Gravid uge 35, status på det hele

Mine aktier i mit barns og mine konflikter, og vores fælles udvikling

dsc05871

As we speak, har Emmalia bar numse, 6 sokker på den ene fod, 3 på den anden, en Elsa kjole og render rundt med en træ-ost i munden og råber “BÅDSNACKS”. I disse dage er jeg helt utrolig optaget af den fantasi-verden hun skaber omkring sig, og det bedste jeg ved er at zone ind i den og bare opleve hvad hun oplever og hvordan hun fortolker verden gennem sin leg.

Der er mange ting jeg ikke har tænkt over inden jeg blev mor, og heldigvis skal man jo ikke forberede sig på hele livet med børn på de 9 måneder man går og venter på han eller hun kommer ud. Det kommer løbende. Det er så smart tænkt at ham skaberen, eller hvem det nu er der står bag. En af de ting jeg ikke havde tænkt så meget over var hvilken mor jeg gerne ville være. Jeg havde mere tænkt over hvordan mit barn skulle være. Men det kan man jo ikke.

Her til aften har jeg lige afsluttet en af de der 3 timer lange skønne samtaler med en veninde, hvor vi snakkede om børn. Jeg fortalte hende at hver gang jeg har en udfordring med Emmalia (altså en der varer lidt længere end en uoverensstemmelse om hvad for noget tøj hun skal have på), så holder jeg et møde mig med selv om hvad JEG (og ikke Emmalia) skal justere for at vi kan finde melodien igen.

Eksempelvis havde vi en periode i starten af dette år hvor jeg simpelthen havde så svært ved at rumme hendes store vredesudbrud når hun f-eks ikke vil med i børneren om morgenen. Jeg havde så svært ved at rumme at hun kastede sig ned på gulvet og opførte sig som om jeg havde brændt hendes yndlingsbamse, selvom det jeg havde gjort var at finde det forkerte par underbukser til hende.

Men jeg ved også at min reaktion var uhensigtsmæssig. Jeg blev enormt vred og magtesløs og røg ind i mine egne følelsers vold på et splitsekund. I en situation hvor jeg skulle være den voksne, hvor jeg skulle bevare roen og hvor jeg skulle være den der ligesom havde “metaperspektivet” på situationen. Så selvom reaktionen egentlig var hendes, så var det mig der skulle justere og se om der var nogle kabler i min maskine der trængte til at blive opdateret.

Og det var der.

Jeg bookede 3 sessioner hos en coach, som arbejder udelukkende med følelsesmæssige reaktioner. Jeg havde ikke brug for at have hjernen ret meget med, da den jo ligesom havde valgt at gå offline når de her situationer opstod.

Allerede efter første session med min coach, Jan, fik jeg lukket det føle-hul der lækkede. Det er nu over to måneder siden. Der har ikke været en eneste situation siden hvor jeg er røget ind i mine følelser med bind for øjnene. Der har til gengæld været masser af situationer hvor jeg har haft mulighed for at ryge tilbage i det gamle mønster, men det er ikke sket.

Jeg er egentlig ikke enig i det der med at børn altid er et spejl. Nogen gange er børn altså også bare nederen. Men, hvis vi ser et mønster i vores relation som er uhensigtsmæssigt (skader mere end det gavner og ingen vinder), så er det et forældreansvar at kigge på om man skal opdatere eller justere et eller andet ved mønsteret. Jeg både elsker og hader det, for det er ikke altid sjovt at erkende at det man gør bare ikke fungerer, men samtidig er det simpelthen så forløsende og givende at se tingene forandre sig, nogen gange med en meget lille indsats.

Der hvor det bliver svært, er der hvor jeg som mor skal finde de rigtige at tale med. Det kan være en stor udfordring. Jeg har lært at mit brede netværk aldrig er svaret, og at mit nære netværk heller ikke altid er. Men der er nogle mennesker i mit liv som deler min grundholdning til børn og deres udvikling, og som jeg sparrer med løbende, og det er en hjælp.

