Mød min baby - en kunstvisualisering med Christina Lily og Mama Christina

Fødselsplanlægning med min jordemoder og doula – kom med til mødet

skaermbillede-2018-04-13-kl-09-25-49

Uge 39 (38+0) siger min app. Fødslen kan gå i gang hvornår det skulle være, og i sidste uge havde jeg møde med mit skønne kickass fødeteam, Sophie jordemoder og Mama Christina doula. Temaet for mødet var “klar til fødslen” og hvad der ellers lige opstod af emner der skulle snakkes om. Og min mor. Min mor var også med, for hun skal med til fødslen som Emmalias wing-woman. Mere om det senere.

For det første må jeg bare sige, at hver gang jeg mødes med de to powerhouses, Sophie og Christina, så har jeg lyst til at råbe til alle gravide i verden “SÅ ER DET NU, I SKAL MED HERIND! I SKAL OPLEVE DET HER RUM!” og så invitere alle ind i min stue så de kan opleve hvordan det er at blive mødt og lyttet, holdt og støttet på den måde som de to formår at gøre det hver. Eneste. Gang.

En af de ting jeg har kæmpet meget med de sidste par uger… måneder måske endda, er kramper i min hals. Jeg har beskrevet dem som “sure opstød”, men det er det faktisk ikke. Der er ikke noget mavesyre og der er ikke noget der “kommer op”. Det er heller ikke helt som når ens hals snører sig sammen. Det er noget andet. Det er meget generende og det er svært at eksistere når de der “halskramper” kommer. Mest om aftenen, mest når jeg skal sove. Hvilket jeg så ikke kan.

Det er endnu ikke lykkes mig at finde årsagen til de der kramper, og da vi snakkede om det på mødet, spurgte Sophie om der var noget jeg følte jeg manglede at få sagt inden fødslen. Jeg har tænkt det samme, for halsen og halssmerter er tit noget med at sige noget, eller netop ikke at have fået sagt noget. Men jeg kan ikke komme på hvad det skulle være.

Da vi havde snakket lidt om nogle andre ting, vendte Sophie tilbage og sagde “var det egentlig ikke omkring det her tidspunkt du blev indlagt da du var gravid med Emmalia, og du følte al myndighed blev taget fra dig?”. Skakmat. Det gik lige i hjertet. Jo, det var det nemlig, det har jeg slet ikke tænkt på, men alle mine celler reagerede da Sophie sagde det.

Jeg skulle rutinemæssigt til jordemoderbesøg på Hvidovre sygehus dengang i 2015, hvor jeg så havde skyhøjt blodtryk og ikke måtte tage hjem igen. Jeg havde hverken en bog eller en oplader med, og så blev jeg indlagt en uge. Og selvfølgelig er jeg glad for at de tog det alvorligt, det er slet ikke det det handler om, det handler bare om at jeg pludselig var helt alene i et system med en masse “det er bedst for dit barn hvis du” – argumenter, uden at nogen spørger ind til hvad jeg har af drømme om fødslen. Jeg ville f.eks ikke sættes i gang, men jeg anede ikke hvad jeg skulle sige, så jeg tog bare de piller.

Tilbage til torsdag i sidste uge, hvor Christina og Sophie og min mor og jeg sad og snakkede om fødslen. Jeg skulle have målt mit blodtryk, tisse på den der dims og maven skulle tjekkes. Pludselig kunne jeg mærke hvor nervøs jeg var for det bloldtryk. Selvom rammerne var nogle helt andre, selvom Sophie og Christina sad ved siden af mig. For det mindede mig om alt det gamle. Og det er jo det der er med kroppen. Den husker. Den reagerer. Jeg kan endda mærke det mens jeg sidder her og skriver, og samtidig kan jeg mærke en lettelse over at være et helt andet sted, og at jeg er nået så langt her uden sygehuset, og at ALLE har det godt, også mig.

Mit blodtryk var helt normalt, alt var normalt, alt så godt ud, babyen sparkede, jeg græd af lettelse indeni, og jeg følte mig bare så set og hørt at de to kvinder. Og så var det rigtig dejligt at have min mor med, både fordi hun også skal have ro når fødslen går i gang, men faktisk også fordi jeg ønskede at hun skulle opleve Sophie og Christina sammen, og hvordan de snakker til mig og lytter til mig.

Jeg spurgte min mor bagefter hvordan det havde været at sidde i det rum sammen med os og snakke fødslen igennem. Hun fortalte at hun var helt rørt. “Jeg anede ikke Sophie var så spirituel som jordemoder og snakker så meget ind i energier og små ting der betyder noget, som gamle minder, måder vi taler til os selv på osv.” Min mor var virkelig positivt overrasket, og jeg kom i tanke om at det lidt var samme oplevelse jeg havde første gang jeg talte med Sophie i telefonen. Findes det virkeligt? En der kigger SÅ helhedsorienteret på alle de kvinder jeg er (mor, kvinde, datter, søster, gravid, kommende nybagt mor), på min historie, på hvordan jeg møder mig selv selvkærligt, på hvad min krop siger, på hvad jeg føler, på hvad jeg tænker, på hvad Sophie mærker. Det gør det. Og Christina og Sophie er bare så opmærksomme på hele mig, alt mig, og det må jeg bare sige gør en gigantisk forskel i forhold til hele min gravid-rejse. Gid alle gravide kvinder i verden fik sådan et 9 måneder langt fødekram af så kompetente kræfter.

Nu ville jeg egentlig dele min fødeplan med dig, men det bliver simpelthen for langt, så det kommer i et indlæg for sig.

Men mødet gik bare rigtig godt, jeg fik rebozo (læs her), og følte mig mentalt, sjæleligt og fysisk krammet og holdt om og af. Jeg er altid utrolig træt bagefter, men på den der måde hvor man bare er fyldt op af kærlighed og nærvær. Jeg fik også en ugideline til hvordan jeg skal lave min fødeplan, og det har jeg gjort. Den kommer på bloggen i morgen <3

 

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mød min baby - en kunstvisualisering med Christina Lily og Mama Christina