Sofafødning, fødekultur, rod og landeplads

Sorg

frejamay_november_04-05-2018010

Det er simpelthen ikke lykkes mig at finde indlæg om den her slags sorg her online. Jeg kan finde indlæg om børns sorg når der kommer en ny baby i familien, jeg kan finde indlæg om søskendejalousi og hvordan man kan inkludere søskende og skabe en familie, men mors sorg er svær at finde tekster om. Så nu skriver jeg et indlæg selv.

For jeg er i sorg. Jeg er også i lykke, men sorgen fylder en god del lige nu. I næsten 3 år har Emmalia og jeg levet i en form for symbiose, og jeg er vant til at kunne imødekomme hende, at have tid til at kigge hende dybt i øjnene og mærke vores sjæleforbindelse til hinanden. Nu er min elskede baby kommet til verden, og det er en helt ny lykke, og samtidig føler jeg en kæmpe sorg over at Emmalias og mit forhold må indgå i nogle ret store kompromisser i øjeblikket. Og det er virkelig hårdt. Og helt ærligt, så klarer Emmalia det noget bedre end jeg gør.

Der er bare visse ting i livet man ikke kan forberede sig på. Jeg forsøgte at spørge ind til hvad der sker med kærligheden når man får nummer to barn. De fleste skrev at den fordobler sig, så der går ikke noget fra den ene til den anden. Jeg er ikke helt sikker på det er en oplevelse jeg deler endnu. Måske kommer jeg til det. Jeg synes det er frustrerende at jeg ikke kan være der lige meget for begge mine elskede piger, og indtil nu føler jeg at jeg taber hele dagen lang. Utilstrækkeligheden vokser og om aftenen, når (hvis) begge piger sover, kulminerer den og jeg får grædt og krammet begge piger mens de sover, for bare at indhente lidt af det tabte.

Jeg savner Emmalia helt vildt. Jeg savner at holde hende tæt, jeg savner at være den sjove tossede mor med skøre påfund. Jeg savner at grine med hende og have sjove snakke med hende. Jeg savner at mærke hendes sjæl helt tæt på min.

Lige nu er det sådan at hun bliver ked af det mange gange dagligt, fordi hun er så ivrig i sin kærlighed til sin lillesøster, at jeg må afværge mange kærlighedsangreb, som f.eks når Emmalia vil hoppe over på mig der sidder og ammer babyen. Jeg kan simpelthen ikke nå at anerkende Emmalia inden jeg skal nå at afværge et hop, så hun føler sig bare afvist gang på gang. Jeg forsøger at rydde op bagefter og fortælle at jeg kan se at hun bare er så begejstret og ivrig og gerne vil vise al sin kærlighed til lillesøster, og at vi bare sammen skal finde en god måde at gøre det på. Og der er også allerede sket en verden til forskel fra for to uger siden og så til nu. Nu kan jeg godt forlade rummet for at hente en ble uden at jeg bliver bange for at Emmalia er kommet til at kaste Selinna på gulvet i ren og skær “se mor jeg kan selv”-kærlighed til sin lillesøster. Emmalia ved godt nu at hun skal være forsigtig, og hvad “forsigtig” betyder. Men der er bare stadig rigtig mange konflikter og afvisninger, og pludselig er den sjove gode rummelige hverdag skiftet ud med tårer og konflikter og utilstrækkelighed og sorg.

Faktisk ved jeg ikke engang om man må skrive sådan her, fordi det jo “er meningen” at man skal være i en lykkerus og en babyboble. Men sådan er det altså ikke her lige nu. Vi har først en masse der lige skal landes inden vi kan svæve på en lyserød sky sammen alle tre. Og lige nu tæller vi de bittesmå lykkestunder, som f.eks i morges da Emmalia vågnede og puttede sig ind til mig og lå og aede Selinna, og så lå vi der, alle tre, i fred og harmoni et øjeblik. Og ingen fik råbt af nogen eller græd eller var kede af det. Det var virkelig dejligt.

frejamay_november_09-05-2018057

Jeg har haft øjeblikke hvor jeg har tænkt “det her med et barn mere er VERDENS DÅRLIGSTE IDE EVER!” Ikke på grund af Selinna eller Emmalia, men fordi jeg stadig ikke har fundet den rigtig gode måde at håndtere den her store forandring på. Jeg elsker mine to piger, og nu skal jeg finde plads til at elske mig selv også, og prøve at se på mig selv med samme kærlige og forstående øjne, som jeg forsøger med mine to piger når de prøver sig frem og måske fejler for 10. gang. Jeg ved de nok skal lære det og at hvert skridt og hvert forsøg tæller. Jeg mangler bare at rette samme kærlige blik mod mig selv, for lige nu er jeg parat til at smide mig selv i mor-fangekælderen, fordi jeg synes jeg gør det så dårligt. Og det hjælper i hvert fald ikke nogen at slå sig selv i hovedet med en bus.

