Hjemmefødsel efter kejsersnit – her er min fødeberetning

“Mor, baby skal tilbage i maven igen, hun er dum!”

frejamay_november_09-05-2018100

“Mor, baby skal tilbage i maven igen, hun er dum!”

Billeder af fotograf Greg McQueen

Bum, så blev jeg mor til to. Med alt hvad det indebærer. Først og fremmest tak for al den overvældende fantastiske respons der er kommet på min fødeberetning. Det var så dejligt at skrive den, få den ud og dele den med dig. Og så modtage så meget kærlighed retur. Og vupti, så rammer en ny virkelighed, nemlig rejsen ind i et helt nyt land, hvor to mor-arme og et mor-hjerte ikke altid føles helt tilstrækkeligt.

Jeg har ærlig talt været dybt frustreret, for hvordan deler man sig op i to? Hvordan viser man sin store seje pige at man elsker hende overalt på jorden, og vildt gerne vil grine og hoppe og pjatte med hende, og samtidig har man en 2 dage gammel baby på armen, der skal have ro og mad og søvn og skal beskyttes lidt mod en meget ivrig knap 3 årig?

I det felt har jeg boet i en uge nu, og det første døgn var næsten rædselsfuldt, for jeg følte at jeg kiggede på min baby med søde og kærlige øjne, og samtidig kiggede jeg på min store pige med næsten vrede øjne, fordi hun var så svær at styre omkring lillesøster. Jeg vil allerhelst kigge på begge piger med et ansigt fuld af smil og kærlighed.

Min mor tog hjem, efter at have boet hos os i nogle uger, og efter at have været en kæmpe hjælp med praktik og Emmalia. Det hjalp lidt på situationen, for det var ret svært at være mor, og øve sig i at være mor på en ny måde, når ens egen mor er der. Det kunne jeg i hvert fald ikke rumme. Og hvis baby og Emmalia og jeg skal finde vores egen rytme, så er vi nødt til at være kun os tre. Og derfra er det faktisk gået ret godt indtil videre.

Men selvfølgelig reagerer vi allesammen. Og Emmalia er bare den mest ærlige og udtryksfulde omkring situationen, så da hun kiggede på mig med bedrøvede øjne, og sagde “mor, baby skal ind i maven igen, hun er dum”, så blev jeg simpelthen så glad og lettet, for endelig kom det ud. Hun har været super agressiv mod mig, slået og sparket og bidt mig den sidste uge, og jeg har vaklet mellem stadig at sætte grænser overfor den adfærd, og samtidig skabe et rum hvor det er okay at Emmalia reagerer. Nu kan vi snakke om det.

Jeg fortalte hende at det bare er helt okay at hun har det sådan, og at jeg virkelig godt kan forstå det. Jeg synes heller ikke baby kan ret meget lige nu, men sådan er det bare med babyer i starten. Og man må som søster gerne synes det er træls og dumt og irriterende.

frejamay_november_04-05-2018033

De seneste dage har jeg brugt på at få tanket op på mor og Emmalia-kontoen så snart der har været mulighed for det.  Jeg er stadig træt og øm og er ved at hele igen, og jeg græder en del, både for at få grædt hormoner ud, min sorg over at jeg savner Emmalia, og min glæde over at vi nu er 3 som skal følges et godt stykke frem i livet. Heldigvis er far på banen og han hjælper med baby og Ems og jeg kan have nogle grinestunder, hvor jeg ikke hele tiden kigger op for at høre om baby siger en lyd.

Et skridt ad gangen.

