Sorg

Mine første 4 uger som alenemor til to – og verden der brast sammen

frejamay_november_09-05-2018047

Der er bare nogle blogindlæg man først skal skrive når tiden er rigtig. Eller. Sådan er det vist i virkeligheden med alle blogindlæg. Især med det her. Derfor har der været musestille på bloggen, for jeg har været, og er, i en process som er sårbar og svær, men vigtig at skrive om. For hvor går man hen, når man fejler så meget som mor, at man er overbevist om at det bedste er at give dem væk til nogle gode voksne, for børnenes beskyttelses skyld? Væk fra mig.

De første to uger gik faktisk ret godt. Selinna sov stort set hele tiden, og jeg måtte google “kan babyer sove for meget?” for lige at være sikker på at alt var som det skulle være. Det var det. Emmalia og jeg fik også nogle gode stunder sammen, selvom sorgen over at miste symbiosen med Emmalia (læs her) stadig fyldte og fylder endnu.

Men langsomt voksede mit søvnunderskud sig større, Emmalia havde mareridt om mus om natten (tilbagevendende mareridt, øv), og Selinna begyndte at være vågen lige præcis på de tidspunkter hvor jeg havde brug for at hun sov: om morgenen når Emmalia skulle afsted, og i præcis de timer hvor Emmalia var kommet hjem, hvor jeg skulle lave aftensmad og hvor jeg skulle putte. Jeg havde flere og flere frustrerende oplevelser hvor begge piger krævede mig, og hvor jeg ikke kunne dele mig i to lige store dele.

Emmalia begyndte at reagere mere og mere, og en aften i sidste uge blev det hele simpelthen bare for meget. Jeg endte med at sidde i sofaen med en datter i den ene arm og en datter i den anden arm, og bare skrige ud i luften af ren og skær afmagt. Begge piger blev så bange at de var næsten helt utrøstelige, og JEG blev så bange, for jeg har aldrig råbt sådan før.

Jeg endte med at skrive til deres far at han skulle komme NU, for jeg vidste jeg ikke havde noget som helt mere at give af. Og så gik jeg ellers helt i stykker indeni. For jeg har jo selv valgt det her liv, så må man også kunne det, ikke? Fra dag 1? Ingen omsorg og medfølelse fra min side om at det hele bare er pissesvært i starten og at jeg lige skal lande i det. Jo i hovedet, men ikke i kroppen eller hjertet eller sjælen. “Nu har du bare at kunne rumme alting som nybagt mor til to, og det er jo ikke andres ansvar at du har valgt at få et barn mere!”

frejamay_november_09-05-2018057

Sådan lyder min indre stemme når jeg får det svært. Jeg er afsindig hård ved mig selv, og jeg hader det, for i mine “gode” tider ved jeg det udemærket godt selv.

Så jeg var der hvor jeg faktisk var parat til at indgive min opsigelse som mor til mor-ministeriet, og afleveret mine børn til den første og bedste voksne der evnede og smile og kramme mine børn. For jeg skulle i hvert fald ikke have dem længere, sådan som jeg på ingen måde åbenbart magtede opgaven. Af ren og skær beskyttelse af mine børn var jeg parat til at give dem begge to væk, for jeg følte faktisk jeg havde begået vold mod dem.

Til gengæld skreg jeg så også om hjælp i mit private netværk. Eller. Det gjorde jeg ikke, jeg skreg at jeg havde givet op. Jeg følte jeg havde mistet forbindelsen til Emmalia totalt og at jeg allerede havde skadet Selinna for livet. Jeg følte mig som den dårligste mor i verden. Jeg følte jeg kunne dække alle verdenshavene med al min skam. Og min uduelighed. Hvordan kan man være SÅ dårlig til at håndtere to børn?

32116760_10155173040786503_7613674536910716928_n

Nu er der gået lidt over en uge siden min verden brast sammen, og der er sket en helt masse siden. Jeg er kommet tilbage til overfladen, jeg får hjælp, jeg har snakket med både min sundhedsplejerske og min jordemoder Sophia, jeg har familie og venner der kommer her hver dag og lige giver en hånd med så jeg kan lande i mit nye liv. Og jeg har fundet ud af at det hele slet ikke er så slemt og sort og forfærdeligt som jeg troede det var. Faktisk har jeg snakket med rigtig mange kærlige forældre som jeg kender, og de har alle råbt i afmagt og fortalt mig om deres virkelige virkelighed hjemme hos dem. Og de har søde velfungerede børn, og det er bare så rart for mig at høre og lære at (og genlære og igen-igen-lære) at vi alle blot er mennesker. Vidunderlige mennesker med grænser for hvad vi kan holde til, især når vi ikke lige har sovet i en par døgn.

