Det der med navneskifte ... (skifter hun nu navn igen?)

Gravid uge 35, status på det hele

hjemmefødsel efter kejsersnit frejamay november

 

Er du klar til fødslen? Er der noget du mangler til baby? Hvordan har du det? Gud hvor er du blevet stor! Tror du du går over tid eller føder før tiden? Og en enkelt eller to der kom til at sige tillykke med babyen fordi de havde set på instagram at jeg allerede har født. Jeg måte lige selv tjekke min profil for at se om der var noget jeg havde overset, men det var der ikke, den er god nok, jeg er stadig gravid.

Spørgsmålene er mange og her kommer en status på det hele:

skaermbillede-2018-01-18-kl-15-42-35

Gravid uge 35 og fysikken:

Jeg er træt. Jeg har lige overlevet et par ugers temmelig heftig influenza, og jeg hoster stadig og er totalt energiforladt efter den omgang. Emmalia er heldigvis sluppet lidt billigere end jeg er. Så jeg har set en del serier og film fordi jeg simpelthen ikke har kunnet andet.

Gravid-mæssigt har mit bækken det faktisk lidt bedre. måske hjælper de øvelser jeg laver hos Anna Bogdanova og Lise i Kål og Kugler i Lyngby eller de dråber jeg tager for at støtte mit bækken, som min jordemoder Sophie anbefalede. Forstå mig ret, mit bækken er stadig super ømt om aftenen, men det er ikke sådan at jeg ikke kan gå, ligesom for en måned siden. Så jeg er lidt mere mobil og knap så besværet.

Min kvalme er kommet lidt igen og jeg har haft et par dage med opkast igen, som har udmattet kroppen fuldstændig. Men alt hvad jeg oplever føles ret naturligt og ikke som om der er noget galt. Ifølge google er det helt normale symptomer jeg går rundt med, og jeg har det egentlig fint, selvom fysikken halter lidt.

Min baby har det virkelig godt. Hun har opdaget mine ribben og alle mine organer og hun ligger og har en techno-fest derinde det meste af dagen. Om natten er hun helt stille, det var Emmalia også, til gengæld er jeg plaget af uro i kroppen og er så småt begyndt at klø lidt rundt omkring (huden strækker sig jo meget) og have uro i mine ben. Jeg sover ikke længere end helt nats søvn og jeg har nætter hvor jeg zoner ind og ud af søvnen og ikke føler jeg har sovet når jeg vågner.

hjemmefoedsel-efter-kejsersnit-laes-stines-foedselsberetning

Fødslen:

Jeg har mange tanker om fødslen, men mest bare tanker. Min krop har ro og tillid til fødslen, og selvom det var hårdt at dykke ned i mit blogtema om hjemmefødsel efter kejsersnit (fordi jeg skulle forholde mig til en del negative og anklagende kommentarer og beskeder), så har det givet mig en langt dybere indsigt og forståelse i kvindekroppen, selvom den altså har et ar. Jeg glæder mig helt vildt til at føde hjemme, og skulle jeg ende på sygehuset alligevel, så har jeg gjort alt hvad jeg kunne for at tage min fødsel hjem til mig selv så længe det var muligt. Så. Det giver mig ro.

skaermbillede-2018-01-18-kl-15-43-38

Livet som gravid alene-mor:

Jeg kan godt mærke at det, her på sidste vers af graviditeten, er begyndt at blive hårdt at have en lille en på knap 3 og så en krop der bare er træt. Jeg føler mig meget som et hylster og meget lidt som et menneske nu. I en måned eller to havde jeg vildt dårlig samvittighed overfor Emmalia, fordi jeg naturligvis ikke kan være den mor jeg gerne vil være for hende lige nu, en der tager ud i skoven flere gange ugentligt, en der kan løbe rundt og lege med min lille ninja og sådan. Men så sluttede jeg fred med at jeg pt. er sådan en mor der godt gider at se Vaiana to gange i træk en onsdag eftermiddag. Og at der er andre i familien der må sørge for den fysiske leg, og det er der faktisk også rigeligt med folk der gør.

I går hentede jeg Emmalia og vi tog en dyne med ind på sofaen. Jeg lavede en snack-tallerken med nødder og frugt og lidt chokolade, og vi så Vaiana to gange og lå og snakkede om filmen og sang med på sangene (Emmalia gjorde, jeg blev pænt bedt om at tie stille under sangene). Det var så hyggeligt og vi nød det begge to, og så må det blive de minder vi tænker tilbage på i stedet for en tur i skoven lige den dag. Det går nok.

skaermbillede-2018-01-18-kl-15-41-19

Barsel:

Jeg er startet på barsel og har et halvt års barsel foran mig. Det er simpelthen så mærkeligt, for selv om min krop takker mig for at lytte til den, så er min hjerne lidt bagefter, og synes det er mærkeligt at jeg ikke skal arbejde en hel masse og producere en hel masse, og mest af alt bare skal få slappet af og taget mig af mig selv. Så det arbejder jeg på at acceptere lidt bedre.

28821760_10155037351286503_988326865_o

Baby:

Jeg føler mig så klar som muligt til at baby kommer. Hver anden dag er jeg helt lammet af frygt og tænker på hvordan jeg dog skal få to unger puttet på en gang, og de andre dage tænker jeg at jeg sagtens skal klare det og at det kommer til at blive rigtig godt. Jeg kan huske jeg var igennem helt samme proces da jeg ventede Emmalia, og det må, trods massive udfordringer udefra, siges at være gået rigtig rigtig godt. Jeg har en lille pige som simpelthen trives og er så sjov og livsglad. All will be fine!

Redebydning:

Jeg mangler faktisk kun en autostol, og den fik jeg styr på sidste weekend, så den skal bare fragtes fra fyn og hjem til mig. Jeg har jo en del fra Emmalia, og det jeg ikke har, har jeg købt i genbrug. Lige pånær barnevognen, som jeg fandt en helt uventet løsning på (se her). Nogle enkelte har spurgt om jeg skulle flytte når den nye kommer, fordi vi bor i en 2 værelses lejlighed her i Lyngby, men det skal vi ikke. Her er så fin plads, prisen er god, området er fantastisk, vi er omgivet af natur og ro, og vi har Lyngby by tæt på os. Her er simpelthen alt hvad vi behøver, og ungerne har ikke behov for et børneværelse de første par år, så vi bliver her og hygger os i Brede i Lyngby.

Så alt i alt går det godt, jeg har det som man sikkert kan forvente at en højgravid mama har det på nuværende tidspunkt. Jeg har mange dage på sofaen og tager langt flere lure end jeg ellers gør (jeg tager faktisk aldrig lure normalt), og så glæder jeg mig bare helt vildt til at møde den lille mus og til at Emmalia ENDELIG får lov at møde sin lillesøster. Hun er simpelthen så optaget af den store mave og lillesøster der kommer ud, og hun har lovet at hun nok skal skifte ALLE bleer OG bære baby uanset hvor vi skal hen.

Det bliver så lækkert!

 

  Følg os på Instagram og Facebook og kom tættere på hverdagen som solomomboss og selvstændig mamma. Her deler jeg de helt små og de helt store konkrete eksempler på de emner du finder her på bloggen. Vi ses derinde!
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det der med navneskifte ... (skifter hun nu navn igen?)