvet, bare væren. Det kunne knap 3 dage på Livø alligevel præstere. Når man kigger på døde Tollundfrøer og kan høre naturen uanset hvor man gør, så kan man nok ikke helt undgå at komme i kontakt med sider af sig selv der måske ikke er blevet lyttet til (lidt for) længe.

Af hjertet tak til Livø feriecenter, til Ulla, Jesper, Amanda, alle Emmalias nye venner og til alle frøerne, både de døde og de levende. Den rejse var alligevel ret vigtig og jeg er så glad og stolt over at vi tog den, og fyldt med taknemmelighed over at vi fik den.

Følg med i livet på Livø på Instagram her , på facebook her og find al den info du behøver på hjemmesiden her.

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!
   

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Her er den: Opskriften på den ultimative (børnevenlige) Unicorndrink