Verdens okayeste trætte mor - 10 ting der går godt og en update på det hele

Lever du også livet i din enmandshær? Sådan her kan man råbe om hjælp

“Du skal aldrig have ondt af dig selv. Min erfaring fra kurdisk kultur (landbrugssamfund) er, at kollektivet giver opmærksomhed til en person, der udtrykker selvmedlidenhed. Fortællingen om smerterne bliver en slags ventil for fysiske eller psykiske smerter. I dansk kultur oplever jeg det modsatte. Her er selvmedlidenhed ildeset. Man skal ikke lede efter andres medlidenhed med én. Man skal bare kører på, igennem smerten – og sådan kommer man også længst. Man styrker sin smertetærskel og selvværd. Ikke ved at bebyrde hinanden med smertefortællinger.” – Nilgün Erdem

Sådan lød den, den statusopdatering jeg faldt over på facebook. Den status som fik mig til at lukke sandheden ind, og den status der har resulteret i at jeg denne morgen har grædt af lettelse, og kan slippe alt hårdheden igen. Da jeg havde læst den gik jeg ind på min private facebook profil og skrev det her:

“*** Privat***

“I de kurdiske kulturer retter kollektivet opmærksomhed mod den der udtrykker smerte. Fortællingen om smerten bliver en slags fysisk og psykisk ventil. Sådan er det ikke i dansk kultur. Der skal man bare tage sig sammen og komme videre…”

Nogenlunde sådan lød en status jeg læste for lidt siden, som fik mig til at slippe mit “tag dig sammen og kom videre” bånd om mig selv, og skrive det her.

Det er virkelig en tid for transformation i min lille andedam. Det er sindssyg hårdt bare at komme igennem dagene i øjeblikket. Jeg startede dagen i dag med at råbe “DET KAN KRAFTEDME DA IKKE PASSE!” hvorefter jeg gav Emmalia sin t-shirt på med magt. Emmalia har været oppe siden kl 4.15. Klokken er nu 8.06 og jeg har været i gang i 4 timer allerede og er fuldstændig smadret og træt. Men Selinna kan ikke sove hvis jeg ikke konstant vugger slyngevuggen, så søvnen den kommer i aften omkring kl 22. Lige nu føles det som om der er et år til kl 22.

Sådan er dagene pt.

I morges tænkte jeg på hvordan jeg kan lave min fortælling om mit liv om sådan så jeg eliminerer alle mine egne behov. Behov for at have en telefonsamtale med en veninde. Behov for at passe mine ting (blog, mail, mad, få gået en tur osv). “Hvis jeg nu fortæller mig selv at det bare er et år. Et år hvor jeg ikke har noget liv, ikke kan komme til frisøren og ikke kan spise andet end håndfulde peanuts og bananer, så blivr det nemmere at være i”.

5 minutter senere får jeg råbt af mit ene barn. Og min indre hammer er så stor og jeg banker løs i knoppen på mig selv. Og jeg er helt alene.

Det værste er hensigtserklæringerne. “Du siger bare til”, og når jeg så siger til så siger jeg det ind i et rum hvor der ikke er nogen alligevel. Snydt igen.

Og så har jeg tænkt at jeg ikke skal fortælle om det denne gang, fordi det er sejere at kunne rumme det hele, at kunne klemme ballerne sammen, at kunne sige “alting bliver bedre” til mig selv og vise alle at jeg sagtens kan klare det.

Det er bare så svært at leve i en løgnefortælling, og sandheden står hele tiden og prikker mig på skulderen og siger “hey, du slipper ikke for mig”

Så nu siger jeg det højt.

Jeg har brug for at der er nogen der hjælper mig.
Jeg har brug for din tid og dit nærvær.
Jeg har brug for en der hjælper mig med at vaske tøj 1 x ugentligt den næste måned.

Mit nummer er xxxxxxxx, hvis du den kommende måned har en dag fra 15.30-1930 (cirka, man ved jo ikke helt hvornår børn sover), så har jeg brug for aflastning i det tidsrum. Det er nemlig typisk der den lille skriger, der skal laves mad og den store har brug for nærvær.