Og derfor er det vigtigt at skrive dette indlæg. Ikke fordi at vi skal klappe hinanden på skulderen over at vi kommer til at miste fatningen eller råbe i afmagt, men fordi vi skal huske at spejle hinanden, især der hvor en af os fejlagtigt er kommet til at tro at vi er de eneste i verden der ikke altid formår at levere overskud og uendelig rummelighed. Så er det vi lige sætter os i en rundkreds og tæller til 20 sammen, og deler landsby-historierne med hinanden om at “ved du hvad, du er faktisk ikke alene”. Og vi behøver ikke skrive om det i Femina, men i vores nære netværk (og her på lige akkurat denne blog), der praktiserer vi sisterhood, og der fortæller vi hinanden om vores hæmorider og den dag vi lukkede døren ind til vores grædende børn et øjeblik, sådan så vi kunne samle os, og være der for børnene igen. Ingen børn har brug for forældre der er gået i stykker og som ikke husker at trække vejret.

skaermbillede-2018-06-07-kl-09-47-14

Og mine børn? De har det strålende. Emmalia og jeg har brugt et par dage om at snakke om “da mor brølede”, og vi har krammet hinanden og jeg har sagt undskyld, og jeg har fået min indre mor-styrke tilbage igen og jeg føler at det iturevne bånd mellem hende og jeg er fuldstændig intakt igen.

Jeg blev simpelthen selv så bange over min egen reaktion, måske var jeg i virkeligheden den der blev mest bange af os alle tre.

Selinna har det strålende. Hun er det mest rolige barn jeg har mødt i mit liv (so far, det kan jo gå i alle retninger med de unger der), hun sover, og når hun har lidt mavekneb om aftenen, og lige skal fordøje dagens indtryk, så siger hun en lille græde-lyd et splitsekund, og så vugger jeg hende, og så ligger hun bare og kigger på mig med sine dybe mørke øjne, som om hun er Gandalf og kan se direkte ind i min sjæl.

Mine piger er så seje, og jeg tror vi er hele igen allesammen. Og selvom jeg normalt ikke bryder mig ret meget om sundhedssystemet, så har jeg heldigvis en rigtig dygtig sundhedsplejerske, som jeg på mange måder deler livssyn med. Jeg føler aldrig jeg sidder og snakker med en folder om kønssygdomme når jeg snakker med hende, til gengæld føler jeg mig hørt og mødt og meget anerkendt af hende, og hun synes jeg gør det utrolig godt. Hvilket er dejligt at høre fra en man lige har fortalt (hudløst ærligt) at man har råbt i afmagt og måske har begået psykisk vold mod sine børn ved at sidde og råbe sådan. Hendes svar var at hun smilede og sagde “jamen det passer simpelthen så godt, for det er lige præcis det emne vi skal snakke om i dag, og du er en fantastisk mor, og filmen skal knække på et tidspunkt og det er helt normalt, også selvom man er to forældre der bor sammen med børnene”. Og jeg blev så gad og lettet.

skaermbillede-2018-06-07-kl-09-47-57

Jo flere jeg har talt med, jo tættere tilbage på mig selv er jeg kommet, fordi jeg har kunnet spejle mig i de andres historier, og langsomt finde stien ind til mig selv igen. Det er vidunderligt at have folk tæt på som har respekt for at jeg skal gå min egen sti, også i denne her rejse, også selvom det har været svært at stå på sidelinjen og se mig lide. Der er stor forskel på at hjælpe og støtte, og så at plukke vingerne af hinanden og rådgive ud fra hvad man synes hinanden bør gøre eller ikke gøre.