I går lykkes det mig at putte begge piger på en gang, og så må jeg give mig selv en medalje for det. Rom blev ikke bygget på en dag, og det gjorde en ny lille familie heller ikke. Jeg forsøger så godt jeg kan at rumme os alle tre og vores forskellige virkeligheder og behov, og heldigvis har jeg et lille spejl, i form af min 3årige datter, der holder mig til ilden. I morges kiggede hun på mig og sagde “hvorfor er du ikke glad mor?” og jeg sagde “jeg er da glad skat?” og lige der vidste jeg at jeg jo overhovedet ikke så glad ud. Begge piger vågnede på samme tid (for første gang), og jeg blev lidt stresset over at skulle have dem begge to ud ad døren, og Ems har ikke fået børstet tænder siden i går morges. Og da jeg bar dem begge to ud i køkkenet ramte Ems’ fod en skål yoghurt jeg havde sat frem, og der var yoghurt i hele køkkenet. På gulvet. Og jeg havde en baby på den ene side og en 3årig på den anden side. Og jeg var lige ved at bryde sammen. Og så tog jeg mig sammen, og fik Ems placeret foran Gurli Gris og baby placeret i sit babynest, og så satte jeg mig på gulvet med mit “i helingsprocess” underliv og tørrede økologisk jordbæryoghurt op. Og lidt efter har vi så denne her snak.

Set i bakspejlet skulle jeg have grebet chancen, og have sagt “nej skat, mor ser ikke glad ud, men jeg er glad indeni, jeg synes bare også det hele er lidt mærkeligt og svært lige nu, og jeg vil bare rigtig gerne gøre både dig og baby glade, og det prøver jeg at finde ud af hvordan jeg gør. Men jeg er faktisk glad indeni og jeg elsker dig og tak fordi du siger det til mig”.

Det kan være jeg husker det næste gang.

Så jeg er lidt øm, både fysisk og på sjælen i de her dage, og det er hårdt og jeg prøver at huske at græde og tilgive mig selv når jeg mister rummeligheden overfor Ems. Og så går jeg tilbage og samler os op igen, og sådan må det være lige nu.

Samtidig elsker jeg mine to piger overalt på jorden, og jeg kan mærke, at for hver dag der går, får jeg en ny stjerne på skulderen og jeg klarer en ny situation jeg ikke vidste jeg kunne klare. Som f.eks da nogen lavede en lort i havebassinet og insisterede på at lave resten af lorten oppe på potten, og jeg sad med en baby på armen, og hvordan får jeg lige to piger med op i lejligheden uden at få lort over det hele. Jeg kan ikke huske hvad jeg gjorde, men det lykkes. Også at tømme poolen og få nyt vand i igen.

Bom. Der er så meget at fortælle om den seneste uge, så jeg prøver at komme efter det, men det her, det er det vigtigste lige nu.

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

8 kommentarer

  • Kirsten

    Jeg har præsteret at stå med en skrigende baby inde i sengen (min søn) og en meget syg datter som græd, alt imens jeg stod midt på køkkengulvet og brækkede mig i en pose 😬…..man får flyttet sine grænser, med 2 små børn, men jeg kan trøste dig med, at begge mine børn er blevet velfungerende unge mennesker, som i dag læser hhv psykologi og lærestudiet (selvom min voksne søn har et hak i kraniet, i baghovedet, som han fik som 3 uger gammel baby, hvor min datter lige ville lege babysitter i et uopmærksomt øjeblik. 😂)

    Jeg kunne også fortælle om dengang i Bilka, hvor min datter (på 3 år) fik min søn til at dufte til noget shampoo. Da han snusede ind, trykkede hun på flasken, så knægten fik shampoo i næsen/svælget og var nær blevet kvalt 😁

    Historierne er mange, og jeg har to skønne, skønne voksne unger, som er hinandens bedste venner og fortrolige 😍😍😍

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kirsten

    Jeg har præsteret at stå med en skrigende baby inde i sengen (min søn) og en meget syg datter som græd, alt imens jeg stod midt på køkkengulvet og brækkede mig i en pose 😬…..man får flyttet sine grænser, med 2 små børn, men jeg kan trøste dig med, at begge mine børn er blevet velfungerende unge mennesker, som i dag læser hhv psykologi og lærestudiet (selvom min voksne søn har et hak i kraniet, i baghovedet, som han fik som 3 uger gammel baby, hvor min datter lige ville lege babysitter i et uopmærksomt øjeblik. 😂)

    Jeg kunne også fortælle om dengang i Bilka, hvor min datter (på 3 år) fik min søn til at dufte til noget shampoo. Da han snusede ind, trykkede hun på flasken, så knægten fik shampoo i næsrn/sælger, og var nær blevet kvalt 😁