Min adresse er XX XX XX. i Lyngby

Jeg drukner og jeg har brug for den der landsby de siger man skal bruge for at opfostre et barn.

og hvis du tænker “ej jeg vil gerne komme forbi men så godt kender vi jo ikke hinanden…” – så kan vi jo komme til det, ikke 🙂

Jeg trænger til at blive en glad mor igen, til at grine og til noget ny energi i mit hjem.

hjælp mig”

 

Og så sendte jeg den ud. Og nu sender jeg den også ud her på bloggen. Måske er jeg den eneste i Danmark der prøver at klare det hele selv. Men hvis der nu skulle ske det usandsynlige, at jeg IKKE er den eneste, så kan det være du kan hente noget i dette indlæg. Måske.

For det er simpelthen så ensomt at stå i smerten alene. Vise verden at jeg sagtens kan rumme det hele. Ikke være svag. Ikke sige det til nogen. Jeg har jo selv valgt det. Og om nogle måneder kan jeg stolt sige “JEG GJORDE DET HELT ALENE”… selvom jeg brækkede et ben og slog mig selv halvt ihjel på vejen dertil. Er det sejt? I dont know… Det er i hvert fald ensomt. Og jeg er ikke sikker på hvad præmien er for at tordne igenne livet i sin enmandshær?

Så da jeg havde læst Nilgüns status, besluttede jeg mig for at lukke noget kurdisk kultur ind i mit hjerte, og nu har jeg skrevet ud til hele mit private netværk at jeg har brug for hjælp lige nu fordi jeg drukner. Og så har jeg grædt af lettelse lige siden. Og nu kommer landsbyen. I morgen skal jeg op til en veninde med mine to piger, og vi overnatter. Hun har 3 seje drenge og de kan underholde den store pige, og vi kan allesammen tage til stranden og min veninde kan altid få mig til at grine. Og det trænger jeg til. Jeg har bedt om at der kommer nogen hver eneste eftermiddag i ulvetimen for at aflaste mig nogle timer, og jeg glæder mig. Nogle af dem der kommer, kender jeg rigtig godt. Andre kender jeg ikke så godt, men det kommer jeg til. At række ud og dele er for mig en langt mere kærlig vej at gå.

Nu er det sådan, at når jeg skriver den her slags indlæg, så kommer der altid en eller anden trold ud af sin jordhule. Det årlige friske luftindtag, eller hvad ved jeg. Og til dig har jeg altså en lille invitation (lyder det ikke dejligt sådan at blive inviteret til noget?):

Hvis du bliver provokeret over noget af det jeg skriver her, så vil jeg virkelig invitere dig til at se indad. Se på hvor i dit liv du selv kunne trænge til en hjælpende hånd. Måske er du blevet hård og ensom fordi du (også) har oplevet ikke at få hjælp. Eller ikke at kunne række ud. Af frygt for at blive dømt som svag. I stedet er du blevet hård. Og så kan det være du bliver trigget hver gang du møder en som mig, sådan en der tillader sig at gå i knæ og række hånden ud og bede folk være der. Så i stedet for at gøre mig forkert for at have det som jeg nu engang har det, og for at række ud. Så prøv at finde ud af hvor det stikker henne inde i dig, og kig på hvilket tema jeg kommer til at ramme med det her blogindlæg.

OG… hvis du har lyst til at være en af dem der tager en “eftermiddagsvagt” hos mig den kommende måned eller to, så vil jeg rigtig gerne snakke med dig om det her med at række ud, for det har jeg en mase perspektiver på. Og jeg ved også en helt masse om hvorfor det er svært at stille sig 100% i sin sårbarhed. Trust me, I know!

Og hvis du nu ikke er en trold, men bare gerne vil komme og hjælpe os en eftermiddag, så send mig en mail med hvilken dato du har lyst til at komme, og så glæder jeg mig helt oprigtig meget til at møde dig. Der er mange måder at lære nye mennesker at kende på. Det her er en af dem.

