Solomomboss i kjoleland (med links)

UPDATE på mit råb om hjælp og min opsigelse som enmandshær

Min opsigelse som enmandshær blev indgivet, da jeg skrev dette indlæg om at råbe om hjælp. For jeg var ved at drukne. Derfor lærte jeg hvor specifik man skal være når man gerne vil have specifik hjælp og ikke bare en “du siger bare til” (som alle ved ikke virker). Jeg tænkte at jeg ville opdatere dig på hvordan det så er gået og hvordan det har været at råbe “HJÆLP!” ud til fremmede mennesker man slet ikke kender.

For det første var det grænseoverskridende (selv for mig) at skrive det blogindlæg om at bede om hjælp. Men at noget er udfordrende har aldrig været nogen forhindring for mig, og jeg kunne mærke at tanken om at stille mig “helt nøgen” og sige “hjælp mig” på toppen af et bjerg hvor alle kunne se mig, den gav mig energi og håb. Mest håb. Og mulighed for omsorg. Og fik jeg så det?

Allerede et kvarter efter jeg havde postet indlægget tikkede der mails ind. Jeg har ikke fået 100, jeg har måske fået 15 der helt konkret har tilbudt at hjælpe. Det er VILDT FLOT! Men så gik jeg i baglås. For skylder jeg så de her kvinder noget hvis jeg reelt tager imod hjælpen? Og hvad nu hvis jeg ikke lever op til det billede af mig de har fra mit bloguniver og og og. Pludselig kom det til at handle om at præstere og være noget bestemt. Og det der åndssvage regnestykke mange af os bliver viklet ind i, når vi skal turde tage imod hjælp fra andre.

Jeg besluttede mig for at parkere hele lortet og bare sige ja tak til de fantastiske kvinder der har tilbudt deres hjælp. En del af dem er mødre til tre børn, og de synes lige de kunne finde et overskud (jeg har tjekket med dem!). Jeg er DYBT rørt helt ind i hjertet og de besøg jeg allerede har haft, har været intet mindre end fantastiske. Mega seje powermammas, inspirenede kvinder med noget på hjerte. Jeg har overhovedet ikke følt at jeg skulle præstere og jeg har været helt okay med at de har set mit “grimme vasketøj”. Den ene aften var Maria her, og Emmalia var så overtræt. Maria tog babyen med ind i sofaen og pludrede, mens jeg puttede Emmalia. Det var SÅ befriende bare at overgive mig til situationen, og selvom det er første gang jeg har mødt Maria (og hendes skønne datter), så føler jeg mig tættere forbundet til hende end til mange andre i mit liv jeg har mødt en masse gange. Der sker noget meget smukt når vi bare lukker hinanden ind i sårbareheden og grimheden og magtesløsheden og virkeligheden.

Og det her tør jeg jo næsten ikke skrive af frygt for at jinxe det hele … Men det går virkelig godt. Jeg har “booket” de her seje mamas ind 1-2 gange  om ugen de næste knap 2 måneder, og selvom jeg egentlig klarer det hele selv, og det går godt, så er det bare ekstra dejligt at der kommer ny energi og et ekstra sæt hænder den næste tid og aflaster lidt.

Men det går virkelig godt.

Ja der er mange svære situationer, men efterhånden som tiden går så lærer jeg at blive bedre og bedre til at tackle dem. Jeg putter begge piger alene uden de store problemer, og Emmalia er begyndt at falde i søvn alene om aftenen, hvilket er helt nyt.

Selvom Selinna ikke har de vilde rutiner endnu (læs: stort set ingen pånær rimelig stabil nattemønster – YAY!), så får Emmalia og jeg tid til hinanden. Især om morgenen har vi tid sammen, præcis som i “gamle dage”. Jeg er dybt taknemmelig. Vi har næsten kun gode morgener igen og jeg når en hel masse om morgenen selvom jeg er alene med en baby og en toddler.

Konflikterne er der også færre af, og de ting jeg kæmper med, søger jeg hjælp til hos seje familierådgiver Smilla Lynggaard, som i min verden er den mest fantastiske til at rådgive, hjælpe og støtte familier der har brug for nye retninger (store eller små).

Emmalia vokser med opgaverne og ligger tit og leger med Selinna. Ems “jumper” ikke Selinna mere, men har forstået at man skal være forsigtig med en lille baby. Også selvom man er ivrig og fyldt med kærlighed.

Selinna er langt mere “vågen” og er virkelig en glad baby. Efter 5 gange hos vores kiropraktor (læs her), så er verden vendt for os, og der er meget der er blevet både lettere og sjovere. Selinna græder ikke når så meget, hun kan sidde på mit skød (med hjælp) og være meget mere med. Det betyder også at jeg er mere tilgængelig og kan deltage mere i samtaler og være nærværende med Emmalia på et nyt niveau. Hvilket er vildt dejligt (og savnet).

Så, jeg er simpelthen så taknemmelig for den respons jeg har fået på mit “råb om hjælp” indlæg- Både dig der har delt den, dig der har kommenteret og delt din egen historie og dig der har tilbudt din hjælp. Det at høre andres historier hjælper også mig. Det skal man ikke underkende, det der med at dele historierne. Der er så meget at lære.

Og inden du begraver dig i skam hvis du selv lige kæmper pt. vil jeg bare sige at der er masser af svære situationer stadig. Men vi øver os alle tre i at være en familie og have en hverdag hvor vi har det godt det meste af tiden. Vi øver os. Og lige nu er vi gode til at øve os. Men hvis ikke det hele havde set så sort ud i starten, så havde det været svært at få øje på alle de skønne små successer vi oplever lige nu.

Og sådan hænger det hele jo gerne sammen <3

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!
   

5 kommentarer

  • Hold op, et dejligt indlæg – livet bliver jo ikke rosenrødt med et, men sikke et fint og fornemt tiltag du har fået skabt hos jer (:

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Okay, jamen hvorfor hjælper han så ikke til i stedet for fremmede? Ikke en kritik, bare nysgerrig..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Han er der i det omfang han kan. At få hjælp fra fremmede er godt og lærerigt for både mig og pigerne. Også selvom jeg havde boet sammen med deres far

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Hvad med pigernes far? Du har slet ikke nævnt ham i lang tid.. Er det fordi han er ude af billedet igen?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nej han er ikke ude af billedet, han er bare privat og bloggen handler ikke om ham 🙂 Pigerne ser deres far hver uge

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Solomomboss i kjoleland (med links)