Verdens bedste storesøster fylder 3 år

“Mor, hvorfor er der flag i loftet?” Emmalia havde mareridt og vi lå inde i stuen og hun græd lidt. Hun havde ikke set flagene. Men dem fik hun øje på da hun havde tørret sine øjne, og så ændrede stemmen sig fra ulykkelig til glad, og hun sagde “moar, jeg har fødselsdag i dag, har jeg ikke?” og jeg krammede hende og sagde at “ja, det har du skat!”

Min store seje, selvstændige, inspirerende, vanvittigt sjove og intelligente smukke datter fyldte 3 år i går. Jeg er simpelthen så stolt af hende, og selvom jeg er noget underdrejet for tiden (læs her), så er det bare så vigtigt for mig at Emmalia får en god fødselsdag og at hun føler sig fejret og set og hørt. Så i går fejrede vi hendes rigtige fødselsdag og på lørdag holder vi havefest for hende i haven.

“Jeg lover dig Frejamay, der er ingen der kommer på grund af din bagekunst”

Jeg har haft lidt svært ved at overskue festen, da jeg de sidste to år har brugt ret meget tid på at planlægge og lave sjov mad (med inspiration fra nemlig.com og deres fantastiske festopskrifter). Heldigvis har jeg dejlige veninder, som siger at man kan købe sig til alt, også hjemmebagte boller. Så det har jeg besluttet mig for at gøre. Og så har jeg købt helium for første gang i mit liv. Så vi skal have svæveballoner. Jeg glæder mig helt vildt.

Emmalia havde en virkelig dejlig dag i går. Hun fejrede lidt med Selinna, Momse og mig om morgenen, og så LØB hun over i børneren (jeg halsede efter), og alle på vejen fik at vide at “jeg hedder Emmalia, jeg har fødselsdag i dag, jeg bliver 3 år”. Mit ønske er at alle Emmalias fødselsdage resten af livet bliver holdt med samme glæde og lys i øjnene. Jeg vil i hvert fald gøre mit til at det forbliver sådan. Emmalia og morfar havde bagt kage til børneren, og Ems havde næsten ikke tid til at sige farvel til mig, fordi ALLE skulle have krammere og informeres om at “jeg har fødselsdag i dag, jeg bliver 3 år”.

Jeg elsker det barn så højt!

Selvom det hele stadig er svært i øjeblikket, så er der virkelig et lyspunkt, og det er min store seje datter. Hun er virkelig landet i vores nye lille familie, og hun er simpelthen så god ved Selinna. I morges dagde Emmalia “mor, jeg tror bare Selinna skal have noget ro nu”. Og da jeg ammede hende sad Emmalia helt stille ved siden af og sagde, “se mor, jeg sidder helt stille og aer hende, tror du hun kan lide det?”. Fra at jeg var angst for at Emmalia ville komme til at hoppe på Selinna, kan jeg nu lade dem være alene (mens jeg lige henter en stofble eller noget juice til Emmalia), og jeg ved at Emmalia har forstået at man passer på en lille baby. det er så fantastisk at opleve den ømhed og kæmpestore kærlighed Emmalia har til sin lillesøster.

På vej i børneren

Emmalia og jeg har også langt mere kvalitetstid sammen og jeg bliver ikke nær så vred på hende som jeg gjorde i starten, når min pt korte lunte brænder af. Vi har færre konflikter og meget mere kram og kærlighed. Og selvom Selinna kommer til at vække Emmalia en sjælden gang i mellem om natten, så vågner Emmalia op fyldt med kærlighed og gør det hele meget nemmere, og så ender det med at det er nemt at skifte/amme Selinna om natten, så jeg kan ligge i ske med Emmalia og ae hende i håret det meste af natten. Det er simpelthen en helt ny slags lykke.

Så selvom det hele stadig er fyldt med frustrationer (for mig) og Selinna stadig kæmper med nakke/ryg (vi skal til kiropraktor igen på tirsdag), så går det langsomt i den rigtige retning. Jeg får stadig hjælp fra min familie og mine venner, og jeg er stadig meget afhængig af den hjælp. Det er meget nyt for mig at slippe så meget at jeg faktisk ikke kan undvære at mine nærmeste er der så meget for mig som de er. Jeg plejer at KÆMPE med næb og kløer og klemme ballerne sammen for at holde sammen på det hele (inkl mig selv). Men det har jeg gjort i 35 år uden at lukke nogen ind der hvor jeg selv har det svært. Det er simpelthen for hårdt, og den tid er forbi. Det her føles meget mere nænsomt og kærligt. Det er stadig meget nyt og jeg er stadig lidt akavet i at modtage hjælp, og jeg har stadig lidt dårlig samvittighed over at lægge beslag på folks tid og energi, men jeg har faktisk ikke noget valg. Og hvis jeg vil lære mine piger at række ud når de har brug for det, ja så er jeg ligesom nødt til selv at træde den sti.

Så der sker også gode ting, det er ikke kun tungt og svært. Og overordnet set er det hele meget bedre allerede, der er bare et stykke vej endnu og det er okay.

Lige nu sidder jeg med Selinna sovende på brystet, fordi hun stadig ikke vil ligge ned andre steder end hos mig. Men jeg har opdaget at både baby og computer kan være foran mig, så YAY, jeg kan stadig skrive lidt.

Tænk at hun er blevet 3 år. Det er slet ikke til at forstå. Det var den allerstørste fornøjelse at fejre hende i går og jeg glæder mig helt vildt til havefesten på lørdag.

3 år Niller <3

 

 

   

3 kommentarer

  • Julie

    Stort tillykke med dit søde ældstebarn!
    Det er fuldstændig umenneskeligt hårdt at blive mor til 2! Ens hjerte bliver revet midt over og følelserne sidder uden på tøjet. Vær ikke for hård ved dig selv! Du gør det godt <3
    PS hvis det kan trøste dig er det hele meget nemmere med nr 3 🤣 Der har man ligesom “vænnet” sig til følelsen at at være utilstrækkelig – eller bare anerkendt at man gør det så godt man kan og at de (børnene) nok klarer det uden varige mén. Held og lykke med det hele ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ja også et kæmpe tillykke med hende fra mig. Hun synes at være en dejligt lille frisk pige, der nok skal klare den store udfordring, det er, at blive storesøster. Du er sej <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stort tillykke med Emmalia <3 Hun er simpelthen bare så sød! Det lyder fantastisk med havefest, og dejligt, at du får den hjælp, du har brug for. Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg bad til gud i går - når baby bare græder og græder og man selv er ved at gå i stykker