Så, alt er ikke godt, men det skal det nok blive. Og nej det er ikke et særlig sjovt sted at være, men det er et vigtigt sted at være, og jeg er her og jeg trækker vejret og tager en time ad gangen, og nogen gange et minut ad gangen. Hver eneste dag bliver jeg, og vi, klogere. Og så må vasketøj, bad og rengøring komme når tiden er til det. det løber jo heldigvis ingen steder.

 

<3

PS. Det smarte havde jo været først at dele dette når jeg er kommet ud på den anden side og er blevet et enlightend-being. Men jeg har bare lært at når vi deler mens vi står i det, så åbner der sig ofte en (stor eller lille) verden af mennesker der er parate til at dele at de godt ved hvordan det føles. Og det heler altid at blive mødt i sin sorg mens man bor i den. Så derfor …

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

24 kommentarer

  • Irena

    Kære du,

    Jeg har også været igennem det, da min yngste søn blev født. Det endte desværre med at min ældste afviste mig i en periode og det var kun far, der duede. Det var forfærdeligt.
    Min anbefaling derfor er: tilbring så meget tid som muligt med Emmalia, uden lillesøster. Lav noget sammen hun kan li’ og lav en fast aftale, måske en gang om ugen, hvor I to får kvalitetsprodukter sammen. Jeg ventede desværre for længe med det. Men heldigvis har min ældste og jeg har genfundet hinanden igen.

    Jeg ønsker dig det bedste. Og husk at det bliver bedre <3
    Kh. Irena

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kan TYDELIGT huske de følelser. Jeg savnede min store søn så forfærdeligt den første tid efter, at lillesøster kom til verden. Han var 2,5 og jeg puttede ham hver aften og lå og holdt om ham til han sov. Det kunne jeg ikke altid få til at fungere i en periode med lille nyfødt. Men vi er ude på den anden side, lillesøster er nu 18 mdr, og de to har SÅ meget glæde af hinanden. I det store hele har vi faktisk heller ikke oplevet decideret søskendejalousi, men jeg tror det er så normalt det du oplever lige nu. Glæder mig til at høre, når du er ude på ‘den anden side’ ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg synes ikke, kærligheden fordobles, kun at man elsker dem begge lige højt, og nummer to lige så meget som nummer ét.
    Jeg kunne i starten nogle gange næsten blive vred på den lille nye, fordi han tog al min tid og alle mine kræfter, og ikke levnede noget til sin storesøster, som jeg savnede så meget, at jeg nogle gange græd når hun var puttet (af Far), fordi jeg heller ikke denne dag fik set hende dybt i øjnene og selv var blevet forsikret om, at hun vidste, hvor meget jeg elskede hende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ea

    Ohh yes, Fortryder bittert nummer 2 barn. Hos os blev det aldrig bedre. Vi måtte flytte fra hinanden fordi børnene ikke kunne holde ud at bo sammen. Håber det lykkes dig/Jer at få et lykkeligt liv. Og husk for gud skyld ikke at lade Emmalias nye rolle blive tjener ved at rose når hun hjælper til med lillesøster. Det er ikke hendes valg at få En søster og det er ikke hendes arbejde at løfte.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Ea,

      det lyder virkelig ulykkeligt at i skulle flytte fra hinanden for at få tingene til at fungere og at du fortryder barn nummer to. Det er jeg rigtig ked af at læse.

      Og tak, jeg er sikker på det lykkes os at få et lykkeligt liv, eller, et liv som også indeholder lykke. Jeg ved ikke hvad det lykkelige liv er, er det når man er lykkelig hele tiden? For så har jeg aldrig levet lykkeligt. Til gengæld har jeg haft et godt liv inklusiv alle de udfordringer der har været og der måtte komme. For de kommer. Og denne sorg er “bare” en af dem, og den skal vi nok finde en vej igennem, selvom det synes både hårdt og umuligt lige nu. Men så må vi skalere ned på succesbarren, og så må vi glædes over alle de bittesmå lykkestunder der trods alt også er plads til, også i øjeblikket.

