Gravid uge 37 - velkommen til hvalfasen

En ubeskrivelig fødselsforberedende oplevelse med Tantra- og yonimassage (vaginal massage)

tantra massage yoni massage frejamay november

”Har du overvejet yonimassage?” spurgte min jordemoder mig da vi sad og snakkede om nogle af de ting der fyldte hos mig. Og ja det havde jeg. Engang for mange år siden læste jeg en artikel om tantramassage og vaginal massage (yonimassage), og hvordan det kan forløse dybe spændinger man måske bærer med sig efter eksempelvis overgreb. Jeg tror jeg har googlet ”yonimassage” 20 gange de sidste 10 år, men modet er altid udeblevet, fordi jeg har været bange for at oplevelsen ville blive et nyt overgreb. Det fortalte jeg Sophie, min jordemoder.

”Hvis et første skridt nu ikke skulle være at du skulle booke en tid, men blot at du snakker med dem om hvordan du har det, føles det så okay?”, og det kunne jeg mærke at det kunne jeg sagtens. En mail eller et opkald er jeg ikke bange for. Så jeg skrev en mail til Tantra Templet, som Sophie har rigtig gode erfaringer med, og som jeg selv har fået varmt anbefalet af både veninder og venner.

skaermbillede-2018-04-02-kl-20-48-54

” Kære Tantra Templet,

jeg hedder Frejamay November, og jeg er gravid i 7 måned. I dag havde jeg besøg af min private jordemoder, Sophie Puck, som anbefalede mig at tage kontakt til jer. Det gør hun, fordi jeg har en lang historik med gamle overgreb i bagagen, og om 2 måneder skal jeg føde mit barn og “åbne mig op” og overgive mig. Og for at give mig selv de bedste forudsætninger, så vil jeg gerne snakke med jer.

Jeg har faktisk været inde på jeres hjemmeside 15 gange før gennem tiden. Og jeg har været tæt på at booke en tid, men frygten for at oplevelsen kunne ende med et nyt overgreb har alligevel været for stor til at jeg turde booke. Nysgerrigheden og lysten har dog altid været der.

Nu er det bare sådan at jeg er et helt andet og et helt nyt sted i min rejse, og jeg føler mig klar, selvom jeg stadig er noget nervøs ved tanken. Så jeg vil høre om det er muligt at få et møde (evt over telefonen) til at snakke muligheder igennem. Det er i hvert fald et stort første skridt for mig.

Jeg ved I er super dygtige og jeg ved i er professionelle og kun har professionelle ansat, så det er jeg faktisk helt tryg ved. Jeg tror bare jeg har brug for lige at snakke med et menneske i telefonen og mærke energien den vej også.

Jeg glæder mig til at snakke med jer,

Mange hilsner

Frejamay”

 

Jeg fik det mest fantastiske svar tilbage igen. Og grunden til at jeg tager denne korrespondance med i dette blogindlæg, er for at vise dig hvor lidt der skal til for at skabe ultimativ tryghed. Især når man arbejder med mennesker.

 

Svaret fra Tantra Templet:
”Kære Frejamay

Jeg kan godt følge dig i behovet for lige at snakke med os inden du begiver dig ud i en ny oplevelse. Jeg bliver altid glad når folk tager hensyn til at tillid ikke bare er noget man ‘skal’ have, men noget som andre faktisk skal fortjene, og da især når det er noget så stort som at lade en anden komme så nær.

Tantramassage hos os er jo ikke så meget en samtaleterapi, og der er heller ikke en dagsorden der hedder, at nu skal man opleve en hård følelsesmæssig forløsning. Det handler meget mere om at man her får mulighed for at opleve den man virkelig er, altså det sande, ubegrænsede, frie, elskende, nysgerrige, uskyldige, lykkelige væsen der bor inde i én.

Min egen oplevelse – og jeg ved mange andre har haft samme oplevelse – er at når man har været igennem svære ting, så bliver det svært at finde ind til det i én, som ikke er berørt af de svære oplevelser, og man kan opleve et stort tab… tab af liv, energi, måske endda evner og udfoldelsesmuligheder, og lyst og glæde. Men i massagen – når der ikke er et mål om at NU skal du sørme rigtig helbredes så massøren kan få en fed oplevelse af at være en rigtig hjælper – der får du mulighed for bare at mærke alt det fantastiske der er i dig, du får mulighed for at vende opmærksomheden hen mod alt det stærke, levende, sprælske, der er dybt forbundet med den universelle kærlighed og kvindelighed.