    Historierne er mange, og jeg har to skønne, skønne voksne unger, som er hinandens bedste venner og fortrolige 😍😍😍

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dejlig ærlig beretning fra virkelighedens verden, når man får barn nr. 2. Jeg har selv stået der for mange år siden med mine 2 drenge. De er store nu og har en virkelig dejlig relation med venskab, respekt, kærlighed og masser af konflikter….ha ha. De er nu 9 og knap 7, og de har sidenhen også inkluderet en lillesøster i deres fællesskab. Men jeg vil bare sige at et virkelig godt redskab er at sammenkæde børnene og deres initiativer ( jeg husker du har skrevet om marte meo og tænker du måske kender til det element i marte meo terapien) Det går i hvert fald helt enkelt ud på at sætte ord deres fællesskab. ” ja du kigger på lillesøster nu” eller sikke en fin bamse du lagde til hende der” At se de små initiativer, søskende tager mod hinanden og sætte ord på dem er så godt givet ud, lige nu i den spæde start. Man kan virkelig høste af det senere. Men du er en skøn mor for dine små piger og du gør det så fint, er jeg helt sikker på. Hilsen marte meo terapeuten

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine

    Tillykke med den lille nye baby!
    Det er dejligt at du er så ærlig, for det er bare så svært at have to børn nogle gange. Jeg har i hvert fald ofte en fornemmelse af at svigte den ene en smule 🙁 Selvom det er blevet bedre nu hvor yngstemand er 4 måneder.
    Det er så flot at Emmalia kan udtrykke sig på den måde! Og hvor er det bare frustrerende når de reagerer så voldsomt. Min store dreng på.to et halvt gør det stadig, og det er så svært at finde den rigtige måde at håndtere det på.
    Alt det bedste til Jer!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Kick-ass-ninja-mom💪🏼 Vores piger er nogenlunde jævnaldrende, Filuk fra Sep. 15 og lillesøster melder ankomst Aug. 18. Uden at det skal lyde forkert, så hjælper det lidt at læse dette indlæg, for så kan jeg ligesom “forberede” mig lidt på hvad der kommer, for jeg tror uden tvivl jeg kommer til at føle det samme og saaaavne at kunne være der 100% for storesøster og støtte hende i den svære kommende tid. Jeg er faktisk ikke så nervøs som andre siger mht at kunne elske begge lige meget, det jeg frygter mest er at storesøster vil føle sig erstattet/til side sat😕 Jeg prøver dog at huske mig selv på, at storesøster ikke kender til hvad “normalt” er, og at det der venter bliver vores nye normale, vi skal bare lige lande💕

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Jeg har to drenge med godt to år i mellem og den yngste er nu otte mdr. Den første uge var ærligt talt rædselsfuld. Ikke fordi jeg ikke var forelsket i lillebror, men fordi jeg simpelthen savnede storebror SÅ meget at jeg næsten ikke kunne rumme det. Jeg havde så ondt i maven over det svigt, jeg syntes jeg udsatte ham for, fordi han ikke længere fik min udelte opmærksomhed. Jeg synes stadig det er svært nogle dage. Jeg vikler så meget som de begge gider, og prøver at fokusere på den ene når den anden sover osv. Men af og til kokser det hele bare. Forleden dag græd vi alle tre sammen. Heldigvis begynder jeg virkelig at kan se meningen med at give sine børn søskende. Storebror elsker at underholde lillebror med hop og dans og fjollede lyde og ansigtsudtryk. Og lillebror lyser ALTID op i et kæmpe smil, når han ser storebror. Det bedste jeg ved er stille at iagttage mine to drenge og se hvordan deres forhold lige så stille udvikler sig. Det er ret magisk ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nynne

    Hatten af for dig!😘
    Jeg er ‘alene’ med vores 9 mdr. pige for tiden, da min kæreste knokler med sin virksomhed og husrenovering – og jeg tør slet ikke tænke på, hvor hurtigt jeg skulle løbe, hvis der var to lige nu😅

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henriette

    Det er simpelthen så befriende at læse din ærlighed. ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hjemmefødsel efter kejsersnit – her er min fødeberetning