Et andet perspektiv på realiteterne og sandheden er at jeg må takke min yngste datter Selinna for at lære mig at række ud. Emmalia kom med et tema der hed vrede, kreativitet og sund grænsesætning (nøj hvor har jeg turbolært de sidste 3 år). Det var (er) hendes gave til mig. Selinna kommer med nydelse, sisterhood/landsby/række ud og lethed. Tak til begge mine piger for at give mig vækst. Selvom det er (fucking) hårdt. Jeg har krammet dem begge to ekstra meget i dag. Og Emmalia blev selvfølgelig samlet op efter vores konflikt. og vi blev enige om at vi er lidt oftere uvenner end vi plejer i øjeblikket. Og at vi bare sammen må komme igennem det, og så krammede vi en masse.

Hvis du nu sidder og også gerne vil række ud efter hjælp, så har jeg noget temmelig dyrtkøbt erfaring du kan bruge eller lade være:

  1. Vær specifik. Tidsrum, antal, hvilke dage, på hvilken måde, er det til madlavning eller til at lytte til dig eller kramme dig.
  2. Vær specifik med hvad du ikke har brug for. Jeg har f.eks på ingen måde brug for at nogen kommer og “lige tager mine piger i nogle timer”. Nej. Jeg har brug for at nogen lige kommer og tager alt andet end mine piger, så jeg kan være sammen med dem. Så det må jeg sige højt.
  3. Jeg har lært at hjælpen (ofte) kommer steder fra man ikke havde regnet med (overhovedet) og ikke altid derfra hvor man troede man kunne få hjælp. Og det er okay.
  4. Hvis det ikke føles som hjælp, så er det det heller ikke. Justér eller sig nej tak.
  5. Jeg har lært at vi er utrolig utrænede i at “bare være med hinanden”. Nogen gange (tit) er det nok at du bare ER sammen med mig. Jo det er rart at nogen vasker gulvet og går ned med skraldet, men det er faktisk ofte langt mere værdifuldt at nogen bare er. Sammen med dig. Mig. Så føles det ikke ensomt og så bærer man (jeg) ikke hele verden alene. For du er der også. Er bare.

 

Hvad har du gjort dig af gode erfaringer når det kommer til at række ud?

Og jeg mener det helt alvorligt. Har du lyst til at komme en eftermiddag, også selvom vi ikke kender hinanden, så må du gerne være med i min landsby. Send mig en mail på freja@frejamay.com og skriv “jeg vil altså gerne komme og hænge ud med jer nogle timer – tænk hvis der kom noget sjovt ud af det?”

 

Jeg har ikke prøvet det her før, hvem ved, måske bliver det fedt? Og rart? Jeg håber vi ses 🙂