Jeg er taknemmelig for alle der hjælper mig i denne tid, alle der kommer og er sammen med os nogle timer i de svære timer på dagen (eftermiddag/aften/putning), alle der har mad med til barselsbesøg og veninder der lige har bakset noget sammen til min fryser. Min sundhedsplejerske sagde at det svære varer en lille måned endnu, og at jeg bare skal trække på alt hvad jeg kan i mit netværk indtil alting har fundet et sted at lande.

Og det lytter jeg til.

Min mor sagde i sidste uge at jeg bare skulle sige til, og jeg sagde til hende at jeg har brug for at sige fra, sådan så hun er her med mindre andet er aftalt. Når man er der hvor ens verden splintrer i en million stykker, så kan det at “sige til” være et Mount Everest at bestige. Og nu er aftalen at jeg siger fra. Og det er dejligt.

skaermbillede-2018-06-07-kl-09-48-07

Det her er ingen fødselsdepression, for jeg er ikke deprimeret. Jeg har heller ikke nedture eller noget, og vi griner og hygger og jeg kommer ud og jeg har besøg og jeg kan overskue det meste. Men jeg er også meget bevidst om at jeg er i gang med at fylde mine reserver op før jeg kan fylde mig selv op, og at det tager tid at fylde tankene når de har været rungende tomme. Så selvom jeg har det godt og føler jeg har ramt overfladen igen, så lytter jeg både til mine gamle erfaringer som stressramt, med ikke at løbe et marathon for hurtigt, og virkelig spørge kroppen hver eneste dag hvad den har lyst til (og ikke hvad den føler den skal for min eller for nogen andens skyld). Min krop har mest lyst til at lave ingenting eller til at være ude i haven. Det er det. Og få besøg af gode mennesker der gider tage deres egen tallerken med ud eller lige gå ned med skraldet lige pt.

Det her er helt normalt. Det var bare mig der ikke vidste det. Men det ved jeg nu.

Så jeg er der hvor jeg nyder igen. Jeg nyder mine børn, jeg nyder at have gode gode mennesker omkring mig og jeg nyder at der er køligt i min lejlighed og sol i haven. Jeg nyder at have tid, jeg nyder at jeg ikke skal noget og jeg nyder at jeg gerne må synes at det hele er for overvældende eller for meget, uden at det betyder at jeg skal melde mig i køen for de forfærdelige forældre nede på kommunen. Det siger min sundhedsplejerske selv 🙂

 

For en god ordens skyld må du meget gerne kommentere på min historie her, men jeg minder kærligt om at bevare den gode tone, og hvis du aldrig nogensinde har oplevet hvordan det er at miste dig selv, og du synes det her indlæg er noget værre vrøvl, så er jeg ret sikker på at ingen har brug for at høre din mening omkring det, og så er der så mange andre spændende steder på nettet hvor du kan gå hen og dele dine skønne holdninger.

Af hjertet tak for det <3

 

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

13 kommentarer

  • Vibeke

    Du er slet ikke alene. Jeg genkender det hele! Jeg lå hele den første nat med barn nr 2 og hulkede af savn efter min ældste pige på 3! Den sorgproces og adskillelse fra min ældste pige vil jeg tro varede omkring 6 måneder før jeg var nogenlunde på plads som mor til to! Jeg har dog altid følt mig lidt skamfuld over det. Følt mig for svag og overfølsom. Altså indtil nu hvor jeg har læst dine beskrivelser af det! Tak fordi du sætter ord på disse ting ❤️ Jeg genkender også det med at være så overvældet af følelser og krav især mine egne, søvnunderskud og hormoner at det ender med råb og tårer og små bange børn. Du er en fantastisk mor og du tager dig så fint og varsomt af dine små piger. Men du er altså kun et menneske og du er altså i en presset og intens periode – også selvom du selv har valgt det! Så det er okay at bede om hjælp! Det er okay at bede om hjælp uanset hvor meget man selv har valgt noget. For det er det ansvarlige og omsorgsfulde at gøre – både og for pigerne og for dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Virkelig flot skrevet! Jeg ville ønske jeg havde dit mod til at dele min historie 😉😊 det er så vigtigt at oplevelser som din bliver delt så vi får gjort op med den her perfektheds kultur, som der er opstået især hos os mødre. Ingen er perfekte og alle bliver presset ud i situationer, som man ikke er stoltover som forældre. Der er en grund til at søvnmangel bruges som torturmiddel.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Du er ikke alene! Jeg har brølet i afmagt mere end en gang i min karriere som mor. Og jeg har endda kun en enkelt og jeg bor sammen med hans far. Men nogle gange har man (jeg) ikke mere at give eller give af, ikke mere ro og rummelighed og ikke det mindste selvbeherskelse tilbage. Og så brøler Mor. Jeg er enig med dig i, at man bliver frygteligt forskrækket selv, og oplevelsen går aldrig rigtigt væk. Men man må godt gå i stykker ind imellem.
    Godt at du har et netværk, der hjælper med at samle stumperne.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bettina

    Du er så sej at dele det med os. Og hvor er det vigtigt at du gør det.