F.eks den der gang da jeg kunne mærke støj på det åndelige bånd til min datter, hvor jeg spurgte efter hjælp på facebook, selvom jeg faktisk ikke specifikt kunne sætte ord på hvad problemet var. Det førte mig til Gitte, som efter 30 sekunders samtale ramte direkte ind i sagens kerne. Jeg bookede en session med hende, og det healede den støj jeg ikke kunne forklare nogen hvad var. Læs den historie her.

Den mor jeg gerne vil være for Emmalia, er den mor der hele tiden må tage mine “erfarne” mor-briller af, og tage nogle helt nye på. Jeg må turde at kigge på mit barn og mig selv med en fremmeds øjne og være nysgerrig på Emmalias verden. Mit udgangspunkt er altid at der ikke er noget som helst galt med Emmalia. Det var også det der gjorde at jeg fik hende ud af det diagnose-helvede vi var ved at havne i med den dagpleje vi gik i.

En af de mest fantastiske bøger jeg har læst om børn, er denne bog af Wencke Seltzer. Det er mange år siden jeg læste den, men den rykkede virkelig noget i mig, fordi den fortæller, gennem 6 cases, hvor vanvittig stor mangt forældre/omgivelsers handlinger/ord har på børn, især hvis vi ikke ser dem og bare giver dem et label, en diagnose eller en etikette. Bogen viser også hvilke metoder børn kan udvikle for at imødekomme umulige levevilkår, metoder som så gør børnene endnu mere forkerte.

Jeg kan huske filmen Amelié, du har måske set den? Jeg har set den ca 30 gange, og selvom det er en film, så er der sjove eksempler med på ting der sker i virkeligheden. Ameliés far er ikke så meget for fysisk kontakt, og den ene gang årligt hvor han rører ved Amelié, er i forbindelse med det årlige lægetjek, hvor han lytter på hendes hjerte med sit stetoskop. Han er læge. Amelié bliver så positivt påvirket af den sparsomme fysiske kontakt med sin far, at hjertet galoperer afsted og faderen konstaterer at Amelié må have en hjertefejl, og derfor skal undervises hjemme i stedet for at komme i skole.

Emmalia er ikke min læresmester og jeg er ikke hendes, men sammen går vi hver dag begynderens vej og starter forfra sammen. Hver dag er ny. We know nothing. Lige så overrasket over hendes (og mine egne) reaktioner jeg kan blive, lige så overrasket tror jeg hun kan blive. Og jeg er aldrig den kloge af os. Det er jeg virkelig ikke. Det betyder samtidig heller ikke at jeg er en af de forældre, der har overgivet al ansvar til mit barn, og stiller urealistiske krav og forventninger til hende. Ansvaret er udelukkende mit, og vi har en masse rammer herhjemme som er vigtige for mig at mit barn kan operere i. Høflighed, ansvarsfuldhed, empati, udvikling, nærvær, fællesskab, selvstændighed og en masse andre ting i uvilkårlig rækkefølge. Fælles for os begge to er at vi arbejder sammen for at få hverdag og livet til at danse og spille vi har bare meget forskelluge måder at gå til den opgave på. Emmalia lærer en masse og jeg aflærer en masse og så lærer jeg også.

Jeg har ingen svar på noget som helst, især ikke på hvordan I skal være forældre hjemme hos jer. Det var bare det her jeg havde lyst til at dele i dag <3

 

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!

1 kommentar

  • Akacia

    Jeg er ved at binge-læse din blog 😀 Du skriver virkelig godt! Det er spændende! Jeg tænkte på, hvordan finder man sådan en coach som ham Jan du nævner? Jeg har lidt samme problem som du beskriver, min dreng på 1,5år reagerer voldsomt fx på at skulle have ble på..og jeg kommer til at råbe af ham 😔 Jeg bliver altid så ked af det og sur på mig selv bagefter. Det var lige præcis det min mor gjorde og jeg blev så ked af der hver gang… Det er noget jeg øver mig i ikk3 at gøre. Og det går ds fremad..men alt alt for langsomt. Al hjælp modtages med kyshånd.. Sender mine varmeste tanker til dig og din kommende fødsel <3 Må den blive helt fantastisk! Knus fra Akacia

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gravid uge 35, status på det hele