Og ved du hvad… det er faktisk ikke så langt væk. Og det er meget lettere at gå bevidst gennem de begrænsninger man har fået efter overgrebene, når man også har en tryghed i, at man ved man er langt mere end hvad andre har gjort og sagt, og at man er langt mere end hvad man tror der er skadet i én, og at man er langt mere end ens historie…. man oplever en uendelig frihed.

Jeg vil også sige sådan meget meget praktisk at hvis man oplever noget i en massage eller i et hvilket som helst andet møde der ikke er godt for een, eller hvor man føler sig presset eller shamet eller at den anden prøver at få magt over een, så skal man fjerne sig fra situationen. Jeg ved godt at vi kvinder har tendens til ‘tend and befriend’, det vil sige at når vi oplever en aggressiv maskulin energi, så vil vi prøve at afspænde den ved ikke at hidse ham yderligere op. Og det gør at vi nogle gange lukker ned for følelserne af at det her føles truende og ubehageligt og i stedet nærmest pleaser ham så vi kan få afværget den aggression og fysiske styrke som vi føler foran os… og så er det først bagefter vi bliver klar over hvor slemt det egentlig var. Og jeg ved også godt at når vi er i situationer hvor vi egentlig ikke føler trussel fra den anden, men hvor det vi oplever bare heller ikke er noget vi føler 100 % ja til… så kan vi godt stadig ligesom shame os selv til at blive i situationen (fx et lidt kedeligt møde med en kæreste der ikke er en opmærksom elsker), fordi ‘jeg er sikkert også for kræsen, jeg burde være lidt kærligere, nu giver jeg ham lige lidt tid, jeg vil ikke virke svag eller kedelig).

Men der vil jeg gerne bare sige: Uanset hvad man frygter at være så er det altid bedre at fjerne sig fra noget der ikke gør en godt.

Og når man oplever situationer hvor man føler trussel eller aggression fra den anden – fx når man er barn – så skal man bare være stolt af at man reddede sit liv på den bedste måde man kunne… og så give sig selv lov til at fylde en masse kærlighed i den tank som andre har tømt.

Alt det her siger jeg fordi du behøver ikke sige du er sikker på vi er professionelle. Det er vi, og det er min egen oplevelse som gæst gennem årene, at massørerne passer bedre på gæsterne end gæsterne selv gør. Det er altid okay at fjerne sig fra situationen. Man skylder aldrig nogen sin krop, energi eller tid, og man behøver aldrig andres godkendelse af ens egne følelser eller hvad man har det godt med i en given situation.

Mange kærlige tanker

Tantra Templet”

skaermbillede-2018-04-02-kl-20-53-40

Det svar gav mig alt det jeg havde brug for at vide, og mere til. En tantramassage og yonimassage kom i kalenderen, og da dagen kom, kunne jeg mærke jeg var spændt, men slet ikke nervøs eller frygtfyldt. Det gode forarbejde var allerede lavet, både fra min og fra Tantra-Templets side, så nu skulle jeg møde min massør, og så ville jeg overgive mig til oplevelsen.

Min veninde havde fortalt om hendes første oplevelse med tantra- og yonimassage, og forberedte mig på at der godt kunne komme ting op til overfladen i det trygge rum, og at man kan komme til at græde eller opleve smerte. Så det var jeg forberedt på. Alligevel vendte jeg det lige med Tantra Templet inden jeg ankom til massagen, og det er jeg virkelig glad for at jeg gjorde, for de sagde at ”ja, det kan godt ske, men det er langt fra sikkert, det kan også være det bare bliver en virkelig dejlig oplevelse uden at der kommer noget op, bare så du husker at være åben overfor oplevelsen, og ikke forventer at du nødvendigvis skal græde af forløsning. Måske bliver det bare dejligt fra start til slut. Mange der kommer her første gang tror de skal være på en bestemt måde eller at man skal være Dygtig til at få tantramassage”, det skal man slet ikke, man skal bare være med det der nu er og kommer”.