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

14 kommentarer

  • Katrine

    Jeg er sådan forholdsvis ny læser – men jeg følger dig nu hver eneste dag, fordi du tør!!! Fordi du giver dig i kast med at beskrive een hverdag med mangler, savn, kærlighed og grin og alle de andre gode og ikke gode følelser. Jeg har lært af livet, at det sjældent kun er rosenrødt og jeg har ofte svært ved at opleve at det alligevel er den side som beskrives. Min situation er en helt anden end din men alligevel blev jeg (vi) “tvunget” til at række ud. For 1/2 år siden fik jeg konstateret brystkræft. Jeg har tre børn; en pige på 8 og en dreng og en pige som lige er fyldt 5. Jeg har også en rigtig fod mand :-). Vi har besteget en del bjerge sammen og vi er et godt team. MEN ingen kan forestille sig hvor syg det er muligt at blive af kemoterapi og hvor meget trætheden kan umuliggøre en almindelig hverdag. Vi har været – og er – stadig helt ærlige om min sygdom og mit forløb. Og det betyder at langt de fleste har sagt: “Sig til, vi vil gerne hjælpe”!!! Vi har end ikke haft overskud til at sige til. Det er den mest hadede sætning for mig at høre – den runger så hult. Men kun få tilbyder selv. Så vi har måttet lære at række ud. Det er IKKE nemt og det falder mig IKKE naturligt. Jeg er en overlever – jeg skal nok klare det. Men denne omgang har været for barsk at klare sig – også fordi jeg har kæmpet for at have overskud til at være noget godt for mine børn, så de ikke har skullet føle sygdommen for meget (de ved alt – vi taler meget sammen herhjemme og måske derfor er de glade og trygge børn). Derfor ramte den sætning om at være konkret mig meget. Jeg kan godt se nu, at det netop er, når jeg har været det, at den bedste hjælp er kommet: “Kan du lave kødsovs fil min fryser”? Kan du køre mine mindste børn hjem fra børnehave imorgen”? Kan I passe alle tre unger på fredag, hvor institutionerne er lukkede, men hvor jeg skal have behandling og min mand gerne skal med”? Igen; DET HAR IKKE VÆRET NEMT, men jeg er ikke blevet skuffet en eneste gang, når jeg har spurgt efter konkret hjælp <3. Tilgengæld er jeg blevet forundret over at hjælpen er kommet fra kanter som jeg slet ikke havde forestillet mig. Men det har gjort mig ekstra glad og min respekt for de mennesker er meget stor. Omvendt er jeg også blevet såret over dem som jeg forventede mig mere af… Men det hører sig et andet sted til – og det arbejder jeg på. Jeg er uden tvivl blevet et fyldigere menneske af at være syg – jeg tror på at det ikke er af ond vilje at nogle relationer ikke kan være deltagende i alt det jeg går igennem lige nu. Det ER også meget voldsomt og sætter krav til at min omgangskreds forholder sig til min, men også deres egen dødelighed. Og det er ikke ubetinget nemt! Så jeg vil prøve at tilgive dem, som jeg forventede meget at men som har været helt fraværende.
    Men nok om mig – TAK FOR DETTE FINE SKRIV. Det giver anledning til en masse refleksioner. Jeg håber på alt det bedste for dig og dine smukke piger <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katrine

      * God mand …. 🙂 :-), ikke Fod mand!!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katrine, tak for din kommentar. Den rører mig meget og det giver bare enormt god mening det du skriver. Og ja, det er i livets yderkanter vi får filtreret til og fra. Jeg øv er mig også i at tage i mod, nu har mange meldt sig, og jeg er stadig lidt tøvende fordi “skylder jeg så nogen noget bagefter?” – så det er virkelig en proces det der med at tage i mod <3

      Godt kæmpet og jeg sender dig al kærlighed <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie Wedsgaard Storm

    Åha. Jeg ville ønske, jeg boede tættere på Lyngby eller du boede tættere på Aalborg. Så ville jeg komme med mine unger, de store kunne lege og vi kunne drikke kaffe med de små. Jeg kunne lave varm mad i min søns middagslur og tage med. Jeg er selv alene med vores søn på 2,5 år og vores datter på 5 mdr 4 dage om ugen, fordi min mand arbejder ude. Når jeg nu ikke kan være en livline for dig, fordi du er så langt væk, får du lige mine tips til at overleve alene med ungerne (de dage, du ikke får hjælp):
    – DROP varm aftensmad. Lav det sunde måltid om morgenen, hvor man ofte har bedre tid og mere overskud. Vi får bananpandekager med frugt og smoothie om morgenen, fordi der har jeg tiden. Om aftenen er det ofte bare ris og grøntsager – eller bare rugbrød, morgenmadsprodukter, WHATEVER works
    – hæng kroge i loftet til slyngevuggen i alle rum, og hæng en snor i vuggen, så du kan vugge lillesøster i alle situationer. Fx madlavning, spisning, bad/leg med store, putning af den store (hæng krogen over sengen) så du kan ligge i sengen og vugge i snoren, mens du putter den store

    Og MEGA sejt og inspirerende at du rækker hånden ud. Jeg kan ved Gud godt forstå at du har svært ved at hænge sammen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Tak for det indlæg, hvor har du ret! Jeg håber, du får noget hjælp, for det er vanvittigt hårdt, det du har gang i – og at få børn i det hele taget! Jeg er på barsel med nr tre, og selvom min mand er en kæmpe hjælp og støtte, så er læsset også ved at vælte for mig ind imellem. Og hvor synes jeg bare, du er mega sej!!
    Jeg har selv skulle øve mig i at modtage hjælp – og endnu bede om hjælp! Og dit indlæg minder mig om, at det faktisk er okay. Jeg skal heller ikke bære verden alene på mine skuldre. Tusind tak. Og masser af sovestøv til den bette din vej😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Litten