    Jeg var klar til at aflevere mit barn til kommunen eller bare en eller anden da han var 2 måneder. Han skreg, skreg og skreg. Sov max 30 min ad gangen døgnet rundt – og jeg skreg som i skreg ‘hooold ssåååøå kæææft’. Efterfulgt af jordens dårligste samvittighed og en følelse af jeg var en fiasko. Hvordan jeg kom igennem 14 måneders skrigeri aner jeg ikke, men nu er han snart 2,5 år og stadig med udfordringer. MEN i dag har jeg fået bestilt tid til barn nr 2 😳

    Af hjertet TAK fordi du deler alt det ingen rigtigt taler om, men som rammer os alle dybt og ærligt ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg tudbrølede igår (som i: hulkede så jeg ikke kunne trække vejret) imens jeg støvsugede, efter at have konstateret at min søn var vågen efter en lur på 25 minutter! Altså han var egentlig bare glad og klar til leg. Jeg følte bare mere, at han skulle sove længere, for jeg var træt og havde lige brug for ro i mit hoved.
    Og så sagde jeg vist noget med, at det pis gad jeg ikke. Og så gik jeg lige ud af soveværelset, og hulkede lidt mere med min støvsuger.

    Man kan være så magtesløs i alt det her, og ind i mellem vælter man bare.

    Du er en pisse god mor, og det skal vi nok allesammen lige fortælle dig, når du fortæller dig selv noget andet. De fleste af os har råbt. Vi er bare mennesker.

    Idag har jeg ikke grædt. Der har jeg været pissesej til det dér mor-hed. Imorgen er måske en anden sag.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    😭😭😭😭❤️ Jeg genkender nærmest ALT. Jeg er 1 år gammel i gamet som mor til to, og det er bare et helt andet game end at være mor til en. Godt du er så sej til at række ud, og jeg kunne da kun forestille mig at faderen kom farende i al hast og forhåbentlig var glad for at kunne hjælpe.
    Der kommer fortsat op og nedture (hvilket ingen taler om), men alle børn har brug for deres mødre – tilgengæld kan de godt klare sig lidt længere end hvad man er stolt af, med nuggets og pasta til aftensmad 🙈😂
    Kæmpe High five – you rock 👊🏼🤟🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • MKS

    Jeg er også på barsel med en baby som har været meget syg. (Sendte link til dig om måltider forleden). Jeg laver også minimum pt. Mediterer og læser vise bøger, mens den lille sover, jeg restituerer.
    Og du beskriver det SÅ præcist hvordan det er at have flere børn. Tak❤️🙏

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er så sej, og en fantastisk mor. Jeg har også dage og nætter, hvor jeg kommer til at råbe af William. Han kan simpelthen presse mig helt ud på kanten. Men en del af det at være menneske er også at sige fra, og selvom det nogle gange bliver lidt hårdere end det måske burde, så tror jeg, det er bedre end ikke at reagere. Han lærer, det er okay at sige fra, og at ingen er perfekte.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Joan