Det gav mig simpelthen så meget ro at tantramassagen bare skulle være min oplevelse og at jeg ikke behøvede at sigte efter traumeforløsning eller ultimativ glædesfølelse eller noget. Jeg kunne slappe helt af og se hvad oplevelsen ville bringe mig.

skaermbillede-2018-04-02-kl-20-54-29

Tantramassage og yonimassage

Oplevelsen startede med at jeg sad og snakkede med min kvindelige massør. De var rigtig dejligt, det var et skønt lokale og hun spurgte ind til hvem jeg var og hvilke forventninger jeg havde. Da vi havde skabt et form for bånd, skiftede vi begge to tøj. Hun skiftede til morgenkåbe og bare trusser og jeg tog alt mit tøj af. Jeg ventede lidt på om jeg på nogen måde synes det var grænseoverskridende at være nøgen sammen med en kvinde jeg aldrig har mødt før, men det gjorde jeg overhovedet ikke. Det var så trygt et rum, og det var ikke en seksuel oplevelse jeg skulle have. Til gengæld var det en sensuel og kærlig oplevelse hvor jeg, for første gang i mit liv måske, bare skulle læne mig tilbage, lukke øjnene, og modtage, uden at der lå en forventning om at jeg skulle give noget igen. For en, som mig, der er blevet misbrugt, både som barn og voksen, er det en helt ny oplevelse bare at skulle tage rent imod fra en der ingen andre intentioner har, end at give mig en oplevelse som på celleplan fylder mig med kærlighed.

Der findes efterhånden en del forskning der understøtter den livsnødvendige vigtighed af menneskelig berøring, så det behøver jeg ikke gå nærmere ind i her.

Jeg lagde mig nøgen i den store smukke himmelseng, og hun satte sig ved siden af. Jeg lukkede øjnene, og åbnede dem ikke igen før timer senere, da massagen var slut. Hun begyndte at massere hele min krop og smøre mig ind i olie. Det er utrolig svært at sætte de rigtige ord på denne her del, for det kommer hurtigt til at lyde seksuelt, to kvinder nøgne (hun havde trusser på) i en seng og masser af massage-olie, men det var det virkelig ikke. Det var ”bare” en massage hvor hun, udover at bruge sine hænder til at massaere med, også brugte sin krop til at skabe kontakt, tyngde og berøring. Det var simpelthen så dejligt. Dejligt at modtage, dejligt at vide der ikke lå en eneste skjult agenda eller forventning, dejligt at min krop blev ført langsomt fra den ene side til den anden når jeg skulle vende mig om. Dejligt at min gravide krop blev æret og æltet, dejligt at ikke en eneste grænse blev overskredet.

Massagen føltes som om der blev hældt selvværd, kærlighed, nærvær, oxytocin, gudinde-celler, nydelse og helhed ned i samtlige af mine celler. Jeg svævede indeni, og nu mens jeg skriver om det, er det som om verden stopper igen, og jeg ryger tilbage i rummet og ligger der og bliver fyldt op af alt det smukke der kan være mellem to mennesker, også selvom man aldrig har mødt hinanden før.

skaermbillede-2018-04-02-kl-21-12-31

Tiden var kommet til yonimassagen, og jeg var spændt på hvordan det ville være. Men jeg var ikke nervøs. Hun startede udefra og bevægede sig langsomt ind, og igen var det virkelig ikke en seksuel oplevelse, men en massage indefra, som løsnede op og som ikke kom med en regning eller en faktura, hvor jeg efterfølgende så skulle yde et eller andet, fordi jeg nu havde tilladt mig at tage imod. Min krop reagerede med nydelse og jeg nåede lige at tænkte på at det var godt jeg havde forventningsafstemt oplevelsen med Tantra Templet inden, for ellers kunne jeg godt have kommet til at sætte næsen op efter den der forløsende gråd eller hulken som jeg har hørt flere beskrive. Men fordi jeg vidste at det bare er en af mange oplevelser man kan have, så kunne jeg slippe tanken om at jeg skulle leve op til noget specielt, og bare nyde min egen krops reaktion og min helt egen oplevelse med yonimassagen.

Hvordan var det så? Det var magisk! Intet mindre. Det gode forarbejde var den halve vej til himlen. Det var så godt at jeg havde lyttet til min frygt, min skepsis, havde italesat den overfor Tantra Templet, så jeg de kunne møde mig der hvor jeg var, i stedet for der hvor jeg synes jeg burde være (hey, det er mange år siden det første overgreb skete, nu skal du altså være kommet videre). Alle mine tanker blev imødekommet med åbne arme og med viden, visdom og anerkendelse, hvilket gjorde det utrolig let for mig at sige ja tak til at give mig selv denne oplevelse af hvad kærlig kropskontakt kan gøre ved mig når linjerne er fuldstændig rene og kærlige.

skaermbillede-2018-04-02-kl-21-14-56

Det er nu en lille måned siden jeg havde oplevelsen, og jeg har været lidt tid om at skrive dette blogindlæg, netop fordi jeg gerne ville lande i den rejse. De første to uger var jeg ret meget uden ord, fordi tantra- og yonimassagen, og oplevelsen med den fantastiske massør, simpelthen bare sad i mine celler, og jeg havde meget få ord. Det var svært at forklare til andre hvad der skete og hvad det gjorde ved mig. Det er stadigvæk svært, men jeg vil så gerne dele oplevelsen, derfor skriver jeg nu, i håb om at andre også kan få glæde af den.