      Emmalia bliver ingens tjener, men hun vokser op i en familie hvor det er vigtigt at lære at man hjælper hinanden, og selvom Emmalia ikke har valgt at skulle være storesøster, så er hun en del af denne familie på lige vilkår med os andre, og det betyder at hun hjælper til som alle vi andre gør.

      Al kærlighed til dig og din familie.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Tak for dine tanker. Jeg havde det helt på samme måde, da jeg fik nummer to. Og jeg har det til dels sådan stadigvæk, selvom nummer to nu næsten er 17 måneder. Jeg savner min store dreng, som jeg havde haft fire gode år med. Jeg føler ofte stadig, at jeg tilsidesætter ham, netop fordi han er den store. Han kan klare sig meget bedre uden mig. Det er ikke altid i situationen, at jeg lægger mærke til det, men bagefter kan jeg få så uendelig dårlig samvittighed. Da min datter kom, var jeg helt knuget over det. Jeg græd virkelig meget. Jeg føler også nu, at jeg har mistet nærheden med min store dreng. Det er jo et eller andet sted også sådan det skal være, men derfor er det stadig svært at føle, at man ikke helt slår til.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisbeth

    Tak fordi du deler. Jeg er også mor til to, nu voksne piger. Jeg er af helt samme grund ikke mor til flere børn. For jeg kan så meget genkende mig selv i det du skriver. Om som mor ikke at slå til. For jo kærligheden vokser med det antal børn vi får, det er jeg enig i. Men ikke tiden til hvert enkelt barn. Vi får ikke forærende den dobbelte tid, når barn nr 2 ankommer. Og derfor følte jeg også at jeg ikke slog til, at jeg svigtede, tilsidesatte, ikke anerkendte, ikke altid magtede, rummede, omfavnede, lyttede, så osv min førstefødte, i forsøget på også at varetage min forsvarsløse babys tarv. Uendelig kærlighed til dig ♥️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • R

    Tak for dit indlæg der gav totalt genklang i mig. Jeg har været alene med min store pige i mange år og har nu en lille pige på 10 uger. Jeg har/og har haft præcis de samme tanker som dig. Jeg er så glad for jeg ikke alene. Sorgen og tvivlen om det nu var det rigtige. Og nej – det er ikke manglende kærlighed til dem. Det er mere ens egen utilstrækkelighed. Jeg har valgt at få børn på solo-måden som du. Og den der utilstrækkelig er den værste i verden. Og jeg prøver også at rumme den med omsorg, men jeg er bedre til at slå mig selv. Og jeg bebrejder mig selv når jeg ikke har haft overskud. For min store pige kan meget selv, men alligvel har jeg dage hvor jeg føler jeg ikke imødekommer hende. Og jeg har levet i symbiose med hende altid og nu er det revet fuldstændig fra hinanden. Og jeg kan se sorgen i hende når jeg er travl med lillesøster og jeg fx ikke kan putte hende fordi den lille kræver mad osv. Det er så benhårdt og ensomt. Og jeg kommer også til at tvivle på mine valg og styrke. Du er ikke alene. Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sigrid

    Når jeg læser dit opslag, kommer jeg i tanke om, hvordan det var i de første uger efter mit barn nummer to kom til verden. Jeg sørgede også. Og var bekymret over hvordan det skulle gå. Følte i utilstrækkelig. Græd også over det. Oplevede dog at de små stunder hvor det lykkedes at opnå lidt nærhed med den store blev meget værdifulde. At jeg kunne leve lidt længere på meget lidt. Og sidder nu to år senere og føler at det er overstået og har fundet et godt leje. Som med meget andet var det en fase, en krise med en gradvis tilvænning. Men det var hårdt. Og betød også for mig, at den første tid også var et godt stykke fra en lykkerus.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette H