    Sødeste Dig❤️
    Hvor ville jeg ønske der var en dejlig kvinde som dig der havde skrevet denne slags indlæg for 7,5 år siden da mkn nummer 2 kom til verden, og jeg dermed var enlig mor til 2. Jeg følte mig som verdens dårligste mor der ikke kunne rumme begge mine små børns behov, og vidste ikke hvor jeg skulle vende mig hen for at få hjælp, så mit resulterede i en stress/fødselsdepression, som jeg slet ikke havde opdaget før den var så åbenlys for andre at de måtte hjælpe mig med at få hjælp. Det er et så tabu belagt område at jeg ihvertfald ikke vidste hvor jeg skulle henvende mig eller at jeg kunne bede om hjælp hos andre, for jeg havde jo selv valgt denne vej, og valgt begge mine børn til, også selvom jeg blev alene med dem. Så hvilken ret havde jeg til at sige det var svært og bede om hjælpe, og så ville alle jo bare sige, “hvad sagde jeg” og have ret.. Jeg er heldigvis med årene blevet lidt klogere 😂 har stadig svært ved at bede om hjælpe da jeg nok stadig på et plan føler jeg skal kunne alt selv, og der kommer stadig dårlige perioder hvor jeg er tæt på at forældre børnene til den første i netto der vil tage dem 😉 Men der kommer også gode perioder, børn udvikler sig forskelligt lige som vi udvikler os hele tiden, og bedst som man tror man har fundet fidusen og alt er godt, så får ens 7 årige datter et pre-teenager diva flip og så starter man forfra…
    Men hvor jeg før i tiden, efter også at have lavet den med at råbe at børnene i frustration og bagefter grædende undskylde at mor ikke kunne mere, enten lod børn være børn i 30 sekunder og gik ind og råbte ned i en pude, er jeg nu begyndt at gå en lang tur i skoven hele alene, og komme tilbage i mit bedre jeg på den måde og kunne lidt igen…
    Du gør et fantastisk job og du er lige så normal som alle os andre mødre (og fædre) ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • N

    Du er ikke alene. De følelser du har er helt normale, alene mor eller ej. Jeg har aldrig savnet min store dreng så meget som da jeg blev mor til nr 2. Jeg havde ondt i hele kroppen af savn selvom han var lige der foran mig. Jeg elskede min lille ny, men den dårlige samvittighed og følelsen af ikke at slå til var så stor. Jeg blev mindet om af min mand og familie at det var en af de største gaver jeg kunne give mine børn at have søskende og det hjalp lidt. Da lillebror var 4 måneder indførte jeg mor og …. dage. Dem holder vi stadigvæk her 6 år efter😊
    Du er mega sej husk det. Jeg har lige fået nr 3 og har tænkt flere gange, når jeg har set dine opslag at du er en ren superhelt for at gøre det alene💪🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Det er så vigtigt at dele de hårde stunder, og jeg er sikker på at du hjælper så uendeligt mange på netop den måde ❤️
    Jeg venter mit andet barn om en måned, og har allerede nu stress over hvordan jeg skal klare både lillesøster og storesøster på tre år – og det endda selvom far også bor hos os. Min storesøster sagde det så fint forleden: “ja, indimellem vil de begge have dig, og så må du vurdere i situationen hvem der er vigtigst, og så må den anden skrige imens. Alle overlever”. Det håber jeg at kunne efterleve med nogenlunde coolness, og så vil jeg trøste mig med at (næsten) alle andre også får nedsmeltninger og råber af deres børn indimellem ❤️
    Der er sgu så vilde følelser i livet som mor!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Kære dig❤️ Tak for din ærlighed i alle dine indlæg, du beskriver alt det ved morskabet som de fleste af os ikke tør tale om. Min datter var lige blevet 1 år, da hendes lillebror kom til verden. Og ja vi vidste godt det ville blive hårdt med to så små børn. Men hvor kom det bag på mig hvor utilstrækkelig jeg følte mig, var også overbevist om de første par måneder at jeg havde skadet begge for livet, fordi jeg ikke kunne imødekomme deres behov. Men heldigvis kommer man ud på den anden side, stærkere og klogere. Har de dejligste to unger på næsten 3 og 2 år. Du er en sej mor, ikke mindst fordi du beder om hjælp og deler med os andre. Men også fordi din kærlighed til dine børn stråler ud af dig❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise Lotte

    Jeg sidder her og er rørt til tårer. Jeg er 19 dage gammel mor til to og ønsker i den grad at kunne rumme mere, klare mere gøre mere og bliver så skuffet over mig selv når jeg bliver afmægtig ved putning af den store eller lillebror ikke kan falde til ro. Jeg møder så stor genklang i dine ord. TAK fordi du deler, sådan st vi andre også kan melde fra til “køen med elendige forældre” og i stedet joine køen “vi gør vores allerbedste”. Masser af kærlighed jeres vej ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sorg