Det, det har givet mig at være af sted og modtage tantramassagen, er heling til min egen krop, til min egen historie, en gave til fødslen, til mine børn og til fremtiden. Jeg er SLET ikke færdig med at få tantra- og yonimassage, og jeg arbejder på at kunne nå en session mere inden fødslen. Det var så forløsende, men på den mest nydelsesagtige måde jeg nogensinde har prøvet. Det at være så tæt på et andet menneske og blive rørt og holdt og omfavnet æret, set, mødt og mærket, det er helt ubeskriveligt. Jeg har oplevet mange forskellige slags massager i mit liv, denne oplevelse er helt enestående, og jeg tror helt alvorligt at verden ville være et langt bedre sted hvis både mænd og kvinder gav sig selv lov til at mærke hvor stor en effekt en tantramassage kan have på en kroppen og sjælen. Det er en meget unik måde at blive mødt og æret på, som det menneske, den sjæl og den krop du er, og alle fortjener det møde med sig selv.

skaermbillede-2018-04-02-kl-21-16-37

Kan jeg anbefale det til alle? Jeg anbefaler aldrig nogen terapeutiske retninger til nogen, da jeg kun kender min egen rejse og ikke ved noget om din. Jeg kan dele min egen oplevelse og så kan du, hos dig selv, mærke efter om du er nysgerrig på at gå vejen selv. Til gengæld kan jeg anbefale at tage kontakt, ligesom jeg gjorde, og vende tankerne med Tantra Templet, hvis du kan mærke at min oplevelse vækker et eller andet hos dig. De er så dygtige og kompetente, og så længe du har din mavefornemmelse med, så er jeg sikker på at et telefonmøde eller en mail-snak kan give dig det du skal bruge for at beslutte om du er klar til at tage på denne magiske rejse.

 

Det er vigtigt for mig at understrege at jeg står ikke inde for andre steder end dette sted, da jeg ikke har været andre steder og ikke ved hvordan de arbejder andre steder, og tryghed er ALFA OMEGA her, hvilket Tantra Templet til fulde har leveret, og jeg står 100% inde for deres professionalisme og tilgang til mennesker, især mennesker med ar på sjælen, ligesom mig.

Selvom min oplevelse med tantra- og yonimassage var en del af min gravid-rejse og især forberedelsen på den fødsel der ligger 4 uger ude i fremtiden, så vil jeg klart gøre det igen bagefter graviditeten (hvis jeg ikke når det inden fødslen). Det er så kærlig en gave at give til sin krop, og når man, som jeg, har brugt mange år på psykolog-samtaler, coaching og andre veje der foregår i hjernen, så er det ubeskriveligt at komme helt ned i kroppen, og forløse og ære den del af mig også. Der er bare skabt en frihed og en forbindelse jeg ikke havde til mig selv før.

 

Her kan du med fordel følge med Tantra Templet,

og læse meget mere om dette fantastiske sted:

Tantra Templet hjemmeside

Tantra Templet på facebook

Tantra Templet på Instagram

Tantra Templet på youtube

Stil gerne spørgsmål, jeg svarer meget gerne <3 (skriv evt på freja@frejamay.com, hvis du ikke vil spørge i kommentarfeltet her på bloggen, det har jeg fuld forståelse for. Eller skriv til Tantra Templet direkte

 

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

3 kommentarer

  • Sandie

    Hej søde Frejamay 🙂

    Tusind tak for delingen af din oplevelse. Vil du fortælle hvor lang tid massagen varede?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kat

    Jeg har selv overvejet det. Længe. Men for mig lyder det ekstremt grænseoverskridende, at massøren er i trusser… ved du om det kan være anderledes?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Kat,

      Jeg tror godt det kan lade sig gøre at massøren har en T-shirt på, det synes jeg i hvert fald at have fået nævnt (enten i en samtale med dem eller via deres hjemmeside). Men virkelig, skriv til dem og fortæl dem helt præcist hvordan du har det, de er så imødekommende, og de ønsker på ingen måde at overskride dine grænser. Meningen er at du skal have en vidunderlig oplevelse <3

      Kram fra FM

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gravid uge 37 - velkommen til hvalfasen