    Tak for dit indlæg. Du beskriver præcis hvordan jeg havde det de første uger, efter lillebror kom til verden for 6 uger siden. Jeg tog mig selv i gentagende gange at måtte “skælde” min store datter ud, fordi hun var overivrig, for begejstret og derfor alt for voldsom over for lillebror. Men det er ko blot hendes måde at vise kærlighed på. Jeg hae grædt mange gange efter hun er blevet puttet og bekendt til min mand at jeg må være den værste mor.
    Men jeg kan trøste dig med at det hurtigt bliver langsomt bedre. Her 6 uger gammel, er der færre og færre daglige sammensmeltninger og vi begynder at finde en balancegang i denne nye dagligdag.
    Jeg beundrer dig utrolig meget for at klare det hele alene, det kan ikke klares af andre end en supermom💪🏻❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Tak for at dele. Jeg har ikke to, men har oplevet en anden sorg da jeg blev forældre som man heller ikke må tale højt om. Det er en skam at det kun må være lykkerus og lyserøde skyer at blive forældre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lærke

    Emiliblog skrev om præcis den sorg da hun fik nr 2! Hun græd dagligt og savnede sin ældste❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Tak fordi du deler <3 Jeg har en pige på 3 år og en dreng på 14 dage, og jeg har netop ledt og søgt efter andre som føler samme “sorg” som mig i det her. Jeg har haft følelsen at alle andre som har fået barn nr 2, blot fortæller hvor nemt det er, de sover hele tiden, det er så dejligt og hvor skønt med ekstra tid til den store også under barsel – og jeg er der bare ikke endnu. Jeg er der hvor jeg må afbryde min stores godnat historie fordi min lille skriger inde i stuen. Jeg må bede min store om at prøve at holde sig, så jeg kan hjælpe hende på toilettet når jeg har ammet. Min store pige er så sød og forstående mens jeg selv er ved at drukne i dårlig samvittighed. Er der lys for enden af tunellen?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristine

    Kæreste mor til to!❤️❤️❤️Jeg genkender så meget. Jeg er alene med mine 3-årige tvillinger. Og det har skabt sorg og smerte, at jeg blev frarøvet symbiosen. Med begge børn. Og stadig er der så ofte situationer, hvor der må slukkes brande, og at det bare ikke kan lade sig gøre, at møde det enkelte barn i situationen. Jeg græder tit, når mine børn ligger ved siden af hinanden og sover. For jeg vil så meget, og er virkelig overvældet over de mange konstante krav fra begge børn. Jeg synes det er svært at være igang altid og hele tiden, og samtidig føle, at jeg ikke engang nærmer mig de stanarder jeg ønsker. Min trøst til mig selv er, at jeg tør reparere alle de situationer, som jeg ikke er glad for. Jeg taler med mine børn om det, og siger undskyld, når jeg har overhørt eller ikke mødt dem. Og så husker jeg mig selv på, at for de fleste børn er det en gave og en virkelig sund ting t have søskende og et fællesskab at vokse op i……Men altså! Jeg ka så godt følge dig!❤️💕🌸

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Det var da virkelig et indlæg, der manglede omkring forståelsen af tilstanden som flerbørnsmor. Jeg er glad for, at du kalder det en sorg! Det var det jeg følte, men ikke kunne formulere, og ingen forstod. Jeg fik nummer to efter kun et år med min datter. Jeg havde ikke lyst til en baby mere, og havde glædet mig til alle de ting vi skulle som familie (har fx et billede i hovedet, hvor min mand, datter og jeg kommer gående, hvor vi svinger hende i luften). Det var en sorg ikke at få oplevet tresomheden, og jeg savner stadig, nu to år efter min søn blev født, den tid og det bånd jeg havde til min datter. Sorgen er ikke blevet mindre, men nu har de så meget glæde af hinanden, at det opvejer for alle de gange min datter er blevet klemt af lillebrors behov. Rigtig meget held og lykke med jeres lille pigekollektiv 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henriette