    Dengang du var ude og holde foredrag for os i City2 osede du af overskud. Det skal du have igen. Du skriver bare så kommer jeg og min lille hund, der elsker børn og aflaster og underholder (nok mest hunden) din ældste datter

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Noe

    Tak for dig!💗 jeg sidder og er helt vildt rørt. Over du igen tør tænke anderledes – og sige det højt. Jeg får lyst til at løbe hjem til dig og give sig en krammer, fortælle dig at du er så god, så rigtig og gør det SÅ godt. Være overskudsagtig og vugge den lille, mens du krammer den store og skære frugt med den store, mens du nusser den lille og lade hende stolt bære frugten hen til jer. Og svinge gulvkluden hvis det går galt. Og så selvfølgelig lægge det rene tøj på plads inden jeg efterlader jer mætte og soveklar.
    En smule egoistisk gad jeg godt lære sig at kende live. For du er både spændende, inspirerende og garanteret super sød. Og helt helt normal når du bliver frustreret.

    Jeg bliver selv mega frustreret. Min tid som solomor har været noget længere end din, men jeg er selv kronisk syg og har desværre minimalt overskud. Derfor kan jeg ikke opfylde mit eget ønske om at ile dig til hjælp, for jeg gemmer mig selv bag lukkede døre og står en hård periode igennem. Om et par timer har min guldklump sommerferie og vores ferieplaner hænger i en tynd tråd.
    Men jeg har aldrig bedt om hjælp og de få gange jeg har åbnet lidt op har jeg fået overtrådt mine grænser.
    Så selv om det ikke er den hjælp, du efterspørger, håber jeg min respons om at du har rørt mig dybt, kan give dig lidt glæde..forhåbning..og den snert af overskud, som der forhåbentlig følger med ved at du alligevel – her og nu, i din situation – har hjulpet mig. Tak❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tulle

    Hvor ville jeg ønske, at jeg ikke sad her i Middelfart. En eftermiddag med mine unger og dine. Det kunne med garanti blive hyggeligt. Så skulle jeg snildt fixe noget aftensmad (den lille jeg har er lidt mere medgørlig end din umiddelbart). Jeg håber du får al den dejlige hjælp I har brug for.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tusind tak Tulle <3 At læse de her skønne kommentarer hjælper også og får mig til at smile <3

      sisterhood <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeannie damkjaer

    vores frustration er overhovedet ikke ens min smerte er anderledes end din mit liv er virkelig skod jeeg mistede min alt for unge soen i en ulykke for kort tid siden jeg aner ikke hvordan jeg nogensinde kommer videre det eneste jeg smiler af lige nu er din frustration og min dit rod og mit din smerte og min du faar mig saa meget til at smile selv om jeg hellere ville skige til min lorte familie saa snak dog til mig for helvede !!! men det har de alt for travlt til kaere du freja may du er simpelthen saa skoen jeg elsker at foelge dig head up med os to ikk?? kaempe kram herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Åh skønne kvinde, jeg sender dig al kærlighed <3 Du gennemgår noget intet menneske burde opleve nogensinde <3 Og jeg kender virkelig godt det med at ville skrige "så snak dog med mig" til sine nærmeste. virkelig!

      kæmpe kram herfra <3 Og man må altid gerne skrige i min retning hvis der er brug for en ventil <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Al respekt til dig ❤️ og jeg tar den ind og vil prøve at lærer af det. Selv nybagt mor igen plus en snart 3 årig dog med mand. Men det er sq ikke altid lige nemt og så ryger kærligheden når man bliver sur over de små ting. Det vil jeg prøve at slippe og kigge på det større og vigtigere billede, end rent hjem og billedet udadtil – tak ❤️🙏

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Verdens okayeste trætte mor - 10 ting der går godt og en update på det hele