    Tak fordi du skriver det! Oplevede præcis det samme, da jeg fik nummer to.. han var vidunderlig, men jeg var i dyb sorg over, det jeg ikke kunne med den første mere.. at jeg ikk ku være der på samme måde. At vores forhold ændrede sig. Følte mig utilstrækkelig, at jeg ikk gjorde det godt nok – ikk over for nogen af dem. I stedet for at være der helt for én, ku jeg kun være der halvt for begge. Pisse mega hårdt. Og det tar tid og det blir bedre. Men følelsen er der stadig til tider i dag (3 og 6 år er de) fordi den lille bar fylder mere og kan mindre end sin store, selvhjulpne storebror. Så tak fordi du skriver det <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Vores datter er 3,5 år og vores søn er nu 5 mdr. Vi oplevede, og oplever desværre stadig, præcis det samme. Det bliver bedre, men det er stadig pisse hårdt. Især det der med hele tiden at afvise den store, fordi man ikke kan nå at favne og rumme, inden et kærlighedsangreb. (Eller et jalousiangreb maskeret som kærlighed.) Vores sundhedsplejerske siger, at det er det de hører aller mest om, når folk får barn nr 2. Vægtkurve og afføringsfsrve fylder ikke så meget anden gang, men at “takle” to børn. Det er sgu svært. Vi har ikke knækket koden endnu og jeg har stadig “forbudte” tanker dagligt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Åh, hvor ville jeg ønske, jeg kunne hjælpe! Det er bare SÅ hårdt. Min “lille” datter er nu 2 år og alt er godt, men sikke en start…!! Jeg følte det som om, jeg var i en krigszone og altid på vagt. Jeg kunne slet ikke rumme min søn på godt 3,5 år, men følte næsten had til ham, fordi han var så voldsom ved MIN lille nye baby. Jeg var helt klart alt for dårlig til at tackle det – men overvejede simpelthen at flytte for en tid. Jeg forsøgte at bede om hjælp, men tror faktisk ikke min familie forstod hvor slemt jeg havde det.
    Heldigvis er vi ovenpå nu, men det tog sin tid! Det værste var vel overstået efter et halvt års tid, men først for et halvt års tid siden er det begyndt at føles som om, vi rigtigt er kommet igennem.
    Så jeg sender masser af kærlighed. Og jeg tager hatten af for din indsigt, som jeg ikke magtede at have. Jeg gik bare i forsvar 🙁

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah Bruun

    Tillykke med jeres lille pige.
    Jeg kan SÅ godt følge dine tanker. Og det tror jeg vi er rigtig mange der kan. Her er det lidt anderledes, da jeg er farmor til 2 børn. En lykkelig farmor, men med de samme tanker som du. Jeg føler på nøjagtig samme måde som du, at jeg slet ikke har den samme tid til den store som før. Og når jeg ikke er sammen med mine børnebørn, kan jeg blive helt ked af, at det er så svært, at dele sol og vind lige. Har du ikke mulighed for, at få passet lillesøster nogle få timer, så du kan være der for Ems som du plejede førhen? Jeg ved at du ammer, men er det udelukket at malke ud, (og prøve det af inden med flaske selvfølgelig) hvis baby skulle blive sulten, imens du evt. får hende passet. Måske du bare kunne gå ind i et andet rum med Ems en time fx.Jeg tror at det for Emmalias vedkommende, ville betyde en masse, med lidt alenetid sammen med dig. Knus Sarah

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Jeg kan følge dig fuldt ud🙏🏽 Min store pige er 2,5 og den lille er 5 mdr. De første i hvert fald 3 mdr. af vores mindste piges liv levede jeg også i konstant sorg og dårlig samvittighed. Heldigvis fortager det sig med tiden .

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helena

    For mig var det ikke en sorg, men et savn – et virkelig stort savn. Jeg har også været meget alene med min store datter, da min mand arbejder meget skiftede arbejdstider. Nu er lillesøster 9 uger, og jeg SAVNER min store datter. Særligt da jeg ammede var det slemt, fordi jeg følte mig så låst til lillesøster. Det gjorde bare ondt hele tiden at skulle udsætte storesøsters behov. Heldigvis overtog min mand alt hyggetiden med vores storedatter, så hun fik ‘bare’ mere far-tid. Jeg tror faktisk, det var værst for mig. Hun har i hvert fald ikke reagerer så meget.
    Jeg har forsøgt at give storesøster min fulde opmærksomhed i alle de perioder, hvor lillesøster sov/var hos far.
    Men det GØR ondt at skulle sætte sit første barn ned på en prioriteret 2. plads 🙁
    Jeg trøster mig med, at det kun er midlertidigt. Lillesøster vil jo ikke skulle have 100% opmærksomhed hele sit liv. Alt er en periode ❤️👍🏽

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Iben

    Sådan havde jeg det også…
    Jeg savnede min store søn (han var 2,5 år) helt vanvittigt imens jeg lå med hans lillebror. Et lille smukt menneske jeg på papiret elskede men rent faktisk ikke kendte endnu. Min trøst var heletiden at det at have søskende er den største gave man kan give sit barn. En at følges gennem livet med.
    Det gik over stille og roligt og symbiosen er nu med to. Giv det tid ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karina

    Hvor er du bare så stærkt inspirerende – selv når du er sårbar 😍

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sofafødning, fødekultur, rod og landeplads